Musik Mig Blidt

I min over­sigt over dan­ske upco­m­ing kunst­ne­re som jeg anbe­fa­le­de at hol­de øje med i 2015, skrev jeg, at det vrim­le­de med spæn­den­de kan­di­da­ter. Her pri­mo 2017 er det­te om muligt end­nu mere sandt! At der kan være så meget musi­kalsk talent i lil­le Dan­mark er svært at begri­be, men det er selv­føl­ge­lig guf for en musikblogger!

Jeg håber den­ne gui­de kan være en hjælp for dig som ger­ne vil vide, hvil­ke kunst­ne­re, der er værd at hol­de et ekstra vågent øje med i 2017, og som måske kan gå hen og vok­se sig sto­re i løbet af året — for­ud­sat at de sto­re gate­ke­e­pe­re i musik­bran­chen i høje­re grad vil til­si­de­sæt­te kom­merci­el­le hen­syn og bli­ve bed­re til at afspej­le bred­den, frem for at væl­ge en P3-agtig stra­te­gi, hvor et sta­digt min­dre antal udvalg­te kunst­ne­re får lov at få ufor­holds­mæs­sigt meget fokus. Nå, bekla­ger det sure opstød. Vide­re i teksten.

Dis­se kunst­ne­re er nog­le af dem, jeg synes, du hol­de øje med i 2017, her­un­der de tre kunst­ne­re, Mads Vadsa­ger, Oli­ver Dengsø og Eucrid Elms, som vi har hånd­pluk­ket til “Musik Mig Blidt præ­sen­te­rer vol. 6” den 31. marts på Kul­tur­sta­tio­nen i Van­lø­se (se mere på kulturstationenlive.dk).

Lowly

Det er måske lidt snyd at Lowly er med på den­ne liste, for de var også med på min liste over 15 dan­ske upco­m­ing bands du skal hol­de øje med i 2015. Alli­ge­vel har jeg valgt at inklu­de­re dem, for­di de er noget af det mest inter­es­san­te, der har været på dansk jord de sid­ste to år, og de skal med her, for­di de sta­dig blot er ved at var­me op. Lowly laver stø­jen­de pop­mu­sik med kant. Lowly tør eks­pe­ri­men­te­re med de ryt­mi­ske ele­men­ter på en måde, som er helt unik. Gang på gang bli­ver man over­rum­plet. Melo­di­er­ne sid­der, på trods af den­ne eks­pe­ri­men­te­ren, altid lige i solar ple­xus, og det skor­ter ikke på evner­ne til at byg­ge stem­nings­mæt­te­de og ofte højstem­te lyd­land­ska­ber med hjælp fra især synt­he­size­re og subli­me vokal­præ­sta­tio­ner fra Sof­fie Vie­mo­se og Nan­na Schan­nong. Både indi­vi­du­elt og i uni­son samklang.

Det er ikke for ingen­ting, at Musik Mig Blidt har dæk­ket alle ban­dets singleud­gi­vel­ser og ep’er siden den magi­ske debut­sing­le Day­drea­mers i april 2014. Ban­det har i diver­se musik­me­di­er, også inter­na­tio­nalt, fået rige­ligt med opmærk­som­hed, og ban­det har des­u­den spil­let på vig­ti­ge og tone­an­gi­ven­de festi­va­ler som Roskil­de Festi­val og SPOT-festi­val. I 2015 blev Lowly sig­net af Simon Ray­mon­de, det tone­an­gi­ven­de pla­de­sel­skab Bel­la Uni­ons grund­læg­ger og tid­li­ge­re Cocteau Twins‑medlem, efter net­op en kon­cert på Spot Festi­val. Sam­me år udkom den over­be­vi­sen­de EP Sink Way Into Me. Lowly holdt hypen ved lige i 2016 med et super sve­digt cover af et Miley Cyrus num­mer og to sær­de­les stær­ke sing­ler. Kort efter nytår kom så en ny super sing­le Pre­pa­re The Lake, der leder op til debut-LP’en Heba, som udkom­mer 10. febru­ar i år.

Og det er der­for, at Lowly er med på den­ne liste! De er sta­dig brand­var­me! Det kan jo dis­ku­te­res hvor under­grund ban­det efter­hån­den er, når man tager oven­stå­en­de merit­ter i betragt­ning. Poin­ten er, at vi slet ikke har set ban­det top­pe end­nu — det bed­ste er sta­dig i ven­te, og lur mig om Heba ikke kom­mer til at tage Dan­mark og ver­den med storm i 2017!

