Musik Mig Blidt

Foto: Julie Mon­tauk

Duo­en Euge­nia (Johan Ask og Camil­la Pape) har skif­tet navn til OS TO, og skif­tet mar­ke­res med en ny sing­le, der præ­sen­te­rer en mere til­gæn­ge­lig og (synth)poppet til­gang end tid­li­ge­re, både i instru­men­te­ring og lyrik.

Jeg har fået for­nø­jel­sen af at være vært for vide­op­re­mi­e­ren på duo­ens før­ste sing­le, som med et lil­le nøk til Kim Lar­sens 32 år gam­le De Smuk­ke Unge Men­ne­sker er en kær­lig hyl­dest til de unge.

Video­en, som i øvrigt er ret flot, afspej­ler på meget røren­de vis san­gens lyrik, der dre­jer sig om de unges håb, drøm­me, længsel, skrø­be­lig­hed, mod og vil­je til livet.

Her er en lil­le bid fra lyrik­ken:

De smuk­ke unge / de ved hvad de vil / den bed­ste ver­sion af sig selv / de læn­ges / de ved hvad de tror / de læn­ges imod smer­te og håb / mod stjer­ner­ne med hjer­ter­ne uden­på

Lyrik­ken er gen­nem­gå­en­de direk­te og for­holds­vis nem at afko­de, og det stil­ler efter min mening, tema­et taget i betragt­ning, et vis krav til auten­ci­te­ten i den måde, den bli­ver leve­ret på, hvis man skal tro på orde­ne og måske end­da føle dem. Hel­dig­vis bli­ver lyrik­ken leve­ret meget over­be­vi­sen­de og tro­vær­digt. I Camil­la Papes ømme vokal synes jeg vir­ke­lig, man for­nem­mer en oprig­tig keren og omsorg for ung­dom­men. Hun siger selv om san­gens bud­skab:

”De unge i dag er van­vit­tig modi­ge og ambi­tiø­se. De bærer følel­ser­ne uden­på og navi­ge­rer i en vild ver­den. Fra seri­en SKAM til soci­a­le medi­er er det vir­ke­lig røren­de at se, hvor­dan de er dre­vet af en åben­hed i følel­ser og deres søgen efter iden­ti­tet. De er skrø­be­li­ge, omsorgs­ful­de og kær­li­ge. Vi vil ger­ne hyl­de dem og for­tæl­le dem, det hele nok skal gå”.

De Smuk­ke Unge er før­ste udspil fra album­met Ver­dens Ende, som udkom­mer
næste år.

Foto: Step­ha­nie Stål Axel­gård

Jeg får til­sendt mas­ser af musik, som fra de før­ste toner ska­ber en for­vent­ning hos mig om, hvor­dan resten af num­me­ret udfol­der sig. Ofte er udvik­lin­gen på godt og ondt ret for­ud­si­ge­lig og mine for­vent­nin­ger hol­der stik. Det­te var ikke til­fæl­det på det num­mer, jeg i dag har fået æren af at pre­mi­e­re fra ban­det Uden Ord, og som der­for vir­ke­lig vak­te min opmærk­som­hed.

Gen­rebå­se­nes ram­mer bli­ver her, meget for­fri­sken­de, mere eller min­dre opløst. På eklek­tisk vis veks­ler ban­det nem­lig mel­lem pop, rock, free-jazz, punk og folk — eller noget i den ret­ning. Det bety­der også, at vir­ke­mid­ler­ne på ISO I DAG er så for­skel­lig­ar­te­de som hoo­liga­n­ag­tig-kor og col­le­gero­ck-gui­ta­rer, sta­dionro­ck-trom­mer, kla­ver, tvær­fløjte og svæ­ven­de vio­lin-melo­di­er. Det lyder måske som en rodet omgang, men kom­bi­na­tio­nen af bli­de og svæ­ven­de ener­gi­er og stem­nin­ger på den ene side samt mere kon­tan­te og hårdt­slå­en­de ele­men­ter på den anden side, fun­ge­rer over­ra­sken­de godt sam­men. I sid­ste halv­del sti­ger num­me­ret i inten­si­tet, og der kom­mer da også en form for kli­maks, idet de mere stø­jen­de og højlyd­te ele­men­ter tør­ner sam­men med de bli­de i en skøn far­ve­rig pære­væl­ling. Alli­ge­vel er det som om, at man føler sig en anel­se snydt i de sid­ste 30 sekun­der, hvor percus­sio­nen for­svin­der, og num­me­ret fader i en vokal­bå­ren out­ro. Men det er også den ene­ste anke, jeg har — jeg vil sim­pelt­hen have at num­me­ret fort­sæt­ter i læn­ge­re tid!

Lyt her via enten Youtu­be eller Spo­ti­fy (tryk på det lil­le Spo­ti­fy-ikon i høj­re hjør­ne for at gå direk­te til san­gen i fuld læng­de):

Selv udta­ler ban­det om sing­len:

“Vi ser san­gen som en små-naiv rock­bal­la­de, men synes sam­ti­dig den har noget vir­ke­lig ømt og kraft­fuldt over sig. Vi håber, at san­gen vil ska­be en lyst til at kom­me sine nær­me­ste ved, og hjæl­pe hin­an­den ud af den iso­la­tion, som er en del af den tid vi lever i.”

Uden Ord er en ung trio bestå­en­de af Gustav Hede­mann (vokal, gui­tar), Tho­mas Mulca­hy (vokal, synth) og Wil­li­am Span­gaard Niel­sen (vokal, trom­mer).

Med i baga­gen har ban­det dob­belt­sing­len Ene (Kon­ky­lie Recor­dings), EP’en Om Os (For­la­get Kor­n­mod) og tekst­hæf­tet Dig­te Fra Juli (For­la­get Kor­n­mod). De har spil­let kon­cer­ter på/i Byha­ven, Lop­pen, Tape, Momen­tum, Mayhem m.fl..

Uden Ord opvar­mer for Jacob Bel­lens på Atlas i Aar­hus og Posten i Oden­se hen­holds­vis d. 1. og 2. decem­ber, så her kan man blandt andet ople­ve ISO I DAG og fle­re nye san­ge fra det kom­men­de debutal­bum, der får tit­len Even­tyr og udkom­mer d. 5. marts.

Asger Nordt­orp Peder­sen har været en del af de to bands TÅRN og Blaue Blu­me, men har siden 2016 haft sol­opro­jek­tet med det højsko­lesang­bog­s­klin­gen­de pro­jekt Gul­di­mund. Det har fra star­ten af været inter­es­sant lyt­ning.

Sær­ligt det roman­ti­ske og inti­me num­mer Til Min Mæl­kebøt­te var jeg svært glad for, og det end­te da også på min liste over de bed­ste dan­ske san­ge fra 2018. Gul­di­mund har fra star­ten af evnet at ska­be både inter­es­san­te kom­po­si­tio­ner samt et velskre­vet og san­se­ligt smukt og ofte hver­dags­po­e­tisk tek­stu­ni­vers som er lige dele tan­ke­væk­ken­de, lige­fremt ærligt og røren­de.

Det nye mate­ri­a­le er ingen und­ta­gel­se. Gul­di­munds tid­li­ge­re mate­ri­a­le er dog pt. fjer­net fra de for­skel­li­ge strea­m­ing­p­lat­for­me, og der­med er tav­len nu visket ren. Hans nye dob­belt­sing­le Bræn­der Sta­dig (med Ikk’ End­nu som b‑side) mar­ke­rer under alle omstæn­dig­he­der en loven­de, frisk gen­start på pro­jek­tet. 

Dob­belt­sing­len afspej­ler rent musi­kalsk et cen­tralt ele­ment i Asgers opvækst, nem­lig at han siden han var barn og i man­ge år frem har sun­get i kir­ke­kor. Det nye mate­ri­a­le er såle­des rod­fæ­stet i sal­me- og vise­tra­di­tio­nen. Det er med andre ord få vir­ke­mid­ler, som gør sig gæl­den­de, for­stå­et på den måde, at der rent instru­men­talt er skå­ret ind til benet. Pres­se­med­del­el­sen beskri­ver meget præ­cist før­stesing­len såle­des:

“Med slæ­ben­de trom­mer, en aku­stisk gui­tar, bas og Asgers for­tæl­len­de vokal som udgangs­punkt, er ”Bræn­der Sta­dig” en sang der pla­ce­rer sig der, hvor lyset kan anes, men frag­men­te­res af de man­ge skyg­ge­si­der, der fort­sat pla­ger for­hol­det.”

Tag f.eks. den­ne tekst­bid som eksem­pel fra Bræn­der Sta­dig:

”Du ved kun alt for godt, at jeg er brændt ud, men noget i mig bræn­der sta­dig”.

Det ærli­ge islæt, som også har ken­de­teg­net det tid­li­ge­re mate­ri­a­le, er skru­et helt op på maks og føles nu nær­mest hud­løst ærligt. Nøg­ter­nt beskri­ven­de på den ene side, men sam­ti­dig følel­ses­fuldt frem­ført.

Det sam­me kan man roligt sige om b‑siden Ikk’ end­nu, hvor tran­gen til at lade aggres­sio­ner­ne mani­feste­re sig i den fysi­ske vir­ke­lig­hed er tru­en­de tæt på :

“Jeg skreg så højt af dig i dag, at jeg ku’ se at du blev ban­ge for mig / Og dine ban­ge øjne sag­de, du tro­e­de fak­tisk at jeg vil­le slå dig / Det kun­ne jeg aldrig gøre / Det for­tæl­ler jeg mig selv, imens jeg tør­rer mit spyt af væg­gen / Og jeg har i hvert fald ikke gjort det end­nu”

Tema­et fra de to san­ge er repræ­sen­ta­tivt for det kom­men­de album Dem, Vi Ple­je­de At Være, der er sat til at udkom­me til febru­ar 2021. Album­met hand­ler om at kæm­pe for et par­for­holds bestå­en og isce­ne­sæt­ter en meget svær og kri­tisk fase i par­for­hol­det, som det udspil­ler sig i kon­kre­te hver­dags­si­tu­a­tio­ner og betragt­nin­ger, hvad enten det i arrig­skab og afmagt hand­ler om at rive sine ynd­lings t‑shirts i styk­ker og smadre kaf­fe­kop­per, eller iagt­ta­gel­ser af hvil­ke ting der lig­ger på nat­bor­det ved svi­ger­morens døds­le­je.

Det står i min optik klart, at Gul­di­mund som musi­kalsk pro­jekt langt fra er brændt ud — det bræn­der i den grad sta­dig, som den­ne nye dob­belt­sing­le demon­stre­rer. Jeg glæ­der mig meget til det kom­men­de album i det nye år!