28 mar
2020

Piano Day 2020

I dag er det Pia­no Day, en hyl­dest­dag til kla­ve­ret, star­tet af kom­po­nist og pia­nist Nils Fra­hm i 2016. Den bli­ver afholdt på den­ne dag — årets 88. dag, for­di der er 88 tan­gen­ter på et kla­ver.

Ver­den over fejrer pia­ni­ster det­te majestæti­ske instru­ment dagen igen­nem med at udgi­ve nye num­re eller live­strea­me hjem­me­kon­cer­ter fra de soci­a­le medi­er. Egent­lig var der et væld af kon­cer­ter i den vir­ke­li­ge, fysi­ske ver­den plan­lagt, men de fle­ste er aflyst pga. Cor­o­na-kri­sen. Det gæl­der desvær­re også Pia­no Days Copen­ha­gen.

Jeg elsker kla­ve­ret som instru­ment, hvad den tro­fa­ste læser vil vide. Det er ikke noget til­fæl­de, at mine guld­korns­play­li­ster for det meste inde­hol­der en del neoklas­si­ske kom­po­si­tio­ner, hvor kla­ve­ret ofte har en cen­tral rol­le. Kla­ve­ret er i min ver­den noget magisk. Det er et ekstremt kom­plekst instru­ment, der kan bestå af op imod 12.000 indi­vi­du­el­le dele. 12.000! Alli­ge­vel er kla­ve­ret emi­nent til at for­mid­le følel­ser rent, ærligt og umid­del­bart. Den musik, der kom­mer ud af et kla­ver, føles meget men­ne­ske­lig og besid­der i min optik en form for rå, urgam­mel, musi­kalsk skøn­hed. Kla­ver­mu­sik­ken kan for­stær­ke reflek­sion og for­dy­bel­se og hjæl­pe med at sæt­te tem­po­et ned, træ­de et skridt til­ba­ge og mær­ke efter — i hvert fald den type kla­ver­mu­sik, som jeg favo­ri­se­rer og dyr­ker, der sam­ti­dig rum­mer en melan­kolsk og drøm­men­de dimen­sion med spræk­ker af håb og lys.

Kla­ver­mu­sik er også glim­ren­de egnet som sound­tra­ck til man­ge af de inden­dør­sak­ti­vi­te­ter, som man­ge men­ne­sker i skri­ven­de stund enten er tvun­get til eller aktivt væl­ger for at beskyt­te deres med­men­ne­sker mod smit­te. Det er godt at læse til, lave mad til, male til, spil­le bræt­spil til, læg­ge pus­le­spil til — og ja, fort­sæt selv listen.

Det var man­ge ord. I vir­ke­lig­he­den vil jeg bare ger­ne dele en mas­se fan­ta­stisk kla­ver­mu­sik med dig.

Over de sid­ste man­ge år har jeg løben­de kom­pi­le­ret en play­li­ste med mine favo­rit­num­re, hvor kla­ve­ret er det bæren­de instru­ment. Jeg har døbt play­li­sten Pia­no Magic. Den inde­hol­der over 200 num­re, og play­li­sten vil løben­de bli­ve opda­te­ret med nye favo­rit­ter (nye­ste til­fø­jel­ser er i øvrigt i bun­den af play­li­sten).

Vælg selv hvil­ken strea­m­ing plat­form, der pas­ser dig bedst nede­nun­der.

Lyt via Spo­ti­fy her.

Lyt via Tidal her.

Lyt via Youtu­be her.

Men inden du går i gang, så start lige med Jon Hopkins’ nye­ste sing­le Sce­ne Sus­pen­ded, opta­get live i Sid­ney Ope­ra Hou­se (net­op live­strea­met) samt samt Nils Fra­hm’s No Step On Wing fra album­met Emp­ty, der udkom i dag i anled­ning af net­op Pia­no Day 2020. Beg­ge dis­se kom­po­ni­ster er i øvrigt blandt min abso­lut­te ynd­lings­kunst­ne­re.

I ind­spil­let form med stren­ge­in­stru­men­ter og den sær­li­ge atmos­fæ­ri­ske (elek­tro­ni­ske) baggrundsstøj/rumklang, som Jon Hopkins mestrer til per­fek­tion:

18 mar
2020

Premiere: Asthmatic Harps nye single er et befriende lyspunkt i en svær og usædvanlig tid

Midt i al Cor­o­na-virak­ken må vi ikke glem­me de små lys­punk­ter i livet. Ånde­hul­ler, hvor vi kan glem­me pro­ble­mer­ne lidt.

Ast­h­ma­tic Har­ps nye sing­le Bird of Para­di­se er net­op det — et lys­punkt, et ånde­hul. Num­me­ret kal­der på for­års­for­nem­mel­ser, forel­skel­se og blom­ster i en bota­nisk have, og bril­le­rer med en ekstremt smuk, sart, lys vokal og et sim­pelt instru­men­talt arran­ge­ment bestå­en­de af aku­stisk gui­tar, per­kus­sion, synth og kla­ri­net. Få, men stær­ke vir­ke­mid­ler! Omkvæ­det er ele­gant og fæn­gen­de, og når den lyse vokal her tin­drer lysest med små, fine sving­nin­ger, får jeg sim­pelt­hen kul­de­gys­nin­ger på den gode måde!

Pas­sio­ne­re­de Jazz-ken­de­re vil måske bide mær­ke i sang­linj­en “What is this thing cal­led
spring?”, som er en refe­ren­ce til Cole Por­ters berøm­te jazz­stan­dard “What is this thing
cal­led love”. En refe­ren­ce, der dra­ger sam­men­hæng mel­lem hoved­kulds forel­skel­se og
for­å­rets kom­me.

Bird of Para­di­se er en fors­mag på, hvad vi kan glæ­de os til at høre på Ast­h­ma­tic Har­ps
næste EP-udgi­vel­se, Thin­gs We Lear­ned To Live With, der efter pla­nen udkom­mer i som­me­ren 2020.

Udgi­vel­sen byder iføl­ge pres­se­med­del­el­sen på “skæv­hed, skøn­hed og var­me med fem auten­ti­ske indie-folk bal­la­der, der spil­ler sig lige ind i hjer­te­ku­len”. Jeg har på for­nem­mel­sen, at den­ne beskri­vel­se kom­mer til at pas­se gan­ske fint!

Hvem er Asthmatic Harp?

Bag kunst­ner­nav­net Ast­h­ma­tic Harp gem­mer sig sangskri­ver og musi­ker Han­nah
Freds­gaard-Jones, der efter en årræk­ke i Lon­don, har slå­et sig ned i Glas­gows blom­stren­de musiks­ce­ne.

Han­nah, født og opvok­set i Dan­mark, for­fulg­te musikdrøm­men og flyt­te­de til
Lon­don, hvor hun udgav sit debutal­bum Lost Astro­naut i 2015. Musik­ken blev til­delt 5 stjer­ner i Gaf­fa i en anmel­del­se, der sam­men­lig­ne­de hen­de med sven­ske Sti­na Nor­den­stam og kald­te udgi­vel­sen “pop­mu­sik, der tager den en tak læn­ge­re ind”. I Lon­don etab­le­re­de hun sig hur­tigt i det kre­a­ti­ve mil­jø omkring byde­len Cam­den og i 2018 blev hun udnævnt som “Resi­dent Artist” på det berøm­te spil­le­sted the Round­hou­se.

Ast­h­ma­tic Harp er for nylig ble­vet til­delt den pre­sti­ge­ful­de pris ‘Do It Dif­fe­rent­ly’ fra ‘Help Musi­ci­ans UK’, der skal være med til at støt­te hen­des kom­men­de EP udgi­vel­se Thin­gs We Lear­ned to Live With, som udkom­mer i som­me­ren 2020. Det er Ast­h­ma­tic Harp’s før­ste udspil siden den kon­cep­tu­el­le sing­le-tri­lo­gi med num­re­ne Kil­burn, Moor­ga­te og Seven Sisters, som blev rost i både tysk, dansk og bri­tisk pres­se for deres rige instru­men­te­ring og medri­ven­de vokal (se bl.a. Musik Mig Blidts omta­le her).

Inspi­re­ret af sit enga­ge­ment i for­skel­li­ge kunst­ne­ri­ske arbejds­fæl­leska­ber under sit ophold i Lon­don, har Ast­h­ma­tic Harp nu taget ini­ti­a­tiv til at etab­le­re et nyt og spæn­den­de sangskri­ver­kol­lek­tiv i Glas­gow. Kol­lek­ti­vet, der har fået nav­net “Blue Tongue Col­lecti­ve”, består af syv skot­ske sangskri­ve­re fra vækst­la­get, som pas­sio­ne­re­de gri­ber musikin­du­stri­en an på egne præ­mis­ser og advo­ke­rer for sam­ar­bej­de frem­for kon­kur­ren­ce.

9 mar
2020

Konradsen giver dig ro i sjælen: Fang dem live på Musikcaféen på onsdag d. 11/3

Nor­ske Jen­ny Marie Sabel og mul­ti-instru­men­ta­li­sten Eirik Vild­gren er ker­nen i Kon­rad­sen, der i efter­å­ret udgav deres debutal­bum, der er lavet over ca. tre år. Det er et af mine ynd­lings­al­bums fra sid­ste år — under­spil­let og afdæm­pet, men sam­ti­dig kraft­fuldt.

Kon­rad­sen er pt. på Euro­pa tur­né og besø­ger Køben­havn på ons­dag. Så hvis du bor i Køben­havn eller omegn kan jeg kun anbe­fa­le, at du køber bil­let til kon­cer­ten på ons­dag d. 11/3. Det er et røver­køb for kun 120 kr. + gebyr. Det fore­går på Musikcaféen i Huset (i Magstræ­de). Link til mere info + køb af bil­let fin­der du her. 

Album­met, som har begej­stret mig sådan, hed­der Saints And Seba­sti­an Sto­ri­es. San­ge­ne er typisk byg­get op omkring mini­ma­li­stisk, og intimt­klin­gen­de kla­ver samt Jen­ny Marie Sabels bero­li­gen­de vokal. Der­til er der blæ­se­re og atmos­fæ­ri­ske, pro­gram­me­re­de beats, kry­dret med kuri­ø­se felt­op­ta­gel­ser og samp­les samt ambi­en­te lyde.

Der er på sam­me tid noget fami­liært og unikt ved Kon­rad­sens lyd. Man kan nemt kob­le enkelt­de­le­ne med noget, man ken­der og har hørt før — de oplag­te sam­men­lig­nin­ger er Sufjan Ste­vens, Frank Oce­an og Bon Iver. Men Kon­rad­sen har sam­ti­dig skabt deres egen lil­le iden­ti­tets­bob­le, hjul­pet godt på vej af den inti­me pro­duk­tion, hvor kla­ve­ret er opta­get, så dets stren­ges sving­nin­ger er helt frem­me i lyd­bil­le­det side om side med Jen­ny Marie Sabels sjæl­ful­de og blide/forførende vokal.

At en ræk­ke ven­ner des­u­den har bidra­get musi­kalsk giver album­met en følel­se af fæl­les­skab og var­me. Der er fle­re pas­sa­ger, hvor fle­re ven­ner stem­mer i på én gang og til­fø­rer små glimt af højstemt gospel (se liveud­ga­ven af Baby Hal­le­lujah læn­ge­re nede for at mær­ke, hvad jeg mener!). Fæl­les­skabs­fø­lel­sen under­stre­ges des­u­den af små lyd­bid­der fra Eiriks sove­væ­rel­se, hvor album­met er ind­spil­let, f.eks. en ølfla­ske der bli­ver åbnet, bestik der klir­rer og Eiriks lil­le­bror, der tøm­mer opva­ske­ren. Der er også til­fø­jet lyd­bid­der af sam­ta­ler med ven­ner fra live­op­ta­gel­ser og hjem­me­vi­deo­op­ta­gel­ser.

Det gør album­met ekstremt nær­væ­ren­de i hele sit væsen og udtryk. Og så har jeg slet ikke end­nu nævnt, hvor fine melo­di­er­ne er. De stær­ke­ste san­ge fra album­met er efter min mening Tele­vi­sion Land, Dice, Baby Hal­le­lujah og Red To Rhy­me. Men album­met har en smuk, rød tråd, som man først for alvor spot­ter, hvis man lyt­ter til hele mole­vit­ten.

Du kan lyt­te til album­met via Spo­ti­fy og se en ræk­ke san­ge og live video­er her­un­der. Og hvis du kan lide hvad du hører, er det ellers bare med at få købt bil­let­ter til kon­cer­ten på Musikcaféen på ons­dag!

 

Related Posts with Thumbnails

Follow Me!

Follow Me! Follow Me! Follow Me! Follow Me!