Musik Mig Blidt

Det er man­ge spæn­den­de upco­m­ing bands og solo­ar­ti­ster i det dan­ske land. Det vrim­ler lige­frem. Her er Musik Mig Blidts bud på 15 nav­ne, jeg fin­der sær­ligt loven­de, og som jeg mener, du bør hol­de øje med i 2015.

Wangel

Wan­gel er et tomand­spro­jekt bestå­en­de af Kas­per Ejler­skov Leon­hardt (keys, samp­les, beats,vokal) og Peter Wan­gel (gui­tar, elbas, lead­vo­cal). Duo­en duk­ke­de op på min radar for snart to år siden med en ræk­ke demo­er, der var ekstremt over­be­vi­sen­de. Siden blev de dog taget ned igen, og først et godt styk­ke inde i 2014 blev de ende­lig erstat­tet af før­ste offi­ci­el­le sing­le Sun.

Med refe­ren­cer til Bon Iver, When Saints Go Machine og Jeff Buck­ley er front­mand Peter Wan­gels vokal impo­ne­rende i sit ube­svæ­rede skif­te mel­lem højtra­vende fal­set og kæl­der­dyb baryton. Pro­duk­tio­nen er læk­ker og vels­murt med man­ge lag af blø­de, svæ­vende synt­hs, der gør lyd­bil­le­det let og luf­tigt i en sådan grad, at man næsten får lyst til at indån­de lyden.

De tid­li­ge­re demo­er over­be­vi­ste mig om, at Wan­gel besid­der et spr­ud­len­de talent og har man­ge fle­re spæn­den­de ide­er i ærmet. Jeg spår 2015 til at være året hvor Wan­gel får et gen­nem­brud — måske end­da inter­na­tio­nalt (de er alle­re­de et navn i Syd­korea!). Ban­det skrev i decem­ber kon­trakt med Play­gro­und og er pt. i stu­di­et for at ind­spil­le san­ge. Mens vi ven­ter på frug­ter­ne af arbej­det, kan det­te cover af Jeff Buck­leys Eve­ry­bo­dy Here Wants You nydes.

Wan­gel er net­op offent­lig­gjort til den born­holm­ske Won­der­festiwal 2015.

 

Slaughter Beach

Slaugh­ter Beach er et tre­mands­band fra Oden­se bestå­en­de af Niko­laj Westi, Has­se Mydtskov (fra The Kis­saway Trail) og Mads Emil Aagaard.

Slaugh­ter Beach er inspi­re­ret af bl.a. Beat­les, Bro­ken Soci­al Sce­ne, Built To Spill, Gran­dad­dy, Elli­ott Smith, Pixies, David Bowie og Fla­m­ing Lips. Ban­det dyr­ker en skram­let lofi-æste­tik, som både vir­ker ener­gisk, drøm­men­de, char­me­ren­de og føl­som melan­kolsk på sam­me tid. Sam­ti­dig har musik­ken noget atmos­fæ­risk over sig, der ska­ber asso­ci­a­tio­ner til tid­lig Beach Hou­se. Tre san­ge er fore­lø­big til­gæn­ge­li­ge på Slaugh­ter Bea­ch’s soundcloud.

Ban­det har alle­re­de hul igen­nem til sto­re uden­land­ske medi­er som NME, The Line of Best Fit og Pigeons and Pla­nes og des­u­den boo­k­et til Spot Festi­val, så frem­ti­den ser lys ud for de tre gut­ter fra Odense.

 

Palace Winter

Foto — Mai Jöns­son

Pala­ce Win­ter udgø­res af Cas­par Hes­sela­ger (My Heart The Bra­ve) og Carl Cole­man (Sink Ships). De to num­re til­gæn­ge­li­ge onli­ne er nok til at over­be­vi­se mig om, at ban­det må være et af de bedst beva­re­de hem­me­lig­he­der på musiks­ce­nen i Dan­mark lige nu!

For det lyder gan­ske enkelt him­melsk! Musik­ken, der bedst kan beteg­nes som indi­ero­ck møder atmos­fæ­risk pop, har et dri­ve og en cool­ness over sig, som vir­ker ægte og uan­strengt. Hør engang:

En Ep har været læn­ge under­vejs, og når den lan­der inden for­hå­bent­lig alt for læn­ge, har jeg på for­nem­mel­sen af den vil ind­fri de høje forventninger.

