Musik Mig Blidts danske favoritalbums 2017

2 maj 2018 by Søren Lund Korsgaard, No Comments »

Jeg er klar over, at den­ne arti­kel opti­malt set bur­de være udkom­met tæt­te­re på års­skif­tet end til­fæl­det er, og det ærg­rer mig, at det først er nu, den lan­der. Det går hur­tigt i musik­bran­chen, og især for en musik­blog er sig­tet ofte ret­tet mere fremad end bag­ud. Nog­le gan­ge på bekost­ning af, at stop­pe op og gøre regn­skab.

2017 bød imid­ler­tid på stri­be­vis af inter­es­san­te inden­rig­ske udgi­vel­ser, som jeg føler, vil være en skam ikke at nå at frem­hæ­ve som noget sær­ligt. Og da god musik er god musik uan­set udgi­vel­ses­tids­punk­tet og anmel­del­ses­tids­punk­tet, fin­der du for­hå­bent­lig sta­dig som læser den­ne gen­nem­gang rele­vant og vær­di­fuld. Hvem ved, måske er der en udgi­vel­se eller tre iblandt, du over­så!?

Listen her er et udtryk for de udgi­vel­ser fra 2017, som gjor­de det stør­ste ind­tryk på mig. Ræk­ke­føl­gen er til­fæl­dig.

 

Bandina ié – Synekdoke

Debut-album­met fra køben­havn­ske Ban­di­na ié var 6 år under­vejs, og det kan høres på detal­je­gra­den i instru­men­ta­li­se­rin­gen og omhyg­ge­lig­he­den i de kom­po­si­tio­nel­le valg, som væk­ker asso­ci­a­tio­ner til bl.a. Efter­lang og The Album Leaf. Over kun 6 ude­luk­ken­de instru­men­talnum­re med en sam­let varig­hed på ca. 35 minut­ter tager album­met dig med på en even­tyr­lig rej­se gen­nem vari­e­ren­de, far­ve­ri­ge og fil­mi­ske land­ska­ber ful­de af majestætisk opløf­ten­de klang­fla­der, post-rock gui­ta­rer og deli­kat electro­ni­ca.

 

Av Av Av – Everything is True

På Eve­ryt­hing is True har Av Av Av, bestå­en­de af de dyg­ti­ge DJ’s pg pro­du­ce­re DJ Er Du Dum Eller Hvad, Eloq og Unkwon sme­det en EP, som næsten er på høj­de med tyske Mode­rats evne til at lave atmos­fæ­risk, bastung tech­no-pop. Pro­duk­tio­ner­ne rum­mer mas­ser af lækre effek­ter, twe­a­ke­de synt­hs og gun­gren­de beats. Det lyder fest­o­ri­en­te­ret, og det er det også, men den skan­di­na­vi­ske melan­ko­li skin­ner sta­dig igen­nem i klan­ge og melo­di­er, bl.a. i form af stry­ge­rar­ran­ge­ment på anden halv­del af Habi­tat og Jacob Bel­lens sørg­mo­di­ge gæste­vo­kal på den fan­ta­sti­ske drum’n’bass-inspirerede Love With Rea­son. Elek­tro­nisk musik med fines­se og dyb­de — ja tak!

 

Bodebrixen – Ruins

Bode­brixen, bestå­en­de af Andreas Brixen og super­pro­du­cer Aske Bode har begå­et et funky, dansa­belt og stor­la­dent, smukt popal­bum, som cemen­te­rer duo­ens sto­re sangskri­ve­rev­ner.

Det er en meget orga­nisk lyden­de pla­de, sam­men­lig­net med popland­ska­bet i dag. Bru­gen af stry­ge­re og blæ­se­in­stru­men­ter klæ­der man­ge af san­ge­ne for­nemt og ska­ber både roman­ti­ske under­to­ner og giver album­met en form for klas­se og fines­se, som også fin­des i ame­ri­kansk swing musik fra 50’erne og 60’erne (f.eks. Frank Sina­tra). De ryt­mi­ske ele­men­ter på album­met sen­der tan­ker­ne hen på musik fra tro­pi­ske egne og giver en lyst til at vug­ge i hof­ter­ne mens man sip­per hvid­vin eller rosévin i det gyld­ne skær af en som­mer­af­tens sol­strå­ler. Num­re­ne St. Tro­pez og Town Hall Squa­re er i min optik, nog­le af de smuk­ke­ste pop-kom­po­si­tio­ner fra 2017 — ikke bare i DK, men i det hele taget!

 

Communions – Blue

Com­mu­ni­ons har på Blue udvik­let en evne til at skri­ve pop-ant­hems, der sik­kert vil­le impo­ne­re selv sta­dionro­ck-bands som Oasis, Kasa­bi­an og The Stro­kes. Gui­tar-rif­fe­ne og omkvæ­de­ne er van­vit­tigt melo­di­ø­se, og så er Mar­tin Rehofs vokal bare cool og besid­der den her ude­fi­ner­ba­re ung­dom­me­li­ge ener­gi sam­men­sat af smerte­lig erken­del­se, henslængt­hed og fan­de­ni­voldsk­hed.

 

Death Machine – Cocoon

Ban­det beskri­ver selv deres lyd som stø­vet sci-fi-folk, og det er fak­tisk ikke en dår­lig beskri­vel­se. Udtryk­ket er spændt ud mel­lem det intimt fol­ke­de og tungsin­di­ge og det mere elek­tro­ni­ske og svæ­ven­de, hvor rum­for­nem­mel­sen er stør­re. Pro­duk­tion er varm og sprød, og album­met er spæk­ket med gode num­re, men favo­rit­ter­ne i Musik Mig Blidt-hulen tæl­ler Cocoon, Ble­ak, Under­gro­und og With You.

 

Goss – Heathcare (EP)

Ori­gi­nal og ofte opløf­ten­de Electro-pop fra Goss. Melo­di­er­ne sid­der lige i ska­bet og bli­ver hæn­gen­de. Ep’en er co-pro­du­ce­ret af Vera (Liss, Mø mfl.) og Vasco (Solei­ma), hvil­ket bestemt ikke har ska­det!

 

Fugleflugten – Bølgevækker (EP)

Det er gået stærkt for Fug­le­flug­ten siden jeg hånd­pluk­ke­de dem til den fem­te udga­ve af Musik Mig Blidt præ­sen­te­rer i 2016. Debut-ep’en Aften­pragt­stjer­ne var blandt mine favo­ri­tud­gi­vel­ser fra 2016,og i 2017 spil­le­de de på Roskil­de Festi­vals Rising-sce­ne. Opføl­ge­ren Bøl­ge­væk­ker udkom i okto­ber og fort­sæt­ter med at vise et band, der mestrer at kom­bi­ne­re skrø­be­lig inder­lig­hed og længsels­fuld melan­ko­li i et sæl­somt lydu­ni­vers, der kryd­ser bro mel­lem sho­e­ga­ze, dream pop og post-punk. Ras­mus Ydes dansk­spro­ge­de lyrik for­mår, på trods af sin sim­pel­hed, at dra­ge med sin naturin­spi­re­re­de meta­forik. (Læs også Musik mig Blidts inter­view med Fug­le­flug­ten.)

 

Lindring – Giv Tid

Ban­det Lin­dring, bestå­en­de af musi­ker­ne Anne­lou­i­se Adolph, Mik­kel Ploug, Adi Zuka­nović, Jep­pe Sko­v­bak­ke og Jep­pe Gram har sat nye melo­di­er til nog­le af de bed­ste klas­si­ske dig­te fra den dan­ske sangskat og lit­te­ra­tur­hi­sto­rie på deres album Giv Tid.

Tek­ster­ne, som er hånd­pluk­ket fra højsko­lesang­bo­gen, er skre­vet af sto­re dan­ske dig­te­re som Ste­en Ste­en­sen Bli­cher, B.S. Inge­mann, Emil Aare­strup, Johs. V. Jen­sen, Jep­pe Aakjær mv.. Det lyder som et pro­jekt, som nemt kun­ne fal­de til jor­den, men mod for­vent­ning pustes der nyt liv i de den stær­ke lyrik med 10 nye kom­po­si­tio­ner, som byder på kom­plek­se arran­ge­men­ter med stor detal­je­rig­dom og utra­di­tio­nel­le opbyg­nin­ger. Sam­ti­dig er san­ge­ne let­til­gæn­ge­li­ge med iøre­fal­den­de melo­di­er. Sti­len er indie-folkro­ck med ele­men­ter fra jazz, klas­sisk musik og sin­ger-songwri­ter. Af og til er der noget 90’er-indie over san­ge­nes tona­li­tet og sen­si­bi­li­tet, som min­der mig om tid­lig Mew.

Giv Tid fortje­ner en langt stør­re lyt­ter­ska­re, end jeg tror, den har. Giv den noget af din tid!

 

Lowly – Heba

Lowly er et band, jeg både har anbe­fa­let at hol­de øje med i 2015, da de sta­dig var upco­m­ing og igen i star­ten af 2017, idet de den­gang end­nu ikke hav­de udgi­vet et album. Jeg skrev, at Heba sik­kert vil­le kom­me til at tage Dan­mark og ver­den med storm i 2017, og det holdt meget godt stik. Album­met har stort set kun fået anmel­der­ro­ser, og blev bl.a. nomi­ne­ret til kri­ti­ker­pri­sen Step­pe­ul­ven og var fortjent både på Sound­ve­nu­es og Poli­ti­kens top 10 over de bed­ste dan­ske albums. Lige­le­des gik det i udlan­det, hvor Heba fik strå­len­de anmel­del­ser i tone­an­gi­ven­de medi­er som The Line of Best Fit, Pit­ch­fork, Clash Music, Pop­Mat­ters, m.fl. Lowly roses bl.a. for deres evne til tage liv­tag med pop­gen­ren på en ori­gi­nal og frisk måde og sam­ti­dig have en sig­ni­fi­kant hør­bar egen­lyd, som oveni er meget unikt for et debutal­bum at besid­de i så høj grad. Jeg er meget enig!

 

Masasolo – At Sixes And Sevens

Det psy­ke­de­li­ske, svæ­ven­de og drøm­men­de udtryk er i høj­sæ­det på det­te hel­støb­te debutal­bum, mens lyrik­ken har mere tyng­de og såle­des kred­ser om for­vent­nin­ger­ne til og rea­li­te­ter­ne ved vok­sen­li­vet. San­ge­ne, som er rigt instru­men­te­ret og har et dybt lyd­bil­le­de, er synth- og gui­t­ar­bår­ne og top­pet af med tør­re og sprø­de trom­mer samt vel­pla­ce­re­de kor­stem­mer under­vejs. Mor­ten Søgaard har begå­et et yderst ambi­tiøst og vel­lyk­ket indi­epop-album med vink til musi­kal­ske kol­le­ga­er som Unk­nown Mor­tal Orche­stra og Tame Impa­la uden at miste sit eget sær­ken­de.

 

Milford – Milford (EP)

Køben­hav­ner-kvar­tet­ten Mil­ford betå­en­de af Johan Nør­re­gaard, Mik­kel Baunkil­de, Jacob Ulstrup og Mads Nør­re­gaard Michel­sen udgav i 2014 det over­se­te album Smit­he­re­ens. Den­gang fik de en del omta­le her på siden, og jeg hånd­pluk­ke­de også ban­det til at spil­le til Musik Mig Blidt præ­sen­te­rer, vol. 1.

I 2017 udkom en ny selv­be­tit­let EP, der viste nye sider af Mil­ford, mulig­vis inspi­re­ret af Kis­saway Trails i tonen. Hvor Smit­he­re­ens var lang­som, aku­stisk og fol­ket, er den nye EP mere pop­pet, højstemt og syn­te­tisk med sfæ­ri­ske synt­he­size­re som cen­tralt vir­ke­mid­del. Pro­duk­tion er flot, melo­di­er­ne lige til at nyn­ne, og Johan Nør­re­gaards inder­li­ge vokal fun­ge­rer upå­kla­ge­ligt.

 

ONBC – Travelmate

ONBC’s Tra­vel­ma­te er for mig én af de smuk­ke­ste og mest melo­di­ske stær­ke pla­der fra 2017. Du kan kal­de det støjpop-rock, dream­pop, sho­e­ga­ze — wha­te­ver. Album­met er ikke så enkelt at kate­go­ri­se­re, for der er også noter af surf, coun­try og ame­ri­ca­na på pla­den. Og mas­ser af rum­klang. The Jesus and Mary Chain spø­ger som refe­ren­ce på de stø­jen­de pas­sa­ger, men udtryk­ket bli­ver blødt væsent­ligt op af twan­gy gui­ta­rer, org­ler, klok­ke­spil og vibra­fon-tema­er, og ikke mindst ban­dets to san­ge­r­in­der Camil­la Florentz og Tanja Simon­sens lyse, luf­ti­ge voka­ler, som er ble­vet sam­men­lig­net med san­ge­r­in­der som Hope San­d­oval fra Mazzy StarWen­dy Smith fra Pre­fab Sprout samt Julee Cru­i­se. Man­ge af san­ge­ne får som resul­tat en blid, poe­tisk, vug­ge­vi­se-agtig kva­li­tet, som går rent ind hos under­teg­ne­de.

 

Pinki Rings – Do You Understand What I Say? (EP)

Pinki Rings er en dansk-iransk duo, der tid­li­ge­re udgav musik under nav­net Rose­mary. De fem san­ge består dels af dyster og sært dra­gen­de electro­ni­ca med bom­ba­sti­ske beats og en god mæng­de forvræng­ning og mani­pu­la­tion af lyde og voka­ler og dels af mere afdæm­pe­de, ambi­en­te pas­sa­ger, som på afslut­nings­num­me­ret Gone, som er skre­vet sam­men med David Lynch’ huskom­po­nist Ange­lo Bada­la­men­ti.

Favo­rit­ter­ne er dog nok Ayako og Dan­ce to the Beat, hvor mør­ket vir­ke­lig får lov at træn­ge igen­nem på en rå og cool måde. Tjek også den flot­te video til den eks­pres­si­ve Guns in the Club ud, instru­e­ret af det ene band­med­lem, Las­se Mar­ti­nus­sen.

 

Rainbrother – Tales From The Drought

Tid­li­ge­re på året kaste­de jeg en stor anbe­fa­ling efter Rain­bro­t­hers album Tales From The Drought, som af en eller anden grund har fået mere opmærk­som­hed i udlan­det end her­hjem­me. Den­ne anbe­fa­ling står jeg sta­dig ved.

Åbnings­num­me­ret River­si­de er en god indi­ka­tor for, hvad resten af album­met har at byde på: Læk­kert rul­len­de jung­le­ag­ti­ge beats, drøm­men­de wester­ngu­i­tar, ryt­misk finur­li­ge kor-ele­men­ter samt repe­ti­ti­ve melo­di­ske møn­stre. Korar­ran­ge­men­ter­ne, som fin­des på tværs af album­met, kører lige­som i melo­disk ring og med­vir­ker gene­relt til at ska­be tran­ce­ag­ti­ge til­stan­de hos lyt­te­ren. Det smuk­ke, psy­ke­de­li­ske num­mer East Afri­can Dream er måske det tyde­lig­ste eksem­pel her­på.

Gene­relt er Tales From The Drought et album, hvor man opslu­ges af det musi­kal­ske nu frem­for at se frem mod det for­lø­sen­de omkvæd eller kli­maks, vi ken­der fra popu­lær­mu­sik­ken. Dej­ligt befri­en­de!

Related Posts with Thumbnails

Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Leave a Reply

Follow Me!

Follow Me! Follow Me! Follow Me! Follow Me!