3 okt
2014

Max Cooper — Woven Ancestry (Remixes)

inhuman

Efter at have udgi­vet et hav af EP’er, sing­les og remxies udkom Max Coo­pers debutal­bum tid­li­gere i år. Album­met med tit­len Human var pak­ket med smukt vævede detal­je­rige kryds­nin­ger mel­lem for­skel­lige gen­rer som techno, deep house, glitch, nyklas­sisk, ambi­ent og electro­nica. Tit­len Human er ikke til­fæl­dig. Max Coo­per for­sø­ger nem­lig at skabe en meget orga­nisk lyd trods bru­gen af maski­ner — en slags art elek­tro­nisk musik hvor com­pu­te­ren — eller robot­ten om du vil, er trængt i bag­grun­det af men­ne­ske­lig varme og tilstedeværelse.

For­ny­lig udkom så to EP’er — Inhu­man One og Two med sam­let 5 remixes og et exten­ded mix. To af num­rene er jeg helt alde­les for­gabt i, så dem vil jeg dele med dig kære læser.

Det er num­me­ret Woven Ance­s­try (åbnings­num­me­ret på Human), der har fået to for­skel­lige remixes fra hen­holds­vis Olaf Stuut og Lusine. Begge får mig ud i øregasme!

Olaf Stuut remixet åbner sig lang­somt over 10 minut­ter og afslø­rer flere og flere far­ve­strå­lende lag, der dan­ser ind og ud af hin­an­den som en hvirvelvind.

Max Coo­per — Woven Ance­s­try (Olaf Stuut Remix)

Olaf Stuut har skre­vet en inter­es­sant lille tekst om tan­kerne bag remixet:

“The ori­gi­nal really spoke to me because of the bril­li­ant use of acoustic instru­ments, Max used the tra­di­tio­nal instru­ments to turn it into a psy­che­de­lic ambi­ent piece. The first time I liste­ned to it, it imme­di­a­tely inspi­red me to chop it up and turn it all aro­und. I always try to really honor the ori­gi­nal by making the remix hig­hly recog­nizable but also make somet­hing totally new with it. In my own music I am always pretty focu­sed on har­monies so the beau­ti­ful melo­dies in ‘Woven Ance­s­try’ made it very easy for me to work with.

So I kept true to the chords and added my per­so­nal fla­vor to it. The tim­ing on the other hand was a big­ger chal­lenge, after a couple of hours of cut­ting and pasting I came to a result that was somet­hing I could work with. I chose to take a triplet appro­ach to give the track a laid­back feel and still give it a dan­ceable tempo, wit­hout making the melo­dies too cha­o­tic and rus­hed. The main idea was to keep the track orga­nic; I used acoustic drums, a fret­less bass and my own voice to give it a more human feel. I added the somewhat haun­ting pads to make a nice con­trast between the rhyt­h­mi­cal harps, kora’s and cello’s Max used so well.

The track became a long and stret­ched piece, in the hope it would be a small jour­ney, just like the ori­gi­nal. I hope you like it, enjoy!”

 

Lusine remixet har en mør­kere toning i kraft af dens mere lavfre­kvente og bro­de­rende synth-bas:

Max Coo­per - Woven Ance­s­try — Lusine Remix

 

Du får også lige ori­gi­na­len og en anden favo­rit fra Human:

Max Coo­per - Woven Ancestry

 

Max Coo­per — Empyrean

 

Hvis du er ble­vet hoo­ked, så kan du i øvrigt søge på Max Coo­per til højre i top­pen til højre og finde mere fra ham på Musik Mig Blidt!

3 okt
2014

Communions — So Long Sun (single)

COMMUNIONS_347

De dan­ske drenge fra Com­mu­ni­ons er til­bage med deres i min bog stær­ke­ste num­mer til dato. Væk er den skram­lede pro­duk­tion, der efter­si­gende ufri­vil­ligt domi­ne­rede ban­dets udtryk på EP’en Cobb­le­sto­nes pga, idet den dels blev ind­spil­let i band­med­lem Fre­de­riks sove­væ­relse og dels i øvelo­ka­let. Denne gang har Com­mu­ni­ons haft adgang til et rig­tigt stu­die, og det klæ­der vir­ke­lig ban­dets lyd, at det hele står mere krystal­klart og dynamisk.

Den skingre, gennemtrængende vokal og de melo­di­ske gui­tar­strøg bidra­ger til en nær­mest anthem-agtig indiepop/rock/punk-sang med så meget rum­klang, at det næsten får kir­ke­lige dimen­sio­ner. Gui­tar­rif­fet er enkelt, men bider sig i den grad fast i hjernebarken!

So Long Sun får offi­ciel udgi­velse den 10. novem­ber som limi­ted 7” og down­load sam­men med endnu et nyt num­mer, Love Stands Still via Bri­ti­ske Tough Love Records

30 sep
2014

Temple — Fluorescence (LP)

Temple - cover

For over 2 år siden skrev jeg begej­stret om dan­ske Temp­les debut­single Rene­gade og kaldte san­gen for et prag­t­ek­sem­plar af en melan­kolsk sang. Den samme følelse af melan­koli gør sig gæl­dende på Temp­les debutal­bum Fluorescence.

Ban­det, der består af med­lem­merne Theis Ehler Molin, Asger Kudahl & Nils Bloch tak­ler både i tek­ster og stem­nin­ger livets skyg­ge­si­der. Tyngde og skrø­be­lig­hed går såle­des hånd i hånd på album­met, og man mær­ker tyde­ligt smer­ten, ensom­he­den, fru­stra­tio­nen og den mørke des­pe­ra­tion, der har præ­get de tre unge mænds liv. Sær­ligt Nils Blo­chs smukke, sorg­fulde vokal kom­mer flere gange ind under huden og giver små stik i hjer­tet. Selv ram­mer ban­det album­met ind med denne præ­cise beskrivelse:

“Album­met hand­ler om ikke at være i stand til at nå andre men­ne­sker. Om altid at føle en distance til sin omver­den. Pla­den er præ­get af nogle omstæn­dig­he­der i vores liv, som har far­vet det hele. Omstæn­dig­he­der der har ændret vores syn på ver­den mar­kant. Musik­ken er et for­søg på at omdanne de her hårde ting til noget smukt. Skabe en form for sym­biose mel­lem det smukke og det smer­te­fulde. Det er den her mørke, lidt for­krøb­lede sym­biose, vi gerne vil have bragt frem i lyset.”

Instru­men­talt set oser udgi­vel­sen af over­skud og sans for kon­tra­ster­nes og detal­jer­nes sam­men­spil. Temple eks­pe­ri­men­te­rer med at mikse real­lyde, felt­op­ta­gel­ser (fra Grøn­land, Sici­lien og Køben­havn), stry­ge­rar­ran­ge­men­ter, kla­ver, gui­tar og ryt­mi­ske instru­men­ter sam­men til fil­mi­ske cock­tails. Resul­ta­tet er alde­les vellykket!

Det melan­kol­ske og ind­følte står hel­dig­vis ikke alene — det ville blive for følel­ses­over­væl­dende i læng­den — men bli­ver bak­ket op af stø­jende pas­sa­ger, der på én gang vir­ker for­lø­sende og som kata­ly­sa­tor for yder­lige fru­stra­tions­op­byg­gelse, med for­skel­lig vægt alt efter lyt­te­rens tolk­ning eller humør. Det gør sig f.eks. gæl­dende i den crescendo-lignende slut­ning af åbnings­num­me­ret Let It Pass eller den stø­jende pas­sage 2/3 henne i det ellers til­ba­ge­læ­nede num­mer OCD. Sid­ste­nævn­tes utro­ligt lækre, lang­somme flow (på grund af det repe­te­rende, hyp­no­ti­se­rende gui­tar­riff) bli­ver mid­ler­ti­digt sus­pen­de­ret og ven­der så til­bage. Disse skift i dyna­mik er rela­tivt hyp­pige, men også vig­tige på en plade, der er så tung i udtryk­ket som til­fæl­det er med Fluo­re­s­cence.

 

Følel­sen af distance og frem­med­gø­relse kom­mer bl.a. til udtryk i for­skel­lig­ar­tede for­mer for rum­klang og voka­lens pla­ce­ring i lyd­bil­le­det. Nogle gange mani­feste­res for­nem­mel­sen af afstand gen­nem forvræng­ning af voka­len gen­nem et fil­ter på mikro­fo­nen (Cold War, Cele­ste).

