Mens pandemien stadig ruller med alle dens restriktioner, er det godt at glæde sig over og fokusere på det gode, som venter i horisonten. Og det gælder for Musik Mig Blidt selvfølgelig særligt ny musik og nye lovende kunstnere, som i den grad repræsenterer et lys i mørket — noget positivt at se frem til!
Her vil jeg præsenterer dig for nogle af de musikalske projekter, som jeg er stødt på i løbet af 2020 (særligt sidste del af året) samt i begyndelsen af 2021, som jeg virkelig synes har noget at byde på!
Jeg har prioriteret kunstnere, som kan betegnes som upcoming i den forstand, at de mestendels kun har få numre udgivet og dermed stadig er relativt ukendte. Jeg spår, det kommer til at ændre sig i løbet af 2021 — det burde i hvert fald være tilfældet, hvis potentialet til dels udfoldes til fulde, og til dels hvis der ellers retfærdighed til…Det kan jo, som især folk i branchen ved, være svært at bryde igennem lydmuren (f.eks. at få spilletid i radioen), selvom kvaliteten er til stede.
Nok snak — tid til at dykke ned i de nye danske håb i følge Musik Mig Blidt!
I tilfældig rækkefølge:
Christian Haase
Foto: Peter William Vinther
Christian Haase har tidligere, sammen med makkeren Lasse Sonne, været en del af det finurlige og interessante musikprojekt Vi Leger Musik, der nåede at gøre indtryk på kun tre sange, men siden blev lagt på is. Efter sidste år at have udgivet et rent ambient album, Grønland, baseret på lydoptagelser fra netop Grønland, udkommer Christian Haase i 2021 med nye sange. Og første sang med titlen Sne Blød Hud er simpelthen så fin og øm.
Nummeret pendulerer mellem legesyg, minimalistisk, elektropoppet instrumentering med “du du du” melodi og de mere himmelstræbende elementer i kraft af cello, violin, klarinet og saxofon samt svævende kor pakket ind i rumklang, hvor lydbilledet er mere mættet. Jeg er i øvrigt ret vild med Christian Haases, lyse, drengede vokal med en anelse hæshed, som går godt i spænd med det lidt naive, drømmende univers.
Siden jeg begyndte på denne artikel er yderlige to sange udkommet, som er mere konventionelt opbygget, men stadig er solide kompositioner med nostalgisk, vedkommende lyrik.
Astrid Cordes
Foto: Julie Montauk
Astrid Cordes fra den hedengangne indiepop-duo Shy Shy Shy har med tre singler, to i sidste halvår af 2020 og senest endnu en kort efter nytår, demonstreret at hun har mange strenge at spille på.
Portrait har et dejligt drømmende univers og en vidunderlige melodi, mens Ivy (I Can’t Move)‘s overrasker med sin skæve og mere aggressive energi og tekst, der omhandler en følelse af klaustrofobi og stress af forventningspres fra en selv og omverdenen.
Kort efter nytår landede så den nyeste single, den sorgfulde og intime There, There, som Astrid skrev kort efter en ufrivillig abort og som derfor handler om at sørge over at miste noget man aldrig nåede at få. Lyrikken bliver dog aldrig lige så specifik, så derfor kan lytteren spejle sig i sine egne forpassede muligheder, skuffelser og følelse af tomhed. Både med og uden viden om konteksten på tilblivelsestidspunktet, er det en sang, som virkelig går lige i hjertet!
Debut-EP’en lander til marts!
Guldimund
Foto: @Lene Kronow
Asger Nordtorp Pedersen var i første omgang en del af de to danske bands TÅRN og Blaue Blume og gik siden solo med Guldimund. Han har for nyligt genstartet projektet Guldimund, dvs. fjernet det gamle materiale fra alle platforme og er nu genfødt mere formfuldendt og med mere nerve og nærvær end nogensinde. I november kom de to numre Brænder Stadig og Ikk’ endnu, som sammen med seneste single Små Fingre er repræsentativt for det kommende album rent temamæssigt.
