18 mar
2020

Premiere: Asthmatic Harps nye single er et befriende lyspunkt i en svær og usædvanlig tid

Midt i al Cor­o­na-virak­ken må vi ikke glem­me de små lys­punk­ter i livet. Ånde­hul­ler, hvor vi kan glem­me pro­ble­mer­ne lidt.

Ast­h­ma­tic Har­ps nye sing­le Bird of Para­di­se er net­op det — et lys­punkt, et ånde­hul. Num­me­ret kal­der på for­års­for­nem­mel­ser, forel­skel­se og blom­ster i en bota­nisk have, og bril­le­rer med en ekstremt smuk, sart, lys vokal og et sim­pelt instru­men­talt arran­ge­ment bestå­en­de af aku­stisk gui­tar, per­kus­sion, synth og kla­ri­net. Få, men stær­ke vir­ke­mid­ler! Omkvæ­det er ele­gant og fæn­gen­de, og når den lyse vokal her tin­drer lysest med små, fine sving­nin­ger, får jeg sim­pelt­hen kul­de­gys­nin­ger på den gode måde!

Pas­sio­ne­re­de Jazz-ken­de­re vil måske bide mær­ke i sang­linj­en “What is this thing cal­led
spring?”, som er en refe­ren­ce til Cole Por­ters berøm­te jazz­stan­dard “What is this thing
cal­led love”. En refe­ren­ce, der dra­ger sam­men­hæng mel­lem hoved­kulds forel­skel­se og
for­å­rets kom­me.

Bird of Para­di­se er en fors­mag på, hvad vi kan glæ­de os til at høre på Ast­h­ma­tic Har­ps
næste EP-udgi­vel­se, Thin­gs We Lear­ned To Live With, der efter pla­nen udkom­mer i som­me­ren 2020.

Udgi­vel­sen byder iføl­ge pres­se­med­del­el­sen på “skæv­hed, skøn­hed og var­me med fem auten­ti­ske indie-folk bal­la­der, der spil­ler sig lige ind i hjer­te­ku­len”. Jeg har på for­nem­mel­sen, at den­ne beskri­vel­se kom­mer til at pas­se gan­ske fint!

Hvem er Asthmatic Harp?

Bag kunst­ner­nav­net Ast­h­ma­tic Harp gem­mer sig sangskri­ver og musi­ker Han­nah
Freds­gaard-Jones, der efter en årræk­ke i Lon­don, har slå­et sig ned i Glas­gows blom­stren­de musiks­ce­ne.

Han­nah, født og opvok­set i Dan­mark, for­fulg­te musikdrøm­men og flyt­te­de til
Lon­don, hvor hun udgav sit debutal­bum Lost Astro­naut i 2015. Musik­ken blev til­delt 5 stjer­ner i Gaf­fa i en anmel­del­se, der sam­men­lig­ne­de hen­de med sven­ske Sti­na Nor­den­stam og kald­te udgi­vel­sen “pop­mu­sik, der tager den en tak læn­ge­re ind”. I Lon­don etab­le­re­de hun sig hur­tigt i det kre­a­ti­ve mil­jø omkring byde­len Cam­den og i 2018 blev hun udnævnt som “Resi­dent Artist” på det berøm­te spil­le­sted the Round­hou­se.

Ast­h­ma­tic Harp er for nylig ble­vet til­delt den pre­sti­ge­ful­de pris ‘Do It Dif­fe­rent­ly’ fra ‘Help Musi­ci­ans UK’, der skal være med til at støt­te hen­des kom­men­de EP udgi­vel­se Thin­gs We Lear­ned to Live With, som udkom­mer i som­me­ren 2020. Det er Ast­h­ma­tic Harp’s før­ste udspil siden den kon­cep­tu­el­le sing­le-tri­lo­gi med num­re­ne Kil­burn, Moor­ga­te og Seven Sisters, som blev rost i både tysk, dansk og bri­tisk pres­se for deres rige instru­men­te­ring og medri­ven­de vokal (se bl.a. Musik Mig Blidts omta­le her).

Inspi­re­ret af sit enga­ge­ment i for­skel­li­ge kunst­ne­ri­ske arbejds­fæl­leska­ber under sit ophold i Lon­don, har Ast­h­ma­tic Harp nu taget ini­ti­a­tiv til at etab­le­re et nyt og spæn­den­de sangskri­ver­kol­lek­tiv i Glas­gow. Kol­lek­ti­vet, der har fået nav­net “Blue Tongue Col­lecti­ve”, består af syv skot­ske sangskri­ve­re fra vækst­la­get, som pas­sio­ne­re­de gri­ber musikin­du­stri­en an på egne præ­mis­ser og advo­ke­rer for sam­ar­bej­de frem­for kon­kur­ren­ce.

9 mar
2020

Konradsen giver dig ro i sjælen: Fang dem live på Musikcaféen på onsdag d. 11/3

Nor­ske Jen­ny Marie Sabel og mul­ti-instru­men­ta­li­sten Eirik Vild­gren er ker­nen i Kon­rad­sen, der i efter­å­ret udgav deres debutal­bum, der er lavet over ca. tre år. Det er et af mine ynd­lings­al­bums fra sid­ste år — under­spil­let og afdæm­pet, men sam­ti­dig kraft­fuldt.

Kon­rad­sen er pt. på Euro­pa tur­né og besø­ger Køben­havn på ons­dag. Så hvis du bor i Køben­havn eller omegn kan jeg kun anbe­fa­le, at du køber bil­let til kon­cer­ten på ons­dag d. 11/3. Det er et røver­køb for kun 120 kr. + gebyr. Det fore­går på Musikcaféen i Huset (i Magstræ­de). Link til mere info + køb af bil­let fin­der du her. 

Album­met, som har begej­stret mig sådan, hed­der Saints And Seba­sti­an Sto­ri­es. San­ge­ne er typisk byg­get op omkring mini­ma­li­stisk, og intimt­klin­gen­de kla­ver samt Jen­ny Marie Sabels bero­li­gen­de vokal. Der­til er der blæ­se­re og atmos­fæ­ri­ske, pro­gram­me­re­de beats, kry­dret med kuri­ø­se felt­op­ta­gel­ser og samp­les samt ambi­en­te lyde.

Der er på sam­me tid noget fami­liært og unikt ved Kon­rad­sens lyd. Man kan nemt kob­le enkelt­de­le­ne med noget, man ken­der og har hørt før — de oplag­te sam­men­lig­nin­ger er Sufjan Ste­vens, Frank Oce­an og Bon Iver. Men Kon­rad­sen har sam­ti­dig skabt deres egen lil­le iden­ti­tets­bob­le, hjul­pet godt på vej af den inti­me pro­duk­tion, hvor kla­ve­ret er opta­get, så dets stren­ges sving­nin­ger er helt frem­me i lyd­bil­le­det side om side med Jen­ny Marie Sabels sjæl­ful­de og blide/forførende vokal.

At en ræk­ke ven­ner des­u­den har bidra­get musi­kalsk giver album­met en følel­se af fæl­les­skab og var­me. Der er fle­re pas­sa­ger, hvor fle­re ven­ner stem­mer i på én gang og til­fø­rer små glimt af højstemt gospel (se liveud­ga­ven af Baby Hal­le­lujah læn­ge­re nede for at mær­ke, hvad jeg mener!). Fæl­les­skabs­fø­lel­sen under­stre­ges des­u­den af små lyd­bid­der fra Eiriks sove­væ­rel­se, hvor album­met er ind­spil­let, f.eks. en ølfla­ske der bli­ver åbnet, bestik der klir­rer og Eiriks lil­le­bror, der tøm­mer opva­ske­ren. Der er også til­fø­jet lyd­bid­der af sam­ta­ler med ven­ner fra live­op­ta­gel­ser og hjem­me­vi­deo­op­ta­gel­ser.

Det gør album­met ekstremt nær­væ­ren­de i hele sit væsen og udtryk. Og så har jeg slet ikke end­nu nævnt, hvor fine melo­di­er­ne er. De stær­ke­ste san­ge fra album­met er efter min mening Tele­vi­sion Land, Dice, Baby Hal­le­lujah og Red To Rhy­me. Men album­met har en smuk, rød tråd, som man først for alvor spot­ter, hvis man lyt­ter til hele mole­vit­ten.

