18 jun
2017

Guldkorn maj 2017


Artwork: Laurent Hrybyk

Værsgo, maj måneds guldkorn som perler på en snor! Inkl. stærke danske nyheder fra The Foreign Resort, Death Machine, Rainbrother, Lasse Matthiessen, Who Is Louis, Modest og Sleep Party People!

De danske artister på listen er med fed skrift.

Trackliste: 

1. The Foreign Resort — She Is Lost (Album Version)
2. Siv Jakobsen — Like I Used To
3. Death Machine — With You
4. Rainbrother – Riverside
5. Rainbrother — Break Out
6. Goss — Ijotwiyda
7. Death Machine — Bleak
8. Lasse Matthiessen – Sorte Søer
9. Júníus Meyvant – Mr. Minister Great
10. Who Is Louis — Caught Up
11. Angelo Badalamenti – Laura Palmer’s Theme – Twin Peaks (Theatre Of Delays Rework)
12. Christian Löffler – Haul (feat. Mohna) [Superpoze Remix]
13. Flora Cash – You’re Somebody Else
14. Beacon – Marion
15. LUHA — Blue Whale
16. Phoria — Loss
17. Babeheaven — Your Love (ft Deem Spencer)
18. Bonobo — Break Apart (feat. Rhye)
19. Gabriella Cohen — Downtown
20. Rainbrother — East African Dream
21. Modest – Dugout
22. Sleep Party People – The Sun Will Open Its Core
23. Sleep Party People – Lingering Eyes
24. Fyfe — Belong (Feat. Kimbra)

 

Ekstra numre, som ikke er på Soundcloud:

Sigrid – Don’t Kill My Vibe

 

Sylvan Esso – Rewind

 

Susanne Sundfør – Undercover (Edit)

 

Musik Mig Blidt på Spotify

Husk at du også kan høre og abonnere på Musik Mig Blidts “Best of 2017” på Spotify:

 


Om Guldkorns­se­rien

I erken­del­sen af, at jeg ikke kan nå at skrive sær­skilt om al den gode nye musik, der løbende udkom­mer, er Guld­korns­se­rien et til­tag på Musik Mig Blidt, hvor jeg prø­ver at samle op på de stær­ke­ste styk­ker musik, jeg har opda­get i den for­gangne måned. Al den musik hvor det ville være en skam, hvis det gik din næse forbi — guld­korn. Meget af det er spl­in­ter­nyt, en del er næsten nyt og noget er lidt ældre, men altid med en for­mod­ning om, at det med stor sand­syn­lig­hed er gået din næse forbi.

Soundcloud­-p­lat­for­men er valgt, fordi det tit er ste­det, hvor kunst­nere og pla­de­sel­ska­ber læg­ger musik op, før det får en offi­ciel udgi­velse. I andre til­fælde er der tale om numre – remixes, bootlegs eller coverversioner, der aldrig får en offi­ciel udgivelse.

11 jun
2017

In Memoirs hylder og omfavner poppen på debutalbum

Fredag den 19, maj udkom In Memoirs debutalbum med titlen Love, Dreams & Sunsets. Kaster man et blik på artworket ovenfor, får man et kraftigt hint om, hvad for en lyd, som den 30 årige sanger og sangskriver Morten Fillipsen, der står bag In Memoirs, udforsker på albummets 10 skæringer; nemlig et poppet, storladent 80’er-romantisk og 90’er-inspireret pastelfarvet lydunivers, der flittigt integrerer de klassiske popklichéer.

Albummet emmer af den æstetik, stemning og romantiske nostalgi, man med nutidens øjne finder i serier som Beverly Hills 90210, Baywatch, Flash Dance, Top Gun og Dirty Dancing.

For mig personligt bliver det lidt “over the top” med denne lyd et helt album igennem. Det bliver lidt for pastelfarvet i længden. Men jeg tager virkelig hatten af for, at Morten Fillipsen og producer Mads Björn bare er gået all in på rendyrkelsen af poppen og dens klichéer, og i den forstand faktisk har skabt et meget helstøbt album. Og så er der faktisk også nogle virke gode melodier iblandt på Love, Dreams & Sunsets, som på f.eks. den drømmende single All Of My Time, og det bør også nævnes, at Fillipsens lyse stemme klinger yderst behageligt!

Mens du lytter til albummet, kan du læse In Memoirs’ egen gennemgang af numrene én for én længere nede.

Track-by-track gennemgang af In Memoirs – Love, Dreams & Sunsets

Wish: Det er faktisk en fem år gammel skitse, jeg fandt frem fra gemmerne. Da jeg skrev det i sin tid, passede det ikke rigtigt ind i de andre sange jeg havde liggende, og jeg følte den var lidt for meget “for meget”, men da jeg begyndte på et nyt musikalsk kapitel passede det pludseligt perfekt. Det var startskudet på en ny tid, og derfor også albummets åbningsnummer.

