Foto : Michael Caddy Søndergaard
Jeg havde under dette års ekstremt velbesøgte CPH:DOX Festival (over 70.000 besøg!) mulighed for at tage til koncerten “Vivaldi Recomposed” på Vega, hvor komponist og selverklæret post-minimalist Max Richter sammen med symfoniorkestret Copenhagen Phil opførte Vivaldis De Fire Årstider i en ny og moderne version. Jeg var på forhånd begejstret, da jeg det sidste års tid har skamlyttet til Universal Classics eminente udgivelse Recomposed by Max Richter: Vivaldi The Four Seasons
De Fire Årstider har for mange mistet sin tiltrækningkraft, fordi det simpelthen er blevet udnyttet i for mange og ofte kommercielle sammenhænge — i film, reklamer, som muzak i supermarkeder osv. At lytte til Max Richters rekomponering, også denne aften på Vega, er lidt som som at møde et kært familiemedlem, der ellers var gået bort, igen i reinkarneret form. Og i storform vel at mærke!
Aftenen indledtes med en interessant opvarmning i form af Argentinas største tangokomponist, Astor Piazzolla, der genskabte Vivaldis populære værk i skæv krydsning mellem klassisk og tango! Jeg havde forventet at krumme tæer over denne på papiret næsten blasfemiske tilgang til Vivaldis genistreg, men resultatet var en positiv overraskelse — meget rytmisk og legesygt, ja nærmest dansabelt. Astor Piazzollas arrangement bar præg af en stor kærlighed til originalværket.
Særligt dette nummer imponerede mig — her opført af Lara St. John på violin og The Simon Bolivar Youth Orchestra of Venezuela.
Efter 15–20 minutters pause gik Max Richter på scenen med Copenhagen Phil og koncertmester og solist/violinist Jon Gjesme. Orkestret startede med en forlænget udgave af Spring 0, der fungerede glimrende som intro med dens suspensefyldte brug af talrige hakkende violinstrøg med små foregribende melodifragmenter, der byggede op til Spring 1. Da melodien i Spring 1 endelig blomstrede i fuld flor, var det en kæmpe forløsning.
Og fra denne sats’ dybe cello første gang gjorde sit indtog, var resten af koncerten som en drøm. Jeg var med andre ord total høj på de endorfiner, musikken udløste i min hjerne. ‘Ekstremt forfriskende var det at høre De Fire Årstider opført i denne nye smukke Max Richter-version– og vision.
Koncerten foregik på Store Vega og rummets smukke interiør af mørke træpaneler og mahognigulve spillede fornemt sammen med denne (post)moderne fortolkning af Vivaldis mesterværk. Max Richter selv, der tronede i midten af orkestret bag et klaver med labtop på, så under stort set hele koncerten svært tilfreds ud med begivenhedernes gang, hvilket han da også havde alt mulig grund til.
VJ kollektivet DARK MATTERs stod for visuals. På et enormt lærred bag ved orkestret blev abstrakte, og hypnotisk dragende visuals projekteret op og skabte en ny oplevelsesdimension. Et kamera bevægede sig langsomt ind i et computergenereret og let pixeleret landskab, der umærkeligt skiftede sceneri fra f.eks. store golde sletter med solnedgangsgylden himmel til snoede gange i eventyrlige slotte og udforskning af underjordiske dystre, klaustrofobiske huler. Den lidt uddaterede grafik generede mig i starten. Jeg syntes den var halvgrim, og det hjalp heller ikke, at den ind i mellem hakkede noget i det, som om den hardware, der afviklede grafikken også havde nogle år på bagen.
Efterhånden begyndte jeg dog at nyde billedernes sære forældede æstetik og fik den idé, at den på nærmest symbolsk vis pegede på det samme grå område mellem gammelt og moderne, som musikken gjorde. Dette visuelle indspark bidragede derfor positivt til min helhedsoplevelse. Men meningerne er utvivlsomt delte i denne henseende.
Det eneste, der ellers trak ned på denne magiske aften med syngende strygere, var publikums ufrivillige tilbageholdenhed. Det faktum, at Max Richters fortolkning jo nærmest er et remix, hvor der også er tilføjet elektroniske elementer, koblet med at Vega ikke er vant til at huse symfonisk båret musik, men har en rig tradition for at koncentrere sig om de rytmiske genrer, skabte usikkerhed blandt publikum omkring hvilke konventioner der gjaldte ved denne særkoncert.
På et tidspunkt overhørte jeg en ung pige et par pladser fra mig viske til sin sidemand: “Må man klappe nu”? Publikum virkede lige så begejstrede som jeg, men var i tvivl om man skulle overholde den etikette, der gælder ved “normale” klassiske koncerter, hvor man ikke klapper i pauserne mellem satserne eller ej.
Som resultat var publikum desværre en smule tilbageholdende med at vise deres begejstring, og der blev kun klappet mellem satserne de gange en modig sjæl tog initiativet og alle straks fulgte trop. Dog undtaget en gruppe mentalt handicappede som, til manges let skjulte morskab, inkl. undertegnede, gentagne kom med glædesudbrud over musikken helt uden forbehold og på meget livsbekræftende vis.
Manglen på klapperi var, selvom det nu har fået en del spalteplads her, kun et lille skår i glæden, og koncerten var overordnet set en mindeværdig én af slagsen. Max Richter og Copenhagen Phil pustede i den grad nyt liv i De Fire Årstider, og jeg gik fra Vega med mine skyhøje forventninger indfriet. Det var en genkendelsens glæde, der strømmede igennem mig, men i lige så høj grad en eufori over at høre de velkendte toner i en opdateret og mere filmisk version. Og så vidt jeg kunne bedømme, havde resten af det fyldte Vega det på samme måde. Copenhagen Phil, Max Richter, CPH:DOX Festival og Vega skal have stort cadeau for at få dette unikke arrangement i stand. Tak for det!
Heldigvis er Copenhagen Phil ikke færdige med at flirte med anderledes måder at opføre klassisk musik på. “60 minutes” er Copenhagen Phils eget koncept, hvor de forener den rytmiske og klassiske verden i en ny fusionsgenre, der også bliver kaldet “Indie classical”. De har før holdt koncerter med de danske bands Efterklang og Cody og til februar er der annonceret en koncert i samarbejde med danske Indians som en del af Frost Festival 2014. Derudover er der et koncertsamarbejde med svenske Wildbirds & Peacedrums undervejs, som også skal opføres på Vega.
På falderebet skal lyde en stor opfordring til at give sig i kast med Max Richters omtalte rekomponering af Vivaldis værk. Bliv klogere på processen i denne lille film:
