25 feb
2021

Premiere: Life of Lola udgiver debut-single om at risikere sin sårbarhed

I dag kan jeg præ­sen­te­re debut-sing­len Befo­re I Met You fra Life Of Lola. Bag nav­net gem­mer der sig Lau­ra Thal­bitzer, som sam­men med sit fire mand sto­re band har skabt et num­mer, der vir­ke­lig under­støt­ter tan­ker­nes van­dring med sit drøm­men­de og længsels­ful­de udtryk.

Befo­re I Met You er en hyl­dest til dét at tur­de slip­pe kon­trol­len og lade sig rive med af livet og et andet men­ne­ske. Både musi­kalsk og lyrisk for­mid­les det­te bud­skab på fine­ste poe­ti­ske vis gen­nem en orga­nisk indie-lyd med inter­na­tio­nalt snit.

 

Num­me­rets instru­men­tale udgangs­punkt er mini­ma­li­stisk per­kus­sion, en karak­te­ri­stisk bas­gang, en drøm­men­de gui­tar­fi­gur og flim­ren­de og hvis­len­de støj, som nog­le gan­ge lyder som mani­p­u­le­re­de felt­op­ta­gel­ser og andre gan­ge har karak­ter af elek­tro­nisk støj. Dis­se ude­fi­ner­ba­re lydspor til­fø­jer bund til lyd­bil­le­det, men også et gran vel­kom­ment under­fun­dig­hed. Og så er der Lau­ra Thal­bitzers vokal, som er helt tæt på, intim, og ind­le­ven­de, når hun syn­ger bit­ter­sødt om et roman­tisk minde.

Op til og i omkvæ­de­ne bli­ver voka­len ekstra luf­tig og svæ­ven­de og med kor. Det sam­me gør instru­men­te­rin­gen, nu hjul­pet af him­mel­stræ­ben­de synt­he­sizer, der lige­som skyl­ler ind over lyt­te­ren og giver en lyst til at luk­ke øjne­ne og lyt­te mere intenst til Lau­ra Thal­bitzers ord. Før­ste omkvæd husker nostal­gisk tilbage:

I think I got lost the moment you tou­ched my lips — you tou­ched my lips — the moment you tou­ched my lips.”

Men som de fle­ste har ople­vet, varer det ikke ved. Men det har alli­ge­vel været smer­ten værd, for som hun afkla­ret, men længsels­fuldt kon­klu­de­rer i det afslut­ten­de og beru­sen­de omkvæd: “I would give it all, to lose my mind again.” 

Lau­ra Thal­bitzer uddy­ber san­gens sid­ste strofer:

Man bli­ver nødt til at risi­ke­re sin sår­bar­hed — Livet er en vold­som bøl­ge­gang, som som­me­ti­der sen­der os højt op over jor­dens over­fla­de, og andre gan­ge væl­ter os omkuld. Smer­ten er et vil­kår for at føle sig i live”.

Jeg kan kun anbe­fa­le at høre num­me­ret på repe­at, lyt­te opmærk­somt til den sår­ba­re lyrik og bare mær­ke hvor­dan musik­kens udtryk ind­går i en per­fekt sym­bio­se med lyrik­ken. Num­me­ret vil grad­vist åben­ba­re sig for dig, selv­om melo­di­en også fæn­ger over­be­vi­sen­de ved før­ste lyt.

Life Of Lola er nye­ste artist hos artist og label-kol­lek­ti­vet KÔS og udkom­mer d. 22 april 2021 med Debut-EP’en Chap­tor I.

Følg evt. med i nyt om Life Of Lola via KÔS’ hjemmeside.

5 feb
2021

7 danske navne du skal holde øje med i 2021

Mens pan­de­mi­en sta­dig rul­ler med alle dens restrik­tio­ner, er det godt at glæ­de sig over og foku­se­re på det gode, som ven­ter i hori­son­ten. Og det gæl­der for Musik Mig Blidt selv­føl­ge­lig sær­ligt ny musik og nye loven­de kunst­ne­re, som i den grad repræ­sen­te­rer et lys i mør­ket — noget posi­tivt at se frem til!

Her vil jeg præ­sen­te­rer dig for nog­le af de musi­kal­ske pro­jek­ter, som jeg er stødt på i løbet af 2020 (sær­ligt sid­ste del af året) samt i begyn­del­sen af 2021, som jeg vir­ke­lig synes har noget at byde på!

Jeg har pri­o­ri­te­ret kunst­ne­re, som kan beteg­nes som upco­m­ing i den for­stand, at de mesten­dels kun har få num­re udgi­vet og der­med sta­dig er rela­tivt ukend­te. Jeg spår, det kom­mer til at ændre sig i løbet af 2021 — det bur­de i hvert fald være til­fæl­det, hvis poten­ti­a­let til dels udfol­des til ful­de, og til dels hvis der ellers ret­fær­dig­hed til…Det kan jo, som især folk i bran­chen ved, være svært at bry­de igen­nem lyd­mu­ren (f.eks. at få spil­le­tid i radio­en), selv­om kva­li­te­ten er til stede.

