29 jun
2015

Roskilde Festival 2015: Anbefalinger

roskilde 2015

Her et par dage efter, at Roskilde Festi­val er skudt i gang og under grun­dig opvarm­ning med hjælp fra årets Rising-kunstnere, får du her mine anbe­fa­lin­ger fra man­dag den 29. og frem. Anbe­fa­lin­gerne er i kro­no­lo­gisk ræk­ke­følge i for­hold til, hvor­når kunst­ne­ren spil­ler på festi­va­len. Du får ét glansnum­mer pr. kunst­ner i en Spotify-playliste. Mens du lyt­ter, kan du læse en kort intruk­tion til hver kunst­ner — lige­le­des i kro­no­lo­gisk ræk­ke­følge. Håber det kan tjene som inspira­tion til både festi­val­gæn­gere og inter­es­se­rede sofa­lyt­tere derude!

Man­dag 

Gooms (DK) — Abstrakt og skæv pop af tid­li­gere Oh No Ono + Figuri­nes medlemmer

Lowly (DK) — Nois­epop med fan­ta­sti­ske og drøm­mende melo­dier, fan­ta­stisk per­kus­sion og fængs­lende uni­sone voka­ler leve­ret af Nanna Schan­nong og Sof­fie Vie­mose (NANOME)

De Underjor­di­ske (DK) — Dansk syrerock/psykdelisk rock. Mildt hyp­no­ti­se­rende og lyrisk funklende.

Kwa­mie Liv (DK) — sæl­som indad­vendt og dra­gende i græn­selan­det mel­lem elek­tro­nisk pop og sovekammer-R&B

 

Tirs­dag

Slaugh­ter Beach (DK) — Cact­chy og drøm­mende lo-fi-pop med refe­ren­cer til Beach House, Bro­ken Social Scene, Pixies, David Bowie og Fla­m­ing Lips. Ekstremt lovende!

Hey Elbow (SE) — Atmos­fæ­risk, stø­jende eks­pe­ri­men­tal pop, der for­e­ner det bed­ste fra bands som tUnE-yArDs og Deerhoof

Kill J (DK ) (spil­ler sam­ti­dig Hey Elbow) - Knivskarp og  electro­pop med en vokal af en ver­den. For­san­ger Julie Aagaard har et fuld­stæn­dig van­vit­tigt regi­ster men altid i over­le­gen kontrol.

Farao (NO) — Ind­følt og melan­kolsk folkpop af nor­ske Kari Jahnsen

Ons­dag

Com­mu­ni­ons (DK) — Melo­disk og medri­vende rock leve­ret med skram­let pun­kæ­ste­tik og cool andro­gyn vokal. Ét af de mest inter­es­sante dan­ske bands lige nu og har netop udgi­vet en fan­ta­stisk EP!

King Gizzard & The Lizard Wizard (AU) — Hyp­no­tisk, skram­let og psy­ke­de­lisk rock/pop med klare refe­ren­cer til 60’erne lyd og Frank Zappa. Glem alt omkvæd og tag tag ud på en musi­kalsk rejse uden klar desti­na­tion udover næste bøl­gende gui­tar riff. Alle 5 numre på den geni­ale nye EP Quar­ters er præ­cis 1o minut­ter og 1o sekunder!

 

Tors­dag

Ezra Fur­man (US)- Lidt af en kamæleon, men lige impo­ne­rende udi indiepop/rock og rock&roll

Fat­her John Misty (US) — Også kendt under nav­net j. Til­l­man og tid­li­gere med­lem af Fleet Foxes. Fol­ket singer-songwriter med et nye emi­nent album i form af den bittersøde-og spy­dige I love you, Honey­bear og også lidt af en Croo­ner og show­man, når han vil.

SOAK (UK) — Kun 18 år gam­mel og et kæmpe sangskri­ver­ta­lent! Det er ikke til­fæl­digt, at jeg i et ind­læg med til­lægs­tit­len “En stjerne i svøb” for over et år siden spå­ede SOAK en lys frem­tid. Bri­die Monds-Watsons sange emmer af mel­akoli, sødme og skrø­be­lig­hed. Hen­des vokal har en meget unik og lidt andro­gyn klang og det én måned gamle debutal­bum er smukt smukt smukt!

Foxy­gen (US) — Den gode melodi og en varm retro­lyd fra slut 60’erne som en udsy­ret ver­sion af Simon & Gar­fun­kel men også med rock & roll og rock­e­le­men­ter med inspira­tion fra The Rol­ling Sto­nes, The Doors, Vel­vet Under­gro­und, Tal­king Heads og David Bowie. Foxy­gens musik er med andre ord svær at sætte helt i bås, men gen­nem­gå­ende er den krøl­pop­pet og dybt charmerende!

Jungle (UK) — Soul med hooks og med bigband-elementer! For­vent et høje­ner­gisk lives­how af de 7 mand, der udgør Jungle live.

Muse (UK) — Rock med glam­ten­den­ser, sym­fo­ni­ske og pro­g­res­sive ele­men­ter, af og til kry­dret med electro­nica. Muse når langt udover sce­ne­kan­ten, godt hjul­pet på vej af front­mand Mat­t­hes Bel­la­mys insi­ste­rende falset!

Hot Chip (UK) — Dansa­bel indi­epop med electronica-elementer. Umu­lig at stå stille til, men sam­ti­dig intel­li­gent udført og med en vis melan­kolsk distance. Hot Chip går direkte i benene uden at for­falde til alt for cheasy tri­cks i dance og party-håndbogen. Det hele er hånd­spil­let og mere orga­nisk end ten­den­sen ellers er i disse digi­tale tider — glem alt om labtop-baseret livemusik!

 

Fre­dag

Kro­nos Quar­tet: Klas­sisk stry­ge­kvar­tet, aktiv på fyr­re­ty­vende år, der for­tol­ker både gam­mel klas­sisk musik og nyere klas­si­ske kunst­nere som f.eks. mini­ma­li­sten Phi­lipp Glass. Til kon­cer­ten på Roskilde for­tol­ker kvar­tet­ten avant­garde kom­pon­ni­sten­Terry Riley, som har udfor­sket en både klas­sisk og elek­tro­nisk mini­ma­li­stisk lyd.

Bro­ken Twin (DK) — Sid­ste års LP May fra Majke Voss Romme havde jeg som nr. 2 på min årsli­ste over de bed­ste dan­ske udgi­vel­ser! For­vent tyste og inder­lige melo­di­ske sange, græn­sende til det fil­mi­ske om ensom­hed, kær­lig­hed og om at blive vok­sen. Tem­poet er lang­somt og dvæ­lende, og ste­m­in­gen ind­by­der til reflek­sion. Bro­ken Twins musik besid­der en nerve og et nær­vær, der kry­ber ind under huden på lytteren.

Rang­le­klods (DK) — Kan­tet pop med baryton-vokal ala David Bowie og en udpræ­get ufor­ud­si­ge­lig­hed kom­bi­ne­ret med en bri­tisk inspi­re­ret club-lyd  og med ind­dra­gelse af bl.a. 90-retro-virkemidler, som på før­stesing­len Lost U fra det nye album Straitja­cket. 

Sus­anne Sund­før (NO) — Singer-songwriter med Abba-klingende vokal, som ofte inkorpo­re­rer synthpop-elementer, der mimer en form for elek­tro­nisk kir­ke­or­gel til at skabe majæ­ste­ti­ske og dra­gende dimen­sio­ner i sin musik. Af og til bevæ­ger hun sig også over i en ren­dyr­ket smuk neoklas­sisk og fil­misk genre. Den nor­di­ske melan­koli i musik­ken for­næg­ter sig ikke!

The Tal­lest Man On Earth (SE) — Varm singer-songwriter og folkmu­si­ker med aku­stisk gui­tar i cen­trum og med fuld band til lej­lig­he­den. Fovent at blive char­me­ret omkuld af  Kri­stian Mats­sons skæve og gen­ken­de­lige røst.

Lydia Ain­sworth (CA) — Solo­ar­tist, der udfor­sker græn­selan­det mel­lem orke­stral pop, psy­ch­folk og electro­nica. Til tider min­der det lidt om Fever Ray. Før Lydia Ain­sworth udvik­lede sig til en egent­lig solo­ar­tist kom­po­ne­rede hun musik til film og mul­ti­me­di­e­pro­jek­ter, og det fil­mi­ske islæt for­næg­ter sig hel­ler ikke på hen­des solomateriale. Debutal­bum White Sha­dows var på fortjent min liste over de bed­ste uden­land­ske albums i 2014.