Fang Pala­ce Win­ter den 7. marts, som det ene ud af tre bands, når Musik Mig Blidt for anden gang hol­der en sær­lig kura­te­ret kon­certaf­ten i sam­ar­bej­de med Kul­tur­sta­tio­nen Van­lø­se: http://kulturstationen.kk.dk/event/musikmigblidtdk-palace-winter-sweet-tempest-late-bloomers

 

Sweet Tempest

Swe­et Tem­pest er Juli­an Win­ding og Luna Kira Rud-Peter­sen og er efter min mening et af de abso­lut stør­ste talen­ter i DK lige nu. Selv­om ban­det end­nu ikke udgi­vet noget offi­ci­elt, har de på deres soundcloud en per­leræk­ke af bit­ter­søde, kom­po­si­tio­ner der ind­hyl­ler en i en vidun­der­lig tåge af roman­tik og melan­kolsk reflek­sion. Samt­li­ge san­ge hol­der et uhørt højt bund­ni­veau med vir­ke­ligt stær­ke og lang­tids­hold­ba­re melo­di­er. San­gene har en evne til sæt­te sig fast i hjer­ne­bar­ken som en vidun­der­lig dagdrøm!

Det kan kun være et spørgs­mål om tid før et pla­de­sel­skab sam­ler Swe­et Tem­pe­st op! I mel­lem­ti­den kan du fan­ge den char­me­ren­de duo den 7. marts, som det ene ud af tre bands, når Musik Mig Blidt for anden gang hol­der en sær­lig kura­te­ret kon­certaf­ten i sam­ar­bej­de med Kul­tur­sta­tio­nen Van­lø­se: http://kulturstationen.kk.dk/event/musikmigblidtdk-palace-winter-sweet-tempest-late-bloomers

Tjek Swe­et Tem­pe­sts ni til­gæn­ge­li­ge san­ge på soundcloud samt et sprit­nyt tra­ck ind­sendt til Karrierekanonen. 

Edit (16/2–2016): Ban­det har slet­tet de oprin­de­li­ge tra­cks. Dis­se er til­ba­ge via soundcloud:

 

TÅRN

TÅRN har rum­ste­ret i under­grun­den et godt styk­ke tid, men har talen­tet til at nå et langt stør­re publi­kum. Den dansk­spro­ge­de lyrik er ste­det efter­tænk­som, bit­ter­sød og er leve­ret med en god por­tion char­me. Tek­ster­ne er nem­me at rela­te­re til, men bli­ver aldrig bana­le. Melo­di­er­ne sid­der lige i ska­bet og man får lyst til at tage dem med ud i ver­den og nyn­ne dem højt. Fore­stil dig lige at have de her san­ge i ører­ne, når du cyk­ler der­ud­afd i som­mer­var­men. Kan du også se det for dig?

 

Mileva

Mile­va er Tik­ki Has­sel­ri­is (tid­li­ge­re gui­ta­rist i electro-duo­en Rang­le­klods) og Aslak Sva­ne. De har kun én sang ude, men hvil­ken sang! De elek­tro­ni­ske og klas­si­ske ele­men­ter smy­ger sig om hin­an­den på helt vider­un­der­lig vis, og Tik­ki Has­sel­ri­is’ fine luf­ti­ge vokal synes nær­mest at smel­te sam­men med de andre instru­men­ter og bli­ve et instru­ment i sig selv. Læg der­til en inter­es­sant eks­pe­ri­men­te­ren med en sam­men­blan­ding af både lat­in, engelsk og dansk (!) og du har en duo, som bli­ver spæn­den­de at føl­ge i deres næste træk!

 

Rosenthal

Jep­pe Roh­de Nielsen

Rosent­hal figu­re­re­de på både maj — og decem­be­r­ud­ga­ven af min Guld­korns­se­rie, hvor jeg for­sø­ger at sam­le op på den for­gang­ne måneds bed­ste musik. Det er der­for kun rime­ligt, at han her får lidt fortjent spal­te­plads her.

Rosent­hal er Jep­pe Kiel Revs­bech fra Køben­havn, der på tre num­re spredt ud over 2014 har fat i den lan­ge ende med sine drøm­men­de, rum­klangs­ba­de­de indie rock/pop, græn­sen­de til shoegaze.