All of My Time: Skrev jeg i Melrose, Los Angeles på et motelværelse, da jeg var derovre med en flok sangskrivere. Jeg mødte en gammel veninde derovre, og nummeret er faktisk inspireret af hende, byens vibe og energi, varmen, Venice Beach, piger i sommerkjoler og smarte convertibles. Den handler om at give slip på alle sine bekymringer, og om at give sig selv lov til både at elske, og til at blive elsket. Det er lyden af et hjerte, der endelig giver efter og siger “pop”. Den handler om at finde hinanden, og ind til hinanden i dansen, hvor man til sidst har smidt sit skjold og sine våben. Man har nedbrudt alle sine mure og nu står overfor hinanden I øjenhøjde.

Who Are U?: Åh, hvor holder jeg dog meget at dette nummer. Det er en enormt hjerteskærende sang, som både gør ondt at lytte til, men som også gør mig glad. Den er meget terapeutisk for mig, og den beskriver den frustration der opstår i et brud. Teksten er ret direkte i sin besked til modtageren med sætninger som “You fucked me up. I do regret we even met” og “Who are you to doubt me?”, men den indre konflikt kommer senere til udtryk i C-stykket, hvor der bliver sunget “Say you will give it one more chance”.

So You’re Not Alone: Dette nummer er det sværeste jeg nogensinde har skrevet. Det handler om min onkel, der tabte kampen til kræft. Jeg var grædefærdig, da jeg skrev teksten. Og faktisk tog det mig over et år at færdiggøre sangen. Det var simpelthen for svært. Men den blev færdig, og jeg er super stolt af resultatet.

Brother, Can We Say?: Er det sidste nummer jeg skrev til pladen. Jeg følte jeg havde brug for et uptempo nummer, der går lidt amok og bryder de andre sange. Min producer Mads Bjørn sendte mig en tidlig version af sangen, og min kommentar var “Fedt!! Men det skal være endnu vildere”. Vi beskriver sangen som Pet Shop Boys på drugs møder Blade. Teksten er iøvrigt skrevet i London, og beskriver hvordan bylivet kan opsluge én, og gøre dig til en kyniker. Nogle gange er det godt lige at stoppe op, og kigge på et par marker.

Pas De Deux: Er en sang, der er inspireret af Medinas måde at skrive sange på. Sangen er meget ligetil, og teksten er virkelig også udtalt. Jeg syntes det passede perfekt til sangens tema; Kærlighed kender ingen køn, og er alt hvad vi har brug for her i livet.

Now That I: Handler om en sommerflirt, og den følelse der opstår når man forsøger at overbevise den anden sit værd. Sangen var gennem flere forskellige udgaver, før den fandt sin endelige form. I den oprindelige udgave endte den med et klimaks, men nu er den ret underspillet og distanceret.

Rivers: Er albummets pusterum. En lille intermezzo. I nummeret bliver der brugt rigtig mange gentagelser, hvilket giver en slags form for trance når man giver slip og blot falder hen.

Maybe Another Time: Det er en ret personlig sang, der handler om mit forhold til musik og kunst, og den indre konflikt der er forbundet. Jeg tjener ikke styrtende med penge på min musik, og jeg har fået ufattelig mange nederlag gennem årene. Derfor har jeg mange gange overvejet om det egentlig er kampen værd. Men jeg bliver ved med at vende tilbage til musikken. Jeg kan ikke lade være. Man skal sgu gå efter det man ønsker sig her i livet, og ikke bekymre sig om friværdi, renter, børn etc selvom omgangskredsen gør det. Følg ikke strømmen – gå dine egne veje, og gør det du føler er rigtigt.

Rome: Åh, hvilket et afslutningsnummer. Så kan det næsten ikke blive mere episk. Sangen giver mig ret mange associationer til en eller anden amerikansk romantisk indiefilm, og de to hovedpersoner endelig får hinanden tilsidst i silende regn. Det er en kærlighedshistorie som går op og ned, og derfor er sangen også svævende i sin form. Breakdown, efterfulgt af er beat, efterfulgt af endnu et breakdown. Kærlighed i musisk form, og en perfekt afslutning.

7 jun
2017

KHAN debuterer med det audiovisuelle værk ‘Occupy’

Et nyt dansk avantgarde-pop projekt har set dagens lys i form af den danske sangerinde KHAN.

Bag kunstnernavnet finder man sangerinden Karen Juhl. Hun er forsanger i det minimalistiske indiepopband Luumen, men har nu også taget skridtet ud i musikverdenen som soloartist.

Debuten består ikke alene af de to interessante elektroniske pop-perler As We Wait og Tsunami men også af to ledsagende videoer, der i form af lækker æstetik og høj production value sætter en høj standard. Tilsammen udgør sangene og videoerne det visuelle værk Occupy. Førsteudgivelsen As We Wait udkom i marts og Tsunami er netop udkommet i maj via det britiske musik- og kultursite The 405 Music and Culture Magazine, og begge sange er med god grund kommet i rotation på P6 Beat.

