Musik Mig Blidt

En de bed­ste musik­festi­va­ler for dansk upco­m­ing musik er Uhørt Festi­val, som siden 2013 har fun­det sted i Køben­havn. I år præ­sen­te­re­de festi­va­len 39 kunst­ne­re, og i det­te ind­læg kan du stif­te bekendt­skab med seks af de mest loven­de blandt de ca. 20 arti­ster, jeg nåe­de at høre.

Klaptrae

Klap­trae har jeg fulgt siden 2017, hvor han før­ste gang hav­de en sang på min guld­korns­play­li­ste (som desvær­re ikke er til­gæn­ge­lig læn­ge­re). Den bæren­de kraft i Klap­trae er Laurits Ste­in­berg, som åben­lyst har ladet sig inspi­re­re af Bon Ivers 22, A Mil­li­on. Han kom­bi­ne­rer elek­tro­ni­ske, atmos­fæ­ri­ske og fol­ke­de ele­men­ter i et stem­nings­mæt­tet lyd­bil­le­de, som både er engelsk- og dansk­spro­get. Showca­sen på Uhørt gav mig lyst til at høre en fuld kon­cert med Klap­trae. Også for­di jeg ved, at Klap­trae har rige­ligt i ærmet til en fuld­læn­ge-kon­cert. Jeg har nem­lig fået lov at lyt­te til et pre­view af det kom­men­de album, der skul­le udkom­me her i efter­å­ret. Du kan roligt glæ­de dig!

Klap­trae har pt. tre num­re lig­gen­de på Soundcloud, du kan høre lige her:

BYLJA

Mar­chel Mørk og Emil Aagaards fæl­les elek­tro­ni­ske pro­jekt BYLJA har jeg fortjent fea­tu­red her på blog­gen før. Jeg har sta­dig til gode at høre dem mere end 30 min. live, men både da jeg hør­te dem på SPOT festi­val i maj og igen på Uhørt, hav­de jeg en fan­ta­stisk ople­vel­se af at bli­ve trans­por­te­ret til et magisk drøm­meland, som jeg i hvert fald ikke hav­de lyst til at for­la­de efter så kort tid, som beg­ge dis­se to kon­cer­ter vare­de.

Duo­en har en i DK-sam­men­hæn­ge unik, læk­ker elek­tro-orga­nisk lyd med melan­kol­ske under­to­ner, som bedst kan sam­men­lig­nes med island­ske Kias­mos eller sven­ske Gid­ge. Duo­en, der nu er sig­net til de gode folk på Cele­bra­tion Records, for­ven­ter jeg mig meget af i frem­ti­den!

Ilt

Køben­havn­ske Ilt for­e­ner stær­ke melo­di­er, udsvæ­ven­de kom­po­si­tio­ner og repe­ti­ti­ve gui­tar­fi­gu­rer. Resul­ta­tet er meget medi­ta­tivt og drøm­men­de. De læg­ger sig et inter­es­sant sted mel­lem noget pop­pet og mere alter­na­tivt. Først­nævn­te skyl­des san­ge­nes iøre­fal­den­hed og sidst­nævn­te kan til­skri­ves ban­dets evne og lyst til at ufor­dre lyt­te­ren med ryt­meskif­te og kom­po­si­tio­ner som ikke føl­ger vers/omkvæd form­len. Såle­des byder num­re som Infi­ni­te og Bea­m­ing Light på fle­re over­ra­sken­de over­gan­ge, som næsten ska­ber nye num­re i num­me­ret. Lyt engang til ban­dets et år gam­le EP, mens du ven­ter på ban­dets næste move.

Lunar

Lunar spil­le­de en kon­cert med mas­ser af selv­til­lid og musi­kalsk over­skud. Ban­dets gro­ovy, skæ­ve, let psy­ke­de­li­ske pop med refe­ren­cer til 60’erne og 70’erne er svært ikke at lade sig char­me­re og måske lige­frem for­fø­re af. Det hjæl­per alt sam­men på det, at bas­sen er læk­kert vug­gen­de, trom­mer­ne sprø­de og ofte syn­ko­pe­re­de, saxo­fo­nen halvlum­mert drøm­men­de og front­man­den meget karis­ma­tisk. Hele udtryk­ket vir­ker bare til­ba­ge­læ­net cool. Og så elsker jeg også, at klaveret/synthesizer på man­ge num­re ikke kun veks­ler mel­lem akkor­der, men bidra­ger med hel­støb­te inte­gre­re­de melo­di­er i num­re­ne! Gene­relt fun­ge­rer det ski­de godt live — lige­som det gør i ind­spil­let form!

Lunar udgav en ny EP for kun et par ugers tid siden, men deres bag­ka­ta­log af ældre EP’er er også værd at dyk­ke ned i.

Rigmor

Rig­mor har ind­til vide­re kun en enkelt sing­le ude, som jeg før kon­cer­ten på Uhørt, syn­tes rig­tig godt om. Ban­dets tek­stu­ni­vers base­rer sig på Micha­el Strun­ges dig­te og de tema­tik­ker hans for­fat­ter­skab behand­ler som ensom­hed, menings­løs­hed og alt det, som er dys­funk­tio­nelt i sam­fun­det. Sang for sang krøb både musik og lyrik ind under huden på publi­kum, ikke mindst tak­ket være et meget nær­væ­ren­de band — ikke mindst ban­dets for­san­ger Sarah Wich­mann, der til en af san­ge­ne trå­d­te ned fra sce­nen, så hun stod helt i øjen­høj­de med publi­kum.

Nyd sing­len Træ mens du væb­ner dig med tål­mo­dig­hed og ven­ter på Rig­mors debut-EP, der efter sigen­de skul­le udkom­me til febru­ar 2020.

Det er igen ble­vet tid til en pre­mi­e­re på Musik Mig Blidt!

Dan­ske Kara Moon er ude med en stærk ny sing­le med tit­len Sky, som har noget mørkt og sært dra­gen­de over sig. San­gen, et skævt synt­hpop-num­mer, gen­ta­ger egent­lig det sam­me simp­le melo­distyk­ke og tekst­styk­ke igen og igen med vari­e­ren­de instru­men­te­ring, hvil­ket måske kan lyde kede­ligt, men fak­tisk synes jeg, det fun­ge­rer glim­ren­de! For det før­ste er der noget næsten hyp­no­tisk ved sel­ve voka­len, der er todelt i en lys og mørk stem­me, som på meka­nisk vis mes­ser de drøm­men­de og roman­ti­ske ord “When I look into your eyes I see the stars in the sky” om og om igen.

Sel­ve lydu­ni­ver­set omkring den todel­te vokal er mere dystert, end tekst­styk­ket anty­der, med tun­ge beats, en mæt­tet ambi­ent atmos­fæ­re samt ikke mindst en kaska­de af synt­hs, hvor den mest domi­ne­ren­de er sær­de­les kraf­tig og klin­ger forvræn­get og vibre­rer på en måde, så den vir­ker meget leven­de. Der er noget smadret over det sam­le­de ind­tryk, hvil­ket er for­fri­sken­de i for­hold til de man­ge mere pole­re­de synt­hpop-udgi­vel­ser, de sene­ste år har budt på.

Num­me­ret rum­mer også små lys­glimt i mør­ket i form af stjer­nedrys-lyde, en hur­tig, lys tik­ken (i mel­lem­styk­ket), swoosh-atmos­fæ­ri­ske lyd­ef­fek­ter og noget, der min­der om en mel­lem­ting mel­lem fjern sire­nesang, ulve­hyl og en fløjte­lyd ind­hyl­let i tåge. Måske du kan spot­te, hvad jeg mener, hvis du lyt­ter godt efter?

Giv sing­len et lyt her:

Hvem er Kara Moon?

Jose­fi­ne Skov, som står bag Kara Moon er uddan­net lyd­de­sig­ner fra Sonic Col­le­ge og pro­du­ce­rer mate­ri­a­let selv. Live med­vir­ker Sara Mouritzen på beats.

Kara Moon har opt­rå­dt på CPH: DOX, Radio24Syv og til diver­se dan­ske festi­va­ler — her­un­der Aar­hus Volu­me, SPARK Festi­val og sene­st Car­park Festi­val i Kbh og Cluster­squa­re under Århus Festu­ge.

I febru­ar 2019 spil­le­de Kara Moon sup­port for fran­ske Yel­le på Vega i Køben­havn.

I den nære frem­tid kan du bl.a. glæ­de dig til en musik­vi­deo til Sky, som Kara Moon laver i sam­ar­bej­de med video­kunst­ner Asb­jørn Kragh. Der­u­d­over arbej­der Jose­fi­ne Skov selv­føl­ge­lig vide­re på nyt mate­ri­a­le, som hun løf­ter slø­ret for, så snart det er klart.

Hvis du er ble­vet nys­ger­rig på Kara Moon, så lyt til den lyse­re, luf­ti­ge­re, men også mere melan­kol­ske synth-pop-sing­le, Insen­si­ti­ve, der er udkom i febru­ar 2018:

Lars Ander­s­son og Phil­lip Dor­nau­er udgør ban­det MOLLY fra Inns­bruck i Østrig, som jeg er fal­det pla­dask for. Deres debutal­bum, der på for­bil­led­lig vis kom­bi­ne­rer sho­e­ga­ze og  post-rock, har fået den nostal­gi­ske titel All That Ever Could Have Been og ram­mer alle de rig­ti­ge knap­per hos mig.

Albumcove­ret, en blå him­mel med en luf­tig sky, kun­ne lige så godt have været et bil­le­de på min til­stand, når jeg lyt­ter til det­te album. Man bli­ver lige­som løf­tet op i sky­er­ne og dri­ver afsted med luk­ke­de øjne. De langstrak­te lyd­fla­der, der er badet i rum­klang og frem­bragt af både gui­tar og vokal, er på sam­me tid ekstremt drøm­men­de, melan­kolsk og cine­ma­tisk. Der er klart ske­let til post-rock bands som f.eks. Sigur Rós, men jeg synes ikke det gør noget, når melo­di­er­ne er så vel­kom­po­ne­re­de som her.

Det er dog ikke kun ren afslap­ning af lyt­te til album­met. Nog­le num­re udvik­ler sig såle­des, at de byg­ger op, lyd­ta­pet bli­ver vævet tæt­te­re og tæt­te­re. Nog­le gan­ge så tæt at lyden bli­ver en mas­siv uigen­nem­træn­ge­lig mur. Og så plud­se­lig er alt rent og klart igen med blot et kla­ver og den smuk­ke lyse fal­set som fyrtårn. Trom­mesla­ge­ne med flit­tig brug af lil­le­trom­me og hi-hat står des­u­den knivskar­pt og pivsprødt i lyd­bil­le­det og og hjæl­per med at ska­be frem­drift.

Lyt til album­met via Bandcamp eller Spo­ti­fy her­un­der:

Lyt og se evt. en live-udga­ve af num­me­ret Foun­tain Of Youth her:

Tjek også musik­vi­deo­er­ne til num­re­ne Vogel­ne­st og Weep, Gent­ly Weep her­un­der: