28 jul
2015

Rasmus Brix — I Hope You Dance In Your Sleep

rasmus brix

Ras­mus Brix fra Køben­havn var ind­til for­ny­lig alde­les ukendt for mig, men gen­nem de sene­ste par måne­der har jeg lyt­tet meget til hans debutal­bum med den fine titel I Hope You Dance In Your Sleep, som udkom i marts.

Det er musik, der er per­fekt til stille og rolige stun­der, til snak med ven­ner over en kop kaffe og til når man er i det efter­tænk­somme hjørne. Selv kal­der han det sove­kam­mer­mu­sik, og den beskri­velse dæk­ker meget godt over Ramus’ meget intime og per­son­lige udtryk. Sti­len er Singer-songwriter med aku­stisk gui­tar som domi­ne­rende instru­ment og med enkle bøl­gende akkordstrukturer.

  

Al musik og tekst er skre­vet af Ras­mus Brix. Album­met blev ind­spil­let i et gam­melt, tysk radiostu­die under Huset i Magstræde og lidt i et øvelo­kale på Ama­ger. Claus Berg­mann (Kitty Wu og Host) lagde stu­die til og har også fun­ge­ret som pro­du­cer, mens Bo Karls­son har lavet mix og master.

Der er noget dej­ligt natur­ligt over både den måde Ras­mus syn­ger og struk­tu­re­rer sine sange på. For­men i san­gene er ikke så stram. Der er for eksem­pel ikke altid et omkvæd, der går igen. Ordene synes at komme ube­svæ­ret til ham, som om san­gene næsten bli­ver skre­vet og sun­get på samme tid, hvil­ket ska­ber en meget “fly­dende”, orga­nisk ople­velse, godt hjul­pet på vej af Ramus’ drøm­mende, blide og længsels­fulde vokal. Ofte græn­ser hans vokal til et dovent og slæ­bende udtryk, der min­der lidt om lige­mæn­dene Ben Howard og José Gon­zález. Stine Grøn (We Were Born Cana­ries og IRAH) syn­ger des­u­den med på fire af num­rene og bidra­ger til at gøre musik­ken mere vægt­løs. Effek­ten på mig er stærkt beroligende!

Ras­mus Brix er mere eller min­dre selvlært musi­ker. Han lærte nogle akkor­der på gui­ta­ren af sin far, da han var 11–12 år gam­mel, men det var først som 18–19 årig, at han blev rig­tig glad for at spille. Prak­si­ser­fa­rin­gen har han bl.a. fra en peri­ode som gademu­si­kant i Madrid og Paris. Det ustruk­tu­re­rede karak­ter­træk i Ras­mus’ musik, som jeg opfat­ter som befri­ende orga­nisk, skyl­des måske hans usko­lede til­gang til sangskriv­ning. Jeg kan i hvert fald gen­kende mang­len på fast struk­tur og ret­ning i hans egen beskri­velse af sin sangskrivningsproces:

“Fred og ro oven på store ind­tryk har det med at kunne blive til sang­bi­der. Men det er for det meste et lille gui­tarstykke, der sæt­ter gang i sangskriv­nin­gen; noget der fortje­ner en sang, tror jeg. Men det er noget rodet og lang­som­me­ligt noget, og jeg tror egent­lig ikke rig­tigt, jeg ved, hvor­dan man gør. Eller jeg ved ikke, hvad der skal til, før jeg selv synes, at det fungerer.”

I mine ører taler det på para­doksal vis til Ras­mus’ for­del, at han “ikke ved hvor­dan man gør”. Det bety­der, at han ikke føl­ger de gængse veje strin­gent, som en mere sko­let musi­ker måske ville føle sig kal­det til.

Et andet ord der fal­der mig ind, når jeg lyt­ter til Ras­mus Brix er ordet “auten­tisk”, selvom det måske er et lidt for­tær­sket ord at bruge i musi­kan­mel­der­kredse til at beskrive musik, der besid­der ærlig­hed, ægthed eller nær­vær. Denne kva­li­tet er med al sand­syn­lig­hed ikke fre­mel­sket alene i kraft af et stærkt råma­te­ri­ale, men kan sik­kert også til­skri­ves den måde hvorpå album­met er indspillet.