Run The Jewels (US)Spæn­dende og effek­tiv hip-hop og et af de bedst anmeldte hip-hop bands i nyere tid. Nuff said!

Alice Boman (SE) — Sove­væ­rel­ses­in­timt og nat­te­melan­koli præ­ger sven­ske Alice Bomans viskende og atmos­fæ­risk dra­gende lydu­ni­vers. Man kan nemt tro, hun hen­ven­der sig helt for­tro­ligt og ret­tet mod dig alene. Kla­ve­rets distan­ce­rede og dæm­pede plads i lyd­bil­le­det samt rum­mets natur­lige støj bidra­ger til den imtime og vug­ge­vi­se­ag­tige stem­ning. Med sin dob­belt EP-udgivelse EP II & Skis­ser havde jeg Alice Boman pla­ce­ret som nr. 12 på min årsli­ste over de bed­ste uden­lan­ske album i 2014.

Mew (DK) — Dansk pro­g­res­siv rock, når det bedst! En per­son­lig favo­rit i umin­de­lige tider. Har set dem et utal af gange live, og de er altid ufor­lig­ne­lige og deci­de­ret magi­ske. En rejse ind i det sær­lige Mew-univers er altid en beru­sende opel­velse, og denne gang oven i købet med et fint nyt album i baga­gen efter 4 års pause. Et must!

 

Lør­dag

Who­ma­dewho (DK) –For­vent effek­tiv, intel­li­gent og dansa­bel electro-synthpop! Whomadewho giver altid superin­tense kon­cer­ter, hvor folk dan­ser nær­mest fra start til slut!

Baring­ton Levy (JM)- Dan­ce­hall møder reg­gae i en far­ve­rig og til­ba­ge­læ­net stil. Barington Levy star­tede da han var 14 år og er nu fyldt 50, så det er en gar­vet herre, du med tryg­hed og med stors­mil på læben kan gro­ove og vugge hove­det til, mens Orange scene trans­for­me­rer sig til Jami­a­cas azur­blå strande og pal­mer for dit indre blik.

Nils Frahm (DE) — En per­son­lig abso­lut favo­rit er den tyske pia­nist og bro­byg­ger mel­lem neoklas­sisk og electronica/synthbaseret musik, Nils Frahm. Jeg har set ham hele 9(!) gange de sene­ste tre år (og des­u­den inter­viewet ham), og hver gang har været en kon­trast­fuld sonisk rejse med et ekstremt nær­vær fra hoved­per­so­nen, hvor Frahm er meget opmærk­som på publi­kums reak­tio­ner. Frahm impro­vi­se­rer altid store dele af sine kon­cer­ter og udvik­ler endda nyt mate­ri­ale via sin flit­tige turné-virksomhed, og har ved siden af alene det sene­ste år udgi­vet to albums med mini­male og atmos­fæ­ri­ske kla­ver­kpopo­si­tio­ner. Senest vandt han den tyske film­pris for musik­ken til den prisvin­dende tyske film Victo­ria. Til kon­cer­ten på Roskilde fin­der fin­der han sin mere techno-minimalistiske side frem med mere smæk på bas­sen, end der tra­di­tio­nelt er til en Nils Frahm kon­cert. Don’t miss!

Clark (UK) — Intel­le­gent og høj­de­tal­je­ret electronica/techno ekvi­li­brist. Det er sprødt, kni­trende og dysterst!

Drenge (UK) — Rock med grene ud til både grunge, garage-rock, rock & roll og blues. Disse brit­ter besid­der en rå og lige­frem lyd, som er svær ikke at blive revet med af!

Jamie XX (UK) — luk­ker og sluk­ker (side­lø­bende med Koda­line). Og det er en per­fekt afslut­ter, hvis du spør­ger mig! Du ken­der ham måske som den ene halv­del af ban­det The XX, men solo har brit­ten i den grad også gjort sig posi­tivt bemær­ket! Far­ve­strå­lende, krøl­let og dansa­belt futuri­stisk elek­tro­nisk pop. Én af vor tids mest inte­r­esa­sante pro­du­cere Sid­ste år impo­ne­rede Jamie XX med sing­len Under One Roof Raving, der lovede stort, og med det nye — i både bog­ta­ve­ligt og over­ført betyd­ning — far­ve­strå­lende album In Colour, har Jamie XX skabt et af de mest bemær­ke­ses­vær­dige albums ind­til videre i 2015 med alter­na­tive hits som f.eks. den smooth og lækre Loud Pla­ces!

23 jun
2015

M.I.L.K. — If We Want To

milk

M.I.L.K. er nyt dansk pro­jekt, som med den æggende og til­ba­ge­læ­nede før­stesingle If We Want To i den grad har fået hul igen­nem til den inter­na­tio­nale musik­blog­os­fære med tæt på 200.000 Soundcloud-plays på under en måned, hvoraf langt de fle­ste plays er fra udlan­det. At M.I.L.K. er et hypet pro­jekt alle­rede, er der vidst ingen tvivl om!

 

Bag pro­jek­tet står den unge krøl­hå­rede Emil Wilk, mens de øvrige til­knyt­tede musi­kere vari­e­rer i kon­stel­la­tion både i live­sam­men­hænge og i for­hold ind­spild­ning. Her­i­blandt Mads Dams­gaard Kri­sti­an­sen fra Rep­tile Youth samt Søren Chri­sten­sen og Simon Torp Lit­tauer, der har arbej­det med , First Hate, Kill J og Soleima. I prak­sis er M.I.L.K. et slags soul­kol­lek­tiv, hvis lydu­ni­vers– og sig­na­tur er inspi­re­ret af 70’er-soulmusikere som Cur­tis May­fi­eld og Sly Stone og i mere moderne elek­tro­nisk form — dansk-amerikanske Rhye og engel­ske Jungle.

Hypen er helt fortjent, synes jeg. Num­me­ret er pefekt til årsti­den - til bare at ligge i græs­set og dag­drømme, mens man dovent betrag­ter for­bi­dri­vende bomulds­skyer (jeg har testet det!). Viben er utro­lig beha­ge­lig rar og varm og gro­ovy — og som Emil selv kal­der det — “som­mer­sensuel”. San­gens tro­pi­ske og bøl­gende ele­men­ter gør det til det nem­me­ste i ver­den, at bilde sig selv ind, at man er omrin­get af pal­mer og på meget var­mere bred­degra­der end kolde og vej­r­mæs­sigt util­reg­ne­lige DK.

If We Want To bli­ver oven i købet ledsa­get af en både sjov og gen­nemtænkt musik­vi­deo, instru­e­ret af Emil Wilk selv. Den er retro på sådan millenium-agtig under­fun­dig måde. Den er også sådan Lais­sez faire meta-agtig, hvil­ket er guf for en tid­li­gere film– og medi­e­vi­den­skabs­stu­de­rende som jeg selv!

Om videoen, der blandt andet består af hjem­me­vi­deo­op­ta­gel­ser fra en tur gen­nem Afrika, som Emil Wilk og den inter­na­tio­nale top­mo­del Emma Oak var på tid­li­gere i år, for­tæl­ler Emil:

”Videoen er inspi­re­ret af følel­sen, man får, når man klik­ker igen­nem gamle bil­le­der på sin com­pu­ter, hvor alt er frag­men­te­ret men alli­ge­vel hæn­ger sam­men. Jeg ville ikke lave et klas­sisk a til b nar­ra­tiv, men en mere cir­ku­lær histo­rie, hvor man kan finde flere sam­men­hænge og histo­rier i histo­rien. Der­for er videoen også er skudt på mange for­skel­lige kame­raer, hvor jeg har blan­det gamle hjemmevideokamera-ting med mere sti­li­se­rede skud af objek­ter og sce­ner, der under­støt­ter den sensu­elle som­mer­vibe som san­gen er vok­set ud af.”

I slut­nin­gen af musik­vi­deoen ven­des pla­den, og vi hører 45 sekun­ders fors­mag på næste num­mer fra M.I.LK, Eve­ryt­hing You Know. Det lyder jo mindst lige så fedt, og det kan kun gå for lang­somt for Emil med at få nyt lagt op på Soundcloud, så det kan blive en del af mit som­mer­so­und­track i år!

5 jun
2015

Goodbye Lisichka — Shadow Rabbits

goodbye lisichka

Dan­ske Good­bye Lisi­chka er aktu­elle med deres debut-EP Sha­dow Rab­bits, som jeg på det var­me­ste kan anbefale.

