Musik Mig Blidt

Roskilde Festival står lige for døren, og som sædvanlig er festivalen klar med et særligt program for de første dage fra søndag til tirsdag med fokus på de helt unge og fremadstormende talenter fra hovedsageligt Danmark og resten af Norden. Disse spirende artister fra undergrunden vil spiller på scenerne døbt Rising og Countdown. Herunder får du Musik Mig Blidts anbefalinger til de to scener i kronologisk rækkefølge, der til min store begejstring indeholder en del kunstnernavne som Musik Mig Blidt tidligere har anbefalet i forskellige sammenhænge.

Søndag

---

 

AYOWA – 16.30 – Countdown-scenen

AYOWA er en duo bestående af Nicolai Kornerup og Hannah Schneider, der har eksisteret på musikscenen herhjemme siden begyndelsen af 2016. For en måned siden udgav de deres debut-(mini)album Eremit, der byder på atmosfærisk og tænksom elektronisk pop med shoegaze tendenser. På trods af, at bandets tekster er dansksprogede, har internationale medier og radiostationer som BBC 1, Radio X, Apple Music, Beats 1, P6Beat, Huffington Post (US), Noisey og Vice helt fortjent spillet og haft fokus på duoens musik.

 

Værket – 17.00 – Rising-scenen

Værket er et 6-mandsband fra København, hvis sange er lige så lange som håret – dvs. langt. Værkerne er typisk over 10 minutter lange og er komplekse psykedeliske, progressiv rock-kompositioner med, i rock-sammenhænge, uvante instrumenter som elektrisk orgel, trompet og tværfløjte! Og i livesammenhænge flyder numrene over i hinanden som ét langt værk. Jeg forestiller mig en hypnotisk, medrivende koncert på Roskilde!

 

Hater – 20.00 – Rising-scenen

Hater er fra Sverige og er egentlig ret elskelige, selvom deres navn antyder det modsatte. De spiller melodisk indie-støj-pop med en skøn, feminin vokal fra Caroline Landahl, der emmer af melankoli og nostalgi. Nogle gange bliver hun en smule hæs og går dermed lige i hjertet på undertegnede. Hvis du kan lide bands som Alvvays og Best Coast, er Hater sikkert noget for dig. Og hvis du ikke kender disse to referencer, bør du stadig give dem en chance! Seneste single Coming Down kan du høre herunder, og så kan i øvrigt lade dig overbevise af debutalbummet You Tried på streamingtjenesterne.

 

 

School Of X – 23:00 – Rising-scenen

Bag School Of X står Rasmus Littauer, der nok mest er kendt som Mø’s trommeslager og som musiker i talrige andre projekter som Asteroids Galaxy Tour, Broke, Reptile Youth og Soleima. School Of X er Rasmus Littauers soloprojekt og at dømme ud fra de få sange på hans Soundcloud profil, kan han sagtens stå egne ben med sine drømmende, velsmurte indiepop-sange.

Mandag

---

 

Franske piger – 14.00 – Rising-scenen

Gode dansksprogede tekster, gode melodier, lækre produktioner (tjek det tørre punch i trommerne ud!) og en folkelig lyd uden at være mainstream på den irriterende måde, hvis sidstnævnte giver mening? Det burde den gøre, når du først lægger ører til Franske Pigers smittende indiepop med en umiskendelig ungdommelig og naiv energi, som får det meste af musikken på P3 til at lyder skinger og bare for meget. Franske piger er det nye pop!

 

ARY – 16.30 – Countdown-scenen

Norske ARY er en kunstner som jeg er ganske enkelt er vild med! Jeg havde hende både med i vores artikel om 6 udenlandske navne, som jeg ved årets start mente man skulle holde øje med i 2017 og på min playliste over de bedste sange fra 2016, så jeg er meget tilfreds med at se hende på programmet i Roskilde!

Du kan forvente æterisk elektronisk pop med en vokal, minder en smule om Bjørks. I Norge er hun af mange musikmedier udpeget til at være et navn, man skal holde øje med. Hun vandt bl.a. Gaffa prisen i Norge for “årets norske nykommer”.

Specielt tre funklende, nærmest magiske singler viser hendes store talent. Den boblende, livlige Higher var første single og siden er The Sea og The End kommet til, der følger en mere spirituel, atmosfærisk stemning.

 

MONTI – 18.00 – Countdown-scenen

MONTI er et hip hop band fra Aarhus der kunstnerisk henter inspiration fra navne som Rejjie Snow, MF Doom og Action Bronson. Bandets old school hip hop har jeg selv oplevet på Pumpehuset i København i forbindelse arrangementet “UHØRT Præsenterer 2017” i februar, som undergrundsfestivalen UHØRT festival stod bag.

Her gav det 6 mand store band et brag af en energisk koncert, hvor alle spillede deres instrumenter live til perfektion. Glemt alt om fesne backtracks og forsanger Sebastian Bang Monti viste sig både at være karismatisk, sympatisk og ekstremt overbevisende i sin leveringer af de engelsksprogede tekster. Hans flow er hurtigt, men det hele sidder knivskarpt og uden antydningen af Danglish! Jeg er normalt ikke så meget til hip hop, men MONTI har noget autentisk over sig, som fanger mig.

 

Fugleflugten – 23.00 – Rising-scenen

Det er ikke nogen hemmelighed, at Fugleflugten har en særlig plads hos Musik Mig Blidt, da vi har haft rigeligt med fokus på bandet de sidste års tid. Højdepunktet var da Fugleflugten var på plakaten til 5. udgave af “Musik Mig Blidt præsenterer” på Kulturstationen i Vanløse, oktober sidste år, hvor de gav en overbevisende og medrivende koncert!

Bookingen skete på baggrund af debut-EP Aftenpragtstjerne, som Musik Mig Blidt kårede til en bloggens favoritudgivelser i 2016. EP’en byder på alternativ rock med rødder i subgenrer som shoegaze, dream pop og post-punk. Der er både rum til inderlige popmelodier og mere kraftfulde og støjede rocksange, som giver genklang i den tidlige post-punk og shoegaze-scene. Støjende og til tider længselsfulde guitarmelodier, insisterende beats og bevægelige basgange akompagnierer Rasmus Ydes danske tekster, der trækker på naturens metaforik i sin kredsen om kærlighedens væsen og det levede liv. Tekstuniverset udtrykkes på dramatisk og dragende vis gennem Rasmus Ydes dybe og visse steder halvdesperate vokal.

Læs også vores interview med Fugleflugten i forbindelse med, at de spillede til “Musik Mig Blidt præsenterer, hvor de kan blive klogere på bandets sangskrivningsproces, inspirationskilder og tankerne bag deres Musikvideo-univers.

Tirsdag

---

 

IRAH – 15.00 – Countdown-scenen

IRAH skabte med deres debutalbum Into Dimensions et mikrokosmos af forunderlighed, skønhed og mystik gennem deres smukt opbyggede og spændingsfyldte kompositioner, der kombinerer elementer fra både trip hop og electronica på effektiv vis.Tilsæt Stine Grøns sært dragende vokal, og du bliver suget ind i et nærmest spirituelt univers med mørke undertoner. Albummet endte da også som en af mine klare favoritter fra 2016!

 

Modest – 15.30 – Rising-scenen

Modest overlapper en smule med IRAH’s koncert, så her må du prioritere, hvad du vil høre mest af. Modest er en Aarhus-kvartet, der udgav deres debut-ep med titlen Pretty Sure It’s Honest den 12. maj i år, som virkelig har fået meget rotation hos Musik Mig Blidts skribenter.

EP’en består af fire sindssygt gennemarbejdede numre. De er mixet og masteret med markante trommer, en tydelig Fender Jazzmaster-guitar og en Morrisey-agtig vokal. Tænk Joy Division, som rent faktisk er optaget ordentligt. De har en støvet lyd og smukke melodier. Teksterne er melankolske, men på samme tid opløftende. Bandet er både gode på deres langsomme ballader og de hurtige teenage-rockede numre med dybe andenstemmer. Favoritnumrene er de melodisk stærkeste – Dugout og Pride. 

 

Farveblind – 16.30 – Countdown-scenen

Lige efter Modest’s koncert skal du fange nordjyske Farveblind, som I den grad kan sparke en fest igang! Farveblind er endnu et af de bands som Musik Mig Blidt i januar havde på listen over danske bands man skal holde øje med i 2017.

Farveblind er en elektronisk duo fra Aalborg, bestående af Magnus Pilgaard Grønnebæk og Jens Asger Lykkeboe Mouritzen, der til liveoptrædener står for henholdsvis at dreje på knapperne og operere akustisk trommesæt. Resultatet er et hårdtslående, nærmest rave-agtigt elektronisk udtryk, der forenes med organisk, melodiøs pop-sensibilitet.

Jeg har set Farveblind flere gange live, og hver gang sparker de ganske enkelt røv og river deres publikum med – og rundt! Indtil videre er beviserne deres catchy Xolo Island remix, deres førstesingle Wasteful Talk og seneste skud på stammen – Indima (feat. Khaya N9).

Få et indtryk af den energi, som Farveblind skaber, når de optræder live via dette link til et video-sammenklip fra Smuk Fest 2016: FARVEBLIND @ SMUKFEST 2016

 

Silvester – 21.30 – Countdown-scenen

Silvester har flere gange optrådt på Musik Mig Blidts guldkornslister med deres funky, dansable og ofte sommerlige pop. Der er en lækker nærmest erotisk pool-stemning over Silvesters vuggende basgange (tjek lige Oceans basgang ud!), der går lige i hofterne. Silvesters musik er perfekt som soundtrack til en tilbagelænet fest med vennerne!

 

Gangly – 23.00 – Countdown-scenen

Gangly laver mørkt, atmosfærisk og bastungt elektronisk pop og er endnu én af de udenlandske bands, jeg tidligere har anbefalet at holde øje med i 2017. Bandet består af de islandske musikere Sindri Már Sigfússon fra Sin Fang, Úlfur fra Oyama og den talentfulde Jófríður Ákadóttir fra Samaris, Pascal Pinon og hendes soloprojekt JFDR, hvis luftige Björk-klingende vokal pryder Ganglys musik. Det er en trio som ikke har travlt, idet de hver især har andre musikalske projekter i gang ved siden af Gangly. Derfor har de over 2 år kun udgivet 4 numre,og her i 2017 er det kun blevet til nummeret Whole Again! Talentet er dog ikke til at tage fejl af!

I øvrigt er de animerede musikvideoer til Ganglys musik lidt af en oplevelse i sig selv. Billederne i slow-motion af bl.a. menneskeskikkelser og planter lavet af en slags levende, flydende guld omgivet af bælgmørke synes at forlænge det mørke og mystiske i musikken på meget dragende vis, så jeg håber meget, at trioen på en eller anden måde inkorporerer denne visualitet i deres liveshow.

 

Artwork: Laurent Hrybyk

Værsgo, maj måneds guldkorn som perler på en snor! Inkl. stærke danske nyheder fra The Foreign Resort, Death Machine, Rainbrother, Lasse Matthiessen, Who Is Louis, Modest og Sleep Party People!

De danske artister på listen er med fed skrift.

Trackliste: 

1. The Foreign Resort — She Is Lost (Album Version)
2. Siv Jakobsen — Like I Used To
3. Death Machine — With You
4. Rainbrother – Riverside
5. Rainbrother — Break Out
6. Goss — Ijotwiyda
7. Death Machine — Bleak
8. Lasse Matthiessen – Sorte Søer
9. Júníus Meyvant – Mr. Minister Great
10. Who Is Louis — Caught Up
11. Angelo Badalamenti – Laura Palmer’s Theme – Twin Peaks (Theatre Of Delays Rework)
12. Christian Löffler – Haul (feat. Mohna) [Superpoze Remix]
13. Flora Cash – You’re Somebody Else
14. Beacon – Marion
15. LUHA — Blue Whale
16. Phoria — Loss
17. Babeheaven — Your Love (ft Deem Spencer)
18. Bonobo — Break Apart (feat. Rhye)
19. Gabriella Cohen — Downtown
20. Rainbrother — East African Dream
21. Modest – Dugout
22. Sleep Party People – The Sun Will Open Its Core
23. Sleep Party People – Lingering Eyes
24. Fyfe — Belong (Feat. Kimbra)

 

Ekstra numre, som ikke er på Soundcloud:

Sigrid – Don’t Kill My Vibe

 

Sylvan Esso – Rewind

 

Susanne Sundfør – Undercover (Edit)

 

Musik Mig Blidt på Spotify

Husk at du også kan høre og abonnere på Musik Mig Blidts “Best of 2017” på Spotify:

 

---

Om Guldkorns­se­rien

I erken­del­sen af, at jeg ikke kan nå at skrive sær­skilt om al den gode nye musik, der løbende udkom­mer, er Guld­korns­se­rien et til­tag på Musik Mig Blidt, hvor jeg prø­ver at samle op på de stær­ke­ste styk­ker musik, jeg har opda­get i den for­gangne måned. Al den musik hvor det ville være en skam, hvis det gik din næse forbi — guld­korn. Meget af det er spl­in­ter­nyt, en del er næsten nyt og noget er lidt ældre, men altid med en for­mod­ning om, at det med stor sand­syn­lig­hed er gået din næse forbi.

Soundcloud­-p­lat­for­men er valgt, fordi det tit er ste­det, hvor kunst­nere og pla­de­sel­ska­ber læg­ger musik op, før det får en offi­ciel udgi­velse. I andre til­fælde er der tale om numre – remixes, bootlegs eller coverversioner, der aldrig får en offi­ciel udgivelse.

Fredag den 19, maj udkom In Memoirs debutalbum med titlen Love, Dreams & Sunsets. Kaster man et blik på artworket ovenfor, får man et kraftigt hint om, hvad for en lyd, som den 30 årige sanger og sangskriver Morten Fillipsen, der står bag In Memoirs, udforsker på albummets 10 skæringer; nemlig et poppet, storladent 80’er-romantisk og 90’er-inspireret pastelfarvet lydunivers, der flittigt integrerer de klassiske popklichéer.

Albummet emmer af den æstetik, stemning og romantiske nostalgi, man med nutidens øjne finder i serier som Beverly Hills 90210, Baywatch, Flash Dance, Top Gun og Dirty Dancing.

For mig personligt bliver det lidt “over the top” med denne lyd et helt album igennem. Det bliver lidt for pastelfarvet i længden. Men jeg tager virkelig hatten af for, at Morten Fillipsen og producer Mads Björn bare er gået all in på rendyrkelsen af poppen og dens klichéer, og i den forstand faktisk har skabt et meget helstøbt album. Og så er der faktisk også nogle virke gode melodier iblandt på Love, Dreams & Sunsets, som på f.eks. den drømmende single All Of My Time, og det bør også nævnes, at Fillipsens lyse stemme klinger yderst behageligt!

Mens du lytter til albummet, kan du læse In Memoirs’ egen gennemgang af numrene én for én længere nede.

Track-by-track gennemgang af In Memoirs – Love, Dreams & Sunsets

Wish: Det er faktisk en fem år gammel skitse, jeg fandt frem fra gemmerne. Da jeg skrev det i sin tid, passede det ikke rigtigt ind i de andre sange jeg havde liggende, og jeg følte den var lidt for meget “for meget”, men da jeg begyndte på et nyt musikalsk kapitel passede det pludseligt perfekt. Det var startskudet på en ny tid, og derfor også albummets åbningsnummer.

All of My Time: Skrev jeg i Melrose, Los Angeles på et motelværelse, da jeg var derovre med en flok sangskrivere. Jeg mødte en gammel veninde derovre, og nummeret er faktisk inspireret af hende, byens vibe og energi, varmen, Venice Beach, piger i sommerkjoler og smarte convertibles. Den handler om at give slip på alle sine bekymringer, og om at give sig selv lov til både at elske, og til at blive elsket. Det er lyden af et hjerte, der endelig giver efter og siger “pop”. Den handler om at finde hinanden, og ind til hinanden i dansen, hvor man til sidst har smidt sit skjold og sine våben. Man har nedbrudt alle sine mure og nu står overfor hinanden I øjenhøjde.

Who Are U?: Åh, hvor holder jeg dog meget at dette nummer. Det er en enormt hjerteskærende sang, som både gør ondt at lytte til, men som også gør mig glad. Den er meget terapeutisk for mig, og den beskriver den frustration der opstår i et brud. Teksten er ret direkte i sin besked til modtageren med sætninger som “You fucked me up. I do regret we even met” og “Who are you to doubt me?”, men den indre konflikt kommer senere til udtryk i C-stykket, hvor der bliver sunget “Say you will give it one more chance”.

So You’re Not Alone: Dette nummer er det sværeste jeg nogensinde har skrevet. Det handler om min onkel, der tabte kampen til kræft. Jeg var grædefærdig, da jeg skrev teksten. Og faktisk tog det mig over et år at færdiggøre sangen. Det var simpelthen for svært. Men den blev færdig, og jeg er super stolt af resultatet.

Brother, Can We Say?: Er det sidste nummer jeg skrev til pladen. Jeg følte jeg havde brug for et uptempo nummer, der går lidt amok og bryder de andre sange. Min producer Mads Bjørn sendte mig en tidlig version af sangen, og min kommentar var “Fedt!! Men det skal være endnu vildere”. Vi beskriver sangen som Pet Shop Boys på drugs møder Blade. Teksten er iøvrigt skrevet i London, og beskriver hvordan bylivet kan opsluge én, og gøre dig til en kyniker. Nogle gange er det godt lige at stoppe op, og kigge på et par marker.

Pas De Deux: Er en sang, der er inspireret af Medinas måde at skrive sange på. Sangen er meget ligetil, og teksten er virkelig også udtalt. Jeg syntes det passede perfekt til sangens tema; Kærlighed kender ingen køn, og er alt hvad vi har brug for her i livet.

Now That I: Handler om en sommerflirt, og den følelse der opstår når man forsøger at overbevise den anden sit værd. Sangen var gennem flere forskellige udgaver, før den fandt sin endelige form. I den oprindelige udgave endte den med et klimaks, men nu er den ret underspillet og distanceret.

Rivers: Er albummets pusterum. En lille intermezzo. I nummeret bliver der brugt rigtig mange gentagelser, hvilket giver en slags form for trance når man giver slip og blot falder hen.

Maybe Another Time: Det er en ret personlig sang, der handler om mit forhold til musik og kunst, og den indre konflikt der er forbundet. Jeg tjener ikke styrtende med penge på min musik, og jeg har fået ufattelig mange nederlag gennem årene. Derfor har jeg mange gange overvejet om det egentlig er kampen værd. Men jeg bliver ved med at vende tilbage til musikken. Jeg kan ikke lade være. Man skal sgu gå efter det man ønsker sig her i livet, og ikke bekymre sig om friværdi, renter, børn etc selvom omgangskredsen gør det. Følg ikke strømmen – gå dine egne veje, og gør det du føler er rigtigt.

Rome: Åh, hvilket et afslutningsnummer. Så kan det næsten ikke blive mere episk. Sangen giver mig ret mange associationer til en eller anden amerikansk romantisk indiefilm, og de to hovedpersoner endelig får hinanden tilsidst i silende regn. Det er en kærlighedshistorie som går op og ned, og derfor er sangen også svævende i sin form. Breakdown, efterfulgt af er beat, efterfulgt af endnu et breakdown. Kærlighed i musisk form, og en perfekt afslutning.