Musik Mig Blidt

Hjemme i Frankrig har singer-songwriter og performancekunstner Christine and the Queens (Héloïse Letissier) i flere år spillet for udsolgte koncertsale og har solgt guld med albummet Chaleur Humaine.

Men den kometkarriere, hun blev spået, da albummet kom ud i 2014, har på de danske breddegrader blot udmøntet sig i en koncert i DR Koncerthusets studie 5 og ganske få omtaler – heriblandt fremhævning på de seneste måneders guldkorns-lister her på bloggen. Heller ikke da albummet blev reissued i 2015, kastede det den store opmærksomhed af sig.

Det kan virke uforståeligt, at musikken ikke er nået bredere ud. Albummets lyd ligger et sted mellem Feist og The Postal Service. Det er lækkert, blødt produceret pop med hiphop- og carbaretelementer. Umiddelbart en sag uden modhager, men som tager stikket hjem, fordi der i Christines vokal og tekstunivers ligger noget skævt, stikkende, cool og nærværende gemt. Noget uafrysteligt vedkommende.

I tekstuniverset, albummets artwork og i Christines liveoptrædener, er der tydeligt en provokatør på spil i sin – ikke puritanske men snarere ”lad os dog hæve barren lidt, skal vi?” – afstandstagen til den seksualiserede popprinsesse. På sin vis som en fransk Marie Key og med queer-referencer til det engelske dragmiljø, hun stiftede bekendtskab med i studietiden.

Samtidig er der en hjertevarm opbyggelighed over hende. Et stærkt vokalarbejde præget af en umiskendelig, sensuel og charmerende fransk accent. Og danseoptrædener så stilede, at man helt får lyst til at se dansevideoer på youtube, uden det behøver at handle om at spotte bart kød.

I det hele taget kan man gå og håbe, at kvinder som hun bliver blandt idolerne, når ens døtre – eller sønner – vokser op. Som en androgyn, jakkesætsbærende fakkelbærer, nu vi har mistet David Bowie.

Start med Tilted – nummeret er i en liga for sig. Underspillet, stærk melodi med elekroniske elementer – en slags musikalsk antitese til Gloria Gaynors I will survive i al sin tilbagelænethed.

Og tag derefter resten af albummet med Saint Claude, Paradise Perdus, Night 52 og Safe And Holy som højdepunkter, der vil lade de færreste kolde.

Og lad os så se at få hende til Danmark igen, jo før jo bedre.

Den netop udgivne single Baby’s On Tour, der ramte det virtuelle musikunivers d.29/8, sætter med den temmeligt simple struktur og et gennemgående tema, lyd til en for mig savnet del af det danske indielandskab.

Nummeret sender tankerne i retning af danske indiepop navne som The Raveonettes, specielt til gruppens første udgivelser (Whip it on, Chain Gang Of Love). På nummeret bruges elementer fra samme tosidede lydbillede, med brug af både det meget polerede og det distortede og punkede. Med overvægt af synthesizers, manipulerede og overdimensionerede guitarrum, samt overskyggende brug af rumklang og chorus.

For mig skaber nummeret med en gennemarbejdet og skarp produktion en behagelig ramme, opbygget af genkendelighed og sans for dynamik. Samtidig bliver blødere elementer som sylofonlignende synthesizer-klokker, brugt til at balancere den mere skarpe og stringente vokalpræstation.

Polaroids Of Dead Lovers er et nyt dansk indiepop projekt, skabt af Lasse Liisberg med rødder i Odense. Projektet begyndte som et soveværelses-projekt for et års tid siden, og i oktober 2015 udgav han den første single Johnny, Play Something Sad, som vi featurede på playlisten for november 2015. Baby’s On Tour er produceret i samarbejde med Mads Emil Aagaard fra bandet Slaughter Beach og markerer en klarere og mere synth-præget produktion end på de to tidligere udgivne tracks, der er tilgængelige på Soundcloud.

Selvom denne fine single ikke baner vej for sensationelle nye indietoner, er den et særdeles velproduceret og gennemtænkt bud på et nyt skud på den danske indie-stamme. Melodien, der ligger sig lunt et sted mellem afslappethed og tiltagende eufori, bliver leveret tilbagelænet sikkert, og dette kombineret med rumklangens altomsluttende væsen overbeviser mig om, at Polaroids Of Dead Lovers er et projekt, som er værd at holde øje med. Jeg glæder mig til at følge PODL’s kommende udgivelser.

