I weekenden fandt SPOT festival sted i smilets by Aarhus for 25. gang. Musik Mig Blidt var afsted, og som sædvanlig havde jeg lagt en omfattende plan, som jeg måtte afvige en del fra pga. logistiske og praktiske omstændigheder — som at det kan være svært at nå fra A til B inden næste koncert, og at ens mave rent faktisk har brug for noget ordentlig mad indimellem, som så også tager lidt tid at konsumere. Derudover var der selvfølgelig også de gange, hvor man måtte lave hårde prioriteringer mellem to overlappende koncerter.
Af disse årsager var der flere artister på mit program, jeg desværre ikke nåede at fange — bl.a. ZAAR, I Think Your’e Awesome, School Of X, Modest, GRETA, Yin Yin og Rizan Said. Det må blive en anden god gang!
Til gengæld nåede jeg en masse andre koncerter, hvor jeg her vil fremhæve de bedste. Noget af det sidste jeg fangede på festivalen var en kriminelt underbesøgt koncert med færøske FRUM, der tryllebandt publikum med sin ærlige, intelligente og magisk lydende elektroniske pop. Late Verlane charmerede og forførte med sit tilbagelænede, groovy og legesyge take på popgenren. The Oceans overbeviste med deres melodiøse, og direkte støjrock. Det 11 mand store band Natlyst spillede en smuk, nærværende koncert, som i kraft af især frontkvinde Amanda også var både sårbar og havde kant. Koncerten startede modigt ud med, at Amanda slangede sig ind og ud mellem publikum og sang a capella.
Den indadvendte Hjalte Ross gav en lavmælt men alligevel indlevende performance, flankeret af et talentfuldt orkester, som forstod præcist hvornår de skulle stemme i og skrue op for deres instrumentelle virkemidler, og omvendt hvornår de skulle give plads til det helt nedbarberede udtryk med kun Hjalte Ross’ karakteristiske røst og guitarfingerspil. Lørdag på den lille intime klubscene med plads til 80 publikummer gav Simone Tang en meget ærlig og personlig koncert med en soulet tilgang til poppen i kraft af især de to korpigers fine bidrag.
Jeg nåede desværre ikke BYLJA helt fra starten, men de ca. 20 min jeg nåede, lød af meget mere! Duoens filmiske og drømmende electronica med dansable techno vibes blev leveret i et slags surround setup, hvor de to herrer spillede overfor hinanden med højtalerne vendt ind mod publikum i midten. Det gav en fed følelse af at være midt i musikken, og gjorde det endnu nemmere at drømme sig væk i de lige dele smukke, minimalistiske melodier og detaljerige lydlandskaber. Jeg fik personligt bare lyst til at lytte med lukkede øjne og nikke i takt til kompositionernes sprøde beats.
Endelig bød Efterklang på en efterhånden sjælden koncert på dansk jord. Det viste sig at være en meget medrivende koncert bestående af nye dansksprogede sange, fremført sammen med det belgiske barokensemble B.O.X. og på trommer den norske soloartist og trommeslager, Siv Øyunn Kjenstad. Det var et kærkomment gensyn med bandet på trods af, at det meste af setlisten næsten kun bestod af nye sange. Som altid med Efterklang besad musikken en iboende skønhed, der virker utrolig organisk. Der var samtidig en meget intim stemning igennem koncerten, bla. i kraft af det dansksprogede islæt og ikke mindst to tilfælde af fællessang med publikum under kyndig vejledning af forsanger Casper Clausen. Således opstod der en ret magisk stemning af samhørighed, da 1500 publikummer i Musikhusets store sal stemte i og i flere omgange sang stroferne: “Hold mine hænder / tågen forsvinder / alting forandres / du ser mig, jeg ser dig”.
Tak for denne gang SPOT festival!
Follow Me!