Kúra, som jeg havde i fokus på bloggen i april, var en af de udvalgte “Roskilde Rising” artister på dette års Roskilde Festival.
Nogle få timer inden Kúra gik på Apollo scenen foran deres største publikum nogensinde, havde Musik Mig Blidt fornøjelsen af, at få sig en snak med det spændte band om Kúras historie, den relativt nye plade Halfway To The Moon, og hvordan det foregår, når bandet skaber deres musik. Og om at spille på Roskilde Festival selvfølgelig.
Kúra består af Fanney Ósk Þórisdóttir (lead vocals), Brynjar Bjarnfoss (producer, vocals) & Rasmus Liebst (producer, guitar, vocals). Dele af interviwet er på engelsk, idet Fanney er islandsk.
MMB: Hvordan startede i med at lave musik, og hvordan fandt i sammen?
Brynjar: Jeg har lavet musik i en 10 år ca. Jeg har dj’et en hel del og været producer og lavet beats og house en del år. Fanney og jeg er fætter og kusine.
Rasmus: Jeg startede med at spille guitar for 8 år siden tror jeg. Så fik jeg øjnene op for elektronisk produktion og begyndte at kombinere det med at spille guitar og kom rigtig meget ind i at producere, og syntes det var spændende at sidde og mikse og sådan..Det var også den tid, hvor jeg lærte Brynjar at kende. Det var over Myspace, hvor jeg havde uploaded nogle af mit musik. Vi sad bare lidt og skrev til hinanden og var sådan “Hey, vi ska’ da lige mødes.” Vi fandt ud af, at vi havde en fælles interesse for at producere. Der gik dog nogle år, hvor vi ikke fik fulgt op på det, men så mødte vi hinanden til et eller andet dj gig. Så gik der noget tid, hvor vi ringede til hinanden..
Brynjar: Det startede for alvor, hvor du spillede guitar på et enkelt nummer, og så syntes vi det var super sejt!
Rasmus: Ja det er rigtigt, og så var der en sen sommeraften, hvor vi sad og lavede musik hjemme hos Brynjar. Vi havde en deadline på et Rosa Lux remix dagen efter. Og så var vi sådan “det blev sgu da egentlig ret fedt det remix, og vi brugte kun en nat på det”. Brynjar og Fanney begyndte at snakke om, at jeg skulle være en del af bandet efter det remix. Men altså, vi har kendt hianden et godt stykke tid sådan løst.
Fanney: I’ve been making music and singing — ever since I was little. But my first band was called “Happy Funeral”. I was only 15 years old and then I had another band, but I don’t think we had a name!
MMB: Why Happy Funeral?
Fanney: We didn’t no what to call the band and then we went through an iTunes list and picked randomly two words. The first one was “happy” and the second one “funeral”. But it’s a long time ago, I can’t really remember. Anyway, then Brynjar came and visited the family and I showed him a song I had made on Piano called GoGo
MMB: When you say “made” does that also include the lyrics?
Fanney: Yes the lyrics, the melody and the chords.
Brynja: And then we developed it from there.
Fanney: Yeah, we made an electronic version of it. And then we decided to do some more together. I moved here (Copenhagen, red)… and now Roskilde! (laughing)
Brynjar: Very easy! (laughing)
MMB: About the name “Kúra”? I read it means “kærtegn”? Why did you choose this name?
Fanney: First of all it’s Brynjars favourite word in Icelandic. He has always liked the way it sounds.
Brynjar: Yeah, since I was really small I just wanted to call something that. But since I really like the word I wanted to wait for the right moment and then me and Fanney started this project..
MMB: Hvordan foregår det, når i skaber musikken? Starter i med et beat, en melodi eller noget tekst?
Brynjar: Det er forskelligt. Der er ikke nogen bestemt måde. Vi bidrager alle sammen.
Fanney. It can start with the beat for instance. If the guys make the sounds I give my opinion and they also give their opinion on the lyrics.
MMB: Da Rasmus kom ind i bandet, var det dér, at den lidt mere rockede lyd kom ind i billedet?
Brynjar: Da Rasmus kom ind i bandet, snakkede vi om, at vi gerne ville lege mere med den organiske lyd.
Rasmus: Jeg fik rigtig mange ideer med guitaren, men vi besluttede, at der kun skulle bruges to strenge for at holde det minimalistisk. Pladen (Halfway To The Moon, red.) er også ret nostalgisk. Dels pga. guitaren, men også fordi den har en del referencer til triphop og breakbeat elementer.
Brynjar: Og så er der numre som Anchor og Crushed Ice som er meget elektroniske.
Rasmus: Ja, på den måde viser det den konflikt, man kan have, når man både er elektronisk musiker, men samtidig godt kan lide det organiske. Nogle gange fungerer det godt at blande, og andre gange fungerer det ikke så godt. Det er også derfor, at vi havde et dogme om, at der ikke måtte bruges meget mere end to strenge på guitaren. For hvis der bliver for mange ting i lydbilledet..guitaren må ikke blive for dominerende.
Brynjar: Vi kan også ret godt li’ faktisk, at vores numre er forholdsvis simple eller minimalistiske og stilen ret ligetil.
MMB: Lidt ligsom The XX?
Rasmus: Ja, sådan lidt stenern. Altså The XX lyder jo lidt som en eller anden, der har spillet et halvt år, ik? Riffene er ret ukomplicerede! Også sådan noget som Arctic Monkeys. Det lyder ikke som om, de har kunnet så meget på guitaren, men selvom de så sidenhen er blevet dygtigere og kan lave nogle mere indviklede ting, har de egentlig bare holdt fast i at spille det simpelt.
Så det har egentlig været et ret bevidst valg på den her plade (Halfway To The Moon, red.). Den måtte ikke blive for spraglet guitarmæssigt. Vi ville godt have, den skulle beholde den her “lay low” elektroniske lyd. Vi ville godt have, at de to lag (det organiske og elektroniske, red.) skulle komplementere hinananden.
På den måde er det en form for lydlandskabsplade. Vi laver sikkert noget på et andet tidspunkt som er meget mere riff-baseret, kunne jeg forestille mig. Om det så er synthesizer hooks eller et eller andet..Men lige den her plade er mere..
Brynjar: Ja, den lyd var vi ret vilde med lige dér og det er vi stadigvæk sådan set. Det var sjovt at arbejde med!
Rasmus: Man vil gerne prøve noget andet på et andet tidspunkt, kunne jeg forestille mig…
Brynjar: Næste plade bliver kun lavet med køkkeninstrumenter! (Alle griner!)
MMB: Er i ved at lave noget nyt musik?
Fanney: We are thinking about making an EP.
Rasmus: Der er nogle numre, som er blevet skåret væk fra pladen (Halfway To The Moon, red.). Numre som ikke passede ind, men som er cool nok. Så vi har en del gode idéer i skuffen, vil jeg sige.
Brynjar: Det er nok det, vi kommer til at bruge efteråret på. Samtidig med vi også har en del jobs.
MMB: Hvad med koncerten her på Roskilde? Noget særligt publikum kan se frem til?
Brynjar: Ja, vi tager Lulu Rouges remix af Gogo og spiller det live. Det har vi aldrig gjort før. Vi har også en live trommeslager med, også for at gøre det mere organisk, som vi har snakket om. Mere levende.
Rasmus: Også sådan noget som bækkener. Når man programmere bækkener har man tendens til at være lidt doven. Det lyder egnetlig svedigt, men hvis man satte sig ned ved et trommesæt, vil det være mere sådan “her skal der lige være lidt “swing” eller et eller andet. Man kommer ligesom frem til noget andet.
Brynjar: Og så er vores trommeslager, Mikkel Benn, en super dygtig trommeslager. Han spiller også med Spoek Mathambo her på lørdag (en anden Roskilde aktuel artist, red.).
MMB: Har i nogen ambitioner om udlandet?
Brynjar: Ja, der er bl.a. er en stor udenlandsk booker og agent, der booker til nogen af de store festivaler i Europa, der gerne vil snakke med os.
MMB: Har i spillet i udlandet før egentlig?
Brynjar: Vi har spillet i Polen og i Sverige, og vi skal måske også til Tyskland nu her. Og måske Portugal og Rusland også. Så der bliver ved med at komme lidt på den front.
MMB: Jeg vil gerne snakke lidt om det islandske islæt. Det virker som om, at der sindssygt mange musikere fra Island?
Brynjar: Ja, man siger, at hver anden islænding laver musik eller noget i den retning. Det har jeg også hørt mange sige til mig.
Fanney: The only answer I can give you is that we are bored. We have nothing to do. Or maybe it’s just something in the genes or something.
Brynjar: Det virker som om, at der er mange islændinge som finder en kæreste i en meget ung alder og laver nogle børn — og så er der andre, som laver musik! (Alle griner!) Ej, jeg tror ikke der er noget specifikt svar på det.
MMB: Det er lidt en kliché, men er naturen (den islandske, red.) en inspiration for jer ift. musikken?
Fanney: It does a lot for my inspiration, so yeah.
Brynjar: Der er jo ret mange sange, der er lavet hvor Fanney forestiller sig, hun sidder et specifikt sted i naturen.
Rasmus: Der er et nummer på pladen, der hedder Inhuman. Brynjar og jeg sidder og arbejder på det, og Fanney var lidt skeptisk omkring det. Så havde du (Fanney, red.) hørt det i anden kontekst, jeg kan ikke huske..?