Rosent­hal ser fak­tisk ud til at have ok hul igen­nem til bri­ter­ne, hvor han har fået omta­le på diver­se blogs og air­play på det tone­an­gi­ven­de Ama­zing Radio og hvor han bli­ver sam­men­lig­net med Cocteau Twins og The Cure i en lyse­re udga­ve. Han har også spil­let en god hånd­fuld kon­cer­ter i UK i 2014. Her­hjem­me er bøl­ger­ne gået knapt så højt, han har dog spil­let på den Århu­si­an­ske festi­val for upco­m­ing musik New­be­es Festival.

Mon ikke 2015 bli­ver året, hvor dan­sker­ne også får øjne­ne op for ham? Den 24. febru­ar kun­ne være ven­de­punk­tet, for her udkom­mer Rosent­hals før­ste EP Heart, opta­get i Feed­ba­ck Stu­dio in Aar­hus, pro­du­ce­ret af Magnus Vad og udkom­mer på pla­de­sel­ska­bet AfterImages.

 

Spine Of Man

Spi­ne of Man er en reinkar­na­tion af ban­det Le Clé, men lyder helt ander­le­des. Hvor Le Clé var lidt af et par­ty­band med ener­gi­ske, ube­kym­re­de uptem­po san­ge i kyd­se­fel­tet mel­lem pop, rock og disco er Spi­ne Of Man en væsent­ligt ander­le­des efter­tænk­som og alvor­lig størrelse.

Spi­ne Of Man har et klart pro­jekt med deres musik — nem­lig at under­sø­ge det eksi­sten­ti­el­le tom­rum, som den moder­ne mand fin­der sig selv i og for­sva­re man­dens ret til at græ­de og være sår­ba­re og skrø­be­li­ge. I sel­ve nav­net “Spi­ne of Man” har ban­det ind­lej­ret et bud­skab om, at man­dens rygrad, i mod­sæt­ning til hvad nuti­dens domi­ne­ren­de man­de­bil­le­de dik­te­rer, net­op kon­sti­tu­e­res af hans evne til at være til ste­de i sine følel­ser og vise dem frem. Spi­ne of Man for­sø­ger i den for­stand at gøre op med myten om, at mænd der viser følel­ser ikke har nogen rygrad.

Glæd dig til nyt mate­ri­a­le i 2015. Spi­ne Of Man’s sene­ste Face­book opda­te­ring fra decem­ber lyder: “Vi ind­spil­ler, og vi glæ­der os til at lade jer lyt­te med. Stay put!”

 

We Are The Way For The Cosmos To Know Itself

WATWFTCTKI består af fire med­lem­mer, Mads Kin­nerup Jør­gen­sen, Julie Chri­sti­an­sen, Mar­tin Brun­b­jerg Ras­mus­sen og Las­se Jacob­sen, og både navn og musik udsprin­ger af en fasci­na­tion af filo­sof­fen og fysi­ke­ren Carl Sagan.

WATWFTCTKI spil­le­de godt nok på Roskil­de Festi­vals Rising sce­ne, hvil­ket må siges at være lidt af et gen­nem­brud, men siden har der været for­holds­vis stil­le om ban­det. De har også sta­dig til gode at udgi­ve mere end det seje num­mer Tiger, der udkom på Sound Of Copen­ha­gen vol. 13.

Num­me­ret demon­stre­rer en sinds­sygt spæn­den­de lyd, der på intel­li­gent og legen­de vis bevæ­ger sig på tværs af tech­no, tran­ce og acid med pop­pede og drøm­mende ele­men­ter. Bun­den bli­ver fyldt godt og grun­digt ud af tun­ge Roland TB-303 bas­sli­nes (legen­da­risk key­bo­ard fra 80’erne) og i top­pen glim­ter tik­kende hihats, klok­ke­ag­tige samp­les, bru­sende ambi­ente klang­fla­der og ikke mindst Julies svæ­vende voka­le hook­li­nes, der giver asso­ci­a­tio­ner til den måde Kirsti­ne Stub­be Teg­l­b­jærg (Blue Foun­da­tion) syn­ger på.

Noget andet der taler for ban­dets suc­cess er deres i live­sam­men­hæn­ge stær­ke visu­el­le uni­vers (se foto!), som pas­ser godt til deres bevidst­heds­ud­vi­den­de og far­ve­ri­ge musik.

