3 mar
2019

Musik Mig Blidts udenlandske favoritalbums 2018

Lidt forsinket får du her en liste over de albums udgivet i 2018, der har gjort størst indtryk på mig. Hvis du gennem året har lyttet til mine guldkornsplaylister, vil du sikkert kunne genkende en god portion af kunstnere, idet de har optrådt herpå hyppigt. Som du måske vil bemærke, er der en del fællestræk ved udvalget, som i den forstand i stor grad repræsenterer min smag for det drømmende, længselsfulde og reflekterende udtryk. Her i tilfældig rækkefølge:

Gundelach – Baltus

Den talentfulde nordmand Kai Gundelach’s debutalbum er et sofistikeret og samtidig cacthy album, der på indholdssiden kredser om sorg, angst, depression og kærlighed. Rent musikalsk er det nærmest et skoleeksempel på hvordan elektronisk pop skal skæres i mine ører; stemningsmættet brug af analoge synthesizere med mange lag, skarpe beats, Kais sårbare og ømme falset og ikke mindst et væld af smukke, mindeværdige melodier.

 

Tom Adams – Yes, Sleep Well Death

Tom Adams er en kunstner jeg har holdt øje med i en del år efterhånden og i 2018 udkom endelig hans debut-LP, som var hele ventetiden værd! Adams’ lyst til at lave musik udsprang oprindeligt af at lytte til post-rock-mestre som Godspeed You! Black Emperor, Explosions in the Sky og Sigur Rós. Disse inspirationskilder kan tydeligt høres i Tom Adams’ cinematiske lydsignatur, som gennem minimalistisk klaver, atmosfæriske lydeffekter og en svimlende lys falset demonstrerer en forkærlighed og et stort talent for at bygge numre langsomt op til et storladent og storartet nærmest katarsisk klimaks.

 

Tom Day & Monsoonsiren – Tom Day & Monsoonsiren

Dette album er en fusion mellem producer, beatmager og pianist Tom Day og den indiske musiker og vokalist Monsoonsiren. Resultatet er smukt og drømmende som bare fanden. Forestil dig morgensolstråler, der glimter i havoverfladen med en regnbue på himlen som baggrund eller en sommerfugl der flyver i slowmotion i en diset botanisk have, så har du en idé om musikkens væsen.
Egentlig er EP’en fra 2013, men dette er deluxudgaven af EP’en med bl.a. et nyt fantastisk remix fra en anden Musik Mig Blidt-yndling – Kyson.

 

Ryan Davis – Home (EP)

En samling numre, der mesterligt kombinerer neoklassiske tendenser med atmosfærisk beatbaseret electronica. I stil med bl.a. Max Cooper og Jon Hopkins blander Ryan Davis organiske feltoptagelser med digitale samplinger til en dyb, farverig, og detaljerig musikalsk rejse.

 

Rival Consoles – Persona

Rival Consoles har skabt et varieret album, der fungerer som kaleidoskop af melodisk hypnotiserende lydlandskaber domineret af analoge synthesizere og en udpræget brug af effektpedaler til at manipulere med akustiske og elektroniske instrumenter. Albummet er inspireret af Ingmar Bergmans filmklassiker Persona og er et forsøg på musikalsk at udforske forskellen mellem hvordan vi ser os selv og hvordan andre ser os – gennem det spejl, der er menneskets følelser. Således skal albummet opleves som en rejse gennem menneskets følelser med alle de nuancer, det indebærer. Det lyder abstrakt, og det er det også, men jeg synes, det lykkes!

 

Jon Hopkins – Singularity

I mine ører det mest helstøbte elektroniske album fra 2018. Et pragteksemplar af et album, der forener natklubstemning med Hopkins’ helt særlige melankolske, sanselige og stoflige kvalitet, hvor de simple, men gode melodier altid fungerer som et stærkt anker mellem det bevidste og ubevidste for lytterens mentale tilstand. Singularity er stærkt inspireret af Jon Hopkins’ egen erfaring med psykedeliske stoffer, mindfullness og meditation. Det er, som altid, på en og samme tid en både fysisk stimulerende og bevidsthedsudvidende oplevelse at dykke ned i Jon Hopkins’ kosmiske, men alligevel meget menneskelige lydunivers.

