Musik Mig Blidt

Den 1. maj udkom­mer Jung­le­lyds selv­be­tit­le­de debutal­bum, og før­stesing­len Cof­fee er taget der­fra.

Det rent instru­men­tale num­mer er per­fekt til en lil­le lystig hjem­me­fest! Og så er det sam­ti­dig en hyl­dest til min ynd­lings­drik — kaf­fe! Num­me­ret byder på spa­cet synt­he­sizer-bøl­ger, en gro­ovy gui­tar­me­lo­di, der øje­blik­ke­ligt sæt­ter sig på din hjer­ne­bark og ende­lig en ryt­me, som er så godt som umu­lig at stå stil­le til!

Bag den flot­te, far­ve­ri­ge, psy­ke­de­li­ske og humo­ri­sti­ske ani­me­re­de musik­vi­deo til Cof­fee står Simon Gorm Eskild­sen, som også bl.a. står bag impo­ne­ren­de pla­decovers til ban­det I Think You’re Aweso­me og i øvrigt selv er musi­ker.

Jung­le­lyd er et dansk band, som lyder ret meget, som nav­net anty­der — af musik med rød­der væsent­ligt tæt­te­re på ækva­tor end Dan­mark. Ban­det, der har eksi­ste­ret siden 2015, låner inspira­tion fra gen­rer som tro­pi­cal bass, electro­ni­ca, moom­bat­hon, cum­bia og 1960’ernes sur­fmu­sik.

Gen­ren cum­bia, der er sær­lig udtalt på sing­len Cof­fee, oprin­der fra Colom­bia og er i det hele taget meget udbredt i Syda­me­ri­ka. Cum­bia blan­der Syda­me­ri­kan­ske melo­di­er med afri­kan­ske ryt­mer og en euro­pæ­isk måde at tæn­ke har­moni­er og akkor­der på. Jung­le­lyd kom­bi­ne­rer den tra­di­tio­nel­le udga­ve af cum­bia, der bru­ger ana­lo­ge musikin­stru­men­ter, med en mere moder­ne elek­tro­nisk, digi­tal vari­ant. Jeg synes, det lyder for fedt!

Lur mig om ikke Jung­le­lyd slip­per fle­re sing­ler inden album­met lan­der den 1. maj. Så hold øje!

Musik Mig Blidt-ynd­lin­gen med det for­modent­lig læng­ste band­navn i Dan­mark, We Are The Way For The Cos­mos To Know Itself, er klar med en ny electro/synthpop sing­le + B‑side. Den udkom­mer offi­ci­elt i mor­gen d. 3. april, men kan strea­mes eks­klu­sivt her på siden alle­re­de i dag.

End­nu engang er det en utro­lig læk­ker lyd, grup­pen for­mår at ska­be. Der er beats, som næsten får karak­ter af piskes­mæld, og de futuri­sti­ske synt­hs vil­le, hvis de kun­ne ses med det blot­te øje, sik­kert være neon­far­ve­de — i hvert fald de lyse­ste og mest lynen­de af dem. Og det er i den­ne sam­men­hæng en god ting, hvis du skul­le være i tvivl! På top­pen gli­trer for­san­ger Julie Chri­sti­an­sens vokal van­ligt med ynde­fuld sød­me, som kon­trast til den lidt dystre tekst. Giv sing­len Under The Sun et spin eller syv her­un­der!

Ban­det for­tæl­ler selv om sing­len:

““Under The Sun” er skre­vet sam­men med vores ven og musi­kal­ske part­ner Mads Björn. Mads lave­de sid­ste år et remix af vores sang “Sky”, som vi blev svært gla­de for. Der­for beslut­te­de vi os for, at arbej­de med ham igen. Både på Under The Sun og den instru­men­tale B‑side “Cros­s­ro­ads of Infi­ni­ty”, har vi arbej­det med vores fasci­na­tion for 90er synt­hs. Sær­ligt acid bass lines og sto­re sfæ­ri­ske pads.

Vi arbej­der for tiden meget med det ambi­va­len­te og det mod­stri­den­de. Med “Under The Sun” har vi søgt at ska­be en kon­trast mel­lem den opløf­ten­de, stor­lad­ne pro­duk­tion og en rela­tivt mørk tekst, som er inspi­re­ret af ensom­hed og følel­sen af, at der som­me­ti­der er noget stør­re end en selv, der bestem­mer hvil­ke valg, man kan tage.”

