30 sep
2014

Temple — Fluorescence (LP)

Temple - cover

For over 2 år siden skrev jeg begej­stret om dan­ske Temp­les debut­single Rene­gade og kaldte san­gen for et prag­t­ek­sem­plar af en melan­kolsk sang. Den samme følelse af melan­koli gør sig gæl­dende på Temp­les debutal­bum Fluorescence.

Ban­det, der består af med­lem­merne Theis Ehler Molin, Asger Kudahl & Nils Bloch tak­ler både i tek­ster og stem­nin­ger livets skyg­ge­si­der. Tyngde og skrø­be­lig­hed går såle­des hånd i hånd på album­met, og man mær­ker tyde­ligt smer­ten, ensom­he­den, fru­stra­tio­nen og den mørke des­pe­ra­tion, der har præ­get de tre unge mænds liv. Sær­ligt Nils Blo­chs smukke, sorg­fulde vokal kom­mer flere gange ind under huden og giver små stik i hjer­tet. Selv ram­mer ban­det album­met ind med denne præ­cise beskrivelse:

“Album­met hand­ler om ikke at være i stand til at nå andre men­ne­sker. Om altid at føle en distance til sin omver­den. Pla­den er præ­get af nogle omstæn­dig­he­der i vores liv, som har far­vet det hele. Omstæn­dig­he­der der har ændret vores syn på ver­den mar­kant. Musik­ken er et for­søg på at omdanne de her hårde ting til noget smukt. Skabe en form for sym­biose mel­lem det smukke og det smer­te­fulde. Det er den her mørke, lidt for­krøb­lede sym­biose, vi gerne vil have bragt frem i lyset.”

Instru­men­talt set oser udgi­vel­sen af over­skud og sans for kon­tra­ster­nes og detal­jer­nes sam­men­spil. Temple eks­pe­ri­men­te­rer med at mikse real­lyde, felt­op­ta­gel­ser (fra Grøn­land, Sici­lien og Køben­havn), stry­ge­rar­ran­ge­men­ter, kla­ver, gui­tar og ryt­mi­ske instru­men­ter sam­men til fil­mi­ske cock­tails. Resul­ta­tet er alde­les vellykket!

Det melan­kol­ske og ind­følte står hel­dig­vis ikke alene — det ville blive for følel­ses­over­væl­dende i læng­den — men bli­ver bak­ket op af stø­jende pas­sa­ger, der på én gang vir­ker for­lø­sende og som kata­ly­sa­tor for yder­lige fru­stra­tions­op­byg­gelse, med for­skel­lig vægt alt efter lyt­te­rens tolk­ning eller humør. Det gør sig f.eks. gæl­dende i den crescendo-lignende slut­ning af åbnings­num­me­ret Let It Pass eller den stø­jende pas­sage 2/3 henne i det ellers til­ba­ge­læ­nede num­mer OCD. Sid­ste­nævn­tes utro­ligt lækre, lang­somme flow (på grund af det repe­te­rende, hyp­no­ti­se­rende gui­tar­riff) bli­ver mid­ler­ti­digt sus­pen­de­ret og ven­der så til­bage. Disse skift i dyna­mik er rela­tivt hyp­pige, men også vig­tige på en plade, der er så tung i udtryk­ket som til­fæl­det er med Fluo­re­s­cence.

 

Følel­sen af distance og frem­med­gø­relse kom­mer bl.a. til udtryk i for­skel­lig­ar­tede for­mer for rum­klang og voka­lens pla­ce­ring i lyd­bil­le­det. Nogle gange mani­feste­res for­nem­mel­sen af afstand gen­nem forvræng­ning af voka­len gen­nem et fil­ter på mikro­fo­nen (Cold War, Cele­ste).

Fluo­re­s­cence er et album, der kræ­ver noget af dig, både i form af tid, opmærk­som­hed og tål­mo­dig­hed. Der er lange pas­sa­ger uden vokal, hvor stil­hed eller atmos­fæ­ri­ske lyd­fla­der domi­ne­rer — f.eks. star­ten på Let it Pass og These Eyes samt slut­nin­gen af Cele­ste og The Pro­mise . Det rent instru­men­tale gør sig endda gæl­dende på hele numre som den nær­mest sto­flige Mani­itsoq eller den kla­ver­bårne La Zona Huméda. Det er der­for ikke et album, man lige sæt­ter på til opva­sken eller den raske cykel­tur, når man har brug for et skud let omsæt­te­lig energi. Det er et album, hvor dyb melan­koli og nerve er den røde tråd, og et album der tager sig tid og dvæ­ler ved de stem­nin­ger der males. Men inve­ste­rer man den nød­ven­dige tid, opmærk­som­hed og tål­mo­dig­hed ven­ter der en meget hel­støbt oplevelse.

Du kan streame album­met her­un­der via Youtube eller Spotify/Bandcamp. Læg mærke til pas­sa­gen mel­lem 17:20 — 18:18 i Youtube-udgaven af side A, hvor et sym­fo­ni­o­r­ke­ster af fal­ske blæ­sere og slagtøj høres i det fjerne (det er i over­gan­gen mel­lem OCD og Coldwar). I min optik er det en fin stem­nings­ska­bende detalje (i dette til­fælde nær­mest dom­me­da­gas­so­ci­e­rende), som i vir­ke­lig­he­den er en opta­gelse af en påske­ce­re­moni, opta­get af band­med­lem Asger Kudahl på Sici­lien. Pas­sa­gen fin­des des­u­den ikke på digi­ta­lud­ga­ven (Spotify/Bandcamp) men kun på vinylud­ga­ven.

   

 


 Fluo­re­s­cence — Track By Track!

Temple har sendt mig en kro­no­lo­gisk gen­nem­gang af tan­kerne og anek­do­terne bag hvert num­mer, som jeg tæn­ker, du kan få en del ud af at læse. For mit eget ved­kom­mende hjalp det mig i hvert fald til at komme lidt dybere ind i numrene.

Let It Pass, Theis: ”Før­ste gang jeg hørte Let It Pass, var jeg i udlan­det. Nils og Asger sendte en skitse, som jeg faldt fuld­stæn­dig for. Jeg så et tomt værelse for mig – en halv­nø­gen dreng i foster­stil­ling på en madras i hjør­net, rystende, åbne vin­duer og en dår­lig­dom, der skal sve­des ud som en feber. Lidt som Leo­nard Cohens Master Song eller Her­man Hes­ses Step­pe­ul­ven. Jeg sendte dem et par noter – blandt andet ønsket om en for­lø­sende, stø­jet slut­ning, hvor alt det onde for­la­der krop­pen som insek­ter, der væl­ter ud af et sort hul eller sim­pelt­hen krop­pens fuld­komne opløs­ning. En meget inter­es­sant arbejds­pro­ces, og selvom vi lavede hele den ende­lige udgave sam­men, endte jeg til min store for­nø­jelse med ikke at spille andet end fod­tramp – opta­get i en con­tai­ner på Refsha­leøen med en field recor­der og en metro­nom i ørerne og siden­hen over­dub­bet med en bisværm af aku­sti­ske og elek­tri­ske gui­ta­rer. Det ene­ste, der er til­bage fra de før­ste skit­ser, er vel udvik­lin­gen, bil­le­derne og et enkelt trædeorgel”.

These Eyes, Nils: ”Jeg havde levet med en kvinde under pal­me­træer i et stykke tid. Efter det stykke tid gjorde jeg ikke. Kvin­den ville ikke have mig under pal­me­træ­erne. Jeg bevæ­gede mig til San Fran­si­sco hvor jeg fandt et lille værelse i China Town. Den peri­ode der fulgte bar præg af en desil­lu­sio­ne­ring, der rakte langt ud over det brud, der havde bragt mig der. Jeg ople­vede en følelse af at have mistet troen på nogen­sinde at blive over­ra­sket igen. Troen på nogen­sinde at blive begej­stret igen. Forel­sket. En følelse af at have ople­vet alt, hvad der kunne ople­ves og at alt, hvad der ville komme, blot ville være gen­ta­gel­ser i nye kostu­mer. Denne følelse åd mig op i måneds­vis mens jeg for­søgte at stable mig selv på benene. En følelse der kunne bekæm­pes på et ratio­nelt plan, men ikke på et følel­ses­mæs­sigt. Fra et lille bade­væ­relse i China Town vok­sede dette num­mer. Et udsnit af de dia­lo­ger, der kørte i mit hoved”.