Jeg vil i øvrigt kraftigt anbefale at lytte til Song Exploder’s podcastafsnit, hvor Jon Hopkins selv går i dybden med tilblivelsen af nummeret Luminous Beings. Du lytter til nummeret og lægger mærke til de mange lag og nuancer på en helt anden måde bagefter.

 

Fyfe & Iskra Strings – EP 1 + 2

Sofistiskerede hip-hop-inspirerede beats, smukke, fejende strygerarrangementer og en vokal med en udpræget soulet og funket lækkerhed pakket ind i en dynamisk produktion, er nøgleingredienserne i disse to EP’er, der tilsammen har LP-længde. Bag projektet står sanger og multiinstrumentalist Fyfe med det borgerlige navn Paul Dixon samt violinist James Underwood fra strygerkvartetten Iskra Strings, der før har samarbejdet med f.eks. Jamie xx, The xx Radiohead, Sufjan Stevens, Vampire Weekend samt neoklassiske fyrtårne som Johann Johannsson, Olafur Arnalds, Dustin O’Halloran og Michael Price.

 

Bekon – Get With The Times

Daniel Tannenbaum har produceret otte numre på Kendrick Lamar’s album DAMN og har desuden produceret for mastodonter som Dr. Dre, Eminem, Snoop Dogg og Wu-Tang Clan producer- og medlem RZA. Get With The Times, hans debutalbum, er en smeltedigel af skønne fragmenter fra Abba, Motown-funk og groove, hip-hop-coolhed, Beach Boys vokalharmonier og vibes samt romantiske James Bond-agtige strygere, effektive synth hooks og meget mere.

Vi har at gøre med en overflod af idérigdom og overlegen leg med genrer. Jeg håber ikke, det er det sidste, vi har hørt fra Daniel Tannenbaum som soloartist!

 

Andrew Bayer – In My Last Life

Andre Bayer er mest kendte for sit virke som DJ og trance-producer udgivet på tranceartisterne Above And Beyond’s pladeselskab Adjuna Beats. Glemt alt det – dette er noget helt andet. Det har langt mere til fælles med nordiske synthpop-artister som Robyn, Susanne Sundfør, Atoms For Peace og M83 end club-banger-trance-fest på et neonbadet Ibiza-dansegulv. Rent lyrisk kredser albummet om kærlighed gennem liv og død og tilføjer dermed en dyb humanistisk dimension til albummet.

Andrew Bayer’s tredje studiealbum har været fem år undervejs og bevæger sig i krydsfeltet genremæssigt mellem upbeat electronica og indadvendt pop. På vokalsiden har han allieret sig med to stærke vokalister i form af norske Ane Brun og den noget mere ukendte Alison May. De to sangeres æteriske klange fungerer eminent sammen med instrumentalsiden. Andrew Bayers trance-baggrund kan stadig spores i hans flirten med filmisk storladne, svævende lyduniverser, de lange suspense-fyldte opbygninger og smukke og forløsende overgange til omkvædene. Bedst eksemplificeret i mine favoritter – åbningsnummeret Tidal Wave, Immortal Lover og det flotte næsten 10 minutter lange epos End Of All Things, der blot venter på at blive brugt som soundtrack i en afgørende scene på film af den slags, hvor det hele kulminerer, og man sidder med denne her magiske larger than life-følelse, som film kan skabe, når det auditive matcher det visuelle perfekt. Mærk dig mine ord – det er kun et spørgsmål om tid før det sker med dette andre Bayer nummer.

 

Olafur Arnalds – re:member

Ólafur Arnalds har vokset sig til at være én af de mest elskede musikere, der kombinerer den klassiske musikgenre med den elektroniske. Branchefolk har i mangel på en entydig kategori blandt andet har døbt musikken neo-klassisk, post-klassisk og ny-klassisk. Som albumtitlen re:member antyder er denne udgivelse fuld af smukke nostalgiske følelser, som jo ofte er et tveægget sværd af tristhed og melankoli og på den anden side glæden ved at mindes. Det er vigtigt at fremhæve at albummet også rummer masser af optimisme. Særligt i numre som re:member, inconsist, undir og eggi hugsa.

