År 2014 var spækket med fantastiske udenlandske albumudgivelser i LP-formatet, og selvom jeg synes det er en sindssyg svær øvelse, har jeg forsøgt at vælge mine favoritter. Placeringerne skal tages med at gran salt. Skulle jeg tage stilling en anden dag, havde der sikkert være byttet en del om. At rangordne ens favoritter på denne måde virker lidt omsonst, idet genrer og udtryk er så forskellige og giver mening og nydelse i forskellige situationer og stemninger.
Ordet “bedste” i overskriften skal også tages med et gran salt. Listen er selvfølgelig for det første stærkt subjektiv, og for det andet kan jeg langt fra påstå, at jeg har hørt alle udgivelser fra 2014, selvom guderne skal vide, at jeg har lyttet til ekstremt meget! Der vil altid være udgivelser, men slet ikke opdager eller ikke får givet en chance eller det antal lyt der skal til før genialiteten åbner sig.
Trods disse forbehold er det mit håb, at listen kan inspirere dig til at gå på opdagelse i de albums, du ikke lige kendte i forvejen eller give dem, der får en klokke til at ringe en ekstra chance.
Jeg har samlet ét glansnummer fra hver udgivelse i en playliste til sidst i indlægget.
39. The Dø — Shake Shook Shaken
38. Jungle – Jungle
37. Lana Del Rey – Ultraviolence
36. Deru – 1979
35. Emilie Nicolas – Like I’m A Warrior
34. FKA Twigs – LP1
33. Erland And The Carnival – Closing Time
32. Max Cooper – Human
31. Lydia Ainsworth – Right From Real
30. Angel Olsen — Burn Your Fire for No Witness
29. Hundred Waters — The Moon Rang Like A Bell
28. Chet Faker – Built On Glass
27. The/Das – Freezer
26. Sohn – Tremors
25. Samaris – Silkidranger
24. D’Angelo and The Vanguard – Black Messiah
23. Gidge – Autumn Bells
22. Alvvays – Alvvays
21. Moodoïd – Le Monde Möö
20. Hooray For Earth – Racy
19. Temples – Sun Structures
18. Timber Timbre – Hot Dreams
17. Nick Mulvey – First Mind
16. Dawn Golden – Still Life
15. Sun Kil Moon — Benji
14. Simian Ghost – The Veil
13. The Acid – Liminal
12. Alice Boman – EP II & Skisser
11. Ben Howard – I Forget Where We Were
10. Kiasmos – Kiasmos
Islandske Ólafur Arnalds og færøske Janus Rasmussen har eksisteret siden 2009, men først i 2014 udkom deres debutalbum. Og det var i den grad ventetiden værd! Albummet, der er blevet til i Ólafur Arnalds nye studie i Reykjavík, er primært optaget med brug af akustiske instrumenter sammen med en række synthesisers, trommemaskiner og tape delays. Resultatet er en isnende smuk og episk lydende krydsning mellem neoklassisk og elektronisk musik, nogle gange grænsende til techno. Albummet nærmer sig ofte en lækker stoflighed og emmer på én gang af majestætisk og melankolsk intensitet! Er lige så egnet til dansegulvet som til høretelefonerne.
9. Generationals – Alix
Den New Orleans-baserede indie-rock/pop duo Generationals låner elementer både fra 50’erne, 60’erne, 790’erne og 80’erne og krydrer det med elektroniske elementer fra nutiden. Nogle gange bliver det nærmest dansabelt som på Reading Signs og Heart In Two, der låner kraftig fra synthpop og disco fra 80’erne. Med lidt god vilje kan man faktisk danse til alle numrene, selvom det måske så mest er egnet til sidst på natten, hvor folk er fulde og kærlige og lidt sløve og danser med halvfjollede salige smil på læberne til de tilbagelænede, men alligevel ernergiholdige toner. Alix fortjener hæder for dens optimistisk og charmerende pop fuld af iørefaldende melodier, nasale vokaler, smukke falsettoer, upbeat trommer og mild mærkelighed.
8. I Break Horses – Chiaroscuro
Chiaroscuro er svenskernes andet album og byder på dystert og dramtisk synthpop med masser af små sprækker af lys. Det er lidt som at køre forbi en skov i tusmørke, hvor man spotter den nedadgående sol glimte mellem træerne. Man efterlades beruset og hypnotiseret! Numrene Denial, Faith og åbneren You Burn er synthpop, når det er allerbedst!
7. Saint Saviour – In The Seams
Et personligt og ærligt album bestående af 12 poetiske singer-songwriter perler med undertoner af folk. Becky Jones’ stemme er lys, klar og luftig og meget behagelig at lytte til, og arrangementerne er iderige, trods det faktum at lydbilledet ofte kun rummer et eller to instrumenter af gangen med klaveret, akustisk guitar eller strygere som primære virkemidler.
6. A Winged Victory For The Sullen – Atomos
A Winged Victory For The Sullen er et samarbejde mellem Dustin O’Halloran og Stars Of The Lid’s Adam Wiltzie. Atomos er deres andet album, komponeret til en danseforestilling med samme navn af Wayne McGregor. Albummet er et mesterværk af neoklassisk skønhed af den grandiose og melankolske slags. Perfekt egnet til de stunder, hvor du bare vil hive stikket ud og lade tankerne vandre til fejende strygere og ambiente droner.
5. Douglas Dare – Whelm
Navnet Douglas Dare lyder lidt som et superhelte navn, og den 23-årige engelske singer song-writer og pianist, der tilsætter elektroniske effekter til sin musik besidder da også nogle musikalske evner udover det sædvanlige. Douglas Dare kombinerer klaverets unikke klangfarver med trommer, elektroniske finurligheder og blæseinstrumenter og er samtidig en singer-songwriter. Hans vokal smyger sig sjælfuldt og med en insisterende intensitet og dybde om klavertonerne, så det er svært ikke at blive tryllebundet. Debuten Whelm er et bittersødt, råt og ærligt album — og for første gang i lang tid —et piano-singer album der ikke drukner i klichéer.
4. Death Vessel – Island Intervals
Death Vessel alias tysk/amerikanske Joel Thibodeau har kreeret et overset og meget betagende, nærmest magisk folk-pop album, hvor hvert eneste af de 8 numre kunne være singler. Det melodiske overskud er nemlig uhørt højt fra ende til anden og Thibodeaus androfyne falset er ikke mindre end gudsbenådet. Hvis du synes, at det af og til lyder en anelse som Sigur Rós skyldes det, at albummet er produceret af Island Intervals er et af de mest oversete albums fra 2014.
Death Vessel — We Agreed
3. Foxes In Fiction – Ontario Gothic
Et album badet i rumklang, der på fornemmeste vis bygger bro mellem Dreampop, shoegaze og ambience. Warren Hildebrand selv kalder det for ”helende pop”. Gennem musikken forsøger han at håndtere eksistentielle kvaler som følge af broderens pludselige og tragiske død samt udfordringerne (homofobi og vold) ved at vokse op som homoseksuel i den canadiske provins Ontario. Resultatet er rørende og Owen Palletts strygerarrangementer giver melankolien en dybde udover det sædvanlige (særligt i Shadow’s Song).
2. Low Roar – 0
Low Roar befinder sig et sted i mellem Sigur Rós og Thom Yorke og dyrker på sig egen afdæmpede måde ensomheden som den måske ser ud i det rå, men smukke islandske landskab. Med hjælp fra Silla fra Múm og María fra Amiina er kompositionerne på albummet 0 spændt ud mellem det atmosfærisk svævende og rytmisk-elektronisk eksperimenterende. Manden bag, Ryan Joseph Karazija, har den klareste, uskyldsrene stemme du kan forestille dig. Den synes at skære ind til hjertet så nemt som papir bryder hudens overflade!
1. Avi Buffalo – At Best Cuckold
Avi Buffalo var en af de allerførste artister jeg skrev om på Musik Mig Blidt i forbindelse med den sevbetitlede og vidunderligt bittersøde, legesyge og ungdommelige indiepop debut fra 2010. I mellemtiden er frontmand Avi Zahner-Isenberg blevet fire år ældre (dog stadig kun 23 år gammel!) og et nyt album har har set dagens lys. At Best Cuckold er en mere end værdig og mere moden opfølger, stadig proppet til randen med de smukke melodier du kan forestille dig!
Avi Buffalo — Overwhelmed with Pride
Playliste
