Bedste udenlandske albums (LP) 2014

26 jan 2015 by Søren Lund Korsgaard, No Comments »

Bedste udenlandske Albums 2014

År 2014 var spæk­ket med fan­ta­sti­ske uden­land­ske album­ud­gi­vel­ser i LP-for­ma­tet, og selv­om jeg synes det er en sinds­syg svær øvel­se, har jeg for­søgt at væl­ge mine favo­rit­ter. Pla­ce­rin­ger­ne skal tages med at gran salt. Skul­le jeg tage stil­ling en anden dag, hav­de der sik­kert være byt­tet en del om. At rang­ord­ne ens favo­rit­ter på den­ne måde vir­ker lidt omsonst, idet gen­rer og udtryk er så for­skel­li­ge og giver mening og nydel­se i for­skel­li­ge situ­a­tio­ner og stem­nin­ger.

Ordet “bed­ste” i over­skrif­ten skal også tages med et gran salt. Listen er selv­føl­ge­lig for det før­ste stærkt sub­jek­tiv, og for det andet kan jeg langt fra påstå, at jeg har hørt alle udgi­vel­ser fra 2014, selv­om guder­ne skal vide, at jeg har lyt­tet til ekstremt meget! Der vil altid være udgi­vel­ser, men slet ikke opda­ger eller ikke får givet en chan­ce eller det antal lyt der skal til før geni­a­li­te­ten åbner sig.

Trods dis­se for­be­hold er det mit håb, at listen kan inspi­re­re dig til at gå på opda­gel­se i de albums, du ikke lige kend­te i for­vej­en eller give dem, der får en klok­ke til at rin­ge en ekstra chan­ce.

Jeg har sam­let ét glansnum­mer fra hver udgi­vel­se i en play­li­ste til sidst i ind­læg­get.

 

39. The Dø — Sha­ke Shook Sha­ken
38. Jung­le – Jung­le
37. Lana Del Rey – Ultravi­o­len­ce
36. Deru – 1979
35. Emi­lie Nico­las – Like I’m A War­ri­or
34. FKA Twigs – LP1
33. Erland And The Car­ni­val – Clo­sing Time
32. Max Coo­per – Human
31. Lydia Ain­sworth – Right From Real
30. Angel Olsen — Burn Your Fire for No Wit­ness
29. Hund­red Waters — The Moon Rang Like A Bell
28. Chet Faker – Built On Glass
27. The/Das – Fre­ezer
26. Sohn – Tre­mors
25. Sama­ris – Sil­ki­dran­ger
24. D’Angelo and The Vangu­ard – Bla­ck Mes­si­ah
23. Gid­ge – Autumn Bells
22. Alvvays – Alvvays
21. Moo­doïd – Le Mon­de Möö
20. Hooray For Earth – Racy
19. Temp­les – Sun Struc­tu­res
18. Tim­ber Tim­bre – Hot Dreams
17. Nick Mul­vey – First Mind
16. Dawn Gol­den – Still Life
15. Sun Kil Moon — Benji
14. Simi­an Ghost – The Veil
13. The Acid – Limi­nal
12. Ali­ce Boman – EP II & Skis­ser
11. Ben Howard – I For­get Whe­re We Were

10. Kiasmos – Kiasmos

Kiasmos – Kiasmos

Island­ske Óla­fur Arnalds og færø­ske Janus Ras­mus­sen har eksi­ste­ret siden 2009, men først i 2014 udkom deres debutal­bum. Og det var i den grad ven­te­ti­den værd! Album­met, der er ble­vet til i Óla­fur Arnalds nye stu­die i Reykjavík, er pri­mært opta­get med brug af aku­sti­ske instru­men­ter sam­men med en ræk­ke synt­he­si­sers, trom­me­ma­ski­ner og tape delays. Resul­ta­tet er en isnen­de smuk og episk lyden­de kryds­ning mel­lem neoklas­sisk og elek­tro­nisk musik, nog­le gan­ge græn­sen­de til tech­no. Album­met nær­mer sig ofte en læk­ker sto­flig­hed og emmer på én gang af majestætisk og melan­kolsk inten­si­tet! Er lige så egnet til dan­se­gul­vet som til høre­te­le­fo­ner­ne.

 

 

9. Generationals – Alix

Generationals – Alix

Den New Orle­ans-base­re­de indie-rock­/pop duo Gene­ra­tio­nals låner ele­men­ter både fra 50’erne, 60’erne, 790’erne og 80’erne og kry­drer det med elek­tro­ni­ske ele­men­ter fra nuti­den. Nog­le gan­ge bli­ver det nær­mest dansa­belt som på Rea­ding Signs og Heart In Two, der låner kraf­tig fra synt­hpop og disco fra 80’erne. Med lidt god vil­je kan man fak­tisk dan­se til alle num­rene, selv­om det måske så mest er egnet til sidst på nat­ten, hvor folk er ful­de og kær­lige og lidt slø­ve og dan­ser med halvfjol­lede sali­ge smil på læber­ne til de til­ba­ge­læ­nede, men alli­ge­vel erner­gi­hol­dige toner. Alix fortje­ner hæder for dens opti­mi­stisk og char­me­rende pop fuld af iøre­fal­dende melo­dier, nasa­le voka­ler, smuk­ke fal­set­toer, upbe­at trom­mer og mild mær­ke­lig­hed.

 

8. I Break Horses – Chiaroscuro

I Break Horses – Chiaroscuro

Chi­a­roscu­ro er sven­sker­nes andet album og byder på dystert og dram­tisk synt­hpop med mas­ser af små spræk­ker af lys. Det er lidt som at køre for­bi en skov i tus­mørke, hvor man spot­ter den ned­ad­gå­ende sol glim­te mel­lem træ­erne. Man efter­la­des beru­set og hyp­no­ti­se­ret! Num­re­ne Deni­al, Faith og åbne­ren You Burn er synt­hpop, når det er aller­bedst!

 

7. Saint Saviour – In The Seams

saint savour

Et per­son­ligt og ærligt album bestå­en­de af 12 poe­ti­ske sin­ger-songwri­ter per­ler med under­to­ner af folk. Becky Jones’ stem­me er lys, klar og luf­tig og meget beha­ge­lig at lyt­te til, og arran­ge­men­terne er ideri­ge, trods det fak­tum at lyd­bil­le­det ofte kun rum­mer et eller to instru­men­ter af gan­gen med kla­ve­ret, aku­stisk gui­tar eller stry­gere som pri­mære vir­ke­mid­ler.

 

6. A Winged Victory For The Sullen – Atomos

A Winged Victory For The Sullen – Atomos

A Win­ged Victory For The Sul­len er et sam­ar­bejde mel­lem Dustin O’Halloran og Stars Of The Lid’s Adam Wiltzie. Ato­mos er deres andet album, kom­po­ne­ret til en dan­se­fo­re­stil­ling med sam­me navn af Way­ne McGre­gor. Album­met er et mester­værk af neoklas­sisk skøn­hed af den gran­dio­se og melan­kol­ske slags. Per­fekt egnet til de stun­der, hvor du bare vil hive stik­ket ud og lade tan­ker­ne van­dre til fejen­de stry­ge­re og ambi­en­te dro­ner.

 

5. Douglas Dare – Whelm

Douglas Dare – Whelm

Nav­net Doug­las Dare lyder lidt som et super­hel­te navn, og den 23-åri­ge engel­ske sin­ger song-wri­ter og pia­nist, der til­sæt­ter elek­tro­ni­ske effek­ter til sin musik besid­der da også nog­le musi­kal­ske evner udover det sæd­van­li­ge. Doug­las Dare kom­bi­ne­rer kla­ve­rets unik­ke klang­far­ver med trom­mer, elek­tro­ni­ske finur­lig­he­der og blæ­se­in­stru­men­ter og er sam­ti­dig en sin­ger-songwri­ter. Hans vokal smy­ger sig sjæl­fuldt og med en insi­ste­rende inten­si­tet og dyb­de om kla­ver­to­nerne, så det er svært ikke at bli­ve tryl­le­bun­det. Debu­ten Whelm er et bit­ter­sødt, råt og ærligt album — og for før­ste gang i lang tid —et pia­no-sin­ger album der ikke druk­ner i kli­chéer.

 

4. Death Vessel – Island Intervals

Death Vessel – Island Intervals

Death Ves­sel ali­as tysk/amerikanske Joel Thi­bo­deau har kre­e­ret et over­set og meget beta­gen­de, nær­mest magisk folk-pop album, hvor hvert ene­ste af de 8 num­re kun­ne være sing­ler. Det melo­di­ske over­skud er nem­lig uhørt højt fra ende til anden og Thi­bo­deaus andro­fy­ne fal­set er ikke min­dre end guds­benå­det. Hvis du synes, at det af og til lyder en anel­se som Sigur Rós skyl­des det, at album­met er pro­du­ce­ret af  Island Inter­vals er et af de mest over­se­te albums fra 2014.

 Death Ves­sel — We Agre­ed

 

3. Foxes In Fiction – Ontario Gothic

Foxes In Fiction – Ontario Gothic

Et album badet i rum­klang,  der på for­nem­me­ste vis byg­ger bro mel­lem Dream­pop, sho­e­ga­ze og ambi­en­ce. War­ren Hil­de­brand selv kal­der det for ”helen­de pop”. Gen­nem musik­ken for­sø­ger han at hånd­te­re eksi­sten­ti­el­le kva­ler som føl­ge af bro­de­rens plud­se­li­ge og tragi­ske død samt udfor­drin­ger­ne (homo­fo­bi og vold) ved at vok­se op som homo­seksu­el i den cana­di­ske provins Onta­rio. Resul­ta­tet er røren­de og Owen Pal­letts stry­ge­rar­ran­ge­men­ter giver melan­ko­li­en en dyb­de udover det sæd­van­li­ge (sær­ligt i Shadow’s Song).

 

2. Low Roar – 0

low-roar-0

Low Roar befin­der sig et sted i mel­lem Sigur Rós og Thom Yor­ke og dyr­ker på sig egen afdæm­pe­de måde ensom­he­den som den måske ser ud i det rå, men smuk­ke island­ske land­skab. Med hjælp fra Sil­la fra Múm og María fra Ami­i­na er kom­po­si­tio­ner­ne på album­met 0 spændt ud mel­lem det atmos­fæ­risk svæ­ven­de og ryt­misk-elek­tro­nisk eks­pe­ri­men­te­ren­de. Man­den bag, Ryan Joseph Kara­zi­ja, har den kla­re­ste, uskylds­re­ne stem­me du kan fore­stil­le dig. Den synes at skæ­re ind til hjer­tet så nemt som papir bry­der hudens over­fla­de!

 

1. Avi Buffalo – At Best Cuckold

Print

Avi Buf­fa­lo var en af de aller­før­ste arti­ster jeg skrev om på Musik Mig Blidt i for­bin­del­se med den sev­be­tit­le­de og vidun­der­ligt bit­ter­sø­de, lege­sy­ge  og ung­dom­me­li­ge indi­epop debut fra 2010. I mel­lem­ti­den er front­mand Avi Zah­ner-Isen­berg ble­vet fire år ældre (dog sta­dig kun 23 år gam­mel!) og et nyt album har har set dagens lys. At Best Cuck­old er en mere end vær­dig og mere moden opføl­ger, sta­dig prop­pet til ran­den med de smuk­ke melo­di­er du kan fore­stil­le dig!

Avi Buf­fa­lo — Overwhel­med with Pri­de

 

 


 Playliste

 

Related Posts with Thumbnails

Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Leave a Reply

Follow Me!

Follow Me! Follow Me! Follow Me! Follow Me!