Disse følelser er destilleret i koncentreret form i Ólafur Arnalds organiske og flydende kompositioner, der samtidig giver associationer til havets og vindens puls. Det er harmonier, som er skønne at have både i baggrunden, men som også kan tåle fokuseret lytning, idet der er masser af detaljer i både de elektroniske og akustiske instrumenter på albummet, herunder en masse bevidste skønhedsfejl. Ligesom den hyppige samarbejdspartner, ven og kollega Nils Frahm, ynder Arnalds at optage klaveret med mikrofonen placeret inde i klaveret tæt på dets hamre (kan f.eks. høres på den minimalistiske saman, momentary og nyepi), så mekanikkens knirkende lyde træder tydeligt frem på et bagtæppe af susende hvid støj og skaber en følelse af intimitet og nærvær.

Arnalds har i øvrigt i samarbejde med komponist og lydmand Halldor Eldjarn udviklet en smart software ved navn Stratus, som er implementeret flittigt på albummet. Softwaren fungerer ved at to selvspillende klaverer er programmeret til at autogenerere en sekvens af toner, baseret på de noder, som Arnalds spiller. Det viser sig at være en effektiv måde at skabe smukke og måske uventede arpeggioer på og kan bl.a. høres unfold, they sink og nyepi. Se denne korte video, hvis du er interesseret i, hvordan teknologien virker – det er ret magisk!

 

Nils Frahm – Al Melody

All Melody er meget originalt album, som demonstrerer en Nils Frahm, der tydeligvis har haft optimale arbejdsbetingelser i sit nye drømmestudie – det højæstetiske kammermusikstudie 3 (Saal 3) i det legendariske Funkhaus – det tidligere Østberlins stats- radio- og tv-bygning fra 1950’erne. Nils Frahm er interesseret i den fysiske oplevelse, som lyd kan skabe, og disse nye smukke faciliteter har næret Frahms spatiale nysgerrighed – og evne til at udforske alle kroge af sine instrumenters mulige klangdimensioner. Udover at være optaget i føromtalte Funkhaus-studie har Nils Frahm benyttet en udtørret brønd på Mallorca(!) for at skabe den helt rigtige rumklang og ekkokammer-effekt. Nils Frahm nørder altså i dén grad sine lyde, og det har båret frugt i et meget dynamisk lydbillede. Derfor, hvis du skruer højt nok op og lytter til albummet på et seriøst lydanlæg eller et par gode høretelefoner, vil jeg vove at påstå, at All Melody også vil ramme dig i rent fysisk forstand. Af samme grund vil jeg opfordre til at opleve Nils Frahm live, for at få den optimale fysiske effekt med i oplevelsen.

Men Nils Frahms musik er andet end blot fysik. All Melody er også fuld af smukke, hypnotiske kompositioner, hvor nyklassisk, jazz, techno og dub forenes ubesværet, men yderst originalt. Udover at skifte mellem forskellige former for klaverer og analoge synthesizere og sequencere, rummer pladen også underfundigt messende kor, strygere, trompet, basmarimba gong, pauke (symfoniorkestrets ældste slaginstrument), harmonium (stueorgel) og gigantiske pibeorgler (som Frahm også har med på tour), men det er svært at identificere, hvad som er hvad. Måske er det også i Nils Frahms evne til at lege og manipulere med sine instrumenter, at den unikke Nils Frahm-lyd til dels skal findes. Som han selv har udtrykt det:

“All Melody was imagined to be so many things over time and it has been a whole lot, but never exactly what I planned it to be. I wanted to hear beautiful drums, drums I’ve never seen or heard before, accompanied by human voices, girls, and boys. They would sing a song from this very world and it would sound like it was from a different space. I heard a synthesiser which sounds like a harmonium playing the All Melody, melting together with a line of a harmonium sounding like a synthesiser. My pipe organ would turn into a drum machine, while my drum machine would sound like an orchestra of breathy flutes. I would turn my piano into my very voice, and any voice into a ringing string.”