Brynjar: Yeah, Fanney you were home and it was snowing, remember? You had it in your earphones..
Fannney: Oh, yeah yeah! Then I felt it.
Brynjar: You imagined a jungle made of steel, right?
Fanney: Yes, It was like I imagined the trees were made of aluminium foil. Something like that. Then I imagined a girl that I met, walking in this universe with all these strange creatures made of steel. Then I was like “okay, now I get it!”.
MMB: Tænker du meget i billeder?
Fanney: Yeah, I have dyslexia so everything that I think about in words comes out like a picture in my head. Also if hear music and I’m supposed to do something with it.. then I immediately get ideas! It’s always in colors and fabrics and different people and creatures and things like that. And nature as well.
MMB: Jeg tror det er lidt det samme for mig. Personligt betyder stemingen og udtrykket, og de billeder jeg får mest. Jeg lægger ikke så meget mærke til teksten. Hvor meget betyder sangteksten for jer? Hvad vægter i mest?
Brynjar: Vi er meget forskellige hvad det angår.
Fanney: Some of the lyrics are really meaningful and have a big story behind them and some don’t really.
Brynjar: Jeg går virkelig meget op i at lave beats og finde nogle gode melodier, og andre gange sidder jeg og tænker i tekst. F.eks. på Gold. Der har jeg skrevet teksten til min kæreste, fordi hun var ude at rejse i et halvt år, og jeg savnede hende vildt meget! Så lige pludselig gav dét mere mening, og det løfter nummeret. Det er forskelligt fra nummer til nummer.
Der var også engang hvor Fanney bare sang et eller andet — mumlede, og så gav det pludselig mening. Man skal heller ikke tage det alt for seriøst.
MMB: Her til sidst har i så nogle anbefalinger på noget fedt musik?
Brynjar: Modeselektor!
Rasmus: Jeg hører ret meget UK beat. Triphop..Hvor jeg har en massse kunstnere jeg virkelig digger!
Fanney: Santigold! She has so many different expressions. She is so cool.
MMB: Hvis i selv skulle have startet det her interview, hvad skulle så have været det første spørgsmål?
Brynjar: Glæder i jer til i aften?
MMB: Glæder i jer til iaften?
Brynjar: Ja, det gør vi! Det må man sige! Vi er lidt mere spændte end vi plejer at være. Det er jo fedt at skulle spille på Roskilde. Dér vil man gerne gøre det godt! Selvfølgelig vil man altid det, men her vil man det virkelig!…
Rasmus: Nu spillede vi jo på Spot Festival, men ellers har vi jo ikke kæmpe meget erfaring med at spille på store scener. Det er også en udfordring for os at gøre numrene større i lyden. Man kan ikke stå og pille så meget navle, når man skal ud til så mange mennesker.
Brynjar: Ja, det med at skabe kontakt til publikum er en udfordring. Vi har før spillet et par gange hvor der kun var 20–30 mennesker. Det var meget intimt, men her er det nærmest det fuldstændig modsatte.
Rasmus: Det betyder også, at nogle af numrene — der hvor den skal have en ordentlig næve, der får den så også lidt mere!
MMB: Jeg vil ønske jer en god koncert i aften! Jeg glæder mig til at opleve jer!
Rasmus: Ja, vi håber vi kan leve op til forventningerne!
Et par timer senere spillede Kúra en vellykket koncert på Apollo scenen. Folk tog godt i mod blandingen mellem det organiske og elektroniske. De knivskarpe, komplicerede og sofistikerede beats og basgange gik rent hjem, og gruppens vokaler, især Fanneys, klang rent og rørende.
Bandet startede blidt ud, og publikum lyttede opmærksomt og interesseret til de mange detaljer i musikken. Sidste halvdel, der inkluderede Lulu Rouge remixet af Gogo, udviklede sig i en mere festorienteret retning og fik sat fut i fødderne hos publikum, mens armene også røg i vejret i begejstring.
Kúras moderne blanding af triphop og elektronisk musik gjorde sig godt denne tirsdag aften på Roskilde Festival!
Hvis du ikke har tjekket Kúras nye plade Halfway To The Moon ud, så gør dig selv en tjeneste og gør det.
F.eks. via Spotify:
For tiden er jeg begejstret for den seje Follow Your Heart fra Halfway To The Moon, der både indeholder fede beats en übersprød basgang, lækre westernagtige guitarriffs og selvfølgelig Fanneys smukke, drømmende stemme:
Faldt også lige over dette ældre Rasmus Liebst remix af Agnes Obels Riverside, hvor han med få effektive virkemidler som bl.a. mørk basgang, xylofon (tror jeg?), 2‑step beat og ikke mindst trompet skaber en interessant og lækker lyd:
Kúra | Homepage
Kúra | Facebook
Kúra | Soundcloud
Follow Me!