Jeg fandt et uud­gi­vet num­mer — en demo på Kar­ri­e­re­ka­no­nens hjem­mesi­de. Det fort­sæt­ter de loven­de tak­ter, og jeg glæ­der mig til at høre mere! For­hå­bent­lig meget snart!

Læs mere om WATWFTCTKI i det­te grun­di­ge ind­læg om ban­det, fra da jeg opda­ge­de dem i 2013: http://www.musikmigblidt.dk/we-are-the-way-for-the-cosmos-to-know-itself1.html

Fang dem evt. den 27. febru­ar til Gim­le Spot­light.

 

Lowly

Lowly er efter eget udsagn et slags kom­po­ni­st­kol­lek­tiv. Jeg kal­der dem for en super­grup­pe! Ban­det er sam­men­sat af stær­ke indi­vi­du­elle kræf­ter fra andre pro­jek­ter,  som stort set alle før har været i fokus på blog­gen: Nan­na Schan­nong, Kas­per Staub (Islets of dust), Sof­fie Vie­mose (NANOME), Tho­mas Lund (Point Blank) og Stef­fen Lundt­oft (Novem­ber­De­cem­ber). Der­med nær­mer Lowly sig (undergrunds)supergruppestatus!

Samt­li­ge af de fire san­ge Lowly har uplo­a­ded til soundcloud, har jeg været svært begej­stret for. SPOT har boo­k­et dem i år, så de har det på sam­me måde. Sing­len Day­drea­mers var ét af sid­ste års bed­ste sing­ler fra et dansk band, hvis du spør­ger mig. En på alle måder skøn sang med en fan­ta­stisk ant­hem-agtig melo­di og meget livs­be­kræf­tende energi!

 

Lowly har alle­re­de udgi­vet deres debut EP Coal i Japan, men her­hjem­me lader den ven­te på sig af uvis­se årsa­ger. Num­me­ret Unveil, som er at fin­de på EP’en har resten af ver­den såle­des ikke hørt end­nu. Måske sprin­ger de helt EP’en over her­hjem­me og hop­per direk­te til LP’en? Under alle omstæn­dig­he­der er Lowly et band jeg ven­ter mig meget af fremover!

Den flot­te video til Sto­nes In The Water skal du ikke sny­des for:

 

Jens-Ulrik Kleemeyer

Jens-Ulrik Kle­e­meyer er udover at være med­lem af ban­det Gre­en Lives også en loven­de sin­ger-songwri­ter, der med udgangs­punkt i enten kla­ve­ret eller gui­ta­ren skri­ver røren­de og ved­kom­mende san­ge. Udtryk­ket vari­e­rer fra det enk­le og inti­me til det mere gran­diose med sto­re sfæ­ri­ske lyd­fla­der. Kle­e­mey­ers røst besid­der en dyb­de og tro­vær­dig­hed, der bevir­ker at man vir­ke­lig spid­ser ører og lader hvert et ord i de fine tek­ster bund­fælde sig.

I novem­ber hav­de Musik Mig Blidt æren af et pre­mi­e­rer sing­len May­be Some Time From Now — en smuk og efter­tænk­som sang, men dog fuld af håb, som tit­len også antyder.

Sing­len er fra Jens-Ulrik Kle­e­mey­ers crowd­fun­de­de fuld­læng­de album med lige­frem­me titel SHITFACED, som skul­le være lige på trap­per­ne. Tjek også album-tea­se­ren neden­for, hvor Jens-Urik opfø­rer den mindst lige så røren­de Sicily Rising:

 

Magnolia Shoals

Foto: Jonas Bang

Mag­no­lia Sho­als er et af de man­ge talent­ful­de bands fra Thy-egnens Thy Music Col­lective (The Hands of Light, Mont Oli­ver, The Divers, This Is You, Qui­ck Qui­ck Obey, m.fl.).

Den 16. febru­ar udkom­mer kvar­tet­tens debutal­bum Tenants, og det kun­ne godt gå hen og bli­ve rig­tig godt! Før­stesing­len Western Whe­rea­bouts er i hvert fald en solid omgang indie rock, der lig­ger sig op af The Natio­nal i stilen. 

Her er num­me­ret Rid­dle No. 9 fra den kom­men­de pla­de i aku­stisk Køk­ken Session:

Læs mere om Mag­no­lia Sho­als: http://www.musikmigblidt.dk/magnolia-shoals.html

 

Via Mala

Via Mala er en nystar­tet kvar­tet fra den Aal­bor­gen­si­ske under­grund, der selv kate­go­ri­se­rer deres musik som atmos­fæ­risk grun­ge-revi­val, og det er rime­lig spot on.

Før­stesing­len It Never Rains But It Pours træk­ker nem­lig tyde­li­ge trå­de til­ba­ge til 90’ernes grun­ge og indie rock, hvor Dizzy Mizz Lizzy, Kas­h­mir og Nir­va­na brød gen­nem lyd­mu­ren. Jeg er helt vild med den dyster­hed og des­pe­ra­tion, som især kom­mer til udtryk igen­nem voka­len — ja, når front­mand Niko­lai Lybæks vokal er aller­mest des­pe­rat og fan­de­ni­voldsk bli­ver stem­nin­gen næsten dysto­pisk, og man fore­stil­ler sig let, hvor­dan de sor­te sky­er med lyn og tor­den sam­ler sig i det fjerne.

En EP er på vej, der er opta­get i Bla­ck Tor­nado Stu­dios, pro­du­ce­ret af Johan Gel­lett (bl.a. Baby In Vain, The Good The Bad,) og maste­re­ret af Tho­mas Holm (Get Your Gun, TMHunter).

Jeg har fået lov at lyt­te til EP’en, og der er ingen slin­ger i val­sen! Fak­tisk er det godt fra fra start til slut, så du kan godt begyn­de at skrue for­vent­nin­gerne i vej­ret, hvis det­te før­ste udspil faldt i din smag!

 

Late Bloomers

Late Bloo­mers, et fire­mands­band fra Køben­havn, der tid­li­gere har udgi­vet musik under nav­net Gir­l­fri­ends, har to san­ge onli­ne, der i den grad for­mår at char­me­re sin lyt­ter. Det er rime­lig straight forward indie pop, bak­ket op af en mur af synt­he­sizers. Det min­der mig lidt om tid­lig Mew i en mere plad­der­ro­man­tisk og ukom­pli­ce­ret udga­ve. Musik­ken har noget umi­sken­de­ligt sol­be­skin­net over sig, så bered dig på at have Late Bloo­mers i ører­ne, når solen begyn­der at gen­vin­de sin var­me om 2–3 måneder!

Late Blom­mers kan du ople­ve den 7. marts, som det ene ud af tre bands, når Musik Mig Blidt for anden gang hol­der en sær­lig kura­te­ret kon­certaf­ten i sam­ar­bej­de med Kul­tur­sta­tio­nen Van­lø­se: http://kulturstationen.kk.dk/event/musikmigblidtdk-palace-winter-sweet-tempest-late-bloomers

 

The Attic Sleepers

The Attic Sle­e­pers er en duo fra Køben­havn bestå­en­de at Mat­hi­as Bar­fod og Mati­as Knig­ge. De har net­op slup­pet en fin EP med tit­len Lanquin. De 5 san­ge har et meget har­monisk og gen­nemtænkt lyd­bil­le­de inde­hol­den­de melo­disk drøm­men­de gui­tar­fi­gu­rer og skæ­ve c‑stykker. Ikke at at forg­lem­me Mat­hi­as Bar­fods vokal, der er pla­ce­ret langt frem­me i lyd­bil­le­det og har en skøn, lys og sød­me­fuld klang, som i de høje toner nog­le gang min­der lidt om Jonas Bjer­re fra Mew. Kom­po­si­tio­ner­ne fore­kom­mer let­te og ube­svæ­re­de, men der lig­ger uden tvivl hårdt arbej­de bag!

The Attic Sle­e­pers brug­te 2014 med bl.a. optræ­den på SPOT Festi­val og som sup­port for Blaue Blu­me samt omta­le i Gaf­fa, Regn­sky og air­play på P6 Beat og engel­ske Ama­zing Radio. Med en dug­frisk EP i baga­gen bur­de de kun­ne fort­sæt­te den gode sti­me i 2015.

Fang The Attic Sle­e­pers til deres relea­se­par­ty på Vegas Ide­al Bar lør­dag den 7. februar!