Danske Death Machine er i morgen ude med en ny single, men du kan eksklusivt hør den her på Musik Mig Blidt en dag før!
Singlen hedder Isle Of Mine og er første nummer fra bandets tredje album, der følger op på sidste års Cocoon, som jeg var meget begejstret for og af samme grund havde på min liste over de bedste danske albums fra 2017.
Death Machine viser endnu en gang på denne nye single, hvor gode de er til at skabe en helstøbt, drømmende og eftertænksom stemning. Et støvet, nærmest stammeagtigt rytmespor sætter en hypnotisk scene, mens guitar og stille klaver tilføjer intim (lejrbåls)stemning. Forsanger Jesper Mogensens karakteristiske stemme er nerven i nummeret og veksler mellem det afdæmpede hviskende og mere insisterende højstemte. Endelig er der de støvede og tågehornsagtige blæsere samt uhh uhh-koret, som hylder nummeret i mystik, og giver det en større og mere filmisk dimension.
Jeg glæder mig til at høre mere fra det kommende album!
Efterårskoncerter
Death Machine kan over efteråret opleves her:
18.10 – Ideal Bar, Vega (København)
19.10 – Von Hatten (Randers)
20.10 – Kulisselagret (Horsens)
16.11 – Mantzius (Birkerød)
Herefter går turen til Tyskland, Østrig og Schweiz, hvor Death Machine spiller 15
koncerter.
For et par uger siden tikkede der en mail ind fra Emil Duviér om, at hans debutalbum Pieces ville udkomme to dage efter i hans eget navn. Navnet Emil Duviér sagde mig først intet, men min nysgerrighed blev vakt, da mailen blandt andet nævnte, at Emil er tidligere medlem af bandet Bandina Ié, som han var med til at stifte i 2010 og hvis album Synekdoke var blandt mine favoritalbums fra 2017. Derudover lød pressemeddelelsen lovende, idet den blandt andet beskrev musikken som et eksperimenterende popalbum mættet med nyklassiske kompositioner og fuld af elektroniske teksturer og sammenflettede atmosfærer.
Flotte ord, men kunne albummet leve op til det? Skeptisk satte jeg mig til at lytte, men fra de første toner i åbningsnummeret What Has Yet To Come var jeg som tryllebundet. Efter en rejse gennem ni tilgængelige og melodisk stærke numre, der samtidig er komplekse og eksperimenterende med mange smukke detaljer, anderledes instrumenteringer og genrekrydsninger samt avancerede rytmespor at gå på opdagelser i, lagde jeg forundret og imponeret høretelefonerne fra mig. Kiggede lidt ud i luften, satte dem målrettet på ørerne igen og hørte albummet forfra.
Det er med andre ord et ambitiøst og flot debutalbum, der fortjener og kræver at blive hørt mange gange, fordi det har så mange lag og lyde at udforske, samtidig med at melodierne sejrer. Det er altså ikke så nem en bedrift endda at forene poppede elementer med det eksperimenterende og avantgarde. Jeg får endda lyst til at smide en reference til Radiohead/Tom Yorke i den sammenhæng!
Lyt til Pieces herunder:
Hvis du ikke har Spotify, kan du også lytte til albummet ud via Emils Soundcloud-profil:
Interview med Emil Duviér
Jeg håber du er blevet nysgerrig på at vide mere om Emil Duviér, for herunder kan du læse et interview med Emil og blive klogere på hans baggrund, inspirationskilder, indspilningsprocessen med albummet og hans fremtidsplaner med projektet.
Hvad er din musikalske baggrund og hvorfor satte du dig for at starte dette projekt og lave dette album?
Jeg har nok altid været mest interesseret i at lave musik, men gennem tiden har jeg haft ret mange forskellige indgangsvinkler. Jeg spillede violin som barn, begyndte at producere musik på computer som teenager – og i nogle år troede jeg, at jeg skulle være pianist. Jeg startede på MGK (Musikalsk grundkursus, red.), men fandt hurtigt ud af, at det, som talte til mig, var at skrive og producere musik. Jeg kunne mærke, at det at skulle spille på en bestemt måde slet ikke var mig, og at jeg var bedst, hvis jeg kunne få lov at bruge min intuition og være kreativ.
Herefter startede jeg sammen med nogle venner instrumental post-rock bandet Bandina Ié (bandets album “Synekdoke” var blandt mine favoritalbums fra 2017, red.), som jeg var en del af i mange år. Der kom et tidspunkt for nogle år siden, hvor jeg kunne mærke, at jeg havde brug for at fokusere 100% på mit soloprojekt. Det var nogenlunde samtidig med, at jeg startede på min bachelor i Elektronisk Musik og Lydkunst, hvor jeg pendlede mellem København og konservatoriet i Esbjerg.
Der havde jeg mulighed for at gå fra lokale til lokale og optage alt fra modular-synthesizer til vibrafon.
Albumformatet var for mig det helt rigtige, da jeg ikke havde noget musik liggende nogle steder. Og det derfor var en “blank page” – en mulighed for at udgive en hel plade på én gang, der rent æstetisk hænger sammen.
Hvad er dine inspirationskilder og hvordan var skrive- og indspilningsprocessen?
Jeg elsker at lytte til en masse forskellig musik, så min inspiration er ret bred. I den afsluttende proces af denne plade har jeg nok lyttet mest til brasiliansk tropicália – særligt Chico Buarques “Construção” – krautrock-bands som NEU og CAN og så en hel del afrikansk musik med kunstnere som Fela Kuti, Zimbabwe Shona Mbira Music og Thomas Mapfumo.
“Pieces” har taget tre år og har været en ret omfattende plade at lave. Nogle få numre som “EightyThousand Lightyears” er skrevet på klaver og har været en proces om at arrangere det, som allerede var skrevet.
De fleste ideer er dog skabt ved at åbne sluserne, trykke record og improvisere mig frem uden at tænke for meget over hvilken retning, musikken skulle gå før meget senere i processen.
Derfor har man også nogle nætter kunne finde mig hoppe manisk rundt med en tamburin, da det var lige dét, nummeret havde brug for.
Det er vigtigt for mig at være kreativ, reflektere og eksperimentere hele vejen igennem fra første ide til det færdige mix. Det har uden tvivl resulteret i et kæmpe arkæologisk arbejde, hvor jeg har skulle grave mig ind til kernen af ideen. Men det skaber samtidig en detaljerigdom – lag der ikke nødvendigvis er hørbare i første gennemlytning.
Alle numrene har eksisteret i utallige udgaver; brudstykker af tidligere versioner er gemt i musikken. For mig føltes det, som om at den tid, der er gået imens, er blevet foreviget som små fragmenter af noget, der engang var.
Hvad er dine fremtidsplaner med projektet?
Lige nu arbejder jeg koncentreret på en EP til at følge op på denne plade. En EP, som jeg forhåbentlig kan udgive engang til vinter. Ud over det planlægger jeg at komme ud og spille en masse koncerter med denne plade. Live tager jeg Mikkel Oldrup med på trommemaskine og Anna Roemer med på guitar/effekter – og så har jeg planer om at samle et fuldt band til at spille nogle lidt større koncerter.
Alt på Pieces er produceret, sunget og spillet af Emil selv.
Pladen er udgivet på på vinyl og digitalt på det nylig etablerede artistcommuity No Technique.
Uhørt Festival er en festival for absolut upcoming musik, og kan sagtens måle sig med Aarhusianske SPOT festival i forhold til talentmasse og muligheden for at stifte bekendtskab med fremtidens potentielle toneangivende artister. Faktisk er de fleste optrædende artister på Uhørt endnu grønnere end dem, du finder på SPOT.
De 39 artister som festivalen præsenterer i år er udvalgt af et lytteudvalg bestående af et bredt udvalg af relevante folk fra den danske musikbranche, som igennem to lytterunder udvælger de mest lovende blandt de over 700 indsendte artister. Det er altså langt fra tilfældigt hvilke bands som kommer igennem nåleøjet og får lov at optræde på festivalen.
Uhørt Festival finder sted nu her i weekenden d. 24.-25. august og koster kun 175 kr + gebyr for begge dage eller 140 kr. + gebyr for en endagsbillet – et røverkøb! Billetter kan købes i indgangen eller via Billeto her.
I dette indlæg peger jeg på de artister, jeg selv synes er de mest lovende. De fleste har jeg før haft i fokus på bloggen via premierer eller placeringer på mine månedlige guldkornsplaylister, og ikke mindst har et par af anbefalingerne tidligere optrådt til mit eget arrangement “Musik Mig Blidt præsenterer” på Kulturstationen i Vanløse.
A Kind Of Man
A Kind Of Man er et projekt, jeg har et særdeles godt øje til, og hvis debutsingle MMB for et par dage siden havde premiere på.
Jeg havde også fornøjelsen af at høre A Kind Of Man for nogle måneder siden på Rust i København, og her var jeg både imponeret og charmeret af A Kind Of Man‘s performance, og syntes materialet, der mestendels bestod af indie-rock-ballader med overbevisende vokal og lækre guitarriffs, skrevet A Kind Of Man selv, lød meget lovende.
Singlen Teddy Love er en usandsynligt fed debutsingle med en genial melodi og drømmende energi. Helt ubesværet veksler forsanger Bjørn Rosenquist mellem knejsende falset og sprød, tilbagelænet coolhedsvokal. Det er et nummer i perfekt balance, som kandiderer til et af de bedste udgivne numre på dansk jord i år, hvis du spørger mig.
Senere på året udkommer en EP, produceret i samarbejde med Julian Winding.
Cousin
Cousin er en firemands popgruppe fra Aarhus, der søger at udfordre hvordan kommerciel pop kan lyde. Det er energisk og velproduceret.
Nummeret Intimacy viser en mere melankolsk og indadvendt side af projektet, end de tre foregående har vist. Den arbejder med intimitet og ensomhed, hvilket både udspiller sig i det lyriske univers, men også i instrumenteringen.
BÜNNI
Bag projektet BÜNNI, finder du Bünyamin Eroğlu, som snart skulle barsle med debutalbummet Permanent Vacation. De tre singler på hans soundcloud giver eksempler på overbevisende, skæve men alligevel lyttevenlige lofi-æstetiske numre vekslende mellem det rockede, poppede og psykedeliske. Nogle gange funky andre gange, som på Cemetery Lily med shoegaze-tendenser.
ØYA
ØYA har tidligere i år udgivet et af de bedste og mest lovende debutalbums fra DK, jeg er stødt på. Dets titel er Dreams Rewind. Samtidig er det et meget ambitiøst album. Af samme årsag håndplukkede jeg også ØYA til at spille til 8. udgave af “Musik Mig blidt præsenterer”, der løb af stablen d. 22. marts i år.
ØYA’s lydunivers udgør et mangefacetteret udtryk, som veksler mellem det stille og drømmende til større og mere forløsende lyduniverser. Melodierne er smukke, og instrumentationen rig og varieret, mens sangteksterne kredser om tilbagevendende mareridt, kontrol, frygt og overgivelse og om pludselig ro og indsigt.
Bag ØYA står Mathias Holm, der siden han var barn både har sunget, spillet klaver, guitar og trommer. Han spiller keyboard i indie/world/jazz/folk bandet Girls in Airports og har tidligere spillet med Broken Twin, Penny Police, Bisse, Caroline Henderson og Quadron, så det er en dygtig og erfaren herre, vi har med at gøre. ØYA er nu ved at være et forfinet projekt i livesammenhænge, så der er alt mulig grund til at tjekke det ud på Uhørt.
Yune
Aarhusianske Yune, et er endnu en Musik Mig Blidt-darling, da de udover at have været featured på bloggen adskillige gange, spillede til femte udgave af “Musik Mig Blidt præsenterer” i 2016 sammen med Fugleflugten og Goodbye Lisichka.
Dengang skrev jeg, at Yune skaber et interessant bud på skæv, charmerende pop, leveret med tilbagelænet overskud og en god portion groove. Jeg roste også bandet for at udforske rammerne for den moderne, alternative popmusik og ramme et eftertænksomt udtryk, hvor balancen mellem det detaljerige og simple indfanges i et nuanceret popunivers. Disse ord står i den grad stadig ved magt!
Seneste single Vowels er en lækker, tilbagelænet perle, som bølger derudaf med drømmende, psykedelisk klange.
Josa Barck
Danske Josa Barck er et anagram for multi-musiker og producer Jacob Rask, som har udgivet tre lovende singler over de sidste par år, hvoraf Musik Mig Blidt premierede andensinglen i 2017.
Josa Barck demonstrerer først og fremmest en musikalitet ud over det sædvanlige samt lige dele lyst og evne til at eksperimentere og udfordre popskabelonen. Det er kontrolleret, regnbuefarvet kaos i auditiv form, der får en til at tænke på andre bands med en farverig og sprudlende skæv lyd som f.eks. Animal Collective og Flaming Lips og de danske kollegaer Treefight For Sunlight og Oh No Ono.
Et nyt album er annonceret til at udkomme om ca. to måneder, så Uhørt er en god mulighed for at høre hvad der er i vente!
Guldimund
Der er noget forfriskende uforudsigeligt men alligevel genkendeligt ved det musik Asger Nordtorp Pedersens udgiver igennem sit musikalske projekt Guldimund. Han læner sig op af flere traditionelle popskabeloner, men skifter imellem dem ubesværet. Det demonstrerer han på debutalnummet Så Er Det Vel Bare Det? fra sidste år, hvor sangene spænder fra “lige ud af landevejen pop-rock”, som på Den Sidste Brik, mere finurligt dvælende og drømmende som på Lillebror, det kaotisk støjende som på Vi Krøller Og Smelter og det helt nedbarberede med kun akustisk guitar og lidt strygere som på Jeg Kan Høre Nogen Kalder. Tekstuniverset bør også fremhæves. Det er velskrevet og sanseligt smukt og ofte hverdagspoetisk på en tankevækkende og rammende måde.
De seneste to numre kan høres på Guldimunds Soundcloud-profil og peger i en drømmende, melankolsk retning, som jeg gerne vil bestille mere af!
Bad Birthday
Bad Birthdays kompositioner er underholdende og uforudsigelige. Her finder du både skønsang og rap, eksotisk klingende og eksperimenterende instrumentation, høj rytmisk kompleksitet, world music/jazz-tendenser og computerspilsæstetik. Bad Birthday er altså lidt af en musikalsk smeltedigel, men det er absolut positivt ment. Det sprudlende nummer Future Me minder mig i øvrigt i sidste tredjedel lidt om Under The Sea fra Disney’s The Little Mermaid. Kan du høre ligheden?
Seneste single er mere fokuseret i udtrykket, og er en inderlig fortælling om nyforelskelse på en lyserød sky af retro-synth.
Nummeret Sweetheart er også et virkelig flot nummer, der svæver derudaf på drømmende udstrakte klange og fuldstændigt hypnotiserende jungle-rytmik! Musikvideoen er i øvrigt ekstremt visuelt dragende:
Hermed er vi nået til vejs ende i mine anbefalinger. Den færdige spilleplan ser således ud:
