Musik Mig Blidt

Jeg hav­de i august 2018 for­nø­jel­sen og æren af at have pre­mi­e­re på A Kind Of Man’s debut­sing­le Ted­dy Love, som jeg udråb­te til et af de bed­ste num­re udgi­vet det år. Jeg er der­for glad for, at jeg i dag har fået lov at være vært for for­pre­mi­e­ren på A Kind Of Man’s debut-EP af sam­me navn.

Bag A Kind of Man står Bjørn Rosenquist. Sel­ve nav­net “A Kind of Man” udsprin­ger af Bjørns egen defi­ni­tion af sig selv som mand. Han udta­ler:

“Jeg er ligeg­lad med gam­mel­dags køns­rol­ler og nuti­dens mær­ke­li­ge for­fæn­ge­lig­heds­krav. Så jeg går i dame­tøj, når det pas­ser mig, og erklæ­rer mig for ‘en form for mand’.”

EP’en impo­ne­rer mig med sin alsi­dig­hed og dyna­mik. Ted­dy Love knej­ser sta­dig lige så stærkt, som da den udkom med sin geni­a­le melo­di og smit­ten­de, drøm­men­de ener­gi. Resten af EP’en’s san­ge demon­stre­rer nog­le af de sam­me kva­li­te­ter, men er mere rå i pro­duk­tio­nen. Sær­ligt gui­tar-rif­fe­ne træ­der mere frem i lyd­bil­le­det og river lidt mere i ører­ne. En anden ting, som jeg bider mær­ke i på EP’ens fem num­re, er Bjørn Rosenquist evne til at skif­te udtryk gen­nem sin vokal og til at rum­me fle­re lag af følel­ser på én gang. Det melan­kol­ske går såle­des hånd i hånd med en snert des­pe­ra­tion, det cool udtryk inde­hol­der en bis­mag af noget for­før­en­de sexet/kælent og dovent, og når eufori­en og højstemt­he­den får lov at træn­ge igen­nem, lyder han sam­ti­dig sår­bar og længsels­fuld. Det er svært at pin­po­in­te fuld­stæn­digt, hvor­dan dis­se nuan­cer mani­feste­rer sig, men jeg håber du for­står, når du lyt­ter til san­ge­ne.

Rent tek­nisk synes jeg også, at Bjørn Rosenquists vokal har en næsten kamæleo­n­ag­tig spænd­vid­de. Den svin­ger mel­lem andro­gyn fal­set til dybe, mør­ke toner på sid­ste num­mer Crow’s Feet omtrent 2/3 inde. Godt nok er den­ne dybe vokal kun kortva­rig og græn­sen­de til spo­ken word, men det viser, at A Kind Of Man har fle­re uhør­te sider og fle­re stren­ge at spil­le på, end hvad der frem­træ­den­de på den­ne EP. 

Gui­tar-rif­fe­ne på EP’en er et kapi­tel for sig selv — de sid­der gan­ske enkelt bare i ska­bet, og har en fed rå ener­gi over sig, som nog­le ste­der min­der en snert om Mew og andre ste­der giver asso­ci­a­tio­ner til Oasis. 

Alt i alt er der meget at glæ­de sig over ved den­ne fine, lil­le udgi­vel­se, der lover rig­tig godt for frem­ti­den for A Kind of Man. 

A Kind of Man — Track by Track

Når du har lyt­tet til EP’en, eller måske end­da imens du lyt­ter, kan det være inter­es­sant at kom­me lidt bag om num­me­ret med kunst­ne­rens egne betragt­nin­ger. Det får du mulig­he­den for her, hvor Bjørn Rosenquists gen­nem­går san­ge­ne på EP’en num­mer for num­mer:

Teddy Love

Ted­dy Love er omdrej­nings­punk­tet for EP’en og det før­ste num­mer som blev lavet. Det skil­ler sig også sta­dig lidt ud fra de andre i pro­duk­tion og stem­ning. Tek­sten er skre­vet ud fra en fore­stil­ling om det per­fek­te drøm­mes­ce­na­rie til et par­for­hold. Jeg var ikke den bed­ste sco­re­karl i mine start tyve­re, så der blev fore­stil­let man­ge ting sam­ti­dig med at jeg nød mit eget sel­skab, så lidt af et dilem­ma. Dog blev den først skre­vet fær­dig imens jeg var nyfo­rel­sket i den pige som også er “the girl” i musik­vi­deo­en lavet af Mee­to. Det gav plud­se­lig mening at skri­ve den fær­dig. Kort sagt hand­ler den om at være forel­sket og lider­lig. Og sta­dig ku’ sige god­nat med en pude­kamp når man er ble­vet gam­le sam­men.

Franceen

Jeg ind­spil­le­de trom­mer­ne på en tele­fon, i en stald på mine for­æl­dres gård i 2016. Da jeg begynd­te at lave san­ge til debut-EP’en, fandt jeg den gam­le trom­me ind­spil­ning og begynd­te at arbej­de på nog­le gui­tar­rif­fs. Tek­sten er inspi­re­ret af et under­ligt og usam­men­hæn­gen­de engangsk­nald. Jeg kan være håbløst roman­tisk når jeg er fuld, og dagen efter fik jeg bare lyst til at lave en skam­fuld sang.

A Kind of Man

Efter at have arbej­det som foto­graf i man­ge år, har jeg altid ønsket at lave musik. Til sidst spar­ke­de jeg mig selv hårdt nok i røven og begynd­te at skri­ve nog­le san­ge. En af dem blev kaldt ‘A Kind of Man’, og jeg tænk­te at det var et per­fekt navn til mit sol­opro­jekt. Den­ne mand kan være hvad som helst, når han vil — han er ikke bun­det til at være noget spe­ci­fikt. Og det er sådan jeg vil være. San­gens hand­ling er en kom­bi­na­tion af, hvor fedt det kan være at ren­de rundt i sin egen lil­le ver­den og skæ­re vir­ke­lig­he­den fra, og sam­ti­dig en hyl­dest til nog­le af mine bed­ste ven­ner, der på hver deres måde inspi­re­re mig til at være den, jeg er.

FLIP

San­gen hand­ler om at være kom­met vide­re fra den sel­v­op­ta­ge­de enspæn­der, til fuld­stæn­dig at fal­de og over­gi­ve sig til tosom­he­den. Det er star­ten på en vel­kendt og sam­ti­dig ufor­ud­si­ge­lig rej­se i et for­hold, som er præ­get af angst, hen­gi­ven­hed, beskyt­tel­se og kær­lig­hed. Vi begyn­der opta­gel­se af musik­vi­deo til FLIP her i decem­ber. Jeg vil ikke sige mere end at det er Mee­to, som også har lavet Ted­dy Love video­en, som laver den.

Crow’s Feet

Den lidt halvdårligt stem­te gui­tar med små skøn­heds­fejl få ste­der, ska­ber en stem­ning som træk­ker num­me­ret i en lidt naiv og ung­dom­me­lig ret­ning, selv om histo­ri­en i tek­sten og den dybe stem­me i mid­ten af num­me­ret fastslår moden­he­den og dyb­den i for­tæl­lin­gen. Den hand­ler om for­hol­dets stri­dig­he­der, hver­da­gen, drøm­me, indi­vi­du­el­le behov og over­gi­vel­sen til et andet men­ne­ske. Min per­son­li­ge favo­rit­tekst på pla­den.

Til den 10. udga­ve af “Musik Mig Blidt præ­sen­te­rer”, der sker den d. 6. decem­ber på Kul­tur­sta­tio­nen i Van­lø­se, præ­sen­te­rer jeg und­ta­gel­ses­vis to nav­ne live, som er mere etab­le­re­de end hvad kon­cep­tet nor­malt rum­mer. Jeg har valgt Pen­ny Poli­ce, som tid­li­ge­re har opt­rå­dt til “Musik Mig Blidt præ­sen­te­rer vol. 7″ samt Masa­so­lo, der tid­li­ge­re har opt­rå­dt på Roskil­de Festi­vals Rising-sce­ne. Beg­ge kunst­ne­re er brand­var­me og aktu­el­le med emi­nen­te nye albums ude!

Efter de prak­ti­ske oplys­nin­ger her­un­der kan du læse mere om de to kunst­ne­re, høre deres musik og til sidst i artik­len kan du læse, hvor­dan du kan vin­de bil­let­ter til den­ne dob­belt-head­li­ner-kon­cert!

Penny Police

Pen­ny Poli­ce, aka Marie Fjeld­sted, har jeg tid­li­ge­re haft i fokus fle­re gan­ge på blog­gen, bl.a. med en eks­klu­siv sing­le-for­pre­mi­e­re på det hyp­no­ti­ske num­mer Train Talk (Don’t Ask Me About Love) fra EP’en af sam­me navn. Alle­re­de den­gang var hun et stærkt navn på den dan­ske musiks­ce­ne, men nu gli­trer hun stær­ke­re end nogen­sin­de med sin nye smuk­ke pla­de Be Lucky, der fortjent har fået fem­stjer­ne­de anmel­del­ser i Sound­ve­nue og Gaf­fa. Først­nævn­tes kon­klu­sion lyder, at pla­den byder på:

“(…)sou­let pop­mu­sik gen­nem­sy­ret af ro og nær­vær”.

Tyske Vinyl-Fan.de kvit­te­rer med topka­rak­ter og kal­der Be Lucky:

“Et kunst­værk, hvor begre­bet ‘pop’ ikke ræk­ker. I liga med Ane Brun, Anna Tern­heim eller Emi­li­a­na Tor­ri­ni.”

Jeg er meget enig i dis­se kon­klu­sio­ner. Pla­den lader en dej­lig ro strøm­me igen­nem en

San­ge fra pla­den har også opnå­et air­play på aner­kend­te radio­sta­tio­ner som BBC 6 Music, Clash Maga­zi­ne, Radio X og ikke mindst her­hjem­me med stor opbak­ning fra bl.a. P6 Beat.

Mari­es dat­ter Vio­la og det at bli­ve mor og en rol­lemo­del, som både er åben og tro mod sig selv, har inspi­re­ret sto­re dele af album­mets tek­ster og tema­tik­ker. Album­mets var­me og sou­le­de pop-islæt er skabt i tæt sam­ar­bej­de med pro­du­ce­ren Aske Bode over fle­re år med nøg­le­e­le­men­ter som auto­har­pe (spil­let af Marie), stry­ge­re, blæ­se­re, kla­ver og bør­ne­kor — en skøn sam­men­sæt­ning på papi­ret såvel som når du hører det i vir­ke­lig­he­den!

På sce­nen kan du for­ven­te et helt sær­ligt nær­vær fra Pen­ny Poli­ce, der med sin sær­li­ge sød­me­ful­de og røren­de vokal bli­ver bak­ket op af et fæno­me­nalt spil­len­de band.

Lyt til Be Lucky her:

Masasolo

Masa­so­lo, Mor­ten Søgaards musi­kal­ske pro­jekt, har læn­ge været en favo­rit på Musik Mig Blidt. Udover at have opt­rå­dt på et utal af blog­gens guld­korns­play­li­ster har Musik Mig Blidt tid­li­ge­re både bragt et dyb­de­bo­ren­de inter­view og til­delt Masa­so­lo en pro­mi­nent plads på listen over mine dan­ske favo­ri­tal­bums i 2016 og sør­me også mine dan­ske favo­ri­tal­bums igen i 2017!

Det er alt­så en musi­ker, jeg ser meget op til, som den 6. decem­ber deler sce­ne med Pen­ny Poli­ce i Van­lø­se. Mor­ten Søgaard hol­der kaden­cen på det nye album med tit­len Brid­ges, der som Masa­so­los tid­li­ge­re udgi­vel­ser inde­hol­der psy­ke­de­li­ske pop-ele­men­ter — og eks­pe­ri­men­ter, der træk­ker trå­de til bands som Unk­nown Mor­tal Orche­stra, Tame Impa­la. Læg f.eks. mær­ke til de skar­pe, kna­stør­re ind­spil­le­de slag lil­le­trom­men samt de dyna­mi­ske bas­gan­ge på man­ge af album­mets san­ge. Det lyder top­læk­kert! Der kan også spo­res refe­ren­cer til 70’ernes eks­pe­ri­men­te­ren­de, psy­ke­de­li­ske rock-pop ala Ste­e­ly Dan, i den for­stand, at album­met er en ret eklek­ti­ske omgang med stær­ke melo­di­ske hooks, hvor detal­je­rig­dom­men og dyb­den i arran­ge­men­ter­ne, pro­duk­tio­nen og lyrik­ken er intakt, og giver en lyst til at gå på genop­da­gel­se i her­lig­he­der­ne.

Tek­ster­ne og det musi­kal­ske udtryk står inter­es­sant nok i mod­sæt­ning til hin­an­den på det meste af pla­den. Mens stem­nin­gen ofte veks­ler mel­lem det luf­ti­ge, ener­gi­ske og coo­le til­ba­ge­læ­ne­de udtryk, har tek­ster­ne et tun­ge­re og mere efter­tænk­somt islæt. De hand­ler nem­lig om bl.a. ulyk­ke­lig­hed kær­lig­hed efter et bre­akup, en nyfun­den kær­lig­hed samt reflek­sio­ner over, hvor­dan livet består af bro­er mel­lem fami­lie, ven­ner og kære­ster. Med andre ord hvor­dan livet rum­mer en slags cyklus i for­hold til de men­ne­sker, man omgi­ver sig med, hvor rela­tio­ner ændrer sig over tid, og nog­le dør hen, mens nye opstår.

Mor­ten for­tæl­ler om pro­ces­sen:

“Da jeg gik i gang med pla­den tro­e­de jeg, at det vil­le bli­ve et bre­akup-album. Jeg tro­e­de, jeg hav­de fun­det hen­de jeg skul­le dele livet med, men den fæl­les drøm gik i styk­ker. Jeg stod til­ba­ge med en følel­se af: ”Gud, er det livet?” Er alting bare gen­ta­gel­ser, hvor man byg­ger en for­bin­del­se til men­ne­sker, som giver mening for en tid, men alli­ge­vel altid ender med at svin­de hen. San­ge­ne var skre­vet over en lang peri­o­de og hand­le­de om det, men så mens jeg var i gang med at ind­spil­le dem, blev jeg forel­sket igen. Hele ver­den åbne­de sig, og sor­gen og fortviv­lel­sen blev erstat­tet med spæn­ding og eufori.

Jeg blev opta­get af bro­er­ne i vores liv, bro­er­ne i mit liv – både de man er kom­met af og de man er på vej mod. Det er for­bin­del­ser­ne til ste­der, fami­lie, ven­ner, min kære­ste, etc. De fik en ny og mere væsent­lig betyd­ning for mig, og mens jeg skrev, tænk­te jeg over, at man ikke bare må kan lade bro­er­ne gå til. Jeg vil­le arbej­de for at de blev stå­en­de.”

Mor­ten Søgaards faste live­band, der består af Anders Haa­ning (Ire­ne, Dar­ling Don’t Dan­ce), Peter Sabroe (Hel­las, Tårn) og Jacob Haub­jerg (Luster, Sava­ge Rose) er fire erfar­ne musi­ke­re, der sam­men ska­ber et hel­støbt og leven­de udtryk live.

Lyt til Brid­ges her:

Konkurrence

Musik Mig Blidt udlod­der 2×2 bil­let­ter til kon­cer­ten!

For at del­ta­ge skal du blot fin­de kon­kur­ren­ce­op­sla­get på Musik Mig Blidts Face­book, Twit­ter eller ins­ta­gram-pro­fil og smi­de en kom­men­tar i kom­men­tar­fel­tet. Der vil bli­ve truk­ket lod blandt kom­men­ta­rer­ne tirs­dag d. 3. decem­ber, kl. 21. Vin­der­ne bli­ver kon­tak­tet sam­me aften.

Musik Mig Blidt præsenterer…

“Musik Mig Blidt præ­sen­te­rer” er et sam­ar­bej­de mel­lem Musik Mig Blidt og Kul­tur­sta­tio­nen i Van­lø­se, hvor Musik Mig Blidt kura­te­rer en magisk showca­se-aften med arti­ster fra det dan­ske vækst­lag, hånd­pluk­ket til lej­lig­he­den!

