Musik Mig Blidt

Foto: Kri­stof­fer Juel

Aza Falls er et nyt pro­jekt fra musi­ke­ren Sti­ne Ste­en­dorph Peter­sen, der tid­li­ge­re har fået posi­tiv omta­le her på blog­gen under eget navn og med sit tid­li­ge­re band Juju Me. Før­ste sing­le under hen­des nye ali­as hed­der The End og mar­ke­rer 10-års dagen for en hjer­ne­rystel­se, som ændre­de hoved­per­so­nens liv uigenkal­de­ligt.

“The End beskri­ver tiden efter hjer­ne­rystel­sen, hvor det lang­somt går op for mig, at det liv jeg kend­te, og før leve­de, er slut” for­tæl­ler Sti­ne Ste­en­dorph Peter­sen.

Til­ba­ge i 2010 leve­de hun et utæm­met liv som rock­mu­si­ker og bar­ten­der på den legen­da­ri­ske Dro­ne bar på Nør­re­bro. En tid­lig mor­gen væl­te­de hun på cykel og fik en vold­som hjer­ne­rystel­se, der vend­te op og ned på al nor­ma­li­tet. Med ét var ven­ner, hver­dag, kar­ri­e­re og musik skif­tet ud med luk­ke­de gar­di­ner og beho­vet for kom­plet ro. Læger­ne sag­de, det vil­le tage et par uger før hun blev sig selv igen, — her 10 år efter er det sta­dig hjer­ne­rystel­sen der sæt­ter dags­or­de­nen, omend med et godt liv og accept fra hoved­per­so­nen.

Sti­ne Ste­en­dorph Peter­sen for­tæl­ler vide­re:

“Det er en sang om at kom­me igen­nem sorg og ensom­hed. Jeg så hvor­dan ver­den fort­sat­te uden­for mit vin­due imens jeg føl­te, jeg hav­de mistet mig selv. Folk omkring mig trak sig, for­di jeg var for­an­dret. Jeg gen­nem­gik en sorg­pro­ces hvor jeg tog afsked med det liv, jeg kend­te. I den pro­ces fandt jeg at det, som hjalp mig mest, var en for­bin­del­se med natu­ren og havet. En for­bin­del­se som på man­ge måder afspej­les i min musik”.

Rent musi­kalsk demon­stre­rer Aza Falls mas­ser af over­skud på The End. Sti­ne Ste­en­dorph Peter­sen har skabt en stem­nings­mæt­tet og drøm­men­de atmos­fæ­risk lyd, der vir­ke­lig dra­ger sin lyt­ter ind. Voka­len vibre­rer gla­s­klart og er fuld af både skrø­be­lig­hed og kraft­fuld­hed. Sidst­nævn­te mær­ker man især i num­me­rets anden halv­del, hvor der sker et skif­te i voka­lens tone og inten­si­tet, og man for­nem­mer her vir­ke­lig des­pe­ra­tio­nen, mør­ket og den skæb­nesvan­gre dimen­sion i lyrik­kens tema­tik. Sam­ti­dig mær­ker man den under­lig­gen­de resig­ne­re­de accept af den nye vir­ke­lig­hed. En vir­ke­lig­hed som måske trods det nega­ti­ve udgangs­punkt gem­mer på nye mulig­he­der og en ny sen­si­bi­li­tet over for ver­den.

The End er før­ste smags­prø­ve fra debutal­bum­met WAKE, der udkom­mer i sep­tem­ber 2020. Tekst & melo­di er skre­vet ved for­æl­dre­nes strand på Lan­geland. San­gen er pro­du­ce­ret af Rune Risa­ger (Den Fjer­de Væg, School of X, Gents) og mixet af Mat­hi­as Sars­gaard (Emma Acs, Mol­ly).

San­ger og sangskri­ver Jonas H. Peter­sen har begå­et et album fuld af, hvad man kun­ne kal­de spr­ud­len­de højskole/salmepopsange. Det er ment alde­les posi­tivt.

Tek­ster­ne er mesten­dels hver­dagsnæ­re, men sam­ti­dig både livs­klo­ge og ful­de af ånde­lig­hed og tak­nem­me­lig­hed over livets sto­re og små forun­der­lig­he­der, som ofte fin­des i de poe­ti­ske beskri­vel­ser af natu­rens ind­virk­ning på men­ne­sket. Både lyrik og de flot­te melo­di­er og arran­ge­men­ter med man­ge lag, har noget smukt, livs­be­kræf­ten­de over sig. Måske er det den ro og glæ­de, som jeg for­nem­mer, at Jonas H. Peter­sen fin­der i natu­ren, i sin tro på Gud og ikke mindst i kær­lig­he­den til og fra sine med­men­ne­sker. Men i hvert fald over­strøm­mes jeg af en følel­se af fortrøst­nings­fuld­hed og tak­nem­me­lig­hed til mine omgi­vel­ser, når jeg lyt­ter til san­ge­ne på Sin­dets Asyl. Den der erken­del­se af at sæt­te pris på ting, man tit glem­mer at sæt­te pris på, for­stær­kes.

