24 mar
2017

Premiere: Hør Blå Minders smukke og melankolske debutsingle ‘For Hende’


Foto: Stephanie Levassor

Blå Minder har rødder i København, og trækker især inspiration fra singer songwriting, post-punk og jazz. I dag kan Musik Mig Blidt både premiere bandets første single og den dertilhørende musikvideo! Nummeret For Hende er første smagsprøve fra Blå Minders debutalbum, som udkommer i sommeren 2017.

Siden bandet sendte nummeret til mig for lidt over en måned siden, har jeg hørt nummeret intenst både i Musik Mig Blidt-hulen og på farten, og har talrige gange taget mig selv i at nynne den smukke melodi for mig selv og i nogle tilfælde også højt. Det skyldes måske, at når omkvædet falder, er effekten berusende. Der er noget forløsende ved det, som bryder det blå univers med noget lyst og håbefuldt, både på det lyriske og det musikalske plan. Lyt selv:

 

Det er også en dobbelthed, som bandet selv er bevidst om. Sanger, sangskriver og bandleder Anna Lind fortæller:

“Alle har et blåt minde. Og alle kender den stærke stemme fra håbet. I Blå Minders verden bliver temaet tab til et spændstigt og poetisk melodiunivers, der virker sært lindrende på os, der lytter. Når man dykker ned i det blå – og til tider sorte – kommer der erkendelser og følelser, som forstærker båndet til den, man har mistet. Vi håber, at dem, der lytter til vores sange, mærker, at vi er mange sammen i det blå.”

Beskrivelsen vidner om et band, som kender deres egne virkemidler, og som ved hvad de gerne vil udtrykke. For det rammer meget godt, det følelsesregister, jeg gennemgår, når jeg lytter til For Hende. Anna Linds nærværende vokals klang rammer en melankolsk streng i mig. Godt hjulpet på vej af drømmende kor og hele instrumenteringen, der bæres af afdæmpet jazzet rytmesektion samt refleksionsindbydende klaver og guitar. Og så er der alligevel noget håbefuldt og lyst og let ved nummeret, særligt i det dragende og i strukturen repetitive omkvæd, som jeg har svært ved at definere bedre, end Anna Lind gjorde i citatet.

Denne fine single er som sagt taget fra Blå Minders kommende debutalbum, der udkommer senere på året, og som jeg, ikke overraskende, ser frem til. Det er indspillet i samarbejde med Jan Rørdam og med Jørgen Knub på mix og master.

Blå Minder er grundlagt af sanger og sangskriver Anna Lind i samarbejde med bandets guitarist Rasmus Prik og med i truppen er bassist Asger Mahnecke, trommeslager Pelle Fabæch Nielsen og Sara Lind på kor og synthesizer.

 

 

15 mar
2017

Premiere: Hør Josa Barcks sprudlende nye single “Square Pie”


Cover: Tejs Holm / Portrætfoto: Jannie Rask

Danske Josa Barck er et anagram for multi-musiker og producer Jacob Rask, hvis andensingle Square Pie fra et kommende album, jeg har den store glæde at kunne premiere her på Musik Mig Blidt. Faktisk er jeg bogstaveligt talt helt oppe at ringe over at få lov at premiere nummeret, for hold nu op, hvor er det bare et vitaminboost af en sang, som er umulig ikke at blive i godt humør af. Det er lyden af umiskendelig optimisme og sommervibes. Lige til at blive høj af!

 

“Jeg vil virkelig gerne sprede så meget glæde som overhovedet muligt med mine numre. Hvis jeg kan give nogle mennesker en federe dag, uden at det bliver på bekostning af eftertænksomheden, er jeg lykkelig.

Jeg syntes, det rammer et sjovt sted imellem positivitet uden at det bliver lalleglad, og eftertænksomhed uden at det bliver patetisk.”

Sådan beskriver Josa Barck selv arbejdet med førstesinglen Salute fra 2016, der med fjerboa og 200 km i timen gav lytterne det første smugkig ind i det univers, der danner rammen om den kommende udgivelse.

 

Square Pie er den naturlige fortsættelse af denne stemning af en farverig verden fuld af konfetti, fjer og sæbebobler og andre livsbekræftende ting, som Salute kickstartede

Det er kontrolleret, regnbuefarvet kaos i auditiv form.

“Jeg har prøvet at tage udgangspunkt i samme energi og samme fanden-i-voldskhed, for at prøve at se om jeg ikke kunne presse udtrykket til det yderste! 

En slags ekstrem-sangskrivning – Endnu vildere, endnu mere intenst – endnu flere farver og endnu mere kærlighed!”

…Som om førstesinglen måske slet ikke havde peaket endnu, og andensinglen i virkeligheden er klimakset i førstesinglen”.

Begge singler er smagsprøver på det kommende album, og demonstrerer først og fremmest en musikalitet ud over det sædvanlige samt lige dele lyst og evne til at eksperimentere og udfordre popskabelonen. Det er samtidig svært ikke at tænke på bands som Animal Collective og Flaming Lips og de danske kollegaer Treefight For Sunlight og Oh No Ono, når man lytter til de to sange.

I hvert fald når det kommer til lyduniverset. For faktisk er Josa Barcks ikke så nem at sætte i bås endda. For det første kan hans tekstunivers være i skarp kontrast til den optimistiske og festlige lyd og omhandle tunge, alvorlige emner som flygtningekrisen på Salute og den ulige fordeling af verdens goder på Square Pie. Josa Barcks beviser med andre ord, at euforisk pop ikke behøver at være letbenet på indholdssiden. 

For det andet er Josa Barck lidt af musikalsk kamæleon, som ikke lader sig begrænse af genrer og branchestrategiske hensyn fra projekt til projekt. Hans debutalbum Eureka fra 2015 var således væsentligt mere afdæmpet og bevægede sig i krydsfeltet mellem genrer som folkpop, americana og blues.

Josa Barcks er altså en alsidig kunstner, rig på facetter, og jeg glæder mig meget til at høre mere!

Fakta om Josa Barcks:

Josa Barck skriver, indspiller og producerer selv alle sange, ligesom han spiller størstedelen af instrumenterne på numrene.

  • Josa Barck (Jacob Rask): Vokal, Guitar, Percussion, Synth, Keys, Sampler, producer, mixing, mastereing
  • Mads Behrend: Synth, sampler
  • Rasmus Toystrup: Trommer
  • Kaare Bjerke: Bas
5 mar
2017

Udenlandske favoritalbums 2016

Ja, jeg ved det, 2016 er long gone, så det måske virke lidt underligt at komme med endnu en tilbageskuende årsliste her ca. 2 måneder efter, at 2016 lukkede sin dør i. Jeg må erkende, at jeg har svært ved at følge med i det tempo, som musikverdenen – og verden i det hele taget bevæger sig i. Musik tager tid. Tid til at åbenbare sig overfor sin lytter. Og når det gælder årslister – tid til at danne sig et overblik over. Når man så også er en person, der samtidig af natur er grundig og langsom, og finder det naturstridigt at skøjte let og hurtigt hen over tingene – også sådan helt generelt, så sker det at årslisten over mine favoritalbums bliver forsinket med et par måneder som nu.

God musik er langtidsholdbart og har jo derfor heldigvis ikke en udløbsdato, og på den baggrund håber jeg stadig, du synes, denne liste er relevant for dig.

Her er mine favoritalbums fra 2016 i tilfældig rækkefølge:

Whitney – Light Upon The Lake

Light Upon The Lake er en uomgængelig god plade med fantastiske melodier. Lyden er varm, sangene tidsløse og nostalgiske. Teksterne kredser om tunge temaer som forlist kærlighed og ensomhed, men alligevel emmer albummet det af optimistisme og sommer. Elton John er fan og det er Musik Mig Blidt også!

 

Nils Frahm & Olafur Arnalds – Trance Frendz

Nils Frahm og Ólafur Arnalds er to af dem mest signifikante stemmer inden for neoklassisk musik og electronica. De er også bedste venner og mødes jævnligt og jammer sammen. Trance Frendz er resultatet af en 8 timers improviseret piano-baseret og ambient live-session i Nils Frahms hjemmestudie i Berlin. Det er en magisk rejse ind i to to venners nysgerrige udforskning af et fælles musikalske sprog, som især brillerer ved sit intime udtryk og udprægede fornemmelse for sensibilitet. En rørende symbiose af en plade, der på visse numre perfekt indkapsler lyden af nattero.

 

Solomon Grey – Solomon Grey

Solomon Grey’s selvbetitlede debutalbum er en eminent og helstøbt genistreg. Inspirationen er tydelig; et ambient univers med masser af synths, strygere, tunge trommer, samplebidder, rumklang og følelsesfuld falset, hvis samlede udtryk drager paralleller til Apparat, M83 og Sigur Rós. Det er pop med en symfonisk kvalitet. Albummet er utroligt drømmende og sfærisk, og med stor detaljerigdom i produktionen. Det er ikke kun de storladne og smukke, filmiske kompositioner som imponerer. Solomon Grey forstår også at skabe fine up-tempo numre, som er både virkelig catchy, funky og dansevenlige.

 

Morly – Something More Holy (EP)

Morly’s EP Something More Holy er bare vokset og vokset, hver gang jeg har sat den på anlægget. Især de tre første sange ud af de i alt fire på EP’en er et studie i hvordan sjælfuld minimalistisk pop skal skæres.

 

Klangstof – Close Eyes To Exit

Norske Klangstofs debutalbum er et album med stor variation. Det indeholder dystre og storladne numre og passager med en sfærisk baggrund og en vokal, der bringer tankerne mod Radiohead. Der er mere elektroniske og beatbaserede numre ala en poppet version af Darkside, og så har vi dele, der befinder sig på mere episk, opløftende territorium, hvor der åbnes op for en udpræget cinematisk dimension, der minder lidt om Sigur Rós.

Klangstof er et band, der tør eksperimentere med strukturer og teksturer, og som gør det overbevisende. Close Eyes To Exit er et spændende og varieret take på alternativ popmusik anno 2016, og det er svært at tro, at det faktisk er et debutalbum.

 

Mt. Wolf – Hex (EP)

At lytte til de fire sange på Hex er en følelsesfuld affære. I de stille passager, er det lyden af en begyndende, forsigtig og uskyldsren forelskelse, der også er smertefuld og bittersød. I de mere upbeat og instrumentalt mættede passager lyder det som kulminationen på en stormende forelskelse, hvor endorfinerne pumper rundt i kroppen og slår gnister på en visuel baggrund af en nattehimmel oplyst af guldregns-eksploderende fyrværkeri. Strygerne, trommerne og ikke mindst den krystalklare falset danner himmelstræbende soundtrack til denne følelse og scene.

 

Christian Löffler – Mare

Intelligent,tankevækkende electronica/techno med smukke frostklædte melodier, støttet af organisk feltoptagelser og blide vokaler fra Mona Steinwidder (aka Mohna) og Löffler selv.Det er upbeat men alligevel indadvendt og melankolsk. Mare er lyden af ensom, men vidunderlig eskapisme i 75 minutter.

 

Keaton Henson – Kindly Now

Seneste udgivelse fra Keaton Henson er mesterlig formidling af hjerteskærende melankoli og kærestesorger af Van Gogh-mytiske dimensioner. Sangene er stærke, lettilgængelige melodier i hovedsageligt klaver- og violinbårne tidsløse arrangementer, præget af klassiske elementer. Vokalpræstationen svinger, som på tidligere albums, fra det sart vibrerende til det “over the top” patosfyldte. På langt størsteparten af Kindly Now, lykkes det dog Henson at beherske og indhegne vokalen med så stærke melodier og rig variation i arrangementerne, at det på en gang får vist sangerens introverte skrøbelighed men stadig række udad og er tilpas varieret nok til, at det hele ikke bliver en for tung og drænende omgang.

 

Christine and the Queens – Chaleur Humaine

Christine and the Queens (Héloïse Letissier) serverer på Chaleur Humaine lækkert, blødt produceret pop med hiphop- og carbaretelementer og en stærk, sensuel vokal med umiskendelig charmerende fransk accent. Umiddelbart en sag uden modhager. Men i Christines vokal og tekstunivers ligger noget skævt, stikkende, cool og nærværende gemt. Noget uafrysteligt vedkommende, som giver albummet kant.

I både tekstuniverset, albummets artwork og i Christines liveoptrædener, er der tydeligt en provokatør på spil i sin – ikke puritanske men snarere ”lad os dog hæve barren lidt, skal vi?” – afstandstagen til den seksualiserede popprinsesse – med bl.a. tydelige queer-referencer. Med andre ord en forfriskende tilgang til pop – både indenfor og udenfor selve det musikalske univers.

 

Son Lux – Stranger Forms

Son Lux har i mange år været en Musik Mig Blidt-yndling og selvom Stranger Forms “blot” er et slags remake album, hvor bandets egne sange fra 2015-LP’en Bones bliver genfortolket og omarrangeret, er det stadig en ren opvisning i avancerede rytmiske krumspring og en uovertruffen fornemmelse for smukke melodier og syrede elektroniske lydlandskaber. Disse remixes drejer originalerne ind på nye interessante veje, og at de føles lige så friske og relevante som originalerne, siger en del om kildematerialets høje kvalitet.

 

Will Cookson – Ghosts Of The Moning Sun

Det ville overraske mig, hvis du kender Will Cookson, medmindre du har lagt mærke til de numre af ham, jeg har haft på mine guldkornsplaylister. Han er ret ukendt. Selv faldt jeg over hans Ghosts Of The Moning Sun, fordi kollegaen Tom Rosenthal, som jeg følger på Facebook, anbefalede det.

Det er jeg virkelig taknemmelig for! Albummets akustiske folk-melodier er nemme at forelske sig i. Lyrik og musik er smukt afstemt. Akustisk guitar, klaver og cello er de primære instrumenter, mens Cooksons lune og intimt afdæmpede vokal, ofte suppleret af naivt klingende kvindelig backupvokal, formidler de fine, poetiske hverdagsnarrativer. Det er helende musik, hvor hverdagens stress og jag sættes på hold.

Will Cookson opfinder ingen dybe tallerkener på Ghosts Of The Moning Sun, og albummet løber også lidt tør for de gode ideer på de sidste par numre, men ikke desto mindre er albummet et fornemt bud på et drømmende søndagssoundtrack.

Related Posts with Thumbnails