Natlyst er et ungt grænsesøgende, alternativt, dansksproget poporkester, der den 7.marts udgav et yderst overbevisende debutalbum med titlen Modig.
Det grænsesøgende islæt kan identificeres i bandets trang til at kombinere den poppede, rytmiske musik med den mere avantgardistiske kompositionsmusik, hvor skabelonerne opløses og uforudsigeligheden får plads – men ikke mere end, at melodierne stadig kan hæfte sig hos lytteren. På den måde trækker Natlyst på et meget organisk musikalsk udtryk, som man finder i lignende afskygninger hos danske kollegaer som f.eks. Efterklang, Navneløs og Under Byen.
Natlyst består fast af hele 11 musikere(!), inkl. strygere, blæsere og rytmesektion, og tilsammen skaber de med Amanda Drew (forsanger/sangskriver) i front et lige dele storladent dragende, ærligt og sårbart univers. Med så mange musikalske elementer i spil, er der fare for et rodet og usammenhængende lydbillede, men producer og mixer Esben Inglev fra Penguin Productions formår at holde flot sammen på det hele i et meget fokuseret og lækkert lydbillede.
Titlen Modig synes velvalgt. Ikke kun fordi bandet rent instrumentalt tør søge væk fra de mest genkendelige musikalske skabeloner og strukturer, men også fordi, det ikke just er nemme emner som Amanda Drew dykker ned i med hendes fortællinger om bl.a. (kvindelig) seksualitet, depression og angst set fra en ung kvindes perspektiv. Med andre ord er der noget på spil i de tankefulde og tankevækkende tekster, og man fornemmer tydeligt, at udgangspunktet er personligt for frontfigur Amanda Drew. Især unge mennesker vil jeg tro let kan identificere sig med tekstuniverset, men emnerne er almengyldige, så ingen lyttere er ekskluderet.
En stor anbefaling skal Modig have med på vejen fra Musik Mig Blidt. Det er nok det stærkeste album fra et dansk navn, jeg indtil videre er stødt på i år, og jeg glæder mig til at følge bandets færd fremover.
Lyt til det flotte debutalbum herunder, og tjek også den fine musikvideo ud til singlen med den toneangivende titel, Jeg Har Lyst!
Koncert på Musikcaféen
Natlyst er netop nu på releasetour og spiller i København d. 16 Marts i Musikcaféen på Huset-KBH. Facebook-event her.
Medlemmerne i Natlyst er:
Amanda Drew, Alma Kjær Agergaard, August Korsgaard, Lars Asger, Christian Pedersen,
Caroline Egedesø, Albert Burchardt, Alfred Lykke, Silke Kidholm, Ida Guldberg, Toke Hansenius.
2018 bød på mange gode sange fra danske kunstnere. Jeg har brugt en god portion tid på at finde frem til de – i mine ører – bedste sange og samlet dem på en liste. 62 sange endte jeg med. For hver af disse sange ville det være en skam, hvis de gik i glemmebogen, så dette er mit forsøg på forhindre, at det sker.
Du kan streame listen via Spotify eller Soundcloud herunder – alt efter hvad du foretrækker. Vær opmærksom på, at Spotify-playlisten er mest komplet, mens et enkelt nummer omvendt kun er på Soundcloud-playlisten, nemlig Guldimunds smukke Til Min Mælkebøtte.
I ikke prioriteret rækkefølge:
Shy Shy Shy – Someone Else
SILQUE – Drive
Undertekst – Blomstertapet
Verdens Sidste Idé – Et Andet Liv
VETO – A Pit
Yangze – Sometimes
Yune – Vowels
ZAAR – For A While
Øverste Etage – I en lomme af tid
ØYA – Dreams Rewind
Sloop – Sub O Spring
Skylar Fri – Gold Rush
Selma Higgins – To The Sincerest
Røgsignal – answers.
Palace Winter – Take Shelter
OWMI – Slipping
Oh Lois – Lesson Learned
The Oceans – Song To Molly
More Blessings – More Blessings
Molina – Hey Kids (feat. Late Verlane)
Mellemblond – Rosa Himmel
Mellemblond – Elsk og Bliv Elsket
Marshall Cecil – Beautiful World
Manila – Chances
The Malpractice – Exotica
Mai Miyako – Summer Girl
Luster – Fall & Forget
Lars Enggaard – Det’ Den Måde
Kwamie Liv – Do To You
Kwamie Liv – Look At What I’ve Done
Josa Barck – Salute
In Memoirs – This Is The Sound
HunBjørn – A Flutter Of The Heart
HunBjørn – Don’t Sweat It
Goss – There’s Just so Much A Heart Can Take
Glume – Protocol
GENTS – Part Time Lover
Fugleflugten – Mig og Migselv
Felines – Outside
Feel Freeze – Bridge To Your Heart
Farveblind – Jewels (feat. Paul Stephan)
Emil Duvier – Narvik
Eerie Glue – The Benefits Of Being Mad
Drew – Hard To Love
DIET – John Cale
David Nørlund – Seventh Sea
CHINAH – Strange Is Better
CHINAH – Drown Me
Bonne Nuit Johnny – Wargrave
BYLJA – Sinn
BÜNNI – Cemetery Lily
BÜNNI – Change Of Weather
Augustine – Forever Again
AUFORI – Åbne Favne
Balvig – Major
Balvig – Recover
AyOwA – Alt Det Du Ku
Double Moon Mirage – Lucille
We Are The Way For The Cosmos To Know Itself – Out Of Doubt
We Are The Way For The Cosmos To Know Itself – Indigo
We Are The Way For The Cosmos To Know Itself – Don’t Bother
Guldimund – Til Min Mælkebøtte
Lidt forsinket får du her en liste over de albums udgivet i 2018, der har gjort størst indtryk på mig. Hvis du gennem året har lyttet til mine guldkornsplaylister, vil du sikkert kunne genkende en god portion af kunstnere, idet de har optrådt herpå hyppigt. Som du måske vil bemærke, er der en del fællestræk ved udvalget, som i den forstand i stor grad repræsenterer min smag for det drømmende, længselsfulde og reflekterende udtryk. Her i tilfældig rækkefølge:
Gundelach – Baltus
Den talentfulde nordmand Kai Gundelach’s debutalbum er et sofistikeret og samtidig cacthy album, der på indholdssiden kredser om sorg, angst, depression og kærlighed. Rent musikalsk er det nærmest et skoleeksempel på hvordan elektronisk pop skal skæres i mine ører; stemningsmættet brug af analoge synthesizere med mange lag, skarpe beats, Kais sårbare og ømme falset og ikke mindst et væld af smukke, mindeværdige melodier.
Tom Adams – Yes, Sleep Well Death
Tom Adams er en kunstner jeg har holdt øje med i en del år efterhånden og i 2018 udkom endelig hans debut-LP, som var hele ventetiden værd! Adams’ lyst til at lave musik udsprang oprindeligt af at lytte til post-rock-mestre som Godspeed You! Black Emperor, Explosions in the Sky og Sigur Rós. Disse inspirationskilder kan tydeligt høres i Tom Adams’ cinematiske lydsignatur, som gennem minimalistisk klaver, atmosfæriske lydeffekter og en svimlende lys falset demonstrerer en forkærlighed og et stort talent for at bygge numre langsomt op til et storladent og storartet nærmest katarsisk klimaks.
Tom Day & Monsoonsiren – Tom Day & Monsoonsiren
Dette album er en fusion mellem producer, beatmager og pianist Tom Day og den indiske musiker og vokalist Monsoonsiren. Resultatet er smukt og drømmende som bare fanden. Forestil dig morgensolstråler, der glimter i havoverfladen med en regnbue på himlen som baggrund eller en sommerfugl der flyver i slowmotion i en diset botanisk have, så har du en idé om musikkens væsen.
Egentlig er EP’en fra 2013, men dette er deluxudgaven af EP’en med bl.a. et nyt fantastisk remix fra en anden Musik Mig Blidt-yndling – Kyson.
Ryan Davis – Home (EP)
En samling numre, der mesterligt kombinerer neoklassiske tendenser med atmosfærisk beatbaseret electronica. I stil med bl.a. Max Cooper og Jon Hopkins blander Ryan Davis organiske feltoptagelser med digitale samplinger til en dyb, farverig, og detaljerig musikalsk rejse.
Rival Consoles – Persona
Rival Consoles har skabt et varieret album, der fungerer som kaleidoskop af melodisk hypnotiserende lydlandskaber domineret af analoge synthesizere og en udpræget brug af effektpedaler til at manipulere med akustiske og elektroniske instrumenter. Albummet er inspireret af Ingmar Bergmans filmklassiker Persona og er et forsøg på musikalsk at udforske forskellen mellem hvordan vi ser os selv og hvordan andre ser os – gennem det spejl, der er menneskets følelser. Således skal albummet opleves som en rejse gennem menneskets følelser med alle de nuancer, det indebærer. Det lyder abstrakt, og det er det også, men jeg synes, det lykkes!
Jon Hopkins – Singularity
I mine ører det mest helstøbte elektroniske album fra 2018. Et pragteksemplar af et album, der forener natklubstemning med Hopkins’ helt særlige melankolske, sanselige og stoflige kvalitet, hvor de simple, men gode melodier altid fungerer som et stærkt anker mellem det bevidste og ubevidste for lytterens mentale tilstand. Singularity er stærkt inspireret af Jon Hopkins’ egen erfaring med psykedeliske stoffer, mindfullness og meditation. Det er, som altid, på en og samme tid en både fysisk stimulerende og bevidsthedsudvidende oplevelse at dykke ned i Jon Hopkins’ kosmiske, men alligevel meget menneskelige lydunivers.
Jeg vil i øvrigt kraftigt anbefale at lytte til Song Exploder’s podcastafsnit, hvor Jon Hopkins selv går i dybden med tilblivelsen af nummeret Luminous Beings. Du lytter til nummeret og lægger mærke til de mange lag og nuancer på en helt anden måde bagefter.
Fyfe & Iskra Strings – EP 1 + 2
Sofistiskerede hip-hop-inspirerede beats, smukke, fejende strygerarrangementer og en vokal med en udpræget soulet og funket lækkerhed pakket ind i en dynamisk produktion, er nøgleingredienserne i disse to EP’er, der tilsammen har LP-længde. Bag projektet står sanger og multiinstrumentalist Fyfe med det borgerlige navn Paul Dixon samt violinist James Underwood fra strygerkvartetten Iskra Strings, der før har samarbejdet med f.eks. Jamie xx, The xx Radiohead, Sufjan Stevens, Vampire Weekend samt neoklassiske fyrtårne som Johann Johannsson, Olafur Arnalds, Dustin O’Halloran og Michael Price.
Bekon – Get With The Times
Daniel Tannenbaum har produceret otte numre på Kendrick Lamar’s album DAMN og har desuden produceret for mastodonter som Dr. Dre, Eminem, Snoop Dogg og Wu-Tang Clan producer- og medlem RZA. Get With The Times, hans debutalbum, er en smeltedigel af skønne fragmenter fra Abba, Motown-funk og groove, hip-hop-coolhed, Beach Boys vokalharmonier og vibes samt romantiske James Bond-agtige strygere, effektive synth hooks og meget mere.
Vi har at gøre med en overflod af idérigdom og overlegen leg med genrer. Jeg håber ikke, det er det sidste, vi har hørt fra Daniel Tannenbaum som soloartist!
Andrew Bayer – In My Last Life
Andre Bayer er mest kendte for sit virke som DJ og trance-producer udgivet på tranceartisterne Above And Beyond’s pladeselskab Adjuna Beats. Glemt alt det – dette er noget helt andet. Det har langt mere til fælles med nordiske synthpop-artister som Robyn, Susanne Sundfør, Atoms For Peace og M83 end club-banger-trance-fest på et neonbadet Ibiza-dansegulv. Rent lyrisk kredser albummet om kærlighed gennem liv og død og tilføjer dermed en dyb humanistisk dimension til albummet.
Andrew Bayer’s tredje studiealbum har været fem år undervejs og bevæger sig i krydsfeltet genremæssigt mellem upbeat electronica og indadvendt pop. På vokalsiden har han allieret sig med to stærke vokalister i form af norske Ane Brun og den noget mere ukendte Alison May. De to sangeres æteriske klange fungerer eminent sammen med instrumentalsiden. Andrew Bayers trance-baggrund kan stadig spores i hans flirten med filmisk storladne, svævende lyduniverser, de lange suspense-fyldte opbygninger og smukke og forløsende overgange til omkvædene. Bedst eksemplificeret i mine favoritter – åbningsnummeret Tidal Wave, Immortal Lover og det flotte næsten 10 minutter lange epos End Of All Things, der blot venter på at blive brugt som soundtrack i en afgørende scene på film af den slags, hvor det hele kulminerer, og man sidder med denne her magiske larger than life-følelse, som film kan skabe, når det auditive matcher det visuelle perfekt. Mærk dig mine ord – det er kun et spørgsmål om tid før det sker med dette andre Bayer nummer.
Olafur Arnalds – re:member
Ólafur Arnalds har vokset sig til at være én af de mest elskede musikere, der kombinerer den klassiske musikgenre med den elektroniske. Branchefolk har i mangel på en entydig kategori blandt andet har døbt musikken neo-klassisk, post-klassisk og ny-klassisk. Som albumtitlen re:member antyder er denne udgivelse fuld af smukke nostalgiske følelser, som jo ofte er et tveægget sværd af tristhed og melankoli og på den anden side glæden ved at mindes. Det er vigtigt at fremhæve at albummet også rummer masser af optimisme. Særligt i numre som re:member, inconsist, undir og eggi hugsa.
