21 maj
2017

Guldkorn april 2017


 Artwork: James Flames

Så er det blevet tid til at præsentere al den musik mine ører fandt vej til og fandt bedst i april måned. De 10 danske artister på listen er med fed skrift.

Trackliste

1. Kikos — Timeless Melody
2. Maymouth — Over The Fields
3. Sleep Party People – The Missing Steps
4. Novo Amor — Carry You
5. Foreign/National – Mombasa
6. Mykki Blanco — High School Never Ends (featuring Woodkid)
7. Cigarettes After Sex — Apocalypse
8. Mac DeMarco – On The Level
9. Gabriella Cohen – Downtown
10. Goss — I Want To Know?????
11. Hand Habits – Flower Glass
12. Bene – Lost Cause
13. Tashaki Miyaki — Tell Me
14. Haux — Touch
15. Goss — Soo Bad
16. Jeppe kjellberg — Sparkl
17. LUHA — SHE
18. Big Thief – Mythological Beauty
19. Hand Habits – SUN BEHOLDS ME
20. Skylar Fri – Better
21. BLONDAGE — Stoned
22. Rainbrother — Blue
23. Modest – Pride
24. Turquoise Sun — Sleeping
25. Mt. Wolf — Heavenbound
26. Jacob Pavek — RISE! PANIC! PIANO!
27. Harnes Kretzer — Confine Me
28. Ben Lukas Boysen & Sebastian Plano – Winding And Unwinding
29. Lisa Morgenstern — Levitation (feat. Sebastian Plano)
30. Lisa Morgenstern — Levitation (Ben Lukas Boysen Remix)
31. Christian Löffler – Vind (Max Cooper Remix)
32. Ryan Davis & Microtrauma – Traces
33. Noisia – The Approach (Rival Consoles Remix)

 


Om Guldkorns­se­rien

I erken­del­sen af, at jeg ikke kan nå at skrive sær­skilt om al den gode nye musik, der løbende udkom­mer, er Guld­korns­se­rien et til­tag på Musik Mig Blidt, hvor jeg prø­ver at samle op på de stær­ke­ste styk­ker musik, jeg har opda­get i den for­gangne måned. Al den musik hvor det ville være en skam, hvis det gik din næse forbi — guld­korn. Meget af det er spl­in­ter­nyt, en del er næsten nyt og noget er lidt ældre, men altid med en for­mod­ning om, at det med stor sand­syn­lig­hed er gået din næse forbi.

Soundcloud­-p­lat­for­men er valgt, fordi det tit er ste­det, hvor kunst­nere og pla­de­sel­ska­ber læg­ger musik op, før det får en offi­ciel udgi­velse. I andre til­fælde er der tale om numre – remixes, bootlegs eller coverversioner, der aldrig får en offi­ciel udgivelse.

13 maj
2017

Portræt af Jærv – fra parforhold til fremadstormende popduo

Historien om Jærv handler om brud, samarbejde og om at finde noget fælles i musikken. Musik Mig blidt mødtes med den fremadstormende danske duo, der til august er klar med deres anden EP.

Foråret har for alvor ramt Århus. For første gang i månedsvis føles det som sommer. På en lille græsplæne uden for Musikhuset sidder Amanda Glindvad og Mathias Pedersen Smidt. Det er anden dag på SPOT-festivalen, og rundt om på græsset sidder tømmermændsramte festivalgængere.

Men vejen hertil har været lang for Jærv, der startede som fælles musikalsk sparring. Amanda ville gerne skrive på dansk i stedet for engelsk og Mathias ville producere. Dén fælles sparring blev til Jærv.

På den første EP, Dit Hav, bæres den dystre lyrik frem af Amandas vokal, der befinder sig allerbedst i det lyse register. Mathias produktioner bærer præg af, at han spiller trommer i I’ll Be Damned. Han lægger det meste af sit arbejde i bassen og bunden på numrene.

Og det er derfor, Jærv er noget særligt. Voldsomme beats, blide tekster og vokaler. Den mellemvej, de sammen finder, er resultatet af, hvad de selv kalder for lidt af et tovtrækkeri. Det resulterer i et beskrivende, poppet univers, hvor især vokal og lyrik er prioriteret højt i lydbilledet.

”Det har nogle forcer, at vi kender hinanden så godt. Vi er ikke bange for at træde hinanden over tæerne, hvis der er noget, vi ikke synes lyder godt,” griner Amanda.

Og de kender hinanden godt. Få måneder inden de udgav deres første nummer, var de kærester. De boede, studerede og levede sammen. Jærv blev deres fælles barn, efter de slog op.

’’Det var vores måde at have noget at holde sammen om. Det var vigtig for os at holde kontakten, og det var nemmere, når vi havde noget at gå op i sammen,” siger hun.

Forskellighed som drivkraft

Hvis Amanda sidder og skriver selv, så bliver det for følsomt og fint, mener hun. Derfor passer det hende perfekt, at hun kan sende en idé til Mathias, som så kan justere, rive ned og bygge op. Det er sådan, mange af deres numre bliver til.

For Mathias er det altafgørende, at det ikke bliver for følsomt. Og det kan høres. Især på seneste single, Stille Hjerte, der virkelig har hårde trommer og tunge synthesizers.

”Hvis det bliver for kælent, så begynder jeg at kede mig. Det skal være pågående. Man skal kunne rives rundt,” siger han.

For Amanda er det vigtigt, at et nyt nummer ryger frem og tilbage imellem dem. De skaber en laissez-faire arbejdsproces, som er altafgørende for det endelige resultat.

Hvis jeg sidder for mig selv, bliver det til meget inderligt og fintfølt. Så er det fedt at kunne sende det til Mathias, og at han så river det ind i en anden kontekst. Jeg kan glæde mig helt til at få det tilbage, og gøre hvad han har fundet på,” siger hun.