 

Anna Leone – Wandered Away (EP)

Anna Leone er en 24 årig singersongwriter fra Stockholm, der i 2018 udgav sin debut-EP Wandered Away. Anne Leone er vokset op med Bob Dylan, Cat Stevens og Nina Simone og dyrkede senere som teenager kunstnere som Sufjan Stevens, Lana Del Rey og Matt Corby. I lighed med disse kunstnere, tør Leone vise sin sårbarhed frem og kan formidle sit indre univers meget direkte til lytteren.

Kernen i musikken udgøres af hendes akustiske guitar, hendes sårbare, ærlige og melankolske tekstunivers samt lidt hæse, folkede vokal. Instrumenteringen omkring er luftig og atmosfærisk, mens melodierne er utroligt helstøbte på alle EP’ens fem sange. Jeg venter spændt på mere fra Anna Leone!

21 jan
2019

Guldkorn november & december og 2018

December måned af er, traditionen tro, præget af få udgivelser og dermed færre nye guldkorn. Derfor er der knap så mange guldkorn, som der plejer at være, når jeg slår årets sidste to måneder sammen. Men det tager selvfølgelig intet fra de udvalgte, som trods alt stadig tæller 40 numre og omtrent 3 timers kvalitetsmusik.

Perler fra det danske vækstlag/alternative scene kommer fra Molina, ZAAR, Tusindfald,Bjørn Alexander (Flag White), Kasper Bjørke Quartet, BYLJA, Røgsignal,  Kwamie Liv, Verdens Sidste Idé og Rhye.

Guldkorn november & december 2018

1. Anna Of The North — Nothing Compares 2 U (cover)
2. Molina – Mike
3. ZAAR — For A While
4. Tom Adams – Peninsula
5. Nicolas Sávva — Premiere: White Hotel (feat. Monsoonsiren)
6. The Golden Filter — Talk Talk Talk
7. Tusindfald — Alting Forandres
8. Bjørn Alexander (Flag White) — DANMARK
9. Gold Celeste — Lost Conversations
10. FYFE — Arashiyama
11. Hiatus — Third (2018 version)
12. Kyson — Every High (Drinker Remix)
13. Drinker — Follow
14. Sensitize — Last Ship From Childhood
15. Kasper Bjørke Quartet – Line Of Life
16. Snorri Hallgrímsson – Still Life (Tom Adams Remix)
17. Snorri Hallgrímsson – Be Still, My Tongue (Slow Meadow Rework)
18. BYLJA — Sinn
19. The Land Below — Good Time
20. Aukai — La Joya
21. Røgsignal — answers.

 

Guldkorn, der ikke er tilgængelige på Soundcloud

Som sædvanlig har jeg nedenunder samlet de guldkorn, som ikke findes på soundcloud eller som også har en musikvideo til, du ikke må snyde dig selv for! Du kan også finde alle guldkorn fra 2018 i min “Best of 2018″ Spotify-playliste, som nu mere eller mindre komplet. Den tæller p.t. 331 numre, svarende til lidt over 24 timers musik!

1. Dan Romer – This Is Goodbye for Us (Maniac score)
2. Deerhunter – Death in Midsummer
3. Makeup and Vanity Set – Lifetimes
4. Hammock – We Watched You Disappear
5. The Mowgli’s – “I Feel Good About This
6. ViVii – Sign Of The Times (Harry Styles cover)
7. Merely – Crazy Heart
8. Kwamie Liv – Look at what i’ve done
8. Kwamie Liv – Do To You
9. Verdens sidste idé – Et andet liv
10. Rhian Sheehan – We Danced Under a Broken Sky
11. Rhian Sheehan – Between Us And The Dying Starlight
12. Rhian Sheehan – Last Time We Spoke
13. Tom Adams – Dear Future
14. Fyfe & Iskra Strings – Runaway
15. Fyfe & Iskra Strings – Arashiyama (Michael Price Remix)
16. Rhye – Blood Knows (Trip Tease Remix)
17. The Malpractice – Exotica
18. Moby – This Wild Darkness
19. Max Richter – Whispers (from My Brilliant Friend score)

 

Dan Romer – This Is Goodbye for Us (Maniac score)

 

Deerhunter – Death in Midsummer

 

Makeup and Vanity Set – Lifetimes

 

Hammock – We Watched You Disappear

 

The Mowgli’s – “I Feel Good About This

 

ViVii – Sign Of The Times (Harry Styles cover)

 

Merely – Crazy Heart

 

Kwamie Liv – Look at what i’ve done

 

Kwamie Liv – Do To You

 

Verdens sidste idé – Et andet liv

 

Rhian Sheehan – We Danced Under a Broken Sky

 

Rhian Sheehan – Between Us And The Dying Starlight

 

Rhian Sheehan – Last Time We Spoke

 

Tom Adams – Dear Future

 

Fyfe & Iskra Strings – Runaway

 

Fyfe & Iskra Strings – Arashiyama (Michael Price Remix)

 

Rhye – Blood Knows (Trip Tease Remix)

 

The Malpractice – Exotica

 

Moby – This Wild Darkness

 

Max Richter – Whispers (from My Brilliant Friend score)

 

Om Guldkorns­se­rien

I erken­del­sen af, at jeg ikke kan nå at skrive sær­skilt om al den gode nye musik, der løbende udkom­mer, er Guld­korns­se­rien et til­tag på Musik Mig Blidt, hvor jeg prø­ver at samle op på de stær­ke­ste styk­ker musik, jeg har opda­get i den for­gangne måned. Al den musik hvor det ville være en skam, hvis det gik din næse forbi — guld­korn. Meget af det er spl­in­ter­nyt, en del er næsten nyt og noget er lidt ældre, men altid med en for­mod­ning om, at det med stor sand­syn­lig­hed er gået din næse forbi.

Soundcloud­-p­lat­for­men er indtil videre valgt som den primære platform for disse playlister, fordi det tit er ste­det, hvor kunst­nere og pla­de­sel­ska­ber læg­ger musik op, før det får en offi­ciel udgi­velse. I andre til­fælde er der tale om numre – remixes, bootlegs eller coverversioner, der aldrig får en offi­ciel udgivelse.

Musik Mig Blidt på Spotify

Husk at du også kan høre Musik Mig Blidts “Best of 2018” på Spotify, hvor langt de fleste numre fra mine guldkornsplaylister fra året figurerer:

13 dec
2018

Interview med HunBjørn

På torsdag præsenterer Musik Mig Blidt de to bands We Are The Way For The Cosmos To Know Itself og HunBjørn live på Kulturstationen i Vanløse (Læs mere om arrangementet her).

I den anledning satte jeg Ulla Pihl, som står bag HunBjørn, i stævne til et lille interview om hendes musikalske baggrund, debut-EP, samarbejdet med producer Brian Batz, den meget opmærksomhed hun på kort tid har fået fra især udlandet, hendes første koncert med band (i aften!) samt hendes fremtidsplaner. Læs med her:

 


Kan du fortælle lidt om din musikalske baggrund, og hvordan projektet HunBjørn kom til verden?

Før HunBjørn havde jeg et eksperimenterende pop band, der hed Lima Lima. Jeg dannede Lima Lima på mit første år på Rytmisk Musikkonservatorium, og bandet fulgte mig hele vejen igennem min uddannelse og frem til 2014, hvor jeg udgav det tredje og sidste album med Lima Lima. 

Lima Lima var derfor en slags legeplads, hvor jeg kunne lege musikalsk og afprøve alle mulige forskellige genrer lige fra free-form til punk-pop. Med årene fik mine sange og arrangementer dog mere og mere en specifik og mere indiepop-præget lyd. Til sidst havde jeg brug for at bryde med nogle ellers skønne musikere, for helt at kunne få min egen lyd igennem.