Disse følelser er destilleret i koncentreret form i Ólafur Arnalds organiske og flydende kompositioner, der samtidig giver associationer til havets og vindens puls. Det er harmonier, som er skønne at have både i baggrunden, men som også kan tåle fokuseret lytning, idet der er masser af detaljer i både de elektroniske og akustiske instrumenter på albummet, herunder en masse bevidste skønhedsfejl. Ligesom den hyppige samarbejdspartner, ven og kollega Nils Frahm, ynder Arnalds at optage klaveret med mikrofonen placeret inde i klaveret tæt på dets hamre (kan f.eks. høres på den minimalistiske saman, momentary og nyepi), så mekanikkens knirkende lyde træder tydeligt frem på et bagtæppe af susende hvid støj og skaber en følelse af intimitet og nærvær.
Arnalds har i øvrigt i samarbejde med komponist og lydmand Halldor Eldjarn udviklet en smart software ved navn Stratus, som er implementeret flittigt på albummet. Softwaren fungerer ved at to selvspillende klaverer er programmeret til at autogenerere en sekvens af toner, baseret på de noder, som Arnalds spiller. Det viser sig at være en effektiv måde at skabe smukke og måske uventede arpeggioer på og kan bl.a. høres unfold, they sink og nyepi. Se denne korte video, hvis du er interesseret i, hvordan teknologien virker – det er ret magisk!
Nils Frahm – Al Melody
All Melody er meget originalt album, som demonstrerer en Nils Frahm, der tydeligvis har haft optimale arbejdsbetingelser i sit nye drømmestudie – det højæstetiske kammermusikstudie 3 (Saal 3) i det legendariske Funkhaus – det tidligere Østberlins stats- radio- og tv-bygning fra 1950’erne. Nils Frahm er interesseret i den fysiske oplevelse, som lyd kan skabe, og disse nye smukke faciliteter har næret Frahms spatiale nysgerrighed – og evne til at udforske alle kroge af sine instrumenters mulige klangdimensioner. Udover at være optaget i føromtalte Funkhaus-studie har Nils Frahm benyttet en udtørret brønd på Mallorca(!) for at skabe den helt rigtige rumklang og ekkokammer-effekt. Nils Frahm nørder altså i dén grad sine lyde, og det har båret frugt i et meget dynamisk lydbillede. Derfor, hvis du skruer højt nok op og lytter til albummet på et seriøst lydanlæg eller et par gode høretelefoner, vil jeg vove at påstå, at All Melody også vil ramme dig i rent fysisk forstand. Af samme grund vil jeg opfordre til at opleve Nils Frahm live, for at få den optimale fysiske effekt med i oplevelsen.
Men Nils Frahms musik er andet end blot fysik. All Melody er også fuld af smukke, hypnotiske kompositioner, hvor nyklassisk, jazz, techno og dub forenes ubesværet, men yderst originalt. Udover at skifte mellem forskellige former for klaverer og analoge synthesizere og sequencere, rummer pladen også underfundigt messende kor, strygere, trompet, basmarimba gong, pauke (symfoniorkestrets ældste slaginstrument), harmonium (stueorgel) og gigantiske pibeorgler (som Frahm også har med på tour), men det er svært at identificere, hvad som er hvad. Måske er det også i Nils Frahms evne til at lege og manipulere med sine instrumenter, at den unikke Nils Frahm-lyd til dels skal findes. Som han selv har udtrykt det:
“All Melody was imagined to be so many things over time and it has been a whole lot, but never exactly what I planned it to be. I wanted to hear beautiful drums, drums I’ve never seen or heard before, accompanied by human voices, girls, and boys. They would sing a song from this very world and it would sound like it was from a different space. I heard a synthesiser which sounds like a harmonium playing the All Melody, melting together with a line of a harmonium sounding like a synthesiser. My pipe organ would turn into a drum machine, while my drum machine would sound like an orchestra of breathy flutes. I would turn my piano into my very voice, and any voice into a ringing string.”
Anna Leone – Wandered Away (EP)
Anna Leone er en 24 årig singersongwriter fra Stockholm, der i 2018 udgav sin debut-EP Wandered Away. Anne Leone er vokset op med Bob Dylan, Cat Stevens og Nina Simone og dyrkede senere som teenager kunstnere som Sufjan Stevens, Lana Del Rey og Matt Corby. I lighed med disse kunstnere, tør Leone vise sin sårbarhed frem og kan formidle sit indre univers meget direkte til lytteren.
Kernen i musikken udgøres af hendes akustiske guitar, hendes sårbare, ærlige og melankolske tekstunivers samt lidt hæse, folkede vokal. Instrumenteringen omkring er luftig og atmosfærisk, mens melodierne er utroligt helstøbte på alle EP’ens fem sange. Jeg venter spændt på mere fra Anna Leone!