Du kan lyt­te til album­met via Spo­ti­fy og se en ræk­ke san­ge og live video­er her­un­der. Og hvis du kan lide hvad du hører, er det ellers bare med at få købt bil­let­ter til kon­cer­ten på Musikcaféen på ons­dag!

 

7 mar
2020

Flag White genopstår

Bag Flag Whi­te står Bjørn Ale­xan­der Gøtzs­che Lan­ge, der tid­li­ge­re var front­mand i ban­det Death By Kite. Pro­jek­tet er for så vidt ikke nyt. Fak­tisk skrev jeg en arti­kel om Flag Whi­te til­ba­ge i 2013 på bag­grund af en ræk­ke meget loven­de demo­er, han hav­de lagt ud på sin Soundcloud- og Bandcamp-pro­fil. Gen­nem åre­ne har han med lan­ge mel­lem­rum lagt nye demo­er ud, som jeg stort set hver gang har inklu­de­ret på mine guld­korn-play­li­ster.

Det ser nu ud til at Flag Whi­te bli­ver genop­li­vet for alvor, og at de tid­li­ge­re demo­er nu får en mere offi­ci­el udgi­vel­se i en skar­pe­re pro­duk­tion — og på dansk, hvor de tid­lig­ste demo­er var på engelsk. Siden decem­ber er to sing­ler udgi­vet — også på de stør­re strea­m­ingtje­ne­ster, og et fuld­læng­de­al­bum er des­u­den på trap­per­ne snart.

Både før­stesing­len med den finur­li­ge titel Intet & Væren/ Mor­far & Mor­mor samt anden­sing­len Ika­ros demon­stre­rer Bjørn Ale­xan­ders flair for at skri­ve gode melo­di­er. Jeg kan des­u­den vir­ke­lig godt lide den måde, melo­di­er­ne cirk­ler om sig selv, sam­ti­dig med at bea­tet bare kører der­ud­af. Den 80’er-inspi­re­re­de pop-rock­e­de lyd, kry­dret med støjgu­i­tar og lyse synt­hs, er pak­ket ind i en stor­la­den, rum­klangs­far­vet pro­duk­tion, som til­fø­jer en drøm­men­de dimen­sion, der vir­ker dra­gen­de på mig.

Selv lister Bjørn Ale­xan­der bands som The Cure og TV‑2 samt The War On Drugs som inspira­tions­kil­der.

Bjørn Ale­xan­der for­tæl­ler selv om san­gen Intet & Væren/ Mor­far & Mor­mor:

Mor­far & Mor­mor’ hand­ler om den der søgen efter et stå­sted og noget iden­ti­tet, som både jeg selv og – er jeg sik­ker på – man­ge andre ”twen­ty- og thir­ty-somet­hin­gs” her i vores i øvrigt dej­li­ge land ople­ver. Hvad skal man væl­ge, når man kan væl­ge alt? San­gen var den før­ste, jeg skrev på dansk og jeg kan mær­ke, at jeg føler mig hjem­me i det dan­ske sprog på en anden måde end jeg gjor­de og gør på engelsk. På engelsk vil­le jeg nok hel­ler ikke være begyndt på en så ’nøgen’ tekst som den her, hvor f.eks. min mor­mor er med. Min mor­mor, som er så senil at hun ikke selv ved – og der­for hel­ler aldrig kan for­tæl­le os andre – hvor, i sin egen ver­den, hun bor. Er det på ple­je­hjem­met, som hun vist­nok tror er min mors barn­doms­hjem i Viborg? Er det i min mor­far og mor­mors hus ned til søen i Ry, eller er det i hen­des eget barn­doms­hjem i Ski­ve?”

Her får du anden­sing­len Ika­ros, som tid­li­ge­re var på engelsk:

Related Posts with Thumbnails

Follow Me!

Follow Me! Follow Me! Follow Me! Follow Me!