Her får du Lowlys udgi­vel­ser fra 2016 i kro­no­lo­gisk ræk­ke­føl­ge. Det kan i øvrigt beta­le sig at tjek­ke musik­vi­deo­er­ne til sing­ler­ne ud.

Debutal­bum­met ‘Heba’ er ude 10. febru­ar via Bel­la Uni­on. Sam­me dag spil­ler Lowly med CPH Phil til ’60 Minutes’-festival. Bil­let­ter kan købes HER.

Lowly spil­ler også med Ice Cream Cat­hed­ral på Lil­le Vega d. 10. marts. Bil­let­ter HER.

 

Farveblind

Foto: Rik­ke Kolding

Far­ve­blind er en elek­tro­nisk duo fra Aal­borg, bestå­en­de af Magnus Pil­gaard Grøn­ne­bæk og Jens Asger Lyk­ke­boe Mouritzen, der til live­op­træ­de­ner står for hen­holds­vis at dre­je på knap­per­ne og ope­re­re aku­stisk trom­me­sæt. Resul­ta­tet er et hårdt­slå­en­de, nær­mest rave-agtigt elek­tro­nisk udtryk, der for­e­nes med orga­nisk, melo­di­øs pop-sensibilitet.

Jeg har set Far­ve­blind fle­re gan­ge live i løbet af 2016, og udover, at de vir­ke­lig kom­mer ud over sce­ne­kan­ten, godt hjul­pet på vej af seje visu­als, har jeg note­ret mig, at de har mas­ser af spæn­den­de uud­gi­vet mate­ri­a­le. Ind­til vide­re er bevi­ser­ne deres cat­chy Xolo Island remix samt deres nyligt udgiv­ne før­stesing­le Waste­ful Talk. I 2017 er der lagt i kak­ke­lov­nen til, at Far­ve­blind for alvor kom­mer ud over rampen!

 

Få et ind­tryk af den ener­gi, som Far­ve­blind ska­ber, når de optræ­der live:

FARVEBLIND @ SMUKFEST 2016

Yune

Yune er et Aar­hus­ba­se­ret band, hvis med­lem­mer har afsæt i for­skel­li­ge bands på den dan­ske musiks­ce­ne (Nav­ne­løs, Astro­naut, The April Rai­ners mf.). Ban­det udfor­sker ram­mer­ne for den moder­ne, alter­na­ti­ve pop­mu­sik. Resul­ta­tet er et efter­tænk­somt udtryk, hvor balan­cen mel­lem det detal­je­ri­ge og simp­le ind­fan­ges i et nuan­ce­ret popunivers.

På bag­grund af den stær­ke før­tesing­le Para­no­mia valg­te jeg at hånd­pluk­ke Yune til “Musik Mig Blidt præ­sen­te­rer vol. 5″, hvor de gav en over­be­vi­sen­de og selvsik­ker kon­cert. Kort efter lan­de­de en ny sing­le, Easy sle­e­per, som yder­li­ge­re bekræf­te­de mig i min tro på Yunes evner til at ska­be skæv, char­me­ren­de pop, leve­ret med til­ba­ge­læ­net over­skud og en god por­tion groove.

Læs også vores inter­view med Yune i for­bin­del­se med “Musik Mig Blidt præsenterer”:

http://www.musikmigblidt.dk/interview-yune.html

 

Communions

Unge Com­mu­ni­ons har læn­ge været på diver­se både inden­land­ske og uden­land­ske medi­ers rada­rer. Det er ikke så mær­ke­ligt, for Com­mu­ni­ons har i den grad udvik­let sig over de sene­ste par år, og er nu fuld­stæn­digt plukkemodne!