B‑Siden Cros­s­ro­ads Of Infi­ni­ty kan du høre her:

Foto: Ale­xan­der H Jes­per­sen

I dag er det Pia­no Day, en hyl­dest­dag til kla­ve­ret, star­tet af kom­po­nist og pia­nist Nils Fra­hm i 2016. Den bli­ver afholdt på den­ne dag — årets 88. dag, for­di der er 88 tan­gen­ter på et kla­ver.

Ver­den over fejrer pia­ni­ster det­te majestæti­ske instru­ment dagen igen­nem med at udgi­ve nye num­re eller live­strea­me hjem­me­kon­cer­ter fra de soci­a­le medi­er. Egent­lig var der et væld af kon­cer­ter i den vir­ke­li­ge, fysi­ske ver­den plan­lagt, men de fle­ste er aflyst pga. Cor­o­na-kri­sen. Det gæl­der desvær­re også Pia­no Days Copen­ha­gen.

Jeg elsker kla­ve­ret som instru­ment, hvad den tro­fa­ste læser vil vide. Det er ikke noget til­fæl­de, at mine guld­korns­play­li­ster for det meste inde­hol­der en del neoklas­si­ske kom­po­si­tio­ner, hvor kla­ve­ret ofte har en cen­tral rol­le. Kla­ve­ret er i min ver­den noget magisk. Det er et ekstremt kom­plekst instru­ment, der kan bestå af op imod 12.000 indi­vi­du­el­le dele. 12.000! Alli­ge­vel er kla­ve­ret emi­nent til at for­mid­le følel­ser rent, ærligt og umid­del­bart. Den musik, der kom­mer ud af et kla­ver, føles meget men­ne­ske­lig og besid­der i min optik en form for rå, urgam­mel, musi­kalsk skøn­hed. Kla­ver­mu­sik­ken kan for­stær­ke reflek­sion og for­dy­bel­se og hjæl­pe med at sæt­te tem­po­et ned, træ­de et skridt til­ba­ge og mær­ke efter — i hvert fald den type kla­ver­mu­sik, som jeg favo­ri­se­rer og dyr­ker, der sam­ti­dig rum­mer en melan­kolsk og drøm­men­de dimen­sion med spræk­ker af håb og lys.

Kla­ver­mu­sik er også glim­ren­de egnet som sound­tra­ck til man­ge af de inden­dør­sak­ti­vi­te­ter, som man­ge men­ne­sker i skri­ven­de stund enten er tvun­get til eller aktivt væl­ger for at beskyt­te deres med­men­ne­sker mod smit­te. Det er godt at læse til, lave mad til, male til, spil­le bræt­spil til, læg­ge pus­le­spil til — og ja, fort­sæt selv listen.

Det var man­ge ord. I vir­ke­lig­he­den vil jeg bare ger­ne dele en mas­se fan­ta­stisk kla­ver­mu­sik med dig.

Over de sid­ste man­ge år har jeg løben­de kom­pi­le­ret en play­li­ste med mine favo­rit­num­re, hvor kla­ve­ret er det bæren­de instru­ment. Jeg har døbt play­li­sten Pia­no Magic. Den inde­hol­der over 200 num­re, og play­li­sten vil løben­de bli­ve opda­te­ret med nye favo­rit­ter (nye­ste til­fø­jel­ser er i øvrigt i bun­den af play­li­sten).

Vælg selv hvil­ken strea­m­ing plat­form, der pas­ser dig bedst nede­nun­der.

Lyt via Spo­ti­fy her.

Lyt via Tidal her.

Lyt via Youtu­be her.

Men inden du går i gang, så start lige med Jon Hopkins’ nye­ste sing­le Sce­ne Sus­pen­ded, opta­get live i Sid­ney Ope­ra Hou­se (net­op live­strea­met) samt samt Nils Fra­hm’s No Step On Wing fra album­met Emp­ty, der udkom i dag i anled­ning af net­op Pia­no Day 2020. Beg­ge dis­se kom­po­ni­ster er i øvrigt blandt min abso­lut­te ynd­lings­kunst­ne­re.

I ind­spil­let form med stren­ge­in­stru­men­ter og den sær­li­ge atmos­fæ­ri­ske (elek­tro­ni­ske) baggrundsstøj/rumklang, som Jon Hopkins mestrer til per­fek­tion: