CPH:DOX koncert: 60 minu­tes of Vivaldi Recom­po­sed: Max Rich­ter vs. Dark Matters,13. november 2013

27 nov 2013 by Søren Lund Korsgaard, No Comments »

vivaldi Michael Caddy Søndergaard

Foto : Micha­el Cad­dy Søndergaard

Jeg hav­de under det­te års ekstremt vel­be­søg­te CPH:DOX Festi­val (over 70.000 besøg!) mulig­hed for at tage til kon­cer­ten “Vival­di Recom­po­sed” på Vega, hvor kom­po­nist og sel­ver­klæ­ret post-mini­ma­list Max Rich­ter sam­men med sym­fo­ni­o­r­ke­stret Copen­ha­gen Phil opfør­te Vival­dis De Fire Års­ti­der i en ny og moder­ne ver­sion. Jeg var på for­hånd begej­stret, da jeg det sid­ste års tid har skam­lyt­tet til Uni­ver­sal Clas­si­cs emi­nen­te udgi­vel­se Recom­po­sed by Max Rich­ter: Vival­di The Four Seasons

De Fire Års­ti­der har for man­ge mistet sin til­træk­ning­kraft, for­di det sim­pelt­hen er ble­vet udnyt­tet i for man­ge og ofte kom­merci­el­le sam­men­hæn­ge — i film, rek­la­mer, som muzak i super­mar­ke­der osv. At lyt­te til Max Rich­ters rekom­po­ne­ring, også den­ne aften på Vega, er lidt som som at møde et kært fami­lie­med­lem, der ellers var gået bort, igen i reinkar­ne­ret form. Og i stor­form vel at mærke!

Afte­nen ind­led­tes med en inter­es­sant opvarm­ning i form af Argen­ti­nas stør­ste tangokom­po­nist, Astor Pia­zzol­la, der gen­skab­te Vival­dis popu­læ­re værk i skæv kryds­ning mel­lem klas­sisk og tango! Jeg hav­de for­ven­tet at krum­me tæer over den­ne på papi­ret næsten blas­fe­mi­ske til­gang til Vival­dis geni­streg, men resul­ta­tet var en posi­tiv over­ra­skel­se — meget ryt­misk og lege­sygt, ja nær­mest dansa­belt. Astor Pia­zzol­las arran­ge­ment bar præg af en stor kær­lig­hed til originalværket.

Sær­ligt det­te num­mer impo­ne­re­de mig — her opført af Lara St. John på vio­lin og The Simon Boli­var Youth Orche­stra of Venezuela.

 

Efter 15–20 minut­ters pau­se gik Max Rich­ter på sce­nen med Copen­ha­gen Phil og kon­cert­me­ster og solist/violinist Jon Gjes­me. Orke­stret star­te­de med en for­læn­get udga­ve af Spring 0, der fun­ge­re­de glim­ren­de som intro med dens sus­pen­se­fyld­te brug af tal­ri­ge hak­ken­de viol­in­strøg med små fore­gri­ben­de melo­dif­rag­men­ter, der byg­ge­de op til Spring 1. Da melo­di­en i Spring 1 ende­lig blom­stre­de i fuld flor, var det en kæm­pe forløsning.

Og fra den­ne sats’ dybe cel­lo før­ste gang gjor­de sit ind­t­og, var resten af kon­cer­ten som en drøm. Jeg var med andre ord total høj på de endor­fi­ner, musik­ken udlø­ste i min hjer­ne. ‘Ekstremt for­fri­sken­de var det at høre De Fire Års­ti­der opført i den­ne nye smuk­ke Max Rich­ter-ver­sion- og vision.

Kon­cer­ten fore­gik på Sto­re Vega og rum­mets smuk­ke inte­r­i­ør af mør­ke træ­pa­ne­ler og mahog­ni­gul­ve spil­le­de for­nemt sam­men med den­ne (post)moderne for­tolk­ning af Vival­dis mester­værk. Max Rich­ter selv, der tro­ne­de i mid­ten af orke­stret bag et kla­ver med lab­top på, så under stort set hele kon­cer­ten svært til­freds ud med begi­ven­he­der­nes gang, hvil­ket han da også hav­de alt mulig grund til.

