Musik Mig Blidt

Årets Frost Festi­val er net­op skudt i gang og byder end­nu engang på en ræk­ke inter­es­san­te kunst­ne­re i ander­le­des omgi­vel­ser. Her præ­sen­te­rer jeg mine før­stepri­o­ri­te­ter, hvis der skal skæ­res helt ind til benet!

Konkurrence: Vind billetter til 60 minutes of Bell Orchestre

Jeg har fået lov at udlod­de 2x2 bil­let­ter til den ene af mine kon­certan­be­fa­lin­ger, nem­lig 60 minu­tes of Bell Orche­stre! For at være med i lod­træk­nin­gen skal du sen­de mig en mail (mail@musikmigblidt.dk) med emne­over­skrif­ten “Frost 2015” og blot skri­ve dit ful­de navn i sel­ve mai­len. Easy pea­sy! Men du skal være hur­tig, for kon­kur­ren­cen slut­ter alle­re­de den 4. febru­ar kl 21.30!

Læs mere om kon­cer­ten herunder:

60 minutes of Bell Orchestre with members of Arcade Fire

5. febru­ar — Kon­ser­va­to­ri­ets Kon­cert­sal (tidl. Radiohuset)

Jeg er stor fan Copen­ha­gen Phils unik­ke “60 minu­tes of” kon­cer­ter, hvor det 70 mand sto­re sym­fo­ni­o­r­ke­ster ind­går i sam­ar­bej­der med musi­ke­re fra pri­mært den ryt­misk musiks ver­den og ska­ber spæn­den­de og ofte meget fil­mi­ske sam­men­s­melt­nin­ger mel­lem den klas­si­ske og ryt­mi­ske musik (som egent­lig er en under­lig kun­stig opde­ling, men det er en anden snak).

Jeg har tid­li­ge­re været blandt publi­kum til to af dis­se sær­li­ge kon­cer­ter og beg­ge gan­ge har været uforg­lem­me­li­ge ople­vel­ser. Læs evt. den­ne begej­stre­de anmel­del­se af 60 minu­tes of Vival­di Recom­po­sed med Max Richter.

Gen­ren har i nye­re tid fået beteg­nel­ser som neoclas­si­cal og indie-clas­si­cal, og især sidst­nævn­te må siges at være rime­lig spot on i det­te til­fæl­de, hvor sam­ar­bej­det er med ban­det Bell Orche­stre, der blandt andet tæl­ler Arca­de Fires Richard Reed Par­ry og Sarah Neufelds.

Musik­ken er ren instru­men­tal og spæn­der mel­lem det mini­ma­li­sti­ske og stor­slå­e­de fil­mi­ske. Fæl­lesnæv­ner­ne er i øvrigt det efter­tænk­som­me, fan­ta­si­ful­de og melankolske.

Den­ne aften spil­ler Bell Orche­stre fire num­re; Air Lines/Land Lines, Elep­hants, Stripes og Icicles/ Bicyc­les - alle arran­ge­ret for symfoni­or­ke­ster af Owen Pal­lett, der tid­li­ge­re har bidra­get til bands som bl.a. Grizzly Bear, Bei­rut, Arca­de Fire, Arctic Mon­keys, The Natio­nal og Foxes In fiction.

 

Inden da uro­p­fø­rer Copen­ha­gen Phil også nyskre­vet indie-clas­si­cal musik af Richard Reed Par­ry og Bry­ce Des­sner fra indi­ero­ck-ban­det The Natio­nal. Copen­ha­gen Phil har tid­li­ge­re arbej­det med Des­sner, da de sam­men ind­spil­le­de album­met  St. Caro­lyn by the Sea, der udkom som et split-album med anden halv­del bestå­en­de af Jon­ny Gre­enwoods (Radio­he­ad) musik til fil­men The­re Will Be Blood. 

 

Der­til præ­sen­te­rer Richard Reed Par­ry sin egen kom­po­si­tion Music for Heart and Bre­ath, lige­som Sarah Neu­feld spil­ler sin egen kom­po­si­tion Bre­at­hing Bla­ck Gro­und med Copen­ha­gen Phil.

 

Sup­por­ten består af ban­det Qui­et River of Dust, hvor bl.a. Richard Reed Par­ry med­vir­ker – ban­det udgi­ver nyt mate­ri­a­le i 2015.

Læs meget mere om den­ne sær­li­ge kon­certaf­ten i den fine pro­gram­fol­der, som Copen­ha­gen Phil har lavet.

 

Lydia Ainsworth

6. febru­ar — Dome Of Visions

Lydia Ain­sworth er en spæn­den­de ny artist, der udfor­sker græn­selan­det mel­lem orke­stral pop, psy­ch­folk og electro­ni­ca. Til tider min­der det lidt om Fever Ray. Før Lydia Ain­sworth udvik­le­de sig til en egent­lig solo­ar­tist kom­po­ne­re­de hun musik til film og mul­ti­me­di­e­pro­jek­ter, og det fil­mi­ske islæt for­næg­ter sig hel­ler ikke på hen­des solomateriale.

Debutal­bum Whi­te Sha­dows var på fortjent min liste over de bed­ste uden­land­ske albums i 2014.

Til kon­cer­ten i Dome Of Visions vil Lydia Ain­sworth bli­ve akkom­pag­ne­ret af en trom­mesla­ger, vio­li­nist og cellist.

 

Hør meget mere Lydia ain­sworth på hen­des soundcloud-pro­fil — også hen­des tid­li­ge uud­gi­vet musik!