OCD, Asger: ”Så vi vidt jeg husker havde vi en af vores større kri­ser omkring ska­bel­sen af OCD, som tit­len jo også er et godt bil­lede på. Skit­sen, som Nils og jeg tid­li­gere havde arbej­det på, skulle føres videre, og der skulle ske mere med num­me­ret. Trods jeg oprin­de­ligt er bas­sist i orke­ste­ret fandt jeg plud­se­lig mig selv foran mikro­fo­nen med et gam­melt key­bo­ard. Theis sad bag trom­merne og Nils var gået en lang tur for at få styr på alle tan­kerne og fru­stra­tio­nerne. Vi jam­mer ikke meget i Temple, men her gjorde vi. Theis og min jam blev fun­da­ment for OCD hele vejen til Det Kon­ge­lige Musik­kon­ser­va­to­rium, hvor pro­ces­sen slut­tede af med to for­skel­lige trom­me­so­loer ind­spil­let oven på hinanden.

Cold War, Nils: ”Cold War er et bil­lede fra et sove­væ­relse. Vi kunne ikke skæn­des mere, luf­ten var tyk af spæn­ding, jeg var træt. Skæn­de­riet var udtjent og alt der var til­bage var en ryg­vendt elsker og kolde sæt­nin­ger. Et glimt i kvin­dens øjne der for­talte mig, at hun vid­ste alt, hvad jeg tro­ede, jeg gemte. Tid­li­gere elskere var spø­gel­ser, der hjem­søgte os og det, vi med neg­lene prø­vede at holde fast i. Jeg så aldrig hende, jeg så kun spø­gel­ser, og disse spø­gel­ser var den ene­ste måde, vi kunne kon­takte hin­an­den på.! I lang tid kunne jeg ikke finde ud af, hvem der blev adres­se­ret i tek­sten. Var det mig selv? Var det hende? Hvem talte? Efter at have kastet mig rundt i lyrik­ken i lang tid gik det op for mig, at det netop var selve poin­ten. Det var netop sådan jeg følte situ­a­tio­nen, der blev beskre­vet. Ankla­gerne syn­tes at bevæge sig i alle ret­nin­ger på samme tid. Der var ingen afsen­der, ingen mod­ta­ger, blot ord der fyldte værelset”.

La Zona Huméda, Theis: La Zona Huméda er en slags elek­tro­a­ku­stisk kom­po­si­tion for kla­ver, synt­he­sizer og real­lyd og på en måde mit num­mer på pla­den – men sta­dig et helt igen­nem fæl­les pro­jekt. Jeg kom­po­ne­rede det på min mors kla­ver uden den mind­ste idé om, hvad jeg lavede. Selvom det er instru­men­talt, hand­ler det, når jeg hører det i dag, utvivl­s­omt om min far, der døde ikke så lang tid for­in­den. Tit­len hen­ty­der til et våd­om­råde tæt ved Artá grot­terne på Mall­orca, hvor jeg gik rundt og optog nat­te­lyde, dyr og vej­rtræk­nin­ger. På den ende­lige udgave byt­tede vi dyre­ly­dene ud med en rea­l­op­ta­gelse, Asger havde opta­get på vej hjem fra den årlige byfest i Mani­itsoq på Grøn­land. Mens han går og opta­ger lyden af sine egne fod­trin, begyn­der en kvinde at skrige langt, langt borte. Klok­ken er lort om mor­ge­nen, og alle i den lille by har været til fest. Jeg kan godt lide uvis­he­den i, at ingen af os ved, hvad der er fore­gået – om hun er ble­vet vold­ta­get, tæsket eller gre­bet af plud­se­lig panik. At den uvis­hed er kom­met med ind i kom­po­si­tio­nen. Jeg hol­der også meget af den måde, skri­get nær­mest kom­mer ud af kla­ve­ret og dør ud med kla­ve­rets reso­nans, når sustain­pe­da­len slippes”.

Mani­itsoq, Asger: ”Num­me­ret Man­ni­itsoq er lyden af ”fluo­re­s­cence” bog­sta­ve­ligt talt. En kol­lage af spor fra pla­den og et for­søg på at arbejde med essen­sen af de stem­nin­ger, vi har i spil. Jeg har selv stået i spid­sen for num­me­ret og må indrømme, at jeg er under stor påvirk­ning af min brors arbejde med ambi­ent­mu­sik gem­men de sid­ste par år. Den har nu også fan­get mig. Tit­len er et navn på en by i Grøn­land, som jeg sid­ste år besøgte i for­bin­delse med et for­dy­bel­ses­pro­jekt, der hoved­sa­ge­ligt gik ud på at skærpe fokus på lyd og træne min egen hørelse. Jeg havde nogle helt spe­ci­elle ople­vel­ser på turen, som num­me­ret bærer præg af. Des­u­den er der også en mere direkte bro til den lille grøn­land­ske by på num­me­ret La Zona Huméda”.