Det er ikke til­fæl­digt, at jeg for­ny­lig satte spot­light på ban­det, da Kar­ri­e­re­Ka­no­nen for­ny­lig bad mig anbe­fale musik fra deres kata­log.

Ep’ens seks sange er rela­tivt til­gæn­ge­lige i deres lyd, men er sam­ti­digt så spæk­ket med fin­ter, løjer­lig­he­der, vari­a­tio­ner i inten­si­tet og tempo samt mang­fol­dig­hed i instru­men­te­rin­gen, at det aldrig bli­ver kede­ligt. Tvær­ti­mod er EP’en sær­de­les medri­vende, både når det gæl­der de opti­mi­sti­ske og livs­be­kræf­tende dele af EP’ens udtryk og de mere melo­disk drøm­mende og melan­kol­ske sange og pas­sa­ger. Gen­re­mæs­sigt er vi ovre i en udgave af alter­na­tiv folk og indie-pop, hvor ban­det inkorpo­re­rer alt fra synthesizer-riffs, flotte vokal­har­monier og lege­syge elek­tro­ni­ske dippedup-lyde til hånd­klap, klok­ke­spil og blæ­se­in­stru­men­ter. Det min­der lidt om kol­le­ga­erne i Alco­ho­lic Faith Mis­sion her­hjemme. Skuer vi udover lan­dets græn­ser, aner jeg også inspira­tion fra fran­ske M83 og ikke mindst Of Monsters and Men, der begge, lige­som Good­bye Lei­cha, mestrer en udpræ­get orke­stral, højstemt og fil­misk til­gang til hen­holds­vis electro­pop og alter­na­tiv folkpop.

Selvom niveauet gene­relt er højt, er det sær­ligt From Our Win­dow We Can Hear the Hum­m­ing Trees og Tomor­row Was Just a Flock of Sequels, Dear som tager stik­ket helt hjem. Begge numre byg­ger sublimt en spæn­ding op, som til sidst bli­ver for­løst i en eks­plo­sion af far­ver og lar­ger than life-stemning.

Good­bye Lisi­chka - From Our Win­dow We Can Hear the Hum­m­ing Trees

From Our win­dow… star­ter sinds­sygt char­me­rende med uhh uhh kor, glad trom­pet og eng­le­ag­tig indie-vokal. Ca. halvv­jes stop­per num­me­ret op, tager en ordent­lig indån­ding og sig­ter direkte mod stjer­nerne i et brag af en erner­gi­ud­la­ning, hvor det min­der en del om før­nævnte M83, som også mestrer kun­sten af lave musik til imag­i­nære slut­sce­ner i film.

Good­bye Lisi­chka - Tomor­row Was Just a Flock of Sequels, Dear

Tomor­row Was Just a Flock… læg­ger bul­drende fra land og trans­for­me­rer sig halvvejs nær­mest til en ny sang med ny melodi. Takt­fa­ste kla­ver­to­ner byg­ger bro til den nye melodi og ledsa­ges kort efter af drøm­mende aku­stisk gui­tar og repe­te­rende lyrik. Disse tre kom­po­nen­ter kred­ser blidt om hin­an­den, ind­til de bul­drende trom­mer ven­der til­bage og stem­mer i sam­men med en min­dre hær af blæ­sere i et nyt kli­maks af dimensioner!

Good­bye Lisi­chka — Stro­kes Of Luck

 

Sha­dow Rab­bits tje­ner som en for­nem fors­mag på ban­dets debut-Lp’en, der udkom­mer i slut­nin­gen af 2015!
Lyt til hele EP’en via Spotify/WiMP her­un­der eller via anden fore­truk­ken musik­tje­ne­ste her.

Kon­cert i København

Good­bye Lisi­chka spil­ler næste gang kon­cert den 19. juni på KB18 Kød­bo­derne i København.

Facebook-event: https://www.facebook.com/events/795595423888925/


 

Good­bye Lisi­chka er:
Tobias Boelt (vokal/guitar)
Gerda Odgaard (keys/vokal)
Daniel Bonde (keys/trompet)
Jonas Gra­ver­holdt (bas)
Rune Lohse (trommer)
Related Posts with Thumbnails

Search

TRANSLATE

Twitter


Facebook

Musik Mig Blidt på Wimp

Best tracks 2015

Nye indlæg

Blogroll

Venner

Kategorier

Play this site on Shuffler.fm
bloglovin
The Hype Machine