Nok snak — tid til at dyk­ke ned i de nye dan­ske håb i føl­ge Musik Mig Blidt!

I til­fæl­dig rækkefølge:

Christian Haase


Foto: Peter Wil­li­am Vinther

Chri­sti­an Haa­se har tid­li­ge­re, sam­men med mak­ke­ren Las­se Son­ne, været en del af det finur­li­ge og inter­es­san­te musikpro­jekt Vi Leger Musik, der nåe­de at gøre ind­tryk på kun tre san­ge, men siden blev lagt på is. Efter sid­ste år at have udgi­vet et rent ambi­ent album, Grøn­land, base­ret på lyd­op­ta­gel­ser fra net­op Grøn­land, udkom­mer Chri­sti­an Haa­se i 2021 med nye san­ge. Og før­ste sang med tit­len Sne Blød Hud er sim­pelt­hen så fin og øm.

Num­me­ret pen­du­le­rer mel­lem lege­syg, mini­ma­li­stisk, elek­tro­pop­pet instru­men­te­ring med “du du du” melo­di og de mere him­mel­stræ­ben­de ele­men­ter i kraft af cel­lo, vio­lin, kla­ri­net og saxo­fon samt svæ­ven­de kor pak­ket ind i rum­klang, hvor lyd­bil­le­det er mere mæt­tet. Jeg er i øvrigt ret vild med Chri­sti­an Haa­ses, lyse, dren­ge­de vokal med en anel­se hæs­hed, som går godt i spænd med det lidt nai­ve, drøm­men­de univers.

 

Siden jeg begynd­te på den­ne arti­kel er yder­li­ge to san­ge udkom­met, som er mere kon­ven­tio­nelt opbyg­get, men sta­dig er soli­de kom­po­si­tio­ner med nostal­gisk, ved­kom­men­de lyrik.

 

Astrid Cordes


Foto: Julie Montauk

Astrid Cor­des fra den heden­gang­ne indi­epop-duo Shy Shy Shy har med tre sing­ler, to i sid­ste hal­vår af 2020 og sene­st end­nu en kort efter nytår, demon­stre­ret at hun har man­ge stren­ge at spil­le på.

Portrait har et dej­ligt drøm­men­de uni­vers og en vidun­der­li­ge melo­di, mens Ivy (I Can’t Move)‘s over­ra­sker med sin skæ­ve og mere aggres­si­ve ener­gi og tekst, der omhand­ler en følel­se af klau­stro­fo­bi og stress af for­vent­nings­pres fra en selv og omverdenen.

 

Kort efter nytår lan­de­de så den nye­ste sing­le, den sorg­ful­de og inti­me The­re, The­re, som Astrid skrev kort efter en ufri­vil­lig abort og som der­for hand­ler om at sør­ge over at miste noget man aldrig nåe­de at få. Lyrik­ken bli­ver dog aldrig lige så spe­ci­fik, så der­for kan lyt­te­ren spej­le sig i sine egne for­pas­se­de mulig­he­der, skuf­fel­ser og følel­se af tom­hed. Både med og uden viden om kon­tek­sten på til­bli­vel­ses­tids­punk­tet, er det en sang, som vir­ke­lig går lige i hjertet!

Debut-EP’en lan­der til marts!

 

Guldimund


Foto: @Lene Kronow

Asger Nordt­orp Peder­sen var i før­ste omgang en del af de to dan­ske bands TÅRN og Blaue Blu­me og gik siden solo med Gul­di­mund. Han har for nyligt gen­star­tet pro­jek­tet Gul­di­mund, dvs. fjer­net det gam­le mate­ri­a­le fra alle plat­for­me og er nu gen­født mere form­ful­dendt og med mere ner­ve og nær­vær end nogen­sin­de. I novem­ber kom de to num­re Bræn­der Sta­dig og Ikk’ end­nu, som sam­men med sene­ste sing­le Små Fin­gre er repræ­sen­ta­tivt for det kom­men­de album rent temamæssigt.

Album­met, der får den nostal­gi­ske titel Dem, Vi Ple­je­de At Være, er sat til at udkom­me 12. febru­ar og hand­ler at kæm­pe for et par­for­holds bestå­en og isce­ne­sæt­ter en meget svær og kri­tisk fase i par­for­hol­det, som det udspil­ler sig i kon­kre­te hver­dags­si­tu­a­tio­ner og betragt­nin­ger, hvad enten det i arrig­skab og afmagt hand­ler om at rive sine ynd­lings t‑shirts i styk­ker og smadre kaf­fe­kop­per, eller iagt­ta­gel­ser af hvil­ke ting der lig­ger på nat­bor­det ved svi­ger­morens døds­le­je. Håbet skin­ner dog igen­nem, især i kraft af det fæl­les barn, der giver kræf­ter til at få for­hol­det til at hæn­ge sam­men. Sid­ste sing­le, Små Fin­gre er såle­des en meget livs­be­kræf­ten­de og røren­de sang om kær­lig­he­den fra for­æl­dre til barn.