The Pro­mise, Theis: ”Før vi begyndte at arbejde på Fluo­re­s­cence, slut­tede vi som regel vores kon­cer­ter med The Pro­mise, der i den davæ­rende udgave eks­plo­de­rede i et støjcres­cendo. Vi tro­ede egent­lig, at den skulle ind­spil­les på samme måde, men det fik slet ikke den samme styrke. Så vi fjer­nede nogle af de mest cen­trale instru­men­ter og arran­ge­rede den for­fra med udgangs­punkt i spil­let mel­lem de for­skel­lig­ar­tede ryt­mer og de udsvæ­vende lyd­lige land­ska­ber. Jeg talte mig på et tids­punkt frem til, at vi skulle bruge 16 musi­kere, hvis vi skulle frem­føre num­me­ret i dette arran­ge­ment live, og ind­spil­nings­pro­ces­sen blev også et kæm­pe­mæs­sigt pus­le­spil, der i høj grad hand­lede om at dosere de mange ele­men­ter med præ­ci­sion. På en måde er san­gen en lang balan­ce­gang på en række for­skel­lige kniv­sæg og stop­per et helt andet sted, end hvor den star­tede, men ligeså åbent – ligeså meget eller lidt i balance”.

Cele­ste, Asger: ”Denne her histo­rie påvir­ker mig dybt, selvom den umid­del­bart er meget sim­pel og oprin­de­ligt til­hø­rer Nils. Jeg bli­ver helt kold indeni når mine øjne gli­der hen over ordene sam­ti­dig med, at det hele føles enormt smukt. For mig er Cele­ste vores mest tyde­lige for­søg på at for­binde smerte og skøn­hed. Kød­byen i Køben­havn blev et at de ste­der, vi kunne sætte i for­bin­delse med følel­serne, så Nils og Theis tog i byen med en lyd­op­ta­ger og fan­gede på et klub­toilet det beat, man hører i star­ten af nummeret”.

The Noise of true Emo­tion, Nils: ”San­gen er skre­vet til et men­ne­ske, der gjorde et stort ind­tryk på mig. En umu­lig kær­lig­hed der på mange pla­ner var meget destruk­tiv. En epi­sode der tog mig lang tid at finde det rig­tige udtryk for. San­gen er kul­mi­na­tio­nen af dette for­budte for­hold, der blø­der ind i mor­ge­nens lys. Et men­ne­ske jeg aldrig så siden. En lille hem­me­lig erin­dring der har slået rod i mig og som duk­ker op som et melan­kolsk jag nu og da. Der­for synes jeg også, at den spartan­ske instru­men­te­ring er pas­sende — den bli­ver på album­met som en papir­tynd eftertanke”.

Temple I

Tour­da­toer

Du kan fange Temple i okto­ber, hvor de giver kon­cert føl­gende ste­der med ufor­lig­ne­lige Navneløs:

9. oktober, Studenterhuset, Odense

10. oktober, Loppen, Chri­sti­a­nia, København

11. oktober, Rampelys, Silkeborg

18. oktober, Atlas, Aarhus

26 sep
2014

Slap nu af! vol. 7

3

Det er over et halvt år siden, at den sid­ste Slap nu af! play­li­ste udkom her på blog­gen. Frem­over vil de komme langt hyp­pi­gere! Vol. 7 i serien får du her! Tryk play, læn dig til­bage og lad tan­kerne van­dre, hvor det pas­ser dem!

Tra­ck­li­ste

1. Kea­ton Hen­son — Ele­va­tor Song (Ulrich Sch­nauss Remix)
2. The/Das – It’s True (Short)
3.  Lovel­ess - Deep Heat
4. Monsoon­si­ren — Paper Tiger
5. Dpat & Atu — Not­hing Here
6. Chet Faker — Gold
7. Mont Royal — Mon­ster In Me (The­a­tre Of Delays Remix)
8. James Vin­cent McMor­row — Cava­lier (MOORS Remix)
9. Erik Has­sle — Ready For You
10. Oskar Schu­ster — Fjar­lægur (Cypix Remix)
11. Nan­tes — Unsa­tisfy (T.O.M. And His Computer’s Stella Pola­ris Remix)
12. Paper Cra­nes — Kowloon
13. Hund­red Waters — Inno­cent
14. Cha­sing Dreams — For­sa­ken And Frozen By Time
15. Odesza — IPlayY­ouLi­sten
16. Hia­tus — Pre­cious Little
17. Tycho — Spectre (Bibio Remix)
18. Nym — Les­ser Known Good
19. Luke Howard — Limi­nal (Bram­b­les Remix feat. Strië)
20. Boats — Spi­ders Soul
21. Low Roar — Neig­h­bor­hoods A.F (Arcade Fire)
22. Nick Hakim — The Light
23. Spooky Black -  Idle
24. Foreign Fields — Little Lover
25. Rosa Lux & Er De Sjældne — Drøm­me­ty­der (Rosa Lux Drea­mix)
26. JJ vs. NAMES — All White Everything