Fluo­re­s­cence er et album, der kræ­ver noget af dig, både i form af tid, opmærk­som­hed og tål­mo­dig­hed. Der er lange pas­sa­ger uden vokal, hvor stil­hed eller atmos­fæ­ri­ske lyd­fla­der domi­ne­rer — f.eks. star­ten på Let it Pass og These Eyes samt slut­nin­gen af Cele­ste og The Pro­mise . Det rent instru­men­tale gør sig endda gæl­dende på hele numre som den nær­mest sto­flige Mani­itsoq eller den kla­ver­bårne La Zona Huméda. Det er der­for ikke et album, man lige sæt­ter på til opva­sken eller den raske cykel­tur, når man har brug for et skud let omsæt­te­lig energi. Det er et album, hvor dyb melan­koli og nerve er den røde tråd, og et album der tager sig tid og dvæ­ler ved de stem­nin­ger der males. Men inve­ste­rer man den nød­ven­dige tid, opmærk­som­hed og tål­mo­dig­hed ven­ter der en meget hel­støbt oplevelse.

Du kan streame album­met her­un­der via Youtube eller Spotify/Bandcamp. Læg mærke til pas­sa­gen mel­lem 17:20 — 18:18 i Youtube-udgaven af side A, hvor et sym­fo­ni­o­r­ke­ster af fal­ske blæ­sere og slagtøj høres i det fjerne (det er i over­gan­gen mel­lem OCD og Coldwar). I min optik er det en fin stem­nings­ska­bende detalje (i dette til­fælde nær­mest dom­me­da­gas­so­ci­e­rende), som i vir­ke­lig­he­den er en opta­gelse af en påske­ce­re­moni, opta­get af band­med­lem Asger Kudahl på Sici­lien. Pas­sa­gen fin­des des­u­den ikke på digi­ta­lud­ga­ven (Spotify/Bandcamp) men kun på vinylud­ga­ven.

   

 


 Fluo­re­s­cence — Track By Track!

Temple har sendt mig en kro­no­lo­gisk gen­nem­gang af tan­kerne og anek­do­terne bag hvert num­mer, som jeg tæn­ker, du kan få en del ud af at læse. For mit eget ved­kom­mende hjalp det mig i hvert fald til at komme lidt dybere ind i numrene.

Let It Pass, Theis: ”Før­ste gang jeg hørte Let It Pass, var jeg i udlan­det. Nils og Asger sendte en skitse, som jeg faldt fuld­stæn­dig for. Jeg så et tomt værelse for mig – en halv­nø­gen dreng i foster­stil­ling på en madras i hjør­net, rystende, åbne vin­duer og en dår­lig­dom, der skal sve­des ud som en feber. Lidt som Leo­nard Cohens Master Song eller Her­man Hes­ses Step­pe­ul­ven. Jeg sendte dem et par noter – blandt andet ønsket om en for­lø­sende, stø­jet slut­ning, hvor alt det onde for­la­der krop­pen som insek­ter, der væl­ter ud af et sort hul eller sim­pelt­hen krop­pens fuld­komne opløs­ning. En meget inter­es­sant arbejds­pro­ces, og selvom vi lavede hele den ende­lige udgave sam­men, endte jeg til min store for­nø­jelse med ikke at spille andet end fod­tramp – opta­get i en con­tai­ner på Refsha­leøen med en field recor­der og en metro­nom i ørerne og siden­hen over­dub­bet med en bisværm af aku­sti­ske og elek­tri­ske gui­ta­rer. Det ene­ste, der er til­bage fra de før­ste skit­ser, er vel udvik­lin­gen, bil­le­derne og et enkelt trædeorgel”.

These Eyes, Nils: ”Jeg havde levet med en kvinde under pal­me­træer i et stykke tid. Efter det stykke tid gjorde jeg ikke. Kvin­den ville ikke have mig under pal­me­træ­erne. Jeg bevæ­gede mig til San Fran­si­sco hvor jeg fandt et lille værelse i China Town. Den peri­ode der fulgte bar præg af en desil­lu­sio­ne­ring, der rakte langt ud over det brud, der havde bragt mig der. Jeg ople­vede en følelse af at have mistet troen på nogen­sinde at blive over­ra­sket igen. Troen på nogen­sinde at blive begej­stret igen. Forel­sket. En følelse af at have ople­vet alt, hvad der kunne ople­ves og at alt, hvad der ville komme, blot ville være gen­ta­gel­ser i nye kostu­mer. Denne følelse åd mig op i måneds­vis mens jeg for­søgte at stable mig selv på benene. En følelse der kunne bekæm­pes på et ratio­nelt plan, men ikke på et følel­ses­mæs­sigt. Fra et lille bade­væ­relse i China Town vok­sede dette num­mer. Et udsnit af de dia­lo­ger, der kørte i mit hoved”.

OCD, Asger: ”Så vi vidt jeg husker havde vi en af vores større kri­ser omkring ska­bel­sen af OCD, som tit­len jo også er et godt bil­lede på. Skit­sen, som Nils og jeg tid­li­gere havde arbej­det på, skulle føres videre, og der skulle ske mere med num­me­ret. Trods jeg oprin­de­ligt er bas­sist i orke­ste­ret fandt jeg plud­se­lig mig selv foran mikro­fo­nen med et gam­melt key­bo­ard. Theis sad bag trom­merne og Nils var gået en lang tur for at få styr på alle tan­kerne og fru­stra­tio­nerne. Vi jam­mer ikke meget i Temple, men her gjorde vi. Theis og min jam blev fun­da­ment for OCD hele vejen til Det Kon­ge­lige Musik­kon­ser­va­to­rium, hvor pro­ces­sen slut­tede af med to for­skel­lige trom­me­so­loer ind­spil­let oven på hinanden.

Cold War, Nils: ”Cold War er et bil­lede fra et sove­væ­relse. Vi kunne ikke skæn­des mere, luf­ten var tyk af spæn­ding, jeg var træt. Skæn­de­riet var udtjent og alt der var til­bage var en ryg­vendt elsker og kolde sæt­nin­ger. Et glimt i kvin­dens øjne der for­talte mig, at hun vid­ste alt, hvad jeg tro­ede, jeg gemte. Tid­li­gere elskere var spø­gel­ser, der hjem­søgte os og det, vi med neg­lene prø­vede at holde fast i. Jeg så aldrig hende, jeg så kun spø­gel­ser, og disse spø­gel­ser var den ene­ste måde, vi kunne kon­takte hin­an­den på.! I lang tid kunne jeg ikke finde ud af, hvem der blev adres­se­ret i tek­sten. Var det mig selv? Var det hende? Hvem talte? Efter at have kastet mig rundt i lyrik­ken i lang tid gik det op for mig, at det netop var selve poin­ten. Det var netop sådan jeg følte situ­a­tio­nen, der blev beskre­vet. Ankla­gerne syn­tes at bevæge sig i alle ret­nin­ger på samme tid. Der var ingen afsen­der, ingen mod­ta­ger, blot ord der fyldte værelset”.

La Zona Huméda, Theis: La Zona Huméda er en slags elek­tro­a­ku­stisk kom­po­si­tion for kla­ver, synt­he­sizer og real­lyd og på en måde mit num­mer på pla­den – men sta­dig et helt igen­nem fæl­les pro­jekt. Jeg kom­po­ne­rede det på min mors kla­ver uden den mind­ste idé om, hvad jeg lavede. Selvom det er instru­men­talt, hand­ler det, når jeg hører det i dag, utvivl­s­omt om min far, der døde ikke så lang tid for­in­den. Tit­len hen­ty­der til et våd­om­råde tæt ved Artá grot­terne på Mall­orca, hvor jeg gik rundt og optog nat­te­lyde, dyr og vej­rtræk­nin­ger. På den ende­lige udgave byt­tede vi dyre­ly­dene ud med en rea­l­op­ta­gelse, Asger havde opta­get på vej hjem fra den årlige byfest i Mani­itsoq på Grøn­land. Mens han går og opta­ger lyden af sine egne fod­trin, begyn­der en kvinde at skrige langt, langt borte. Klok­ken er lort om mor­ge­nen, og alle i den lille by har været til fest. Jeg kan godt lide uvis­he­den i, at ingen af os ved, hvad der er fore­gået – om hun er ble­vet vold­ta­get, tæsket eller gre­bet af plud­se­lig panik. At den uvis­hed er kom­met med ind i kom­po­si­tio­nen. Jeg hol­der også meget af den måde, skri­get nær­mest kom­mer ud af kla­ve­ret og dør ud med kla­ve­rets reso­nans, når sustain­pe­da­len slippes”.

Mani­itsoq, Asger: ”Num­me­ret Man­ni­itsoq er lyden af ”fluo­re­s­cence” bog­sta­ve­ligt talt. En kol­lage af spor fra pla­den og et for­søg på at arbejde med essen­sen af de stem­nin­ger, vi har i spil. Jeg har selv stået i spid­sen for num­me­ret og må indrømme, at jeg er under stor påvirk­ning af min brors arbejde med ambi­ent­mu­sik gem­men de sid­ste par år. Den har nu også fan­get mig. Tit­len er et navn på en by i Grøn­land, som jeg sid­ste år besøgte i for­bin­delse med et for­dy­bel­ses­pro­jekt, der hoved­sa­ge­ligt gik ud på at skærpe fokus på lyd og træne min egen hørelse. Jeg havde nogle helt spe­ci­elle ople­vel­ser på turen, som num­me­ret bærer præg af. Des­u­den er der også en mere direkte bro til den lille grøn­land­ske by på num­me­ret La Zona Huméda”.

The Pro­mise, Theis: ”Før vi begyndte at arbejde på Fluo­re­s­cence, slut­tede vi som regel vores kon­cer­ter med The Pro­mise, der i den davæ­rende udgave eks­plo­de­rede i et støjcres­cendo. Vi tro­ede egent­lig, at den skulle ind­spil­les på samme måde, men det fik slet ikke den samme styrke. Så vi fjer­nede nogle af de mest cen­trale instru­men­ter og arran­ge­rede den for­fra med udgangs­punkt i spil­let mel­lem de for­skel­lig­ar­tede ryt­mer og de udsvæ­vende lyd­lige land­ska­ber. Jeg talte mig på et tids­punkt frem til, at vi skulle bruge 16 musi­kere, hvis vi skulle frem­føre num­me­ret i dette arran­ge­ment live, og ind­spil­nings­pro­ces­sen blev også et kæm­pe­mæs­sigt pus­le­spil, der i høj grad hand­lede om at dosere de mange ele­men­ter med præ­ci­sion. På en måde er san­gen en lang balan­ce­gang på en række for­skel­lige kniv­sæg og stop­per et helt andet sted, end hvor den star­tede, men ligeså åbent – ligeså meget eller lidt i balance”.

Cele­ste, Asger: ”Denne her histo­rie påvir­ker mig dybt, selvom den umid­del­bart er meget sim­pel og oprin­de­ligt til­hø­rer Nils. Jeg bli­ver helt kold indeni når mine øjne gli­der hen over ordene sam­ti­dig med, at det hele føles enormt smukt. For mig er Cele­ste vores mest tyde­lige for­søg på at for­binde smerte og skøn­hed. Kød­byen i Køben­havn blev et at de ste­der, vi kunne sætte i for­bin­delse med følel­serne, så Nils og Theis tog i byen med en lyd­op­ta­ger og fan­gede på et klub­toilet det beat, man hører i star­ten af nummeret”.

The Noise of true Emo­tion, Nils: ”San­gen er skre­vet til et men­ne­ske, der gjorde et stort ind­tryk på mig. En umu­lig kær­lig­hed der på mange pla­ner var meget destruk­tiv. En epi­sode der tog mig lang tid at finde det rig­tige udtryk for. San­gen er kul­mi­na­tio­nen af dette for­budte for­hold, der blø­der ind i mor­ge­nens lys. Et men­ne­ske jeg aldrig så siden. En lille hem­me­lig erin­dring der har slået rod i mig og som duk­ker op som et melan­kolsk jag nu og da. Der­for synes jeg også, at den spartan­ske instru­men­te­ring er pas­sende — den bli­ver på album­met som en papir­tynd eftertanke”.

Temple I

Tour­da­toer

Du kan fange Temple i okto­ber, hvor de giver kon­cert føl­gende ste­der med ufor­lig­ne­lige Navneløs:

9. oktober, Studenterhuset, Odense

10. oktober, Loppen, Chri­sti­a­nia, København

11. oktober, Rampelys, Silkeborg

18. oktober, Atlas, Aarhus

Related Posts with Thumbnails

Search

TRANSLATE

Twitter


Facebook

Musik Mig Blidt på Wimp

Best tracks 2014 by Musik Mig Blidt

Nye indlæg

Blogroll

Venner

Kategorier

Play this site on Shuffler.fm
bloglovin
The Hype Machine