Års­ti­der­nes skif­ten og der­med natu­rens for­vand­ling bli­ver på album­met en meta­for for men­ne­ske­li­vet, men sam­ti­dig bli­ver natu­ren i sig selv en kil­de til for­vand­ling i men­ne­sker.

”San­ge­ne på det her album kom efter en lang peri­o­de med uro og råd­vild­hed. En dag aller­sidst i janu­ar, helt uden­for sæson, sang solsor­te­ne plud­se­lig i bir­ken uden­for mit vin­due. Det blev mit ven­de­punkt. Det var som om, fug­le­ne sang for mig – san­ge om, at for­vand­lin­gen var mulig, at der fand­tes et asyl for mit sind.”

Et cen­tralt tema på Sin­dets Asyl er, at vi kan for­vand­le angst til ro (som næsten er tit­len på et af num­re­ne) gen­nem vores rela­tio­ner til natu­ren og vores fami­lie og ven­ner. Som en linje lyder på num­me­ret Kastanjer: “Jeg tror, jeg kom for at for­tæl­le dig, du ik’ bor ale­ne med smer­ten i ver­den.” Med andre ord — du er ikke er din egen lyk­kes smed – vi er hin­an­dens.

”At vi ikke er ale­ne med smer­ten i ver­den, at vi skal bære hin­an­dens
byr­der, er et helt cen­tralt bud­skab. Det er noget, jeg har brug for at høre, men også noget af det, jeg som sangskri­ver er kom­met for at sige.”

Pla­den cemen­ter i min optik Jonas H. Peter­sen som en af Dan­marks bed­ste sangskri­ve­re. Hvis du ikke ken­der hans bag­ka­ta­log, kan det også anbe­fa­les (her gem­mer der sig bl.a. et helt geni­alt jule­al­bum fra 2011) — men lyt lige til Sin­dets Asyl først!

Find album­met på din fore­truk­ne strea­m­ingtje­ne­ste eller lyt evt. nede­nun­der via Youtu­be:

Foto: Den­nis Mor­ton

Den 1. maj udkom­mer Jung­le­lyds selv­be­tit­le­de debutal­bum, og før­stesing­len Cof­fee er taget der­fra.

Det rent instru­men­tale num­mer er per­fekt til en lil­le lystig hjem­me­fest! Og så er det sam­ti­dig en hyl­dest til min ynd­lings­drik — kaf­fe! Num­me­ret byder på spa­cet synt­he­sizer-bøl­ger, en gro­ovy gui­tar­me­lo­di, der øje­blik­ke­ligt sæt­ter sig på din hjer­ne­bark og ende­lig en ryt­me, som er så godt som umu­lig at stå stil­le til!

Bag den flot­te, far­ve­ri­ge, psy­ke­de­li­ske og humo­ri­sti­ske ani­me­re­de musik­vi­deo til Cof­fee står Simon Gorm Eskild­sen, som også bl.a. står bag impo­ne­ren­de pla­decovers til ban­det I Think You’re Aweso­me og i øvrigt selv er musi­ker.

Jung­le­lyd er et dansk band, som lyder ret meget, som nav­net anty­der — af musik med rød­der væsent­ligt tæt­te­re på ækva­tor end Dan­mark. Ban­det, der har eksi­ste­ret siden 2015, låner inspira­tion fra gen­rer som tro­pi­cal bass, electro­ni­ca, moom­bat­hon, cum­bia og 1960’ernes sur­fmu­sik.

Gen­ren cum­bia, der er sær­lig udtalt på sing­len Cof­fee, oprin­der fra Colom­bia og er i det hele taget meget udbredt i Syda­me­ri­ka. Cum­bia blan­der Syda­me­ri­kan­ske melo­di­er med afri­kan­ske ryt­mer og en euro­pæ­isk måde at tæn­ke har­moni­er og akkor­der på. Jung­le­lyd kom­bi­ne­rer den tra­di­tio­nel­le udga­ve af cum­bia, der bru­ger ana­lo­ge musikin­stru­men­ter, med en mere moder­ne elek­tro­nisk, digi­tal vari­ant. Jeg synes, det lyder for fedt!

Lur mig om ikke Jung­le­lyd slip­per fle­re sing­ler inden album­met lan­der den 1. maj. Så hold øje!