VJ kol­lek­ti­vet DARK MAT­TERs stod for visu­als. På et enormt lær­red bag ved orke­stret blev abstrak­te, og hyp­no­tisk dra­gen­de visu­als pro­jek­te­ret op og skab­te en ny ople­vel­ses­di­men­sion. Et kame­ra bevæ­ge­de sig lang­somt ind i et com­pu­ter­ge­ne­re­ret og let pixe­le­ret land­skab, der umær­ke­ligt skif­te­de sce­ne­ri fra f.eks. sto­re gol­de slet­ter med sol­ned­gangs­gyl­den him­mel til sno­e­de gan­ge i even­tyr­li­ge slot­te og udforsk­ning af underjor­di­ske dystre, klau­stro­fo­bi­ske huler. Den lidt udda­te­re­de gra­fik gene­re­de mig i star­ten. Jeg syn­tes den var halv­grim, og det hjalp hel­ler ikke, at den ind i mel­lem hak­ke­de noget i det, som om den hardwa­re, der afvik­le­de gra­fik­ken også hav­de nog­le år på bagen.

2013-11-13 22.01.52

Efter­hån­den begynd­te jeg dog at nyde bil­le­der­nes sære for­æl­de­de æste­tik og fik den idé, at den på nær­mest sym­bolsk vis pege­de på det sam­me grå områ­de mel­lem gam­melt og moder­ne, som musik­ken gjor­de. Det­te visu­el­le ind­s­park bidra­ge­de der­for posi­tivt til min hel­heds­op­le­vel­se. Men menin­ger­ne er utvivl­s­omt del­te i den­ne henseende.

2013-11-13 21.29.07

Det ene­ste, der ellers trak ned på den­ne magi­ske aften med syn­gen­de stry­ge­re, var publi­kums ufri­vil­li­ge til­ba­ge­hol­den­hed. Det fak­tum, at Max Rich­ters for­tolk­ning jo nær­mest er et remix, hvor der også er til­fø­jet elek­tro­ni­ske ele­men­ter, koblet med at Vega ikke er vant til at huse sym­fo­nisk båret musik, men har en rig tra­di­tion for at kon­cen­tre­re sig om de ryt­mi­ske gen­rer, skab­te usik­ker­hed blandt publi­kum omkring hvil­ke kon­ven­tio­ner der gjald­te ved den­ne særkoncert.

På et tids­punkt over­hør­te jeg en ung pige et par plad­ser fra mig viske til sin side­mand: “Må man klap­pe nu”? Publi­kum vir­ke­de lige så begej­stre­de som jeg men var i tvivl om, hvor­vidt man skul­le over­hol­de den eti­ket­te, der gæl­der ved “nor­ma­le” klas­si­ske kon­cer­ter, hvor man ikke klap­per i pau­ser­ne mel­lem satserne.

Som resul­tat var publi­kum desvær­re en smu­le til­ba­ge­hol­den­de med at vise deres begej­string, og der blev kun klap­pet mel­lem sat­ser­ne de gan­ge en modig sjæl tog ini­ti­a­ti­vet og alle straks fulg­te trop.

Mang­len på klap­pe­ri var dog kun et lil­le skår i glæ­den, og kon­cer­ten var over­ord­net set en min­de­vær­dig én af slagsen. Max Rich­ter og Copen­ha­gen Phil puste­de i den grad nyt liv i De Fire Års­ti­der, og jeg gik fra Vega med mine skyhø­je for­vent­nin­ger ind­fri­et. Det var en gen­ken­del­sens glæ­de, der strøm­me­de igen­nem mig, men i lige så høj grad en eufori over at høre de vel­kend­te toner i en opda­te­ret og mere fil­misk ver­sion. Og så vidt jeg kun­ne bedøm­me, hav­de resten af det fyld­te Vega det på sam­me måde. Copen­ha­gen Phil, Max Rich­ter, CPH:DOX Festi­val og Vega skal have stort cadeau for at få det­te unik­ke arran­ge­ment i stand. Tak for det!

Hel­dig­vis er Copen­ha­gen Phil ikke fær­di­ge med at flir­te med ander­le­des måder at opfø­re klas­sisk musik på. “60 minu­tes” er Copen­ha­gen Phils eget kon­cept, hvor de for­e­ner den ryt­mi­ske og klas­si­ske ver­den i en ny fusions­gen­re, der også bli­ver kal­det “Indie clas­si­cal”. De har før holdt kon­cer­ter med de dan­ske bands Efter­klang og Cody og til febru­ar er der annon­ce­ret en kon­cert i sam­ar­bej­de med dan­ske Indi­ans som en del af Frost Festi­val 2014. Der­u­d­over er der et kon­cert­sam­ar­bej­de med sven­ske Wild­birds & Pea­ced­rums under­vejs, som også skal opfø­res på Vega.

På fal­de­re­bet skal lyde en stor opfor­dring til at give sig i kast med Max Rich­ters omtal­te rekom­po­ne­ring af Vival­dis værk. Bliv klo­ge­re på pro­ces­sen i den­ne lil­le film:

 

 

Related Posts with Thumbnails

Tags: , , , , , , , , ,

Leave a Reply

Follow Me!

Follow Me! Follow Me! Follow Me! Follow Me!