Albummet, der får den nostalgiske titel Dem, Vi Plejede At Være, er sat til at udkomme 12. februar og handler at kæmpe for et parforholds beståen og iscenesætter en meget svær og kritisk fase i parforholdet, som det udspiller sig i konkrete hverdagssituationer og betragtninger, hvad enten det i arrigskab og afmagt handler om at rive sine yndlings t‑shirts i stykker og smadre kaffekopper, eller iagttagelser af hvilke ting der ligger på natbordet ved svigermorens dødsleje. Håbet skinner dog igennem, især i kraft af det fælles barn, der giver kræfter til at få forholdet til at hænge sammen. Sidste single, Små Fingre er således en meget livsbekræftende og rørende sang om kærligheden fra forældre til barn.
Lyt til de tre sange herunder og lad dig overbevise om, at Guldimund må være én af de bedste og mest interessante og vedkommende nye sangskrivere herhjemme.
Lyt til Dem, Vi Plejede At Være herunder og lad dig overbevise om, at Guldimund må være én af de bedste og mest interessante og vedkommende nye sangskrivere herhjemme.
Kamma
Foto: Thit M. Berthou
Kamma er nyt lovende popnavn, som på ser ud til at ramme en god balance mellem iørefaldende bangers og en melankolsk klang, som indrammer alvoren og dybden i hendes tekster meget flot.
Det nummer, som virkelig overbeviste mig om, at Kamma er et navn, man skal holde øje med, er hendes seneste single Drowning, som jeg har gået og nynnet for mig selv, siden jeg blev præsenteret for den midt i januar. Det er et virkeligt helstøbt nummer med storslået, forløsende omkvæd og en produktion, der sidder lige i øjet.
Kammas styrke er også, at hun ikke bange for at blive ret personlig i sine tekster. Hendes liv blev i mange år tilsidesat grundet hendes mors sygdom, og Drowning er derfor en sang, der handler om at tage sig selv alvorligt og sætte grænser:
”Jeg skrev Drowning i en tid, hvor jeg stille og roligt var ved at bevæge mig ud af den skygge, der for mig har været min mors sygdom, og den dårlige samvittighed over ikke at passe på hende og være der for hende, hver gang hun havde brug for det (…) i dag forsøger jeg hver dag at give mig selv lov til at leve mit liv uden at skulle forholde mig til hendes historie hele tiden.”
Generelt synes jeg, at Kammas vokal rummer en sårbarhed og melankoli, som er tiltrækkende og får en til at spidse ører, mens den samtidig er usvigeligt sikker og har en styrke, som egner sig godt til den poppede storladenhed og slagkraftighed, som også er at finde i Kammas lyd.
Hendes kommende EP Momentary Emotions, hvor Drowning også vil være at finde, er produceret af ingen ringere end Sune Rose Wagner (The Raveonettes, Psyched Up Janis).
I mellemtiden kan du tjekke hendes bagkatalog ud, som også byder på den bedste nye julesang, jeg længe har hørt, skrevet sammen med Rebecca Lou. Kollegerne girlcrush, GRETA og Brimheim er desuden også med på sang i denne melodi-perle.
Annsofie Salomon
Foto: Justin Tyler Close
Indtil videre har Annsofie Salomon kun en enkelt sang ude. Med en luftig, engleagtig vokal og en simpel instrumentering rammer Annsofie Salomon noget rent, organisk og virkningsfuldt på Soft Dreams.
Egentlig satsede Annsofie Salomon på en karriere, hvor malerier og skulpturer bl.a. var udtryksformen, og hun søgte flere gange forgæves ind på kunstakademiet. Efter 5 år uden held, gav Annsofie Salomon op og smed frustreret sine skulpturer i havnen et sted i København og flyttede ud på landet på en gård for at arbejde og træne heste. Her kom i stedet sange til hende med inspiration fra de tidligere kunstneriske udfoldelser, som små fragmenter der pludselig kunne bruges i en transformeret musikalsk form. At dømme efter denne single, virker det til, at Annsofie Salomon har fundet sin rette hylde!
Gro
Gro er et nyt soloprojekt fra sanger, multi-instrumentalist og producer Julie Møller Christiansen, der også er frontfigur i synth-pop bandet We Are The Way For The Cosmos To Know Itself — et band, hvis musik jeg har skrevet om og anbefalet mange gange på Musik Mig Blidt.
Julie er opvokset i Søborg, en forstad til København i et, efter eget udsagn, flippet hjem med forældre med en forkærlighed for spirituel folk-musik og velour. I en ung alder begyndte hun at skrive sange på de mange strengeinstrumenter, der hang på væggene i barndomshjemmet. Efter en del år med en guitar som omdrejningspunkt fandt hun så en anden musikalsk identitet som forsanger og musiker i føromtalte We Are The Way For The Cosmos To Know Itself, hvor det elektroniske, synthbaserede udtryk var det bærende.
Under Gro-aliaset er Julies smukke, vægtløse vokal stadig et centralt instrument sammen med de boblende, drømmende synthpop-elementer fra WATWFTCTKI, men det nye er, at barndommens inspirationskilder i form af folkemusikken og mere specifikt strengeinstrumenter, sammen med en eksperimenterende tilgang til popmusikken hentet fra konservatoritiden på linjen Elektronisk Musik og Lydkunst, bidrager til et andet og mere kontrastfyldt lydunivers. Jeg har fået lov at lytte lidt på forskud, og jeg kan bekræfte at spændvidden er stor, og at Julie Møller Christiansens eksperimenterende og legende tilgang til at skabe musik bærer frugt.
Hvordan det præcist lyder, må du vente nogle dage med at få en forsmag på. Heldigvis ikke længe. Førstesinglen Fade In Time udkommer d. 12. februar, og derefter udgives med jævne mellemrum flere singler, indtil selve debutalbummet lander til oktober.
Du kan dog få en lille teaser Fade In Time via Facebook her:
Førstesinglen Fade In Time er nu ude og kan høres her:
KOM VI LØBER
KOM VI LØBER er måske ikke spritnyt på den danske musikscene, idet debutalbummet Sct. Hans udkom i 2019 men jeg synes alligevel, at det er navn, som fortjener, at være med i en artikel om hvilke navne, man skal holde øje med i 2021. Hvorfor så det? Jo, det skyldes, at debutalbummet gik rimeligt meget under radaren, da den kom ud, men også at KOM VI LØBER i 2020 udgav to virkelig spændende indie popsange! De har gjort mig meget forventningsfuld i forhold til, hvad der mon i år kommer fra Lone Slot Nielsen, som står bag KOM VI LØBER (det er bekræftet, at der skulle komme nyt i 2021). Lad os se nærmere på de to numre.
Det ene nummer, Hendes Ansigt er inspireret af et digt fra 1968 af Jørgen Leth og er rent faktisk det aller mest spillede nummer i 2020 på P6 Beat. Det er alligevel lidt af en bedrift, så på den måde har hun allerede fået et mindre gennembrud.
Det andet nummer, Bruger Ikke at Danse trækker på inspiration fra en mere end 2000 år gammel fortælling om den græske kvinde, Aglaoniké, der ifølge sagnet kunne forudsige og kontrollere månens gang over himlen.
Begge sange demonstrerer, at Lone Slot Nielsen både kan noget med finurlige tekster og melodiøse hooks i et drømmende guitardrevet univers. Sangene er på den ene side lige ud af landevejen, og så er der alligevel flere elementer i både komposition og det lidt kringlede tekstunivers, der virker overraskende. Det har måske også noget at gøre med, at der ligesom er et organisk flow over sangenes udvikling, som gør det svært at forudsige næste “sving”, og det holder mig nysgerrig.
Begge numre er produceret af Aske Bode, hvilket i min bog nærmest er blevet synonymt med kvalitet.
Tjek også et par favoritter fra debutalbummet her:
Follow Me!