Og det går også den anden vej. Tit vil teksterne være bygget op om en produktion, andre gange vil produktionen være resultatet af stemningen i en lyrik, og melodien bygges op herefter. Og det er en kombination, der virker.

Ambitionerne

Efter længe at have produceret, skrevet og indspillet i stuen, er duoen nødt til at indse, at det ikke længere er et hyggeprojekt. De har spillet et hav af koncerter på festivaler og er nu også repræsenteret af Playground Music (Katinka, Teitur, Wangel, Trentemøller, Birthe Kjær)

 Men de er enige om, at de ikke føler sig presset af samarbejdet. De fremhæver synergien, og de frie tøjler som værende afgørende for dem. Men det gør alligevel ikke noget, at der er kommet en vis struktur på samarbejdet.

”I starten var det én dag ad gangen. Men vi kan ikke længere se os fri for, at der skal komme nogle resultater. Vi har aldrig haft den romantiske tanke om uafhængighed fra et pladeselskab, bare for uafhængighedens skyld,” siger Mathias.

Og netop de tøjler og det hold man får i ryggen med et pladeselskab, vil man kunne høre på den nye EP, siger de. Hvor Første EP, Dit Hav, var resultatet af en søgen efter, hvad Jærv var, vil de nye numre være mere sammentømret. Jo mere erfarne de er blevet sammen, jo større betydning har den røde tråd fået.

“På den ene side er det nemmere at starte et nummer nu, fordi vi ved, hvad Jærv er. På den anden side har vi sat os et bundniveau. Vi er hårdere ved os selv, når vi skal udvælge sangene. Der var mange numre, vi gerne ville have haft på den nye EP, som vi valgte fra. Måske de kommer med på den næste,” siger Amanda.

Og det er ikke til at komme uden om, at andensinglen til den kommende EP har et bredere appel end tidligere. Stille Hjerte er uptempo, melodisk og så er den tilmed kort. Det plejer at være den perfekte kombination, hvis man gerne vil have noget airplay på de store radiokanaler. Og de lægger ikke skjul på, at det også er planen.

Selvsikker live performance 

Samme aften, hvor jeg har talt med Jærv, spiller de på Headquarters. Solen er ved at gå ned over den lange kø, og jeg får med nød og næppe og pressekort smurt dørmanden og lister indenfor. Der er pakket med mennesker. Ægte pakket. Mathias står solidt plantet bag en synth, deres stand-in på trommerne, Andreas Campbell, har taget det sæde, hvor Malte Aarup-Sørensen normalt sidder. Amanda står klar på scenen med ild i øjnene.

Det er en eksplosion af energi, når Jærv spiller live. Deres faste lydmand, Kasper Nyhus, der styrer lydsporene på både instrumenter og vokal, får det maksimale ud af Headquarters’ ellers skrabede anlæg. Amandas vokal står skarpt og imponerede tydeligt, rammerne taget i betragtning.

Scenen er forholdsvis lav på Headquarters, så hvis ikke man er over 1.80 høj, så er det praktisk talt umuligt at se noget. Der er sort af mennesker, og energien fra scenen smitter af på publikum. Der er alle slags typer. Folk med branchekort på brystet, fulde teenagere og skaldede mænd i skjorter.

Fælles for de fremmødte er, at der er en beundring for den selvsikkerhed duoen viser på scenen. Især de heftigste produktioner, Befri Mig og Stille Hjerte, får folk til at spærre øjnene op. Det er en svedig folkemængde, der forlader Headquarters den aften. Om den selvsikkerhed tages med på Jærvs anden EP, der udkommer i sensommeren, er ikke til at sige. Men de har i hvert fald fat i den lange ende med de nye singler. Og det nye bundniveau må bare siges at være virkelig højt.

10 maj
2017

PRUNES debutnummer er catchy, drømmende synth-pop

PRUNES er en duo bestående Mike Wind og Nichlas Krue, der med kun ét nummer tilgængeligt har gjort sig positivt bemærkede – og det nok til at det kaster et dedikeret indlæg af sig her på Musik Mig Blidt.

PRUNES udgav i november sidste år singlen I’ve Got To Try, som bl.a. var en af ugens kanoner i KarriereKanonen og med på musikmigblidts guldkorn fra februar. Singlen er super catchy uden at blive decideret kommerciel, og bæres frem af diffuse synths, elektroniske trommer og lette melodier, der langsomt bygges op og udvikler sig i et lækkert drømmende og halvpsykedelisk univers. Den falset-agtige vokal, måden hvorpå den er indhyllet i effekter samt teksten, der bl.a. lyder “I wanna bring that touch to your skin, turn you on”, gør nummeret enormt pirrende og forførende at lytte til.

Pr begyndte deres band for et år siden, og i foråret var de i L.A. for at arbejde med musikken. Der mødte de Sune Wagner (Psyched Up Janis og Raveonettes), der har været med til at hjælpe bandet på vej. Debutnummeret er derfor en rigtig spændende teaser for, hvad vi kan forvente os af talentfulde PRUNES i fremtiden. De er helt sikkert værd at holde øje med både på Facebook og Soundcloud.

Kan du ikke vente, kan PRUNES opleves live i Pumpehusets Byhave torsdag den 18. maj sammen med et andet lovende projekt – den kosmiske techno-pop gruppe We Are The Way For The Cosmos To Know Itself, som Musik Mig Blidt første gang satte fokus på og bragte et interview med for fire siden og som for nylig endelig er begyndt at røre på sig igen på udgivelsesniveau.

Lyt selv til Prunes’ I’ve Got To Try:

 

Related Posts with Thumbnails