Lyt til de tre san­ge her­un­der og lad dig over­be­vi­se om, at Gul­di­mund må være én af de bed­ste og mest inter­es­san­te og ved­kom­men­de nye sangskri­ve­re herhjemme.

Lyt til Dem, Vi Ple­je­de At Være her­un­der og lad dig over­be­vi­se om, at Gul­di­mund må være én af de bed­ste og mest inter­es­san­te og ved­kom­men­de nye sangskri­ve­re herhjemme.

 

Kamma


Foto: Thit M. Berthou

Kam­ma er nyt loven­de pop­navn, som på ser ud til at ram­me en god balan­ce mel­lem iøre­fal­den­de ban­gers og en melan­kolsk klang, som indram­mer alvoren og dyb­den i hen­des tek­ster meget flot.

Det num­mer, som vir­ke­lig over­be­vi­ste mig om, at Kam­ma er et navn, man skal hol­de øje med, er hen­des sene­ste sing­le Drow­ning, som jeg har gået og nyn­net for mig selv, siden jeg blev præ­sen­te­ret for den midt i janu­ar. Det er et vir­ke­ligt hel­støbt num­mer med stor­slå­et, for­lø­sen­de omkvæd og en pro­duk­tion, der sid­der lige i øjet.

Kam­mas styr­ke er også, at hun ikke ban­ge for at bli­ve ret per­son­lig i sine tek­ster. Hen­des liv blev i man­ge år til­si­de­sat grun­det hen­des mors syg­dom, og Drow­ning er der­for en sang, der hand­ler om at tage sig selv alvor­ligt og sæt­te grænser:

”Jeg skrev Drow­ning i en tid, hvor jeg stil­le og roligt var ved at bevæ­ge mig ud af den skyg­ge, der for mig har været min mors syg­dom, og den dår­li­ge samvit­tig­hed over ikke at pas­se på hen­de og være der for hen­de, hver gang hun hav­de brug for det (…) i dag for­sø­ger jeg hver dag at give mig selv lov til at leve mit liv uden at skul­le for­hol­de mig til hen­des histo­rie hele tiden.” 

Gene­relt synes jeg, at Kam­mas vokal rum­mer en sår­bar­hed og melan­ko­li, som er til­træk­ken­de og får en til at spid­se ører, mens den sam­ti­dig er usvi­ge­ligt sik­ker og har en styr­ke, som egner sig godt til den pop­pe­de stor­la­den­hed og slag­kraf­tig­hed, som også er at fin­de i Kam­mas lyd.

Hen­des kom­men­de EP Momen­tary Emo­tions, hvor Drow­ning også vil være at fin­de, er pro­du­ce­ret af ingen rin­ge­re end Sune Rose Wag­ner (The Raveo­net­tes, Psy­ched Up Janis).

I mel­lem­ti­den kan du tjek­ke hen­des bag­ka­ta­log ud, som også byder på den bed­ste nye julesang, jeg læn­ge har hørt, skre­vet sam­men med Rebec­ca Lou. Kol­le­ger­ne gir­lcrush, GRETA og Brim­heim er des­u­den også med på sang i den­ne melodi-perle.

 

Annsofie Salomon


Foto: Justin Tyler Close

Ind­til vide­re har Annso­fie Salo­mon kun en enkelt sang ude. Med en luf­tig, eng­le­ag­tig vokal og en sim­pel instru­men­te­ring ram­mer Annso­fie Salo­mon noget rent, orga­nisk og virk­nings­fuldt på Soft Dreams.

Egent­lig sat­se­de Annso­fie Salo­mon på en kar­ri­e­re, hvor male­ri­er og skul­p­tu­rer bl.a. var udtryks­for­men, og hun søg­te fle­re gan­ge for­gæ­ves ind på kun­sta­ka­de­mi­et. Efter 5 år uden held, gav Annso­fie Salo­mon op og smed fru­stre­ret sine skul­p­tu­rer i hav­nen et sted i Køben­havn og flyt­te­de ud på lan­det på en gård for at arbej­de og træ­ne heste. Her kom i ste­det san­ge til hen­de med inspira­tion fra de tid­li­ge­re kunst­ne­ri­ske udfol­del­ser, som små frag­men­ter der plud­se­lig kun­ne bru­ges i en trans­for­me­ret musi­kalsk form. At døm­me efter den­ne sing­le, vir­ker det til, at Annso­fie Salo­mon har fun­det sin ret­te hylde!

 

Gro

Gro er et nyt sol­opro­jekt fra san­ger, mul­ti-instru­men­ta­list og pro­du­cer Julie Møl­ler Chri­sti­an­sen, der også er front­fi­gur i synth-pop ban­det We Are The Way For The Cos­mos To Know Itself — et band, hvis musik jeg har skre­vet om og anbe­fa­let man­ge gan­ge på Musik Mig Blidt.

Julie er opvok­set i Søborg, en for­stad til Køben­havn i et, efter eget udsagn, flip­pet hjem med for­æl­dre med en for­kær­lig­hed for spi­ri­tu­el folk-musik og velour. I en ung alder begynd­te hun at skri­ve san­ge på de man­ge stren­ge­in­stru­men­ter, der hang på væg­ge­ne i barn­doms­hjem­met. Efter en del år med en gui­tar som omdrej­nings­punkt fandt hun så en anden musi­kalsk iden­ti­tet som for­san­ger og musi­ker i før­om­tal­te We Are The Way For The Cos­mos To Know Itself, hvor det elek­tro­ni­ske, synt­h­ba­se­re­de udtryk var det bærende.

Under Gro-ali­a­set er Julies smuk­ke, vægt­lø­se vokal sta­dig et cen­tralt instru­ment sam­men med de bob­len­de, drøm­men­de synt­hpop-ele­men­ter fra WATWFTCTKI, men det nye er, at barn­dom­mens inspira­tions­kil­der i form af fol­kemu­sik­ken og mere spe­ci­fikt stren­ge­in­stru­men­ter, sam­men med en eks­pe­ri­men­te­ren­de til­gang til pop­mu­sik­ken hen­tet fra kon­ser­va­to­ri­e­ti­den på linj­en Elek­tro­nisk Musik og Lyd­kunst, bidra­ger til et andet og mere kon­trast­fyldt lydu­ni­vers. Jeg har fået lov at lyt­te lidt på forskud, og jeg kan bekræf­te at spænd­vid­den er stor, og at Julie Møl­ler Chri­sti­an­sens eks­pe­ri­men­te­ren­de og legen­de til­gang til at ska­be musik bærer frugt.

Hvor­dan det præ­cist lyder, må du ven­te nog­le dage med at få en fors­mag på. Hel­dig­vis ikke læn­ge. Før­stesing­len Fade In Time udkom­mer d. 12. febru­ar, og der­ef­ter udgi­ves med jæv­ne mel­lem­rum fle­re sing­ler, ind­til sel­ve debutal­bum­met lan­der til okto­ber.

Du kan dog få en lil­le tea­ser Fade In Time via Face­book her:

Før­stesing­len Fade In Time er nu ude og kan høres her:

 

KOM VI LØBER

KOM VI LØBER er måske ikke sprit­nyt på den dan­ske musiks­ce­ne, idet debutal­bum­met Sct. Hans udkom i 2019 men jeg synes alli­ge­vel, at det er navn, som fortje­ner, at være med i en arti­kel om hvil­ke nav­ne, man skal hol­de øje med i 2021. Hvor­for så det? Jo, det skyl­des, at debutal­bum­met gik rime­ligt meget under rada­ren, da den kom ud, men også at KOM VI LØBER i 2020 udgav to vir­ke­lig spæn­den­de indie pop­san­ge! De har gjort mig meget for­vent­nings­fuld i for­hold til, hvad der mon i år kom­mer fra Lone Slot Niel­sen, som står bag KOM VI LØBER (det er bekræf­tet, at der skul­le kom­me nyt i 2021). Lad os se nær­me­re på de to numre.

Det ene num­mer, Hen­des Ansigt er inspi­re­ret af et digt fra 1968 af Jør­gen Leth og er rent fak­tisk det aller mest spil­le­de num­mer i 2020 på P6 Beat. Det er alli­ge­vel lidt af en bedrift, så på den måde har hun alle­re­de fået et min­dre gennembrud.

 

Det andet num­mer, Bru­ger Ikke at Dan­se træk­ker på inspira­tion fra en mere end 2000 år gam­mel for­tæl­ling om den græ­ske kvin­de, Agla­o­niké, der iføl­ge sag­net kun­ne for­ud­si­ge og kon­trol­le­re månens gang over himlen.

 

Beg­ge san­ge demon­stre­rer, at Lone Slot Niel­sen både kan noget med finur­li­ge tek­ster og melo­di­ø­se hooks i et drøm­men­de gui­tar­dre­vet uni­vers. San­ge­ne er på den ene side lige ud af lan­de­vej­en, og så er der alli­ge­vel fle­re ele­men­ter i både kom­po­si­tion og det lidt kring­le­de tek­stu­ni­vers, der vir­ker over­ra­sken­de. Det har måske også noget at gøre med, at der lige­som er et orga­nisk flow over san­ge­nes udvik­ling, som gør det svært at for­ud­si­ge næste “sving”, og det hol­der mig nysgerrig.

Beg­ge num­re er pro­du­ce­ret af Aske Bode, hvil­ket i min bog nær­mest er ble­vet syno­nymt med kvalitet.

Tjek også et par favo­rit­ter fra debutal­bum­met her:

22 jan
2021

Udenlandske favoritalbums 2020

Da jeg sat­te mig ned og prø­ve­de at dan­ne mig et over­blik over hvil­ke uden­land­ske udgi­vel­ser fra 2020, jeg bedst kun­ne lide, teg­ne­de der sig et bil­le­de af albums med en over­ve­jen­de reflek­te­ren­de, drøm­men­de og melankolsk/nostalgisk tone. Det er egent­lig ikke for­di det er noget nyt, at jeg har en ten­dens til at favo­ri­se­re musik med de tona­li­te­ter, men jeg kan se, at de er mere domi­ne­ren­de end nor­malt i al den musik, jeg har søgt imod og favo­ri­se­ret i 2020.

Efter at have efter­ra­tio­na­li­se­ret lidt, er jeg kom­met frem til, at det nok har noget at gøre med at året har været så under­ligt, som det har. At iso­la­tion og angst har fyldt så meget pga. — ja du gæt­te­de det — Cor­o­na-virus­sen. Jeg tror, at der kan være noget fortrøst­nings­fuldt i at høre musik, hvis stem­ning spej­ler ens sindstil­stand (det omvend­te kan selv­føl­ge­lig også være til­fæl­det). At man føler sig bekræf­tet gan­ske enkelt. Der­u­d­over har mine uden­land­ske favo­rit­ter et udpræ­get fil­misk islæt og har noget “lar­ger than life” over sig, hvor man føler sig som en lil­le prik i en stor ver­den, som igen er en lil­le prik i uen­de­ligt kos­mos. Noget eska­pi­stisk, hvor man bli­ver dra­get ind i et andet uni­vers og glem­mer tid og sted. Igen tror jeg, at det har noget at gøre med ver­dens­si­tu­a­tio­nen i 2020, som jo har været lidt som at være med i en film. Det har været et sur­re­a­li­stisk år, som har tvun­get man­ge, inklu­siv mig selv, til at læg­ge til­væ­rel­sen om og stil­le spørgs­mål ved det bestående.

Sam­ti­dig har det inspi­re­ret til at sæt­te pris på det, man har og se skøn­he­den i det, vi måske til dag­ligt tager for givet, som f.eks. natu­ren. På den måde pen­du­le­rer mine favo­ri­tal­bums mel­lem det inti­me, var­me og hyg­ge­li­ge til det stor­lad­ne, det livs­be­kræf­ten­de og mere abstrak­te, hvor de dybe reflek­sio­ner og ren eska­pis­me eksi­ste­rer side om side.

I til­fæl­dig ræk­ke­føl­ge (Se også sam­let play­li­ste på Spotify/Tidal nederst):

Ajimal — As It Grows Dark / Light

Fran O’Hanlon er læge til dag­ligt og laver geni­al musik ved siden af. Vi kun­ne kal­de det ambi­ent folk, som han selv tag­ger det på sin Bandcamp-side. Jeg ved ikke, om det er for­di, han er inspi­re­ret af sit arbej­de, hvor livet og døden og de sto­re spørgs­mål måske ofte træn­ger sig på, men i hvert fald kan O’Hanlon’s musik i den grad mær­kes. Der er noget på spil her, og det mær­kes såvel i tonen som i lyrikken.

Ani­mals er skre­vet efter ter­r­or­an­gre­bet på Char­lie Heb­do i Paris og hand­ler om frygt og fortviv­lel­se og volds­pa­rat­hed, Ali­ve, Awa­ke! om pal­li­a­tiv ple­je og et men­ne­skes aller­sid­ste øje­blik­ke, How Could You Dis­ap­pear? under­sø­ger vores skrø­be­li­ge hukom­mel­se, It’s Real er inspi­re­ret af sci-fi-film, hyper­re­a­lis­me og at over­gi­ve sig til fan­ta­si­en og Above All Else, Be Kind er skre­vet sam­me dag Donald Trump vandt præ­si­dentval­get i 2016 og er en slags mod­svar på den mør­ke og usik­re ret­ning, som O’Hanlon føl­te ver­den var på vej i. Favo­rit­ten er nok (lige nu) I’ve Known Your Heart, som hand­ler om at læg­ge mær­ke til de mind­ste ændrin­ger i en per­son, man elsker.

Album­met er ekstremt smukt på alle led­der og kan­ter, hvad enten Fran O’Hanlon udtryk­ker sig intimt og sår­bart hvi­sken­de, lader sin bli­de fal­set ind­kaps­le en følel­se af omsorg og bero­li­gel­se eller lader udtryk­ket svul­me til gran­dio­se, majæ­ste­ti­ske og dra­ma­ti­ske høj­der både med sin vokal og rent instru­men­talt, hvor især den effek­ti­ve brug af stry­ge­re og ambi­en­te, elek­tro­ni­ske klang­fla­der gør sig gæl­den­de. Kla­ve­ret er et andet cen­tralt instru­ment, som både bli­ver brugt insi­ste­ren­de og afdæm­pet og der­med nøje føl­ger musik­kens dra­ma­ti­ske konjunkturer.

Album­met balan­ce­rer en stil­le blid­hed per­fekt op imod inten­se følel­ser, og resul­ta­tet er kon­stant røren­de — og ofte hjer­teskæ­ren­de smukt.

Pla­den er pro­du­ce­ret af Guy Mas­sey, som før har pro­du­ce­ret for sto­re, tone­an­gi­ven­de nav­ne som The Beat­les, Paul Simon, Van Mor­ri­son, Ed She­e­ran, Manic Stre­et Prea­chers og Radiohead.

Jeg vil også anbe­fa­le dig at strea­me den­ne live­ses­sion med 8 san­ge fra album­met, opta­get i St. Mat­t­hi­as Church i Lon­don, hvis rum vir­ke­lig til­fø­jer en ekstra æte­risk dimen­sion til lyden.

 

Simen Mitlid — Birds; or, Stories from Charlie B’s Travels From Grønland to the Sun, and Back Again

Et af mine favo­ri­tal­bums fra sid­ste år var det nor­ske band Bene­dikts Com­mu­nal Work. Simen Mit­lid er et af band­med­lem­mer­ne, men han kan også selv. Tit­len Birds; or, Sto­ri­es from Char­lie B’s Tra­vels From Grøn­land to the Sun, and Back Again afslø­rer at album­met ind­holds­mæs­sigt hand­ler om lidt af hvert. Det er et slags klu­de­tæp­pe af tan­ker, betragt­nin­ger og (fik­ti­ve) historier.

Det er ikke et album, der udfor­drer sin lyt­ter, men sna­re­re er fuld af vel­lyd, inti­mi­tet og gode melo­di­er. Album­met er i sin ker­ne drøm­men­de indie folk, men har også pop­pe­de ele­men­ter og en udpræ­get varm, afslap­pet sove­kam­mer-lyd, som jeg fin­der sær­de­les char­me­ren­de og som var­mer om hjer­tet og brin­ger trøst. Simens næn­som­me og roli­ge vokal føles i sig selv som kær­tegn i lyd­lig form.

 

Gidge — New Light

Ken­de­re af Musik Mig Blidt ved at jeg har en for­kær­lig­hed for kunst­ne­re som Jon Hopkins og Chri­sti­an Löf­f­ler og deres evner til at kom­bi­ne­re elek­tro­nisk og klas­sisk musik, så det lyder meget organisk.

Sven­ske Gid­ge er to her­rer ved navn Lud­vig Stol­ter­man og Jona­tan Nils­son, som bevæ­ger sig i sam­me musi­kal­ske sfæ­rer og har styk­ket en rej­se sam­men af magi­ske og forun­der­li­ge lyd­land­ska­ber og stem­nin­ger, inspi­re­ret af natur­land­ska­ber­ne i områ­det Paci­fic Nort­hwest i USA (som det ses af album­mets artwork).

Det har taget dem tre år at lave album­met, og det kan høres. Pro­duk­tio­nen er noget af det lækre­ste og dyna­mi­ske, jeg nogen­sin­de har hørt. Der er vir­ke­lig kælet for detal­jer­ne, og de man­ge lag af lyde, instru­men­ter, felt­op­ta­gel­ser og vokal er per­fekt balan­ce­ret og ska­ber en følel­se af en alle­steds­nær­væ­ren­de man­ge­di­men­sio­nel dyb­de i lyd­bil­le­det. At bru­ge orde­ne “bil­le­de” og “dimen­sio­ner” er i den­ne sam­men­hæng pas­sen­de, for det her er bil­led­ska­ben­de musik af dimensioner!

Jeg kan kun anbe­fa­le at lyt­te til det­te album med luk­ke­de øjne i nog­le gode høre­te­le­fo­ner og bare lade sig trans­por­te­re af sted til de sam­men­sat­te ver­de­ner, som New Light består af. Det er en stor lytteoplevelse.

 

Phoria — Caught a Black Rabbit

Pho­ria star­te­de med at lave drøm­men­de, eks­pe­ri­men­te­ren­de, elek­tro­nisk pop med fal­set voka­ler, men er nu gået all-in på den neo-klas­si­ske gen­re — helt uden lyrik. Ban­dets med­lem­mer lær­te at spil­le vio­lin og cel­lo sam­men som børn og har fra barns­ben lyt­tet til klas­sisk musik, så i det lys, er det musi­kal­ske gen­reskif­te ikke så mær­ke­ligt. Ban­det selv siger da også, at det­te album har været over 20 år under­vejs. Der har dog været neo-klas­si­ske ele­men­ter i Pho­ri­as musik fra star­ten — hør blot Loss fra debutal­bum­met Voli­tion fra 2016. At ban­det var begyndt at bevæ­ge sig i den­ne ret­ning, fik man også et hint om, da ban­det i marts 2018 udgav en helt ander­le­des udga­ve af Mass fra debutal­bum­met — nu i en såkaldt Re-imag­i­ned orke­stral udga­ve, som også er at fin­de på Caught a Bla­ck Rabbit. 

Album­met har en meget cine­ma­tisk lyd, og det vil­le undre mig meget, hvis fle­re af num­re­ne på pla­den ikke vil bli­ve brugt i film eller seri­er. Stry­ger-arran­ge­men­ter­ne, opta­get i det legen­da­ri­ske Abbey Road-stu­die i Lon­don af et 12-mands ensem­b­le, er helt emi­nen­te. På Intro og Fairyta­le er de deci­de­ret gåse­hud­s­frem­kal­den­de i deres cres­cen­do. Det er lyden af håb og lys for enden af regn­bu­en. Mere til­ba­ge­holdt, men sta­dig fuld af liv er Nou­veau-Né (Re-Imag­i­ned), som er skre­vet til et band­med­lems nyfød­te søn. Frem­hæ­vet af ban­det som det cen­tra­le num­mer på pla­den er Cur­rent, som da også er et for­tryl­len­de num­mer. Det lyder sik­kert lidt over­dre­vet, men jeg får for­nem­mel­sen af, at lyt­te til lyden af livet — en slags mon­ta­ge af levet liv med alle de nuan­cer af følel­ser og op- og ned­t­u­re, det nu rummer.

Se en lil­le video om ind­spil­nin­ger­ne i Abbey Road, to vir­ke­ligt gri­ben­de live­ses­sions fra Abbey Road stu­di­et samt den atmos­fæ­ri­ske bil­ledsi­de til Cur­rent herunder:

 

Kate Bollinger — A Word Becomes a Sound (EP)

Den­ne EP fra Kate Bol­lin­ger som er fra Char­lot­tesvil­le, Vir­gi­nia i USA kom­bi­ne­rer pop, folk, jazz og R&B. Det lyder både cool, til­ba­ge­læ­net drøm­men­de og hyg­ge­ligt på sam­me tid. Selv­om tek­ster­ne kred­ser nostal­gisk om for­skel­len på barn­dom­mens sorg­løs­hed over­for vok­se­nal­de­rens tun­ge ansvar og angst, er der en legen­de let­hed og char­me­ren­de “swing” over det musi­kal­ske udtryk.

A Word Beco­mes a Sound er med andre ord en vir­ke­lig deli­kat EP. Per­son­ligt får jeg lyst til at sip­pe vin til den, selv­om jeg ikke rig­tig kan tåle det!

 

Aquilo — Sober (EP)

Aqui­lo er de to eng­læn­de­re Tom Hig­ham og Ben Flet­cher, som har lavet musik sam­men siden 2013. De har på deres sene­ste EP Sober for­fi­net sjæl­fuld, melan­kolsk, elek­tro­nisk pop til per­fek­tion. Udgi­vel­sens fire san­ge repræ­sen­te­rer fire sta­di­er i et bre­akup, til man er i stand til at kom­me vide­re. Jeg glæ­der mig til at se om duo­en kan føl­ge op med et fuld­læng­de­al­bum, der hol­der sam­me høje niveau!

 


Foreign Fields — The Beauty of Survival

Det er meget pas­sen­de at Foreign Fields album The Beauty of Sur­vi­val, fuld af fine indie-folk-hym­ner, er skre­vet og ind­spil­let i en hyt­te ude midt i ingen­ting i det syd­ve­st­li­ge Wiscon­sin, iso­le­ret fra omver­de­nen i to og en halv uge. Det far­ver hele pla­dens stem­ning både i form og ind­hold, og album­met er der­for per­fekt som et slags sound­tra­ck til 2020.

Num­me­ret The Beauty of Sur­vi­val hand­ler om at stil­le sig til­freds med bare at være til — i at fin­de skøn­he­den i blot at over­le­ve. Noget som jeg tror man­ge kan gen­ken­de sig selv i, årets begi­ven­he­der taget i betragt­ning. Et andet num­mer, som nær­mest ind­kaps­ler 2020, er Ter­rib­le Times, der på mester­lig vis byg­ger op til en nær­mest kata­r­sisk, euforisk anden halv­del ved omkring tre minut­ters mær­ket, hvor stry­ger­ne og blæ­ser­ne sæt­ter ind, og voka­ler og kor bli­ver her­ligt højstem­te. San­gen adres­se­rer for­skel­li­ge kri­ser, der har sat sit præg på 2020, men insi­ste­rer alli­ge­vel på at se tin­ge­ne fra den lyse side, hvil­ket musik­vi­deo­en også illu­stre­rer ved at vise for­skel­li­ge situ­a­tio­ner, hvor men­ne­sker udvi­ser empa­ti, næstekær­lig­hed, sam­men­hold og vil­jestyr­ke (se den nede­nun­der). Det er et vir­ke­ligt stærkt num­mer, som rører mig dybt, hver gang jeg lyt­ter til det.

På lig­nen­de viser trum­fer lyset mør­ket på num­me­ret Don’t Give Up, der, som tit­len anty­der, hand­ler om at give håb vide­re til vore nær­me­ste og være der for dem, når de er længst nede i kulkælderen.

Selv­om melan­ko­li og mør­ke fyl­der en del på album­met, er det gen­nem­gå­en­de, at håbet skin­ner igen­nem. Og når musik­ken er så over­be­vi­sen­de, som det er til­fæl­det på næsten alle album­mets san­ge, er det svært ikke at bli­ve over­be­vist og rørt fle­re gan­ge undervejs.

