Danske favoritalbums 2016 – part 2

25 feb 2017 by Søren Lund Korsgaard, No Comments »

Her­med får du Musik Mig Blidts dan­ske favo­ri­tal­bums 2016 — del 2. Før­ste del kan du læse her.

 

Hey Way — Hey Way


Foto: Bai­jie Curdt-Chri­sti­an­sen

Hey Way er Søren Cor­ne­li­us­sen og Has­se Mydtskov fra Oden­se, der beg­ge har rød­der i Kis­saway Trail. På deres selv­be­tit­le­de og over­se­te debutal­bum har de to her­rer kre­e­ret et melo­disk skram­let udtryk, hvor ener­gi­en er spændt ud mel­lem det højstem­te og udsvæ­ven­de – tyde­ligt inspi­re­ret fra tiden i Kis­saway Trail – til føl­som down­tem­po drøm­mepop med kla­re melan­kol­ske ten­den­ser. Varm lo-fi-æste­tik blan­der sig for­nemt med en kølig ambi­en­ce og elek­tro­ni­ske trom­mer, mens san­ge­nes melo­di­er gene­relt besid­der en impo­ne­ren­de min­de­vær­dig­hed.

 

Sweet Tempest — Snow (EP)

Igen et meget over­set album, efter min mening.

Juli­an Win­ding og Luna Kira Rud-Peter­sen fæl­les pro­jekt Swe­et Tem­pe­st laver gan­ske enkelt rig­tig gode san­ge. Da jeg før­ste gang faldt over en mas­se demo­er på grup­pens soundcloud pro­fil til­ba­ge i 2014 skrev jeg, at den var fuld af let­te, bit­ter­sø­de, kom­po­si­tio­ner med strejf af som­mer og sol og drøm­men­de gui­tar­strøg, og at san­ge­ne for­må­e­de at få mig til at glem­me tid og sted og ind­hyl­le mig i en vidun­der­lig tåge af roman­tik og melan­kolsk reflek­sion. Jeg skrev også, at der alle­re­de var både kva­li­tet og kvan­ti­tet nok til at udgi­ve et yderst kom­pe­tent debutal­bum.

Den­ne beskri­vel­se hol­der sta­dig stik på debut-EP’en, der ende­lig udkom i 2016. Nu ven­ter jeg bare på fuld­læng­de-album­met — jeg ved at grup­pen har mate­ri­a­let til det, hvil­ket nye­ste sing­le Emp­ty Box også indi­ke­rer (kan høres på Swe­et Tem­pe­sts soundcloud).

 

Fugleflugten — Aftenpragtstjerne (EP)

Fug­le­flug­ten var det ene ud af tre loven­de upco­m­ing bands, vi hav­de udvalgt til at spil­le til showca­se-afte­nen “Musik Mig Blidt præ­sen­te­rer” på Kul­tur­sta­tio­nen i Van­lø­se i novem­ber sid­ste år på bag­grund af en yderst over­be­vi­sen­de og stilsik­ker debut-EP med den smuk­ke titel Aften­pragt­stjer­ne. I det nye år er ban­det helt fortjent ble­vet boo­k­et til det­te års Roskil­de Festi­val.

Aften­pragt­stjer­ne byder på alter­na­tiv rock med rød­der i sub­gen­rer som sho­e­ga­ze, dream pop og post-punk. Der er både rum til inder­li­ge pop­me­lo­di­er og mere kraft­ful­de og stø­je­de rock­s­an­ge, som giver genklang i den tid­li­ge post-punk og sho­e­ga­ze-sce­ne. Stø­jen­de og til tider længsels­ful­de gui­tar­me­lo­di­er, insi­ste­ren­de beats og bevæ­ge­li­ge bas­gan­ge akom­pag­ni­e­rer Ras­mus Ydes dan­ske tek­ster, der træk­ker på natu­rens meta­forik i sin kred­sen om kær­lig­he­dens væsen og det leve­de liv. Tek­stu­ni­ver­set udtryk­kes på dra­ma­tisk og dra­gen­de vis gen­nem Ras­mus Ydes dybe og vis­se ste­der halv­des­pe­ra­te vokal.

Bliv klo­ge­re på Fug­le­flug­ten, deres sangskriv­nings­pro­ces og inspira­tions­kil­der i det­te inter­view vi brag­te inden den før­nævn­te kon­cert i Van­lø­se.

 

Kill J — Quasi (EP)

Kill J har på sin debut-EP fun­det fun­det en unik for­mel, der kom­bi­ne­rer knivskar­pe elek­tro­pop­pe­de pro­duk­tio­ner med sprø­de beats, dybt run­gen­de bas­gan­ge, sfæ­ri­ske klang­fla­der og ikke mindst et fyrtårn af en kvin­de­vo­kal med flot­te vibre­ren­de krus­nin­ger, et touch af R&B og en spænd­vid­de, som kun få kan mat­che. På Qua­si veks­ler Kill J ube­svæ­ret mel­lem føl­som­me bal­la­der (Tri­ck­le Tri­ck­le), isnen­de coo­le og mør­ke club-ban­gers (Pro­pa­gan­da) samt episk, cat­chy pop, der sig­ter mod stjer­ner­ne (Back Home, You’re Good But I’m Bet­ter, Coda og Mama Taught Me Well- uden at miste fod­fæ­stet på noget tids­punkt.

 

Oliver Dengsø — Pointless Fun (EP)

x

Oli­ver Dengsøs fine debut-EP Point­less Fun demon­stre­rer en kunst­ner, som hvi­ler selvsik­kert i sit musi­kal­ske afsæt og sin sangskriv­ning. Tek­ster­ne kred­ser med iro­nisk distan­ce om livets skrø­be­lig­hed og for­gæn­ge­lig­hed. Tænk Nick Dra­ke møder Twin Peaks, så har du en idé om det spænd­felt, Dengsø ope­re­rer inden­for. Det er et meget hel­støbt album, som er lige dele drøm­men­de og røren­de. Pro­duk­tio­nen er varm og intim og vir­ker betryg­gen­de. Tek­ster­ne er for så vidt for­holds­vis bana­le, men Dengsøs halvrust­ne stem­me besid­der en auten­ti­ci­tet og dyb­de i både bog­sta­ve­lig for­stand og over­ført betyd­ning, som gør at man som lyt­ter bli­ver over­be­vist om ægt­he­den af hans ord.

 

Slaughter Beach — Heroic Dose (EP)

Slaugh­ter Beach er et tre­mands­band fra Oden­se bestå­en­de af Niko­laj Westi, Has­se Mydtskov (fra The Kis­saway Trail) og Mads Emil Aagaard. Før­ste gang  jeg skrev om Slaugh­ter Beach var i star­ten af 2014, men på deres anden EP fra 2016 med den sigen­de titel Her­oic Dose, bevi­ser de, at de sta­dig har en vin­den­de for­mel.

EP’ens 5 san­ge er nostal­gisk drøm­mepop af høj kali­ber. Musik­ken besid­der en æste­tik, der emmer af atmos­fæ­re og lo-fi-pro­duk­tion og ska­ber asso­ci­a­tio­ner til tid­lig Beach Hou­se. Den halvskin­gre måde voka­len er mik­set på vil mulig­vis være en deal­bre­a­ker for nog­le, men i mine ører man kan ikke kom­me uden om, at melo­di­er­ne fun­ge­rer vir­ke­lig godt på EP’en. Favo­rit­num­me­ret er den smuk­ke og drøm­men­de The Mo. 

 

Liss — First (EP)

Musik Mig Blidt er langt fra det ene­ste medie med Liss’ debut EP på listen over de bed­ste dan­ske udgi­vel­ser i 2016. First demon­stre­rer at den inter­na­tio­na­le hype har været fortjent. EP’ens skæ­ve og alter­na­ti­ve men alli­ge­vel meget til­gæn­ge­li­ge pop er gan­ske enkel sublim og har sit helt eget distink­te udtryk.

Related Posts with Thumbnails

Tags: , , , , , , , ,

Leave a Reply

Follow Me!

Follow Me! Follow Me! Follow Me! Follow Me!