Tid­li­ge­re udvalg­te kunst­ne­re har været: Tusind­fald, Jens-Ulrik Kle­e­mey­er, Mil­ford, Pala­ce Win­ter, Swe­et Tem­pe­st, Late Bloo­mers, Flod, Fei­vel, PFAU, Ras­mus Brix, Diet, Hey Way, Yune, Fug­le­flug­ten, Good­bye Lisi­chka, Oli­ver Dengsø, Mads Vadsa­ger, Eucrid Elms, Pen­ny Poli­ce, Death Machine, ØYA, Rain­bro­t­her, Hunb­jørn og We Are The Way For The Cos­mos To Know Itself. 

Jeg har et styk­ke tid fulgt det rela­tivt nye og hidtil rime­ligt ukend­te band Blitzkrig, og med den nye­ste sing­le Varm Kind (vi kom­mer aldrig ud), der udkom i fre­dags, er det tid til at Musik Mig Blidt gør sit til at udbre­de kend­ska­bet til det­te loven­de band.

Blitzkrig er fra det køben­havn­ske Nord­ve­st­kvar­ter, men med­lem­mer­ne har rød­der i Thy. For­san­ger Simon Møl­ler Eli­as­sons dybe og let tea­tral­ske vokal pas­ser glim­ren­de til de dram­ti­ske tek­ster, der bear­bej­der længs­ler, lider­lig­hed og des­pe­ra­te drøm­me om at ven­de til­ba­ge til ung­dom­mens uskyld. Det er de sto­re stor­lad­ne lyd­bil­le­der, som ban­det dyr­ker, mens de hel­ler ikke skyr patos­fyld­te gui­tar­so­lo­er, som for at under­stre­ge de følel­ser, der er på spil i tek­ster­ne.

Varm Kind (vi kom­mer aldrig ud) fun­ge­rer som en reak­tion på ver­dens for­fald og råd­den­skab — kli­ma­kri­sen, tåbe­li­ge præ­si­den­ter, Bre­xit, flygt­nin­ge­strøm­me samt egne og andres for­vent­nin­ger­ne til at rea­li­se­re sig selv i et  præ­sta­tions­sam­fund, og ja — fort­sæt selv listen. San­gen til­by­der et eska­pi­stisk mod­svar, eller måske nær­me­re en for­svars­re­ak­tion — at man luk­ker af for omver­de­nen og i ste­det hen­gi­ver sig til nær­hed med sin elske­de.

Bud­ska­bet løser selvsagt ikke nog­le pro­ble­mer af oven­stå­en­de karak­ter, men på den anden side, har vi nok alle brug for at dyr­ke kær­lig­he­den og det nære, for at få ener­gi til at fin­de ud af alt det svæ­re og for­hold os til ver­dens ofte depri­me­ren­de til­stand, set med de over­ord­ne­de bril­ler.

“Læg din var­me kind, ind mod min. Lad det ram­le ned. Lad det hele gå ad hel­ve­de til.” (Omkvæ­det til Varm Kind)

For­san­ger Simon Møl­ler Eli­as­son for­tæl­ler om Varm Kind:

”Egne krav, den evi­ge nyheds­strøm og dår­li­ge frem­tids­ud­sig­ter gør mig helt rundt­os­set. Jeg har brug for at læg­ge min kind mod mine elske­des i fred og ro – bare for en stund.”

Gui­ta­rist Peter Hyl­le fort­sæt­ter:

”Vi er en gene­ra­tion fyldt med bekym­ring for ver­dens udvik­ling. Det er for man­ge af os alt­op­slu­gen­de. På “Varm Kind” for­sø­ger vi at ska­be rum til det inti­me, mens dom­me­dags­klok­ker­ne rin­ger,”

Hvis du spør­ger mig, er mis­sio­nen lyk­ke­des på et num­mer, hvor en elek­tro­nisk puls smel­ter effekt­fuldt sam­men med klas­si­ske rock-ele­men­ter.

Lyt også til de for­ri­ge sing­ler her­un­der: