Historien om Jærv handler om brud, samarbejde og om at finde noget fælles i musikken. Musik Mig blidt mødtes med den fremadstormende danske duo, der til august er klar med deres anden EP.
Foråret har for alvor ramt Århus. For første gang i månedsvis føles det som sommer. På en lille græsplæne uden for Musikhuset sidder Amanda Glindvad og Mathias Pedersen Smidt. Det er anden dag på SPOT-festivalen, og rundt om på græsset sidder tømmermændsramte festivalgængere.
Men vejen hertil har været lang for Jærv, der startede som fælles musikalsk sparring. Amanda ville gerne skrive på dansk i stedet for engelsk og Mathias ville producere. Dén fælles sparring blev til Jærv.
På den første EP, Dit Hav, bæres den dystre lyrik frem af Amandas vokal, der befinder sig allerbedst i det lyse register. Mathias produktioner bærer præg af, at han spiller trommer i I’ll Be Damned. Han lægger det meste af sit arbejde i bassen og bunden på numrene.
Og det er derfor, Jærv er noget særligt. Voldsomme beats, blide tekster og vokaler. Den mellemvej, de sammen finder, er resultatet af, hvad de selv kalder for lidt af et tovtrækkeri. Det resulterer i et beskrivende, poppet univers, hvor især vokal og lyrik er prioriteret højt i lydbilledet.
”Det har nogle forcer, at vi kender hinanden så godt. Vi er ikke bange for at træde hinanden over tæerne, hvis der er noget, vi ikke synes lyder godt,” griner Amanda.
Og de kender hinanden godt. Få måneder inden de udgav deres første nummer, var de kærester. De boede, studerede og levede sammen. Jærv blev deres fælles barn, efter de slog op.
’’Det var vores måde at have noget at holde sammen om. Det var vigtig for os at holde kontakten, og det var nemmere, når vi havde noget at gå op i sammen,” siger hun.
Forskellighed som drivkraft
Hvis Amanda sidder og skriver selv, så bliver det for følsomt og fint, mener hun. Derfor passer det hende perfekt, at hun kan sende en idé til Mathias, som så kan justere, rive ned og bygge op. Det er sådan, mange af deres numre bliver til.
For Mathias er det altafgørende, at det ikke bliver for følsomt. Og det kan høres. Især på seneste single, Stille Hjerte, der virkelig har hårde trommer og tunge synthesizers.
”Hvis det bliver for kælent, så begynder jeg at kede mig. Det skal være pågående. Man skal kunne rives rundt,” siger han.
For Amanda er det vigtigt, at et nyt nummer ryger frem og tilbage imellem dem. De skaber en laissez-faire arbejdsproces, som er altafgørende for det endelige resultat.
”Hvis jeg sidder for mig selv, bliver det til meget inderligt og fintfølt. Så er det fedt at kunne sende det til Mathias, og at han så river det ind i en anden kontekst. Jeg kan glæde mig helt til at få det tilbage, og gøre hvad han har fundet på,” siger hun.
Og det går også den anden vej. Tit vil teksterne være bygget op om en produktion, andre gange vil produktionen være resultatet af stemningen i en lyrik, og melodien bygges op herefter. Og det er en kombination, der virker.
Ambitionerne
Efter længe at have produceret, skrevet og indspillet i stuen, er duoen nødt til at indse, at det ikke længere er et hyggeprojekt. De har spillet et hav af koncerter på festivaler og er nu også repræsenteret af Playground Music (Katinka, Teitur, Wangel, Trentemøller, Birthe Kjær)
Men de er enige om, at de ikke føler sig presset af samarbejdet. De fremhæver synergien, og de frie tøjler som værende afgørende for dem. Men det gør alligevel ikke noget, at der er kommet en vis struktur på samarbejdet.
”I starten var det én dag ad gangen. Men vi kan ikke længere se os fri for, at der skal komme nogle resultater. Vi har aldrig haft den romantiske tanke om uafhængighed fra et pladeselskab, bare for uafhængighedens skyld,” siger Mathias.
Og netop de tøjler og det hold man får i ryggen med et pladeselskab, vil man kunne høre på den nye EP, siger de. Hvor Første EP, Dit Hav, var resultatet af en søgen efter, hvad Jærv var, vil de nye numre være mere sammentømret. Jo mere erfarne de er blevet sammen, jo større betydning har den røde tråd fået.
“På den ene side er det nemmere at starte et nummer nu, fordi vi ved, hvad Jærv er. På den anden side har vi sat os et bundniveau. Vi er hårdere ved os selv, når vi skal udvælge sangene. Der var mange numre, vi gerne ville have haft på den nye EP, som vi valgte fra. Måske de kommer med på den næste,” siger Amanda.
Og det er ikke til at komme uden om, at andensinglen til den kommende EP har et bredere appel end tidligere. Stille Hjerte er uptempo, melodisk og så er den tilmed kort. Det plejer at være den perfekte kombination, hvis man gerne vil have noget airplay på de store radiokanaler. Og de lægger ikke skjul på, at det også er planen.
Selvsikker live performance
Samme aften, hvor jeg har talt med Jærv, spiller de på Headquarters. Solen er ved at gå ned over den lange kø, og jeg får med nød og næppe og pressekort smurt dørmanden og lister indenfor. Der er pakket med mennesker. Ægte pakket. Mathias står solidt plantet bag en synth, deres stand-in på trommerne, Andreas Campbell, har taget det sæde, hvor Malte Aarup-Sørensen normalt sidder. Amanda står klar på scenen med ild i øjnene.
Det er en eksplosion af energi, når Jærv spiller live. Deres faste lydmand, Kasper Nyhus, der styrer lydsporene på både instrumenter og vokal, får det maksimale ud af Headquarters’ ellers skrabede anlæg. Amandas vokal står skarpt og imponerede tydeligt, rammerne taget i betragtning.
Scenen er forholdsvis lav på Headquarters, så hvis ikke man er over 1.80 høj, så er det praktisk talt umuligt at se noget. Der er sort af mennesker, og energien fra scenen smitter af på publikum. Der er alle slags typer. Folk med branchekort på brystet, fulde teenagere og skaldede mænd i skjorter.
Fælles for de fremmødte er, at der er en beundring for den selvsikkerhed duoen viser på scenen. Især de heftigste produktioner, Befri Mig og Stille Hjerte, får folk til at spærre øjnene op. Det er en svedig folkemængde, der forlader Headquarters den aften. Om den selvsikkerhed tages med på Jærvs anden EP, der udkommer i sensommeren, er ikke til at sige. Men de har i hvert fald fat i den lange ende med de nye singler. Og det nye bundniveau må bare siges at være virkelig højt.