KHANs ambitiøse visuelle pop-projekt, beskriver hun selv som en novellesamling som hverken er trykt eller analogt afsluttet, og så er det inspireret af den måde, vi tilgår musik på i dag:

“Jeg var interesseret i at finde en form, som spillede ind i den lytning, de digitale platforme har været med til at forme, hvor den enkelte sang optræder side om side med links til andre sange, forslag til andre kunstnere, på venners facebook-profiler og online magasiner, forklarer hun og fortsætter:

“Jeg mener, det betyder noget for hvordan vi hører musik, at vi møder den gennem YouTube, Spotify eller andre platforme, som er bestemt visuelt udformet. På den måde er alle udgivende musikere potentielt også visuelle kunstnere, det er bare ikke alle der går aktivt ind i det.”

Men for KHAN hænger det musikalske og det visuelle udtryk altså uløseligt sammen, og derfor har det også været naturligt for hende at udgive et visuelt værk, da videosiden giver mulighed for konkret billeddannelse.

 

Kærlighed er fælles tema

Det fælles bånd mellem As We Wait og Tsunami er temaet kærlighed. Der er dog ikke tale om den klassiske romantiske kærlighed. Karen beskriver det selv, som kærlighed som kraft. Her er nemlig ingen happy ending eller forløsning:

“Teksterne er præget af en analytisk og observant sprogtone, men stemmen bevarer et sårbart leje gennem melodierne. As We Wait nærmer sig fx den arketypiske power ballad, men dyrker samtidig det loopede, status quo – både musikalsk og tekstligt. Hverken sangene eller videoværket finder “en udvej”, og der findes ikke det der sidste forløsende omkvæd.”

Selvom de to singler kredser om samme tema, så er der stor forskel i det musikalske udtryk.

Førstesinglen As We Wait’s fundament er en slæbende, glidende synth, der løber igennem nummeret. Dertil tilsættes de skarpe elektroniske udladninger samt KHANs fine lyse stemme.

Anden-singlen fra OCCUPY-værket har et mere uptempo trommebeat og er knap så kantet og maskinelt. På sangen viser KHAN, at hun også omfavner den klassiske pop-melodi tilsat lidt elektroniske spidsfindigheder. Til sidst i nummeret får vi dog lidt af den skarpe metalliske lyd, som også er at finde i As We Wait, den sniger sig ligesom ind og forsvinder igen, som en lurende uro. Det er tydeligt at mærke, at kærlighed har torne i KHANs univers.

 

Inspirationen bag værket

Forskelligheden i de to sange giver god mening, når snakken falder på KHANs inspirationskilder. Hun trækker nemlig på så forskellige musikalske bekendtskaber som Arca og Kaitlyn Aurelia Smith og Marvin Gaye og motown-lyden:

“Både Arca og Kaitlyn Aurelia Smith er komponister som nærmest skriver helt arkitektonisk for øret – deres lyd består af plirrende detaljer tæt ved øret, som vokser ind i sindrige forløb. Motown inspirationen kommer til udtryk i dyrkelsen af den helt enkelt pop-form men med rå energi”, fortæller Karen.

Den arkitektoniske tilgang til musikken fornemmer man tydeligst på As We Wait. Og hvis man skal have alle de musikalske finesser med, så er det på med høretelefonerne, for nummeret byder på mange interessante lag. Hvorimod Tsunami dyrker den mere enkle pop-form dog uden at blive forsimplet og kedelig at lytte til.

 

Videoerne

De to singler er som nævnt ledsaget af to videoer, og her invitere KHAN os ind i et hyperstiliseret musikvideounivers af høj kvalitet. Begge videoer er visuelt pirrende og surrealistiske, og ligesom musikken, er der mange detaljer at lægge mærke til. Begge videoer er skabt af instruktørerne Marie Boye (videoer for Lowly, Mew etc.) og Siff Pristed, der har skabt et univers af overflade, surrealisme og horror. De er bestemt et kig værd.

Inspiration til de to videoer, har KHAN fundet gennem det store internet, som hun beskriver som en evig inspirationskilde, men også kunst fra Barokken har været sat sit præg.

“Jeg har været visuelt optaget af det svulstige og temmeligt dramatiske, der kendetegner en del kunst fra Barokken, der viste magt gennem det glitrende og voldsomme. Det drama, den vold – både den udtalte og uudtalte, der udspiller sig gennem Occupy, blev yderligere sat på spidsen gennem den her hyper-æstetiserede stil.”

 

Med en udgivelse der både har højt ambitionsniveau, stærke sange og flot visuel æstetik, så er KHAN én af de nye kunstnere, man helt sikkert skal holde øje med. Hun har netop spillet koncert ved årets Spot Festival, og arbejder lige nu hen mod en udgivelse i første halvdel af 2018. Hvilken form den kommende udgivelse får er uafklaret. Men det er helt sikkert værd at holde øje med.

Related Posts with Thumbnails