Musik Mig Blidt

Det gode danske pladeselskab med det sprøde navn Crunchy Frog har stablet en spændende, unik koncertaften på benene. Til arrangementet spiller de to danske bands Nelson Can og Felines, samt islandske Vök og Apparat Organ Quartet. Konceptet er døbt FREEDOM ROKK og markerer 100-året for Islands selvstændighed fra Danmark.

FREEDOM ROKK afholdes to gange. Fredag d. 14/9 skete det i Reykjavik og torsdag d. 20/9 går det løs i Pumpehuset i København (kl.19-23.45). Det koster kun 200 kr., hvilket er et røverkøb, hvis du spørger mig!

Du kan herunder stifte bekendtskab med de optrædende bands og allernederst læse, hvordan du deltager i lodtrækningen om 2×2 billetter til FREEDOM ROKK.

Apparat Organ Quartet

Bandet blev oprindeligt dannet af den nyligt afdøde, og efter min mening – geniale komponist Jóhann Jóhannsson som led i en serie af improviserede koncerter. Nogle gange beskriver de deres musik som ”Maskinel Rock ’n’ Roll”, og bandets lyd bevæger sig da også mellem dansable floor-fillers og headbangende hymner. Alt sammen serveret i en mikstur af Kraftværk-inspireret elektronik, blandet med Daft Punk lignende robotstemmer og tunge rockbeats med smukke melankolske melodier. Et helt unikt band, som har samlet fans over hele verden og må siges at være elektrorock royalty. Live, såvel som på plade, spiller de på et væld af klassiske og offbrand keyboards og synths – intet er programmeret.

Apparat Organ Quartet har et så overvældende setup, at bandet sjældent optræder live, så dette er altså en unik mulighed for at opleve dem.

Vök

Vök laver drømmende, elektronisk pop med fjernt klingende saxofon og guitar badet i rumklang. Det minder lidt om en blanding The XX og The Knife. Bandet har været på Musik Mig Blidts radar siden de opstod i 2013.

Efter to meget roste EP’er, som bragte bandet rundt og spille over hele Europa, kom bandets første album Figure i 2017. LP’en blev overstrømmende modtaget og kaldtes af The Line of Best fit for “a brilliant debut album”. Efter bandets til dato største headline Europa-turné og Sónar-festivaler i både Reykjavik og Istanbul bag sig, fokuserer de nu på arbejdet med det næste album, som udkommer i 2019.

Vök udgav for nyligt singlen Autopilot. Lyt til den nye single og par gamle favoritter:

Nelson Can

Nelson Can er et band, hvis fanskare et støt vokset igennem en årrække. De laver rockmusik uden brug af guitar(!), men alligevel formår trioen at skabe fede energier med brug af kun trommer, bas og Selina Gin’s unikke stemme, der veksler mellem det skrøbelige og kraftfulde. De debuterede på Roskilde Festival i 2012, hvor Musik Mig Blidt i øvrigt havde fornøjelsen af, at afsløre nyheden om, at de var på plakaten. I år vendte de tilbage til festivalen og begejstrede både publikum og anmeldere.

Felines

Crunchy Frogs seneste signing er Felines, som snart klar med deres nye EP Saying It Twice Makes It Real. De to singler (ud af EP’en seks numre), der allerede er ude, lyder særdeles lovende.

Bandet består af Ditte Melgaard på guitar, Mei-Long Bao på trommer og Asta Louisa Bjerre på bas – alle tre på vokal – i studiet og live suppleret af Kristian Bønlykke på keys.

Felines havde tidligere et udtryk, der havde afsæt i garage rock/punk, men deres nye lyd er inspireret af ”no wave” og den post-punk, der spirede frem i New York, da 1970’erne gik på hæld. Resultatet er en art indie-rock med elementer af funk, jazz, punkrock og andre avantgardistiske narrestreger, drevet frem af repetitive rytmer og en vægt på musikkens tekstur frem for gængse forestillinger om harmoni og melodi. Denne nye udgave af Felines virker meget overbevisende på mig!

En anden herre, som er overbevist er den legendariske Rolling Stone-skribent David Fricke, som efter bandets nylige koncert til SPOT Festivalen, priste bandet i høje
vendinger. Så mit gæt er, at bandet også en stor oplevelse live.

Mens førstesinglen Going Out fra den kommende EP er et dunkelt, aggressivt og eksplosivt slacker-track på grænsen til spoken word, bevæger andensinglen Outside sig i lettere shoegazede luftlag med en tilbagelænet, taktfast rytme, lyse, forførende vokalharmonier og svævende guitarfigurer. Tjek de to singler ud herunder:

Vind billetter

I samarbejde med Crunchy Frog udlodder jeg 2×2 billetter i en konkurrence til FREEDOM ROKK torsdag d. 20/9 i Pumpehuset. Alt hvad du skal gøre for at deltage er at hoppe over på Musik Mig Blidts facebookside, instagramprofil eller Twitterprofil og smide en kommentar i konkurrenceopslaget, så deltager du i lodtrækningen! De to vindere bliver trukket dagen før arrangementet, d. 19/9 kl. 14 og kontaktet umiddelbart efter.

Danske Death Machine er i morgen ude med en ny single, men du kan eksklusivt hør den her på Musik Mig Blidt en dag før!

Singlen hedder Isle Of Mine og er første nummer fra bandets tredje album, der følger op på sidste års Cocoon, som jeg var meget begejstret for og af samme grund havde på min liste over de bedste danske albums fra 2017.

Death Machine viser endnu en gang på denne nye single, hvor gode de er til at skabe en helstøbt, drømmende og eftertænksom stemning. Et støvet, nærmest stammeagtigt rytmespor sætter en hypnotisk scene, mens guitar og stille klaver tilføjer intim (lejrbåls)stemning. Forsanger Jesper Mogensens karakteristiske stemme er nerven i nummeret og veksler mellem det afdæmpede hviskende og mere insisterende højstemte. Endelig er der de støvede og tågehornsagtige blæsere samt uhh uhh-koret, som hylder nummeret i mystik, og giver det en større og mere filmisk dimension.

Jeg glæder mig til at høre mere fra det kommende album!

Efterårskoncerter

Death Machine kan over efteråret opleves her:

• 18.10 – Ideal Bar, Vega (København)
• 19.10 – Von Hatten (Randers)
• 20.10 – Kulisselagret (Horsens)
• 16.11 – Mantzius (Birkerød)

Herefter går turen til Tyskland, Østrig og Schweiz, hvor Death Machine spiller 15
koncerter.

For et par uger siden tikkede der en mail ind fra Emil Duviér om, at hans debutalbum Pieces ville udkomme to dage efter i hans eget navn. Navnet Emil Duviér sagde mig først intet, men min nysgerrighed blev vakt, da mailen blandt andet nævnte, at Emil er tidligere medlem af bandet Bandina Ié, som han var med til at stifte i 2010 og hvis album Synekdoke var blandt mine favoritalbums fra 2017. Derudover lød pressemeddelelsen lovende, idet den blandt andet beskrev musikken som et eksperimenterende popalbum mættet med nyklassiske kompositioner og fuld af elektroniske teksturer og sammenflettede atmosfærer.

Flotte ord, men kunne albummet leve op til det? Skeptisk satte jeg mig til at lytte, men fra de første toner i åbningsnummeret What Has Yet To Come var jeg som tryllebundet. Efter en rejse gennem ni tilgængelige og melodisk stærke numre, der samtidig er komplekse og eksperimenterende med mange smukke detaljer, anderledes instrumenteringer og genrekrydsninger samt avancerede rytmespor at gå på opdagelser i, lagde jeg forundret og imponeret høretelefonerne fra mig. Kiggede lidt ud i luften, satte dem målrettet på ørerne igen og hørte albummet forfra.

Det er med andre ord et ambitiøst og flot debutalbum, der fortjener og kræver at blive hørt mange gange, fordi det har så mange lag og lyde at udforske, samtidig med at melodierne sejrer. Det er altså ikke så nem en bedrift endda at forene poppede elementer med det eksperimenterende og avantgarde. Jeg får endda lyst til at smide en reference til Radiohead/Tom Yorke i den sammenhæng!