 

Woodkid — S16 

Fore­stil dig at se en aske­sky bøl­ge sig afsted gen­nem land­ska­bet som resul­tat et vulka­nud­brud. Det er objek­tivt et for­tryl­len­de syn, hvis man ikke kend­te til den livs­fa­re, som er for­bun­det med sådan en glo­hed sky. Hvis man ser sky­en bul­dre afsted i sik­ker­hed på afstand eller i fjern­sy­net, kan man nyde og sæt­te pris skøn­he­den ved sådan et fæno­men. Sådan er det lidt at lyt­te til Wood­kids nye album, i hvert fald når det er mest intenst — lidt som at se en film om natur­ka­ta­stro­fer. Der er noget apo­ka­lyp­tisk og fare­tru­en­de ved lydu­ni­ver­set. Men sam­ti­digt inde­hol­der det nog­le meget dra­gen­de ele­men­ter af mørk skøn­hed og mystik.

Yoann Lemo­i­ne aka Wood­kid har begå­et sit andet stu­di­e­al­bum siden The Gol­den Age fra 2013. Lige­som debutal­bum­met, demon­stre­rer S16 en omhyg­ge­lig­hed og detal­je­rig­dom i instru­men­te­rin­gen og ska­bel­sen af lydu­ni­ver­set, der er impo­ne­ren­de. Tem­po­et er gene­relt sat ned, og der er stør­re vari­a­tion i kom­po­si­tio­ner­ne, som dog sta­dig er præ­get af Wood­kids sær­ken­de — en kom­pli­ce­ret brug af slagtøj, der blan­der træ- og metal-lyde (bl.a. sam­p­le­de lyde fra maski­ner byg­get af kunst­ne­ren Jean Tingu­e­ly) koblet med sym­fo­ni­ske instru­men­ter (blæ­se­re og stry­ge­re) — med ofte majestætisk effekt. Kon­tra­sten mel­lem den indu­stri­elt lyden­de per­kus­sion, run­gen­de blæ­se­re og de bli­de (men af og til uhyg­ge­ligt “sni­gen­de”) stry­ge­re samt Wood­kids sen­sib­le vokal og kla­ver­spil ska­ber en spæn­den­de fler­ty­dig­hed. Og nåå ja, tjek lige det japan­ske Sugi­na­mi pige­kor på Rea­ctor og Minus Sixty One, som ska­ber en helt sær­lig overjor­disk (eller er det underjor­disk?) stem­ning gen­nem en blan­ding af dis­so­nans og kon­so­nans, naiv sød­me og noget hårrejsende.

Wood­kid er glad for kon­cep­ter, og album­met er tema­tisk byg­get op omkring idéen om kon­kur­re­ren­de kræf­ter og ener­gi­er, både rent fysisk og i over­ført betyd­ning. Som inspira­tion besøg­te Yoann Lemo­i­ne for­skel­li­ge ste­der, hvor ener­gi ska­bes — dæm­nin­ger, atom­kraft­vær­ker, elvær­ker og olie­p­lat­for­me. Under­vejs fandt han frem til at grund­stof­fet svovl kun­ne fun­ge­re som sym­bol (her­af album­tit­len S16, idet svovl er det 16. grund­stof i det peri­o­di­ske system) for det, han vil­le fortælle:

The more I built aro­und the lexi­cal the­ory of the record and songs, sounds and visu­als, I rea­li­sed that sulp­hur could embo­dy eve­ryt­hing that I wan­ted to talk about. It’s an ele­ment that’s fun­da­men­tal to life – like hydro­gen, car­bon and oxy­gen –, and it’s also used in the indu­s­try as a fer­ti­li­ser. There’s an idea of life behind that. But it’s also one of the main com­po­nents of mustard gas, which is one of the gros­sest wea­pons humans have made. In alche­my, too, it’s the sym­bol of the devil. So there’s a bit of ambi­gu­i­ty, but also a heavy sym­bo­lism I could attach myself to when I made the nar­ra­ti­ve.

Her har du nog­le ekstra god­ter i form af for­skel­li­ge live-ses­sions fra Woodkid:

 

Boblere

 

Bruno Major — To Let A Good Thing Die

Roman­tisk fusion af jazz, pop og R&B med et twist af 50’er æste­tik og smoo­th croo­ner-vokal af englænderen.

 

Adrienne Lenker — songs

Live-ind­spil­let aku­stisk sin­ger-songwri­ter-album med stor auten­ti­ci­tet, nær­vær og ner­ve. Ind­spil­let i en bjæl­ke­hyt­te af Big Thief for­san­ge­ren Adrien­ne Len­ker. Smuk, smuk sangskrivning.

 

Dan Croll — Grand Plan

Nostal­gisk kva­li­tetspop med en varm 70’er inspi­re­ret lydæ­ste­tik og stær­ke melo­di­ske hooks. Per­fekt som sound­tra­ck til en køre­tur i som­me­rens solnedgang.

 

Samlet playliste

Hvis du bru­ger Spo­ti­fy eller Tidal, har jeg sam­let alle albums på en playliste:

Related Posts with Thumbnails

Follow Me!

Follow Me! Follow Me! Follow Me! Follow Me!