Lyt til nummeret her:

Aarhus Festuge er godt i gang, og med den kommer 2-dags festivalen, UNDERSTRØM. Der vil være gratis koncerter langs åen, og mange af MMB’s favoritter er at finde på plakaten. UNDERSTRØM afholdes på fire forskellige scener, hvor forskellige aktører står for hver deres scene. SPOT-Festival, Limbo Collective og showcasefestivallen Oppenheimer er nogle af aktøerne bag scenerne, som præsenterer forskellige spændende navne. Her er nogle af dem, vi glæder os til!

Fredag d.2/9

Anna Scharling, 16.15, Immervad – præsenteret af Oppenheimer:

Anna Scharling og produceren Gustaf Ljunggreen udgav sidste år deres første EP. Musikken er primært akustisk og folk-inspireret, dog med kant og somme tider med elektronisk bund. Ljunggreen, som sidste år vandt Årets Gudman, er én af de helt store producere, og har tidligere arbejdet sammen med nogle store navne. Vi snakker C.V Jørgensen, Steffen Brandt og Eivør.  Ud over Scharling og Ljunggreen, har de guitaristen, Anna Roemer, med live. Projekt handler – i min optik – mest om Scharlings vokal, som virkelig er imponerende. Hun rammer hele registret smukt, timet og intimt. En virkelig inddragende stemme, der får tankerne til at vandre.

JÆRV, 19.00, Mølleparken – præsenteret af Studenterhus Århus:

JÆRV, som tidligere har været på guldkornslisten, er begyndt at bevæge sig fra undergrundsscenen og ind i det større rampelys. Fremragende koncerter på Trailerpark, UHØRT og SPOT har givet en velfortjent hype. JÆRV har en spids lyd, massere af synths og fine tekser. Et godt take på synthpoesi i Danmark anno 2016. De minder om en dansksproget CHINAH, hvilket ikke er uforståeligt, da forsangeren i JÆRV, Amanda Glindvad er søstre med, ja, CHINAH forsanger, Fine Glindvad. JÆRV udgav i marts EP’en Dit Hav. En både og stærk og spændende debut, produceret af Mathias Pedersen Schmidt. JÆRV er ude med ny single, Befri mig/Befri Dig i september, som i øvrigt er mixet af superproducer, Carsten Heller (The Minds of 99, Nephew, Tuborweekend, VETO, LARS H.UG).

Shy Shy Shy, 21.00 – Immervad, præsenteret af Oppenheimer:

Astrid Cordes og Simon Kjeldgaard fra Shy Shy Shy er – om nogen – ikke et nyt navn på MMB. Dels har de flittigt figureret blandt vores guldkorn, dels har vi anbefalet dem til både SPOT– og Roskilde Festival. Begge koncerter var strålende, og i sær på Roskilde, viste de, at de formår at spille for et stort publikum. De er utrolig energiske live men samtidig virkelig velspillende. De har en åbenlys flirt med 80’erne, og det er svært ikke at få et smil på læben, under deres live-optrædener. Allerbedst er de, når de synger deres perfekt afstemte duet. Vi glæder os til solnedgangs-pop!

Lørdag d.3/9

Modest, 14.20, Under Skt. Clemens Bro – præsenteret af Limbo Collective

Modest er det nyeste skud, på den halvsyrede stamme som er århus-label, Brystet. Vi kender dem b.la. da de også repræsenterer Clarissa Connelly, der tidligere har fået omtale her på siden. Århusianske Modest er dog i en helt anden boldgade. Med deres støjede og insisterende lyd, er det umuligt ikke at give dem et ‘post-punk’ stempel. De har kun udgivet singlen Lovesong, i fysisk form på kassettebånd, og ellers på soundcloud. Deres lyd er skrabet, og om end ikke nyskabende, så i hvert fald dybfølt. Tematisk bevæger Modest sig igennem teenage-desperation og tungsindighed, og giver det et punket udtryk. De hev 5 stjerner hjem for deres optræden på Pop Revo under Radar Festival, så på trods af manglende materiale, er der potentiale i det her projekt!

The Vice, 20.15, Under Skt. Clemens Bro – præsenteret af Limbo Collective

Endnu et lokalt band – sekstetten, The Vice, har med bare 2 singler, fået en del undergrundshype. Deres lyd virkelig flydende, simple og lækre guitarrifs, en svævende bund og en inciterende samt lidt såret vokal. Udover musikken, er det virkelig velproduceret og lyder på én gang undergrund, men også virkelig poleret. Det her projekt emmer af potentiale, og med 2 ørehængere i træk, skal de opleves live!

Læs mere:
http://aarhusfestuge.dk/da/arrangement/understroem

Andre nævneværdige: MMB-darling Masasolo, 120-trancegutterne fra Farveblind, pop med kant fra Kill J, atmosfærisk pop fra Katrine Stochholm, skæv pop fra Yune og inderlige singer song-writer sange fra Jens Ulrik Kleemeyer.