Jeg havde et stykke tid forinden fået mit første barn, og kunne også mærke at min lyd havde ændret sig med det. Mine sange var blevet meget mere lyriske og blide, så jeg brugte et halvt år på at undersøge, hvad det gik ud på, og hvorfor jeg oplevede modstand mod lyden. 

Jeg gjorde mig rigtig mange tanker om, hvad det vil sige at være kvinde og lave pop-musik, og hvordan jeg kunne vokse og blive ældre i den rolle i en mandligt domineret musikbranche med meget få kvindelige rollemodeller og et værdisæt, som priser det unge, nye og smukke.

Generelt var det en tid, hvor jeg skulle genopdage mig selv, og da jeg kom i tanke om, at mit navn Ulla er et kælenavn for Ursula som betyder lille hunbjørn, var det som om, det hele gav mening. HunBjørn-navnet kan for mig rumme det hele. Det rå og det sårbare, at være mor og samtidig ville skabe noget. At tage styring med sit eget liv og selv definere, hvad der er sejt og ikke. At være viljestærk og handlekraftig og samtidig helt åben og blød. Derudover føler jeg, at det er et navn, jeg kan vokse med.

Din debut-EP In Vacou udkom midt i september. Hvad er den kunstneriske ambition med EP’en?

At skrive musik er for mig en udviklingsproces. Det er oftest først bagefter, at jeg klart kan se, at en samling sange fx har et gennemgående tema. Da jeg skrev sangene til “In Vacuo”  handlede det om at sige ja, til den mere lyriske side af min sangskivning, som virkelig havde presset sig på i min barsel, og forene denne med en mere rå og pågående lyd, som jeg havde dyrket meget med Lima Lima. Alle teksterne har for mig en reflekterende og bagudskuende karakter. Hvordan var jeg som teenager, hvilke kærlighedsforhold har jeg oplevet osv., og hvad tænker jeg nu? og selve EP-titlen kommer fra den følelse, jeg havde, da jeg stod mellem to projekter. Jeg havde lukket Lima Lima, men vidste endnu ikke hvad mit nye musikalske projekt var. Det føltes som at svæve rundt i et vakuum.

Hele EP’en er skabt i samarbejde med producer Brian Batz (Sleep Party People). Hvad har dette samarbejde betydet for EP’en lydudtryk?

Jeg vidste, at jeg havde brug for én til at hjælpe mig med at forløse de sange og den lyd, jeg havde i hovedet, og jeg vidste også, at det var vigtigt, at jeg gjorde mig fri af min konservatorietid og den måde at tænke på. 
Jeg har endnu ikke hørt noget musik fra Brian Batz’ hånd, som jeg ikke brød mig om, og jeg synes virkelig, han formår at bringe det smukke og det støjende sammen i en perfekt balance. Derudover kendte jeg ham ikke personligt. Så jeg tog mod til mig og sendte demoer af mine sange, og heldigvis ville han gerne være med. Jeg indspillede grundspor derhjemme, og sidenhen lavede vi sangene færdig i hans studie sammen. Jeg oplevede, at vi var enormt enige om, hvor musikken skulle hen, og at netop Brian var i stand til at forstå og forløse mine idéer. Han har en helt klar og tydelig lyd, som både kan høres i hans mix, men også i al guitarspillet på In Vacuo, og jeg elsker det.

Din debut-single A Flutter of the Heart fik hurtigt en del opmærksomhed på bl.a. de sociale medier, Ikke bare fra Danmark men også fra udlandet. Musikvideoen har pt ca. 85.000 views på Youtube, og du har over 23.000 følgere på Facebook, hvilket er høje tal for en debuterende kunstner.

Kan du sætte ord på din oplevelse af, hvordan HunBjørn er blevet modtaget i medier og ikke mindst blandt almindelige lyttere?

Ja, det har været en ret crazy tid for HunBjørn. D. 1. maj 2018 havde jeg lige oprettet en helt ny side til HunBjørn på Facebook med nul følgere, og ca 2. måneder efter var der flere tusinde. Jeg havde været lykkelig, hvis bare 500 mennesker havde vist min musik interesse. 

Før udgivelsen var jeg rundt og tale med forskellige PR bureauer om, hvordan jeg bedst skulle få min musik ud i verden, og det var så sindssygt deprimerende, at jeg faktisk kom til at græde til det sidste møde. Alle talte om, hvor umuligt det var at komme ud med ny musik, som ikke var skåret til P3, og at min alder og mit køn også var i vejen.

Så til sidst besluttede jeg mig for at gøre noget helt anderledes. Jeg satte mig ned og læste op på, hvordan man arbejder med digital markedsføring. Jeg lavede min første facebookannonce med et klip fra videoen til “A Flutter Of The Heart” og sendte den ud til interessebaseret publikum i USA, Tyskland, Frankrig mm. I starten var jeg faktisk lidt pinlig over det, så jeg havde ekskluderet Danmark fra min annonce. Men efter bare en uge havde videoen delt sig selv så mange gange, at den selv havde fundet vej til Danmark, og folk jeg kendte begyndte at kommentere på den. Det skabte da også noget opmærksomhed i Danmark, og jeg tror ikke min single ville have fået den samme mængde omtale, hvis det ikke var pga. opmærksomheden på de sociale medier. 

Men det var helt vildt for mig, at så mange mennesker pludselig skrev utroligt søde ting til mig og også svært, eftersom jeg kun havde den ene sang ude på det tidspunkt. Der var endda en pige, der skrev til mig at hun ville danse brudevals til “A Flutter Of The Heart”, fordi den rørte hende så dybt. Det er da crazy!

Koncerten i Vanløse på torsdag er den første koncert du spiller med band. Hvordan har det været at skulle arrangere sangene til liveband og få det til at spille?

Det har været sjovt og udfordrende. Udfordrende, fordi jeg netop har brugt lang tid på at zoome ind på en meget specifik lyd, og i sammenhæng med bandet har skulle åbne op for den lyd igen. Alle sangene har været tænkt som en produktion fra den spæde start, så der har været ting, der ikke på samme måde fungerer med bandet. Men jeg synes, vi er endt et godt sted, hvor sangene stadig er sig selv, men hvor der også er plads til 5 individuelle musikeres udtryk.

Hvad er næste skridt for HunBjørn og hvad med på længere sigt?

Faktisk har jeg allerede endnu en EP på trapperne. Denne har jeg produceret selv, og Brian Batz har mixet og samlet musikken sammen med mig. Hvis alt går vel, så udkommer den første single “Who Are We To Love” i februar måned.

Og så er jeg gået igang med et fuldlængde album, som jeg går og skriver og indspiller på i disse dage.

I forbindelse med udgivelsen af In Vacuo skabte jeg et virtuelt univers omkring sangene. En hjemmeside for hver sang med en masse “behind the scenes”-materiale, ekstra live videoer, billeder og v-logs om sangene osv.

Det var skabt til alle de fans fra udlandet, som ikke har mulighed for fx at komme og se mig spille i Vanløse på torsdag. Jeg har ikke et bookingbureau eller et pladeselskab, der lægger en masse arbejde i projektet. Så alting sker i mit tempo, og det fungerer godt for mig at arbejde på de sociale medier og via hjemmesider/emails. Så jeg vil helt klart skabe den samme oplevelse omkring udgivelsen af den næste EP. 

Derudover vil jeg rigtig gerne mere ud og spille med mit band, og rigtig gerne i udlandet. Men mit nye motto er, at ting tager tid, så jeg prøver ikke at lade mig stresse af alt det, jeg gerne vil.

Og så har jeg forresten startet mit eget pladeselskab, så jeg kan gøre tingene på min egen måde og i mit eget tempo.

 


Billetter til dobbeltkoncerten med We Are The Way For The Cosmos To Know Itself torsdag d. 13/12 med koncertstart kl. 20.30 (døre kl. 20.00) kan købes via Billetto for 60 kr. + gebyr eller til 70 kr. i døren.

Facebook-event: https://www.facebook.com/events/186693128883295/

Related Posts with Thumbnails