Com­mu­ni­ons har rød­der i under­grunds­spil­le­ste­det og øve­lo­ka­let Mayhem på Nør­re­bro, hvil­ket skin­ne­de igen­nem på debut-EP’en Cobb­le­sto­nes’ mør­ke, post­pun­ke­de og smadre­de æste­tik, som var på Musik Mig Blidts liste over de bed­ste albums fra 2014 sam­men med maxi-sing­len So Long Sun/Love Stands Still . Siden er ban­dets lyd ble­vet sta­digt lyse­re, spr­ud­len­de, episk og direk­te i en sådan grad, at mær­ka­ten “Mayhem-band” ikke vir­ker rig­tig mere. Com­mu­ni­ons musik er nem­lig i sin ker­ne gui­t­ar­ba­se­ret pop­mu­sik. Com­mu­ni­ons’ talent for cat­chy gui­tar rif­fs og sing-along ven­li­ge vokal­me­lo­di­er for­næg­ter sig ikke, hvad næsten samt­li­ge ep- og sing­ler siden debut-EP’en har vist. I dag er jeg ikke bleg for at sam­men­lig­ne Com­mu­ni­ons med sto­re stadion/anthem rock-bands som Oasis, The Cure og tid­lig Sto­ne Roses.

Den selv­be­tit­le­de EP Com­mu­ni­ons fra 2015 hav­ne­de fortjent på man­ge kri­ti­ke­res års­li­ster. 2017 bli­ver efter min bed­ste over­be­vis­ning året, hvor Com­mu­ni­ons får deres sto­re publi­kums­gen­nem­brud — også uden for Dan­mark, når de den 3. febru­ar udkom­mer med debut-Lp’en Blue det tone­an­gi­ven­de ame­ri­kan­ske pla­de­sel­skab Fat Pos­sum Records. Du kan snig­lyt­te til Blue via Hype Machine her:

 

Com­mu­ni­ons kon­cer­ter på Tape i Aar­hus den 28. janu­ar samt Vega i Køben­havn den 17. marts er beg­ge udsolg­te. Fik du ikke bil­let­ter, kan du som pla­ster på sår­et nyde deres ful­de kon­cert for nylig på bran­che­festi­va­len Euro­so­nic 2017 i Holland.

 

Mads Vadsager

Foto: Dani­el Storm

Mads Vadsa­ger er en ud af tre arti­ster (de andre to er Oli­ver Dengsø og Eucrid Elms), som jeg har hånd­pluk­ket til “Musik Mig Blidt præ­sen­te­rer vol. 6” den 31. marts på Kul­tur­sta­tio­nen i Van­lø­se (se mere på kulturstationenlive.dk). Jeg har tid­li­ge­re sat spot­lys på Mads Vadsa­ger, da han gik under kunst­ner­nav­net Oh Guard, og glæ­der mig meget til, at hans nye­ste udspil Skyg­ge­spil udkom­mer d. 30. janu­ar. Jeg har fået lov at lyt­te til EP’ens tre num­re, som lige­som på tid­li­ge­re udgi­vel­ser dyr­ker melan­ko­li­en gen­nem dvæ­len­de electro­ni­ca i stil med bl.a. Sekuoia og Tara­ga­na Pyja­ra­ma. Pres­se­med­del­el­sen for­tæl­ler, at Skyg­ge­spil er en god fors­mag på, hvad man kan ven­te af Mads Vadsa­ger i det kom­men­de år, og hvis det er til­fæl­det, glæ­der jeg mig meget til at høre mere fra det unge talent!

OPDATERING: Skyg­ge­spil er nu tilgængelig:

 

Dyk også ned i Mads Vadsa­gers bag­ka­ta­log, som er rigt på stem­nings­ful­de, atmos­fæ­risk drøm­men­de kom­po­si­tio­ner, hvor let­te, fløjs­blø­de synt­hs, luf­tig, længsels­ful­de voka­ler ((både sin egen og gæste­vo­ka­ler), gui­tar, man­do­lin, sprø­de beats og simp­le vug­ge­vi­se-asso­ci­se­ren­de melo­di­er er de domi­ne­ren­de virkemidler.

 

Mads Vadsa­ger bli­ver udgi­vet af det lil­le men inter­es­san­te dan­ske pla­de­sel­skab Hus­op­ta­gel­ser, og de har pro­du­ce­ret en fin lil­le video, hvor Mads præ­sen­te­rer sig selv og sin musik.

 

Oliver Dengsø

Oli­ver Dengsø er en ud af tre arti­ster (de andre to er Mads Vadsa­ger og Eucrid Elms), som jeg har hånd­pluk­ket til “Musik Mig Blidt præ­sen­te­rer vol. 6” den 31. marts på Kul­tur­sta­tio­nen i Van­lø­se. Hans fine EP Point­less Fun udkom i 2016, og demon­stre­rer indie-folk af høj kali­ber via hæs vokal, western gui­tar, skram­le­de key­bo­ards og atmos­fæ­ri­ske klangflader.

Vi har at gøre med en kunst­ner, som hvi­ler selvsik­kert i sit musi­kal­ske afsæt og sin sangskriv­ning. Tek­ster­ne kred­ser med iro­nisk distan­ce om livets skrø­be­lig­hed og for­gæn­ge­lig­hed. Tænk Nick Dra­ke møder Twin Peaks, så har du en idé om det spænd­felt, Dengsø ope­re­rer indenfor. 

Efter sigen­de skul­le det nye mate­ri­a­le fra Oli­ver Dengsø være mere up-beat og synth-præ­get. Vi ven­ter i spæn­ding. Hvem ved, måske løf­ter han slø­ret for nyt mate­ri­a­le den 31. marts i Vanløse?

 

Tjek også den­ne live­ses­sion fra Sofar Aar­hus med Oli­ver Dengsø:

 

Eucrid Elms

Bag Eucrid Elms står den eks­pe­ri­men­te­ren­de sangskri­ver Esben Han­sen, som bli­ver præ­sen­te­ret sam­men med Mads Vadsa­ger og Oli­ver Dengsø til “Musik Mig Blidt præ­sen­te­rer vol. 6” den 31. marts på Kul­tur­sta­tio­nen i Vanløse.

Eucrid Elms er inspi­re­ret af kunst­ne­re som Beck, Sam Ami­don, Thur­ston Moo­re, Spark­le­hor­se, Elli­ott Smith, The Fla­m­ing Lips, Arca­de Fire, The Mag­ne­tic Fields, Bright Eyes, Scott Wal­ker, Nick Cave, PJ Har­vey, Jen­ny Wil­son og Ryan Adams. Ele­men­ter fra dis­se kunst­ne­re kan sag­tens spo­res i Eucrid Elms musik, men sam­ti­dig lyk­kes Esben Han­sen med at fin­de sit eget stå­sted og ska­be noget originalt.

Eucrid Elms musik veks­ler mel­lem enk­le, let­til­gæn­ge­li­ge melo­di­er og mere udsy­re­de lyd­land­ska­ber. Både tek­ster og instru­men­te­ring er fuld af kon­tra­ster og vari­a­tion. Det drøm­men­de, melan­kol­ske og dystre går hånd i hånd. På sene­ste sing­le The Choir fin­der du såle­des både gro­ovy sam­ba­trom­mer og kryp­tisk saxo­fon, mens num­me­ret 259 fra den spæn­den­de 2015-EP Stran­ge Lights skif­ter mel­lem føl­som, spartansk sin­ger-songwri­ter stil og en mur af hårdt­slå­en­de støj­ro­ck. Mod­po­ler mødes, og det slår gnister!

 

Man kun­ne kal­de det hyp­no­ti­se­ren­de, apo­ka­lyp­tisk indie-pop-rock. I 2017 kan du se frem til, at Eucrid Elms’ debutal­bum Digi­tal Fune­ral udkom­mer. Album­met hand­ler om, hvor­dan vi træk­ker os væk fra hin­an­den og ind i et vir­var af meta­da­ta, cli­cks, likes og koder. Et par af sang­tit­ler­ne er afslø­ret og tæl­ler under­gangs-asso­ci­se­ren­de tit­ler som A Short Dark Sce­ne, Digi­tal Fune­ral og I Just Saw the End of the World.

 

Polaroid Of Dead Lovers

Pola­roids Of Dead Lovers er et nyt dansk indi­epop pro­jekt, skabt af Las­se Liis­berg med rød­der i Oden­se. Pro­jek­tet begynd­te som et sove­væ­rel­ses-pro­jekt for et års tid siden, og i okto­ber 2015 udgav han den før­ste sing­le John­ny, Play Somet­hing Sad, som Musik Mig Blidt fea­tu­re­de på play­li­sten for novem­ber 2015. Sene­ste num­mer, Baby’s On Tour, er pro­du­ce­ret i sam­ar­bej­de med Mads Emil Aagaard fra ban­det Slaugh­ter Beach og mar­ke­rer en kla­re­re og mere synth-præ­get pro­duk­tion end på de to tid­li­ge­re udgiv­ne tra­cks, der er til­gæn­ge­li­ge på Soundcloud.

Musik Mig Blidt-skri­bent Sig­ne Rønsov gav num­me­ret føl­gen­de rosen­de ord med på vej­en: “For mig ska­ber num­me­ret med en gen­ne­m­ar­bej­det og skarp pro­duk­tion en beha­ge­lig ram­me, opbyg­get af gen­ken­de­lig­hed og sans for dyna­mik. Sam­ti­dig bli­ver blø­de­re ele­men­ter som sylo­fon­lig­nen­de synt­he­sizer-klok­ker brugt til at balan­ce­re den mere skar­pe og strin­gen­te vokalpræstation.”

 

Mai Miyako

Mai Miy­ako er et lo-fi pop­pro­jekt skabt af Micha­el Bjer­re, som på sin maxi-sing­le, der udkom i slut­nin­gen af novem­ber, har skabt nog­le vidun­der­ligt smuk­ke, nostal­gi­ske toner, som jeg i den grad ger­ne vil høre mere af! Når jeg siger lo-fi, så snak­ker vi en blan­ding af gara­gepop- og sove­væ­rel­ses-pro­duk­tions-æste­tik. Både tekst og musik er nært dra­get af for­tid og nostal­gi og er stærkt inspi­re­ret af Stor­bri­tan­ni­ens 60’er lyd og Ame­ri­kas moder­ne sangskrivning.

Lady Mine min­der mig lidt om The Beach Boys i sine har­moni­er, mens When We Were Young Som, tit­len anty­der, er et bit­ter­sødt til­ba­ge­blik på teenagekærlighed.

Som live­kon­stel­la­tion stil­ler Mai Miy­ako op 6 mand, der blandt andet tæl­ler med­lem­mer fra de køben­havn­ske Vir­gin Sui­ci­de og DIET — sidst­nævn­te spil­le­de til Musik Mig Blidt præ­sen­te­rer, vol.4 i foråret.

 

 

Keine Fear for Flanger

Psy­chroch er langt fra død, og da slet ikke i Dan­mark, hvor sce­nen er ekstremt leven­de. En af de sene­ste skud på stam­men er kvar­tet­ten Kei­ne Fear for Flan­ger, som blev dan­net i star­ten af 2016, og star­te­de med at ind­spil­le i star­ten af 2016. Ved siden af ind­spil­nin­ger­ne, har ban­det spil­let kon­cer­ter på b.la. på Copen­ha­gen Psych Festi­val og Drone.

Kei­ne Fear for Flan­ger har skabt deres eget psy­ke­de­lisk drøm­men­de udtryk, inspi­re­ret af 90’er grun­ge, Sub Pop-sce­nen (legen­da­risk indie/grunge pla­de­sel­skab, red.) og slut-60’er­nes psy­ke­de­li­ske rock. Kun to san­ge er ind­til vide­re ude, og de hand­ler efter ban­dets eget udsagn om plan­ter, vibra­tio­ner, eska­pis­me og tåge­de kys — what’s not to like? Sær­ligt sene­ste num­mer The Sunn er en sær­de­les lyt­te­vær­dig affæ­re, hvis geni­a­le sol­be­skin­ne­de gui­tar, pro­g­res­si­ve trom­mer og mes­sen­de vokal vir­ke­lig slår bene­ne væk under en med sin høje ener­gi. Jeg fore­stil­ler mig, at The Sunn vil­le være det per­fek­te sound­tra­ck til en tur på de cali­for­ni­ske landeveje.

 

Vampire Blow

Jeg var lidt usik­ker på, om Vam­pi­re Blow skul­le med på listen, for de er mest kend­te for deres ener­gi­ske, nær­mest rock & roll-præ­ge­de rock og for P6-hit­tet Gim­me Some. Når de alli­ge­vel er med på listen er det pga. ét num­mer — det ene­ste de udgav i 2016, som blæ­ste mig fuld­stæn­dig bag­over. Num­me­ret er det ufat­te­ligt lækre, drøm­men­de num­mer Real To Me, som vi også inklu­de­re­de på Musik Mig Blidts Spo­ti­fy-play­li­ste over de bed­ste san­ge fra 2016.

Her er tem­po­et sat ned og vild­ska­ben er veks­let til nostal­gisk toner, der i har­moni­er­ne får mig til at tæn­ke på ingen min­dre end The Beach Boys!

Det byg­ger dog meget mere op end The Beach Boys’ hur­ti­ge­re “ind til benet” pop-per­ler og udvik­ler sig til et nær­mest psy­ke­de­lisk hip­pie-ånde­lig­heds trip, som også illu­stre­res for­nemt på musik­vi­deo­ens bil­ledsi­de. Kor­stem­mer­ne bli­ver sta­digt mere inten­se og fæl­les­sangslo­k­ken­de, og der er dømt befri­en­de gospel i den him­mel­ske og stærkt beru­sen­de fina­le, hvor ban­det bl.a. har fået hjælp fra musi­kal­ske ven­ner i to andre Musik Mig Blidt-favo­rit­bands — Pala­ce Win­ter og Lowly.

Når jeg lyt­ter til Real to Me og num­me­ret får jeg en for­nem­mel­se af, at det hele nok skal gå. Jeg bli­ver gen­nem­strøm­met af en bru­sen­de var­me og kær­lig­hed! Prøv lige at lyt­te her uden at bli­ve bare lidt høj af det! Jeg håber meget på frem­ti­di­ge toner i den­ne ret­ning fra Vam­pi­re Blow!

 

Lumia

Lumia er et usig­net og (så vidt jeg ved) uop­da­get pro­jekt, jeg egent­lig stød­te på for lang tid siden, nok halvan­det år, i for­bin­del­se med min begej­string for et andet dansk pro­jekt, Swe­et Temepst. Swe­et Tem­pe­sts ene band­med­lem og pro­du­cer, Juli­an Win­ding hav­de lin­ket til et andet af sine pro­jek­ter, Lumia, og det blev jeg selv­føl­ge­lig også nødt til at tjek­ke ud. Der lå 5–6 demo­er, som var langt mere elek­tro­nisk fun­de­re­de end Swe­et Tem­pe­st, men alle num­re­ne var mega fede, selv­om det blot var demo­er. Så fede at det var svært at fat­te, at ingen andre hav­de opda­get dem. Jeg over­ve­je­de i lang tid at skri­ve om pro­jek­tet, men idet duo­en den­gang ingen pla­ner hav­de om at udgi­ve fore­lø­bigt, beslut­te­de jeg mig for at ven­te til de rør­te på sig igen. For­ny­lig opret­te­de Lumia så en kunst­ner­pro­fil på Face­book, og jeg tæn­ker der­for, at nu er det på tide at intro­du­ce­re ban­det her på bloggen.

Lumia-pro­jek­tet er som sagt Juli­an Win­ding og en san­ge­r­in­de ved navn Liv Lumia. De dyr­ker en ren­dyr­ket 80’er vibe med mas­ser af synt­hs, elek­tro­ni­ske trom­mer og hi-hats, mens melo­di­er­ne pri­mært bæres af Lumi­as svæ­ven­de vokal. Tek­ster­ne er roman­ti­ske på den der måde som che­e­sy pop fra 80’erne ofte er. De stik­ker ikke vold­somt dybt, men til gen­gæld er der mas­ser af patos og en slags højstemt melan­ko­li, som jeg synes fun­ge­rer vir­ke­lig godt. Vig­tigst af alt er kom­po­si­tio­ner­ne bare gode. Melo­di­er­ne sæt­ter sig fast på hjer­ne­bar­ken efter få lyt, men bli­ver aldrig irri­te­ren­de eller let­køb­te, som øre­hæn­ge­re ellers tit kan have en ten­dens til.

Pro­duk­tio­ner­ne er måske sta­dig en smu­le ufær­di­ge i kan­ter­ne, og jeg bil­der mig også ind, at jeg kan høre, at de kom­mer ud af et hjem­mestu­die og ikke et pro­fes­sio­nelt stu­die, spe­ci­elt på vokal­si­den, men på trods her­af er san­ge­nes kva­li­te­ter ikke til at tage fejl af!

Ban­det har sta­dig kun nog­le få demo­er ude, men jeg har fået lov at få et pri­vat lyt­te­link til 9 demo­er, og jeg kan kun sige, at det er det ene guld­korn efter det andet. Det fal­der på intet tids­punkt igennem.

Lumi­as plan er at få udgi­vet et album i 2017, og de er ved at under­sø­ge, hvem der vil sig­ne dem. Der bur­de være mas­ser af bej­le­re, hvis mine ører ikke tagerfejl.

Lyt her til tre af deres demo­er, og se om om du ikke også er overbevist?