Lyt til Pieces herunder:

Hvis du ikke har Spotify, kan du også lytte til albummet ud via Emils Soundcloud-profil:

Interview med Emil Duviér

Jeg håber du er blevet nysgerrig på at vide mere om Emil Duviér, for herunder kan du læse et interview med Emil og blive klogere på hans baggrund, inspirationskilder, indspilningsprocessen med albummet og hans fremtidsplaner med projektet.

Hvad er din musikalske baggrund og hvorfor satte du dig for at starte dette projekt og lave dette album? 

Jeg har nok altid været mest interesseret i at lave musik, men gennem tiden har jeg haft ret mange forskellige indgangsvinkler. Jeg spillede violin som barn, begyndte at producere musik på computer som teenager – og i nogle år troede jeg, at jeg skulle være pianist. Jeg startede på MGK (Musikalsk grundkursus, red.), men fandt hurtigt ud af, at det, som talte til mig, var at skrive og producere musik. Jeg kunne mærke, at det at skulle spille på en bestemt måde slet ikke var mig, og at jeg var bedst, hvis jeg kunne få lov at bruge min intuition og være kreativ.

Herefter startede jeg sammen med nogle venner instrumental post-rock bandet Bandina Ié (bandets album “Synekdoke” var blandt mine favoritalbums fra 2017, red.), som jeg var en del af i mange år. Der kom et tidspunkt for nogle år siden, hvor jeg kunne mærke, at jeg havde brug for at fokusere 100% på mit soloprojekt. Det var nogenlunde samtidig med, at jeg startede på min bachelor i Elektronisk Musik og Lydkunst, hvor jeg pendlede mellem København og konservatoriet i Esbjerg.

Der havde jeg mulighed for at gå fra lokale til lokale og optage alt fra modular-synthesizer til vibrafon.

Albumformatet var for mig det helt rigtige, da jeg ikke havde noget musik liggende nogle steder. Og det derfor var en “blank page” – en mulighed for at udgive en hel plade på én gang, der rent æstetisk hænger sammen.

Hvad er dine inspirationskilder og hvordan var skrive- og indspilningsprocessen? 

Jeg elsker at lytte til en masse forskellig musik, så min inspiration er ret bred. I den afsluttende proces af denne plade har jeg nok lyttet mest til brasiliansk tropicália – særligt Chico Buarques “Construção” – krautrock-bands som NEU og CAN og så en hel del afrikansk musik med kunstnere som Fela Kuti, Zimbabwe Shona Mbira Music og Thomas Mapfumo.

“Pieces” har taget tre år og har været en ret omfattende plade at lave. Nogle få numre som “EightyThousand Lightyears” er skrevet på klaver og har været en proces om at arrangere det, som allerede var skrevet.

De fleste ideer er dog skabt ved at åbne sluserne, trykke record og improvisere mig frem uden at tænke for meget over hvilken retning, musikken skulle gå før meget senere i processen.

Derfor har man også nogle nætter kunne finde mig hoppe manisk rundt med en tamburin, da det var lige dét, nummeret havde brug for.

Det er vigtigt for mig at være kreativ, reflektere og eksperimentere hele vejen igennem fra første ide til det færdige mix. Det har uden tvivl resulteret i et kæmpe arkæologisk arbejde, hvor jeg har skulle grave mig ind til kernen af ideen. Men det skaber samtidig en detaljerigdom – lag der ikke nødvendigvis er hørbare i første gennemlytning.

Alle numrene har eksisteret i utallige udgaver; brudstykker af tidligere versioner er gemt i musikken. For mig føltes det, som om at den tid, der er gået imens, er blevet foreviget som små fragmenter af noget, der engang var.

Hvad er dine fremtidsplaner med projektet? 

Lige nu arbejder jeg koncentreret på en EP til at følge op på denne plade. En EP, som jeg forhåbentlig kan udgive engang til vinter. Ud over det planlægger jeg at komme ud og spille en masse koncerter med denne plade. Live tager jeg Mikkel Oldrup med på trommemaskine og Anna Roemer med på guitar/effekter – og så har jeg planer om at samle et fuldt band til at spille nogle lidt større koncerter.

Alt på Pieces er produceret, sunget og spillet af Emil selv.

Pladen er udgivet på på vinyl og digitalt på det nylig etablerede artistcommuity No Technique.