“Min vokal og gui­tar er ind­spil­let sam­ti­digt på alle num­rene, og vi har ikke brugt click track. Der er hel­ler ikke klip­pe­kli­stret i de for­skel­lige takes. Vi gen­tog, ind­til vi var til­fredse. Det var udmat­tende til tider, men jeg synes “live”-tilgangen har gjort det hele ret dyna­misk og ærligt, og der er “fejl”, jeg er endt med at blive gan­ske glad for. De øvrige ele­men­ter blev til­fø­jet efter­føl­gende og blev ret ofte til i øjeblik­ket. Stine Grøn var for eksem­pel. kun med os i stu­diet en enkelt aften, men alt hvad hun gav sig i kast med fun­ge­rede, og hun endte der­for med at være med på fire numre.”

Ingen af de ti sange har noget hit­po­ten­ti­ale, og de adskil­ler sig hel­ler ikke van­vit­tigt meget fra hin­an­den. Fak­tisk læner nogle af num­rene sig måske lige lov­ligt meget op af hin­an­den, ville nogle påpege. Nogle vil sik­kert savne flere udskej­el­ser og et par ubrud af mere vildskab.

Grun­den til at jeg ikke sav­ner noget i den dur, er at album­met til gen­gæld udgør en meget hel­støbt lyt­te­o­p­le­velse, netop fordi det næsten føles som ét langt num­mer i for­skel­lige vari­a­tio­ner. Det lyder måske lidt kede­ligt, men på mig vir­ker det såle­des, at jeg nem­mere bli­ver dra­get ind i Ras­mus’ musi­kal­ske ver­den og mere effek­tivt bli­ver hyl­let ind i en stem­ning af melan­koli, efter­tænksom­hed og næn­som varme. Det er dog alli­ge­vel dej­ligt, når san­gene får sub­tile til­fø­jel­ser i form af bl.a. mund­har­monika, elgu­i­tar, synt­he­sizer, melo­dika, den før­om­talte gæste­vo­kal samt en hjer­te­pul­se­rende men dæm­pet stor­tromme i slut­nin­gen af num­me­ret Talk.

Med I Hope You Dance In Your Sleep har Ras­mus Brix lavet et vir­ke­lig fint debutal­bum. I min bog er det et af de bed­ste på dansk jord i år. Jeg fore­stil­ler mig, at det vil appel­lere til et ret stort publi­kum der­ude? Med dette ind­læg håber jeg i hvert fald at nye fans hop­per ombord!

 

21 jul
2015

Guldkorn maj & juni 2015

tumblr_noq9kejKo11r00g1wo1_1280

Det er som­mer og som­me­fe­rie og jeg har “travlt” med uden­dør­sak­ti­vi­te­ter og rej­se­rier, og de sene­ste par måne­der har gene­relt været begi­ven­heds­rige rent pri­vat. Såle­des er blog­ge­riet desværre ble­vet tvun­get lidt i bag­grun­den. Der­for inklu­de­rer dette ind­læg både mine guld­korn fra maj og juni, så jeg kan ind­hente det tabte lidt!

Jeg håber, du har lidt ekstra tid, for det bety­der at 66 gyldne numre ven­ter på at blive hørt og opda­get af dig. Hvem ved, måske ven­ter dit nye ynd­lings­band på dig?

Der er som sæd­van­lig et sær­ligt udvalg af dan­ske arti­ster på listerne — mange af dem lovende opkom­linge! I maj gik der nær­mest inf­la­tion i bemær­kel­ses­vær­dig dansk musik i form af Vir­gin Suicide, Another Juggle, DRENGEBANDE, The Kikos, Fribytterdrømme, Lisa Alma, Mammut is in Love, Communions, Sweet Jesus 17,  Kwa­mie Liv, Rep­tile Youth, HEY WAY, ANYA og Kill J.

Juni-listen var mere beske­den rent kvan­ti­ta­tivt, men kva­li­te­ten fejler bestemt ikke noget! LhumaM.I.L.K., Kwa­mie Liv (igen) og Blaue Blume leve­rer i den grad varen!

 

Tra­ck­li­ste (maj)

1. Mutual Bene­fit — Not For Not­hing
2. James Canty — Love
3. TOKi­MON­STA — Realla Feat. Ander­son Paak
4. Vir­gin Sui­cide — Mar­ble Sky
5. Ano­t­her Jug­gle — Dance Suns­hine, Dance
6. Nils Frahm — Them
7. For Esmé — Just Yet
8. Edi­tors — No Harm
9. We are the Storm — Dis­ap­pear Appear
10. Win­ter — Some Kind Of Sur­prise
11. Heart/Dancer — Outro (Entry Code, Dial Tone)
12. DRENGEBANDESTÅR MED NOGLE VENNER
13. Exe­ter — Car­trid­ges
14. Mutual Bene­fit — Slow March (Demo)
15. The Kikos — Can­non­ball
16. Siv Jakob­sen — Dark
17. Ben Khan — Ben Khan — Red
18. The Helio Sequence — Stoic Resem­blance
19. Tus­si­lago — My Own Dear
20. Fri­byt­ter­drømme — De Kon­stru­e­rede
21. Tei Shi — Bas­si­cally
22. Lisa Alma — Fine
23. Mam­mut is in Love — Thous­and Heights
24. Jack­son Scott — Ripe for Love
25. ISTILLFEELIT — Burn Into Night
26. Com­mu­ni­ons — Summer’s Oath
27. Sweet Jesus 17 — Island Girl
28. Kwa­mie Liv — Hig­her
29. Mam­mut Is In Love — I Imag­ine Here I Say (feat. Ben Sha­piro)
30. Mint Julep — The Pro­mise
31. Rep­tile Youth — Away
32. Por­celain Raft — Half Awake
33. BREAKFAST — Sofia
34. Postil­jo­nen — Wait
35. HEY WAY — Never go to Sleep
36. Max Coo­per And Tom Hodge — Rem­nants (Attaque Remix)
37. King Gizzard & The Lizard Wizard — God Is In The Rhythm
38. LEISURE — Got It Bad
39. ANYAANYANEED TO KNOW
40. KIll J — Cold Stone

 

Tra­ck­li­ste (juni)

1. Mam­mút — Salt
2. BOSCO ROGERS —  French Kiss
3. Pell x G-Eazy — Got It Like That
4. PURPLE — The Deepest Night
5. M.I.L.K. — If We Want To
6. Lhuma — Human War­rior
7. Tei Shi — Go Slow
8. Angelo Bada­la­menti & Kwa­mie Liv — Remem­ber Me, In Every Cloud of Gold
9. Sle­e­percub — Most Of Me
10. HÆLOS — Earth Not Above
11. Super­poze — Unlive
12. HOUSE OF WOLVES — Beau­ti­ful Things
13. Nils Frahm – Our Own Roof
14. #1 Dads — Cam­berwell
15. Blaue Blume — Thin­king of Roxy
16. Hilang Child — End­less String
17. Toro Y Moi — Run Baby Run
18. Cloves — Frail Love
19. IDYLL — Sleep
20. The­a­tre Of Delays — Hal­le­luja
21. Pari­sian Pass — Son
22. Hein Coo­per — The Art Of Escape
23. Masaki Hana­kata — AFRICA
24. LEISURE — Hot Love
25. Diane Cof­fee — Eve­ry­day
26. Tim Kuhl — 1982

 


Om Guldkorns­se­rien

I erken­del­sen af, at jeg ikke kan nå at skrive sær­skilt om al den gode nye musik, der løbende udkom­mer, er Guld­korns­se­rien et til­tag på Musik Mig Blidt, hvor jeg prø­ver at samle op på de stær­ke­ste styk­ker musik, jeg har opda­get i den for­gangne måned. Al den musik hvor det ville være en skam, hvis det gik din næse forbi — guld­korn. Meget af det er spl­in­ter­nyt, en del er næsten nyt og noget er lidt ældre, men med en for­mod­ning om, at det med stor sand­syn­lig­hed alli­ge­vel ikke er noget, du ken­der (og god musik bli­ver som bekendt aldrig for gammelt).

Det fede ved soundcloud­p­lat­for­men er, at det tit er ste­det hvor kunst­nere og pla­de­sel­ska­ber læg­ger musik op, før det får en offi­ciel udgi­velse. I andre til­fælde er der tale om numre, der aldrig får en offi­ciel udgivelse.

29 jun
2015

Roskilde Festival 2015: Anbefalinger

roskilde 2015

Her et par dage efter, at Roskilde Festi­val er skudt i gang og under grun­dig opvarm­ning med hjælp fra årets Rising-kunstnere, får du her mine anbe­fa­lin­ger fra man­dag den 29. og frem. Anbe­fa­lin­gerne er i kro­no­lo­gisk ræk­ke­følge i for­hold til, hvor­når kunst­ne­ren spil­ler på festi­va­len. Du får ét glansnum­mer pr. kunst­ner i en Spotify-playliste. Mens du lyt­ter, kan du læse en kort intruk­tion til hver kunst­ner — lige­le­des i kro­no­lo­gisk ræk­ke­følge. Håber det kan tjene som inspira­tion til både festi­val­gæn­gere og inter­es­se­rede sofa­lyt­tere derude!

Man­dag 

Gooms (DK) — Abstrakt og skæv pop af tid­li­gere Oh No Ono + Figuri­nes medlemmer

Lowly (DK) — Nois­epop med fan­ta­sti­ske og drøm­mende melo­dier, fan­ta­stisk per­kus­sion og fængs­lende uni­sone voka­ler leve­ret af Nanna Schan­nong og Sof­fie Vie­mose (NANOME)

De Underjor­di­ske (DK) — Dansk syrerock/psykdelisk rock. Mildt hyp­no­ti­se­rende og lyrisk funklende.

Kwa­mie Liv (DK) — sæl­som indad­vendt og dra­gende i græn­selan­det mel­lem elek­tro­nisk pop og sovekammer-R&B

 

Tirs­dag

Slaugh­ter Beach (DK) — Cact­chy og drøm­mende lo-fi-pop med refe­ren­cer til Beach House, Bro­ken Social Scene, Pixies, David Bowie og Fla­m­ing Lips. Ekstremt lovende!

Hey Elbow (SE) — Atmos­fæ­risk, stø­jende eks­pe­ri­men­tal pop, der for­e­ner det bed­ste fra bands som tUnE-yArDs og Deerhoof

Kill J (DK ) (spil­ler sam­ti­dig Hey Elbow) - Knivskarp og  electro­pop med en vokal af en ver­den. For­san­ger Julie Aagaard har et fuld­stæn­dig van­vit­tigt regi­ster men altid i over­le­gen kontrol.

Farao (NO) — Ind­følt og melan­kolsk folkpop af nor­ske Kari Jahnsen

Ons­dag

Com­mu­ni­ons (DK) — Melo­disk og medri­vende rock leve­ret med skram­let pun­kæ­ste­tik og cool andro­gyn vokal. Ét af de mest inter­es­sante dan­ske bands lige nu og har netop udgi­vet en fan­ta­stisk EP!

King Gizzard & The Lizard Wizard (AU) — Hyp­no­tisk, skram­let og psy­ke­de­lisk rock/pop med klare refe­ren­cer til 60’erne lyd og Frank Zappa. Glem alt omkvæd og tag tag ud på en musi­kalsk rejse uden klar desti­na­tion udover næste bøl­gende gui­tar riff. Alle 5 numre på den geni­ale nye EP Quar­ters er præ­cis 1o minut­ter og 1o sekunder!

 

Tors­dag

Ezra Fur­man (US)- Lidt af en kamæleon, men lige impo­ne­rende udi indiepop/rock og rock&roll

Fat­her John Misty (US) — Også kendt under nav­net j. Til­l­man og tid­li­gere med­lem af Fleet Foxes. Fol­ket singer-songwriter med et nye emi­nent album i form af den bittersøde-og spy­dige I love you, Honey­bear og også lidt af en Croo­ner og show­man, når han vil.

SOAK (UK) — Kun 18 år gam­mel og et kæmpe sangskri­ver­ta­lent! Det er ikke til­fæl­digt, at jeg i et ind­læg med til­lægs­tit­len “En stjerne i svøb” for over et år siden spå­ede SOAK en lys frem­tid. Bri­die Monds-Watsons sange emmer af mel­akoli, sødme og skrø­be­lig­hed. Hen­des vokal har en meget unik og lidt andro­gyn klang og det én måned gamle debutal­bum er smukt smukt smukt!

Foxy­gen (US) — Den gode melodi og en varm retro­lyd fra slut 60’erne som en udsy­ret ver­sion af Simon & Gar­fun­kel men også med rock & roll og rock­e­le­men­ter med inspira­tion fra The Rol­ling Sto­nes, The Doors, Vel­vet Under­gro­und, Tal­king Heads og David Bowie. Foxy­gens musik er med andre ord svær at sætte helt i bås, men gen­nem­gå­ende er den krøl­pop­pet og dybt charmerende!

Jungle (UK) — Soul med hooks og med bigband-elementer! For­vent et høje­ner­gisk lives­how af de 7 mand, der udgør Jungle live.

Muse (UK) — Rock med glam­ten­den­ser, sym­fo­ni­ske og pro­g­res­sive ele­men­ter, af og til kry­dret med electro­nica. Muse når langt udover sce­ne­kan­ten, godt hjul­pet på vej af front­mand Mat­t­hes Bel­la­mys insi­ste­rende falset!

Hot Chip (UK) — Dansa­bel indi­epop med electronica-elementer. Umu­lig at stå stille til, men sam­ti­dig intel­li­gent udført og med en vis melan­kolsk distance. Hot Chip går direkte i benene uden at for­falde til alt for cheasy tri­cks i dance og party-håndbogen. Det hele er hånd­spil­let og mere orga­nisk end ten­den­sen ellers er i disse digi­tale tider — glem alt om labtop-baseret livemusik!

 

Fre­dag

Kro­nos Quar­tet: Klas­sisk stry­ge­kvar­tet, aktiv på fyr­re­ty­vende år, der for­tol­ker både gam­mel klas­sisk musik og nyere klas­si­ske kunst­nere som f.eks. mini­ma­li­sten Phi­lipp Glass. Til kon­cer­ten på Roskilde for­tol­ker kvar­tet­ten avant­garde kom­pon­ni­sten­Terry Riley, som har udfor­sket en både klas­sisk og elek­tro­nisk mini­ma­li­stisk lyd.

Bro­ken Twin (DK) — Sid­ste års LP May fra Majke Voss Romme havde jeg som nr. 2 på min årsli­ste over de bed­ste dan­ske udgi­vel­ser! For­vent tyste og inder­lige melo­di­ske sange, græn­sende til det fil­mi­ske om ensom­hed, kær­lig­hed og om at blive vok­sen. Tem­poet er lang­somt og dvæ­lende, og ste­m­in­gen ind­by­der til reflek­sion. Bro­ken Twins musik besid­der en nerve og et nær­vær, der kry­ber ind under huden på lytteren.

Rang­le­klods (DK) — Kan­tet pop med baryton-vokal ala David Bowie og en udpræ­get ufor­ud­si­ge­lig­hed kom­bi­ne­ret med en bri­tisk inspi­re­ret club-lyd  og med ind­dra­gelse af bl.a. 90-retro-virkemidler, som på før­stesing­len Lost U fra det nye album Straitja­cket. 

Sus­anne Sund­før (NO) — Singer-songwriter med Abba-klingende vokal, som ofte inkorpo­re­rer synthpop-elementer, der mimer en form for elek­tro­nisk kir­ke­or­gel til at skabe majæ­ste­ti­ske og dra­gende dimen­sio­ner i sin musik. Af og til bevæ­ger hun sig også over i en ren­dyr­ket smuk neoklas­sisk og fil­misk genre. Den nor­di­ske melan­koli i musik­ken for­næg­ter sig ikke!

The Tal­lest Man On Earth (SE) — Varm singer-songwriter og folkmu­si­ker med aku­stisk gui­tar i cen­trum og med fuld band til lej­lig­he­den. Fovent at blive char­me­ret omkuld af  Kri­stian Mats­sons skæve og gen­ken­de­lige røst.

Lydia Ain­sworth (CA) — Solo­ar­tist, der udfor­sker græn­selan­det mel­lem orke­stral pop, psy­ch­folk og electro­nica. Til tider min­der det lidt om Fever Ray. Før Lydia Ain­sworth udvik­lede sig til en egent­lig solo­ar­tist kom­po­ne­rede hun musik til film og mul­ti­me­di­e­pro­jek­ter, og det fil­mi­ske islæt for­næg­ter sig hel­ler ikke på hen­des solomateriale. Debutal­bum White Sha­dows var på fortjent min liste over de bed­ste uden­land­ske albums i 2014.

Run The Jewels (US)Spæn­dende og effek­tiv hip-hop og et af de bedst anmeldte hip-hop bands i nyere tid. Nuff said!