 


Om Slap nu af!-serien

Slap nu af! er en serie play­li­ster, hvor jeg slår et slag for at trække stik­ket ud, stå af ræset, om ikke andet for en stund, og hen­give sig til en følelse af slo­w­mo­tion, rela­tiv men­tal stil­stand, dag­drøm­meri, ren­dyr­ket eska­pisme eller deci­de­ret meditation.

I min evige jagen efter nye musi­kal­ske guld­korn rundt omkring på net­tet og sær­ligt på soundcloud, pop­per der mange nye dyg­tige, ukendte kunst­nere op på min radar, og i denne jagt væl­ger jeg løbende kunst­nere ud spe­ci­fikt til denne afstres­sende serie. Fokus­set rent gen­re­mæs­sigt vil være domi­ne­ret af chil­lede, drøm­mende elek­tro­ni­ske toner, men også sho­e­gaze, hip­hop, ambi­ent og ny-klassisk instru­men­tal musik vil være repræsenteret.

En betrag­te­lig del af arti­sterne rum­ste­rer sta­dig i under­grun­den og kan der­for ikke fin­des på strea­m­ingtje­ne­sterne eller iTu­nes, og hvis de gør, er det ikke sik­kert, at det spe­ci­fikke num­mer gør, fordi det enten ikke offi­ci­elt er udgi­vet endnu, er en demo eller et uof­fi­ci­elt remix. Så vær­sgo at læne dig til­bage og slappe af med guld­korn fra undergrunden!

22 sep
2014

Rival Consoles — Sonne (EP)

rival consoles

Rival Con­so­les er ude med en ny EP med tit­len Sonne, der er fuld af elek­tro­ni­ske per­ler af den slags som føles meget levende. Som om tonerne bog­sta­ve­lig talt er ladet med elek­tri­ci­tet og fuld af små lysende gni­ster, der ris­lende og kon­stant bry­der ud mel­lem de fla­der og tek­s­tu­rer, der møder hin­an­den. Man kan næsten se det for sig, hvis man luk­ker øjnene.

I lig­hed med kunst­nere jeg før har dæk­ket her på blog­gen som Kias­mos, Jon Hopkins og Max Coo­per, dyr­ker engel­ske Rival Con­so­les (Ryan Lee West) et meget orga­nisk og detal­je­rigt lydu­ni­vers, hvor det mini­ma­li­sti­ske går hånd i hånd med det kuldegysfrembringende majestætiske.

EP’en inde­hol­der 6 numre på knap 30 minut­ter sam­let. Her er et par eksempler:

 

Her er den fulde EP via Spotift/WiMP:

  

 

For dig som ikke kendte til Rival Con­so­les i for­vejen, lad os lige gå lidt til­bage i Rival Con­so­les’ bag­ka­ta­log. Her vil jeg frem­hæve EP’en Odys­sey fra 2013, som også har denne — for elek­tro­nisk musik — meget varme, runde, ana­loge lyd. Her er to numre fra EP’en:

Rival Con­so­les — Odyssey

Rival Con­so­les — Voyager

 

Den meget dansable I Left The Party fra LP’en Kid Velo (2011) har altid gjort mig i godt humør. Dens lege­syge melodi bli­ver først fol­det helt ud 2/3 dele henne i num­me­ret, hvor num­me­ret sti­ger og sti­ger inten­si­tet med en utro­lig let og læk­ker synth.

 

Til sidst får du det kni­trende og blødt ind­pak­kede remix af Sprin­ger­Par­kers Lib­retto, hvor Ryan Lee West bl.a. har til­fø­jet guitar:

Related Posts with Thumbnails

Search

TRANSLATE

Twitter


Facebook

Musik Mig Blidt på Wimp

Best tracks 2014

Nye indlæg

Blogroll

Venner

Kategorier

Play this site on Shuffler.fm
bloglovin
The Hype Machine