 

East India Youth + Sleep Party People

15. febru­ar — Koncertkirken

Foto: Rebec­ca Miller

Bri­ti­ske East India Youth (Wil­li­am Doy­le) brød i den grad igen­nem lyd­mu­ren med  debutal­bum­met Total Stri­fe Fore­ver fra begyn­del­sen af 2014. Album­met over­væl­de­de den sam­le­de inter­na­tio­na­le musikpres­se og blev også nomi­ne­ret til den pre­sti­ge­fyld­te Mercury Prize. Det er meget kon­trast­fyldt musi­kalsk uni­vers Wil­li­am Doy­le har skabt. Snart potent og på him­mel­kurs, snart skrø­be­ligt og nær­væ­ren­de og snart elek­tro­nisk stø­jen­de og indu­stri­elt. East India Youth blan­der effek­tiv orke­stral pop med ambi­ent, tech­no og neoklassisk.

Det er net­op ble­vet offent­lig­gjort, at album num­mer to Cul­tu­re of Volu­me udkom­mer den 6. april. Før­ste smags­prø­ve er i sam­me ombæ­ring slup­pet fri — den følel­ses­mæt­te­de og soni­ske tour de for­ce Carou­sel. Fore­stil dig lige at høre dis­se toner sti­ge til vej­rs i Koncertkirken!

 

Her et par høj­de­punk­ter fra debutalbummet:

 

East India Youth — Look­ing For Someone

 

Sle­ep Par­ty Peop­le er i lig­hed med East India Youth svær at sæt­te i en gen­rebås, da han også for­mår at ska­be musik, der veks­ler mel­lem kon­tra­ster. På den ene side er det sært, dystert og næsten uhyg­ge­ligt, og på den anden side kan det være magisk, beha­ge­ligt drøm­mende og deci­de­ret smukt.

Det sene­ste album Flo­at­ing hol­der det høje kunst­ne­ri­ske ambi­tions­ni­veau og er en moden vide­re­ud­vik­ling af Sle­ep Par­ty Peop­les unik­ke lyd. Bri­an Batz, der står bag pro­jek­tet, spil­ler stort set alle instru­men­ter selv og er gået i en lidt mere ana­log og orga­nisk ret­ning end på de tid­li­ge­re albums. Den mani­p­u­le­re­de vokal, som ellers var SPP’s mest distink­te ken­de­tegn er sta­digt til ste­de, men på fle­re num­re er den nu erstat­tet af Bri­an Batz’ “rig­ti­ge” vokal.

 

A Win­ged Victory For The Sullen

21. febru­ar — Kon­cert­kir­ken, Blå­gårds Plads 6

Ende­lig ende­lig ende­lig! Jeg har ven­tet på at A Win­ged Victory For The Sul­len skul­le på dansk jord i hvad der føles som en evig­hed! Og nu sør­ger Frost Festi­val ende­lig for at det sker!

Siden 2011, hvor jeg også før­ste gang skrev om dem her på blog­gen, har jeg skam­lyt­tet til deres to him­melsk smuk­ke vær­ker et utal af gange.

I live­sam­men­hæn­ge er de uover­truf­ne, så gå ikke glip af dem på Frost. Jeg ople­ve­de AWVFTS i Ber­lin i 2012 i for­bin­del­se med ynd­lings­pla­de­sel­ska­bet Era­sed Tapes 5 års jubilæums­tur­ne sam­men med andre neoklas­si­ske hel­te som Nils Fra­hm og Ola­fur Arnalds, og det var en stor­slå­et og røren­de ople­vel­se skul­le jeg hil­se og sige. Jeg tør væd­de på, at den kom­men­de kon­cert i Kon­cert­kir­ken på Nør­re­bro med sin per­fekt egne­de aku­stik kan nå sam­me højder!

Jeg fore­stil­ler mig noget i ret­ning af dette:

A Win­ged Victory For The Sul­len er et sam­ar­bejde mel­lem Dustin O’Halloran og Stars Of The Lid’s Adam Wiltzie. Beg­ge her­rer har udmær­ket sig inden­for den ambi­ente og neoklas­si­ske gen­re og for­e­ner i AWVFTS deres kræf­ter. Den emi­nen­te selv­be­tit­le­de debut gjor­de ingen rin­ge­re end Bri­an Eno til fan og sid­ste år udkom toe­ren Ato­mos, et album kom­po­ne­ret til en dan­se­fo­re­stil­ling med sam­me navn af Way­ne McGre­gor.

Ato­mos ind­t­og ikke for ingen­ting en 6. plads på min liste over de bed­ste uden­land­ske albums i 2014. Lige­som sin for­gæn­ger er album­met et mester­værk af neoklas­sisk skøn­hed af den gran­dio­se og melan­kol­ske slags, dog med mere dvæ­len­de slo­w­mo­tionfor­nem­mel­ser og til­fø­jel­sen af sub­ti­le elek­tro­ni­ske ele­men­ter. Per­fekt egnet til de stun­der, hvor du bare vil hive stik­ket ud og lade tan­ker­ne van­dre til fejen­de stry­ge­re og ambi­en­te droner.

 

 

 

Hvis den kor­te kom­po­si­tion Requiem For The Sta­tic King part 1 ikke kan over­be­vi­se dig, så er du lavet af sten. Num­me­ret er skre­vet til min­de om Mark Lin­kous (Spark­le­horse), der tog livet af sig i 2010 og som Adam Wiltzie i øvrigt tid­li­gere hav­de været på tour med. Sor­gen er såle­des sær­ligt nær­væ­rende i det­te røren­de num­mer samt efter­føl­ge­ren Requiem For The Sta­tic King part 2, og det skin­ner også igen­nem i den svim­len­de smuk­ke video til nummeret.