Alice Boman (SE) — Sove­væ­rel­ses­in­timt og nat­te­melan­koli præ­ger sven­ske Alice Bomans viskende og atmos­fæ­risk dra­gende lydu­ni­vers. Man kan nemt tro, hun hen­ven­der sig helt for­tro­ligt og ret­tet mod dig alene. Kla­ve­rets distan­ce­rede og dæm­pede plads i lyd­bil­le­det samt rum­mets natur­lige støj bidra­ger til den imtime og vug­ge­vi­se­ag­tige stem­ning. Med sin dob­belt EP-udgivelse EP II & Skis­ser havde jeg Alice Boman pla­ce­ret som nr. 12 på min årsli­ste over de bed­ste uden­lan­ske album i 2014.

Mew (DK) — Dansk pro­g­res­siv rock, når det bedst! En per­son­lig favo­rit i umin­de­lige tider. Har set dem et utal af gange live, og de er altid ufor­lig­ne­lige og deci­de­ret magi­ske. En rejse ind i det sær­lige Mew-univers er altid en beru­sende opel­velse, og denne gang oven i købet med et fint nyt album i baga­gen efter 4 års pause. Et must!

 

Lør­dag

Who­ma­dewho (DK) –For­vent effek­tiv, intel­li­gent og dansa­bel electro-synthpop! Whomadewho giver altid superin­tense kon­cer­ter, hvor folk dan­ser nær­mest fra start til slut!

Baring­ton Levy (JM)- Dan­ce­hall møder reg­gae i en far­ve­rig og til­ba­ge­læ­net stil. Barington Levy star­tede da han var 14 år og er nu fyldt 50, så det er en gar­vet herre, du med tryg­hed og med stors­mil på læben kan gro­ove og vugge hove­det til, mens Orange scene trans­for­me­rer sig til Jami­a­cas azur­blå strande og pal­mer for dit indre blik.

Nils Frahm (DE) — En per­son­lig abso­lut favo­rit er den tyske pia­nist og bro­byg­ger mel­lem neoklas­sisk og electronica/synthbaseret musik, Nils Frahm. Jeg har set ham hele 9(!) gange de sene­ste tre år (og des­u­den inter­viewet ham), og hver gang har været en kon­trast­fuld sonisk rejse med et ekstremt nær­vær fra hoved­per­so­nen, hvor Frahm er meget opmærk­som på publi­kums reak­tio­ner. Frahm impro­vi­se­rer altid store dele af sine kon­cer­ter og udvik­ler endda nyt mate­ri­ale via sin flit­tige turné-virksomhed, og har ved siden af alene det sene­ste år udgi­vet to albums med mini­male og atmos­fæ­ri­ske kla­ver­kpopo­si­tio­ner. Senest vandt han den tyske film­pris for musik­ken til den prisvin­dende tyske film Victo­ria. Til kon­cer­ten på Roskilde fin­der fin­der han sin mere techno-minimalistiske side frem med mere smæk på bas­sen, end der tra­di­tio­nelt er til en Nils Frahm kon­cert. Don’t miss!

Clark (UK) — Intel­le­gent og høj­de­tal­je­ret electronica/techno ekvi­li­brist. Det er sprødt, kni­trende og dysterst!

Drenge (UK) — Rock med grene ud til både grunge, garage-rock, rock & roll og blues. Disse brit­ter besid­der en rå og lige­frem lyd, som er svær ikke at blive revet med af!

Jamie XX (UK) — luk­ker og sluk­ker (side­lø­bende med Koda­line). Og det er en per­fekt afslut­ter, hvis du spør­ger mig! Du ken­der ham måske som den ene halv­del af ban­det The XX, men solo har brit­ten i den grad også gjort sig posi­tivt bemær­ket! Far­ve­strå­lende, krøl­let og dansa­belt futuri­stisk elek­tro­nisk pop. Én af vor tids mest inte­r­esa­sante pro­du­cere Sid­ste år impo­ne­rede Jamie XX med sing­len Under One Roof Raving, der lovede stort, og med det nye — i både bog­ta­ve­ligt og over­ført betyd­ning — far­ve­strå­lende album In Colour, har Jamie XX skabt et af de mest bemær­ke­ses­vær­dige albums ind­til videre i 2015 med alter­na­tive hits som f.eks. den smooth og lækre Loud Pla­ces!

Related Posts with Thumbnails

Search

TRANSLATE

Twitter


Facebook

Musik Mig Blidt på Wimp

Best tracks 2015

Nye indlæg

Blogroll

Venner

Kategorier

Play this site on Shuffler.fm
bloglovin
The Hype Machine