Musik Mig Blidt

Trai­ler­park Festi­val, der fin­der sted i Copen­ha­gen Ska­te­park på Vester­bro er vanen tro til­ba­ge med et alsi­digt pro­gram, der rum­mer både rela­tivt etab­le­re­de og upco­m­ing navne.

Konkurrence

Før jeg går i gang med mine anbe­fa­lin­ger, skal du da lige have mulig­hed for få fin­gre­ne i to par­tout­bil­let­ter (1x2) til Trai­ler­park Festi­val 2014 til en vær­di af 500 kr. styk­ket! Det er ikke så svært, du skal bare fin­de nyhe­den på Musik Mig Blidts Face­book­pro­fil og skri­ve i kom­men­tar­fel­tet hvil­ken artist, du glæ­der dig mest til at høre — easy pea­sy! Dead­li­ne er fre­dag den 18. juli! Der­ef­ter træk­ker jeg lod, og vin­de­ren får besked.

Man­ge af arti­ster­ne, jeg vil anbe­fa­le at ople­ve har før været omtalt her på blog­gen, så jeg har taget mig den fri­hed at bru­ge en del tekst fra tid­li­ge­re ind­læg — der er jo ingen grund til at opfin­de den dybe tal­ler­ken to gan­ge. Der er dog især to nav­ne, jeg ikke har omtalt før, som jeg vil star­te med, og det er sven­ske Ali­ce Boman og nor­ske Sea Change!

I år har Trai­ler Park des­u­den fokus på dansk kva­li­tets­punk i form af Shiny Darkly, Com­mu­ni­ons og Gäy, som får et par ord med på vej­en til sidst.

Ali­ce Boman

Sven­ske Ali­ce Boman (Malmö) er en kunst­ner, jeg har haft et godt øje til siden det røren­de, skrø­be­li­ge num­mer Wai­ting duk­ke­de op i min ind­bak­ke for ca. 8 måne­der siden.

Ali­ce Boman — Waiting

Ep’en Skis­ser er ind­spil­let i Ali­ce Bomans sove­væ­rel­se og dra­ger net­op for­del af den stem­ning af noget sove­væ­rel­ses­in­timt og nat­te­melan­kolsk, som det­te valg har med­ført. Hun nær­mest visker ind i mikro­fo­nen, som er det hun syn­ger om helt for­tro­ligt og ret­tet mod dig ale­ne. Kla­ve­rets distan­ce­re­de og dæm­pe­de plads i lyd­bil­le­det samt rum­mets natur­li­ge støj bidra­ger til den imti­me og vug­ge­vi­se­ag­ti­ge stemning.

Hele EP’en (som også fin­des på Spo­ti­fy og WiMP) kan du strea­me her:

Ali­ce Bomans anden EP, der gan­ske enkelt har fået tit­len EPII for­stæt­ter i sam­me røren­de stil. Lyt blot til What og Over:

EP’en kan høres i sin hel­hed via Spo­ti­fy eller WiMP:

Sene­st har hun lagt et fint cover af The war On Drugs’ Red Eyes op på soundcloud.

Sea Change

Bag Sea Chan­ge står Ellen A. W. Sun­de, der laver mini­ma­li­stisk, drøm­men­de pop med electro­ni­ca-ele­men­ter og en umi­sken­de­li­ge nor­disk lyd. Jeg har hørt for­ly­den­der om, at det skul­le være en ret magisk ople­vel­se at ople­ve hen­des show live! Ind­til vide­re har Sea Chan­ge tre sing­ler ude, du kan høre herunder.

Baby In Vain

Det kan varmt anbe­fa­les at lyt­te til de to fore­gå­en­de albums We Were Drif­ting On A Sad Song og Sle­ep Par­ty Peop­le, hvor der gem­mer sig af mas­ser af smuk­ke melan­kol­ske perler.

Kill J

Kill  J har fået mas­siv hype både her­hjem­me og i udlan­det og har sene­st spil­let på Roskil­de Festi­vals Rising sce­ne. Helt fortjent for talen­tet er også mas­sivt! Live er duo­en end­nu mere over­be­vi­sen­de, og jeg har per­son­ligt fået adskil­li­ge kul­de­gys­nin­ger hver gang jeg har set dem. Kill J har kun tre num­re ude i æte­ren til at demon­stre­re det­te, men hvil­ke tre numre!

Kill J for­e­ner man­ge ten­den­ser vi ser lige nu i ny musik. Knivskar­pe elek­tro­pop­pede pro­duk­tioner, dybt run­gende og sfæ­ri­ske klang­fla­der, R&B og hip-hop ele­men­ter. Kill J’s hove­d­at­trak­tio­nen er dog Julie Aagaards vokal, der kan lave de fine­ste vibra­tio­ner. Man får ind­tryk­ket af, at hen­des stem­me­kon­trol er så over­le­gen og sik­ker, at hun kan gøre fuld­stæn­dig hvad der pas­ser hen­de uden at fal­de igennem.

For kun et par dage siden udkom den ømme, lang­som­me You Have Ano­t­her Lover.

Bul­let er ander­le­des club­bet i udtryk­ke­tet og fan­ger én med det sam­me med sin iøre­fal­dende, opklip­pede vokal, der lan­der på udrå­bet “Bul­let!” Mens omkvæ­det er ret M.I.A.-agtigt i udtryk­ket, er de mel­lem­lig­gende pas­sa­ger mør­kere og kol­dere i lyden, som metal mod huden. I sid­ste halv­del bli­ver det mere intenst og går op i en høje­re enhed.

Num­me­ret som udlø­ste det hele var Phoenix

Nys­ger­rig på hvad Kill J ellers kan for­ven­te at høre til kon­cer­ten på Roskil­de? Så tjek det nye num­mer Cold Storm, der blev opta­get i en svensk p3 live­ses­sion (57:44). Num­me­re er sådan lidt stam­me­ag­tigt, og for­san­ger Julie Aagaard viser sin vokal fra en ny og mere ful­dre­gi­stret side:

For et par måne­der sam­men­sat­te lave­de Julie Aagaard også et mixta­pe fuld af femi­nin badass atti­tu­de, hvor ori­gi­nalt Kill J mate­ri­a­le også var at fin­de. Sær­ligt før­ste num­mer Dumb High
 med tra­p­e­le­men­ter er værd at tjek­ke ud!

Indians

Jeg var i den grad for­tryl­let af Indi­ans fra før­ste lyt i 2011, hvor san­ge­ne Magic Kids og New duk­ke­de op. Ska­be­lo­nen har han fulgt lige siden — føl­som, magisk pop med gli­trende og atmos­fæ­ri­ske ele­men­ter og med blik for smuk­ke detal­jer. Inden Søren Løk­ke Juul sid­ste år ende­lig udgav sit debutal­bum Somewhe­re Else hav­de han også for­tryl­let man­ge andre.

Han blev sig­net på det tone­an­gi­vende pla­de­sel­skab 4AD (Blon­de Red­head, Bon Iver, The Natio­nal, Deer­hunter, Came­ra Obscu­ra, Efter­klang) og blev bl.a. boo­k­et til Roskil­de Festi­val både i 2012 og 2013, såvel som Trai­ler­park festi­val i 2012. I år ven­der han så til­ba­ge og selv­om der er mas­ser af stær­ke san­ge på debutal­bum­met, håber jeg der bli­ver mulig­hed for at høre nye san­ge — i det mind­ste san­gen Obli­vion, som Søren skrev til fil­men The Fault In Our Stars.

Jeg har set Indi­ans live man­ge gan­ge efter­hån­den, og jeg kan kun sige, at Søren har sam­let et stærkt hold, der live for­tol­ker san­ge­ne på for­nem­me­ste vis.

Tra­ck­list: 1. I Am Hunted, 2. Magic Kids, 3. New

Ice Cream Cathedral

Jeg har fulgt det­te det­te band helt fra star­ten, og de bli­ver bare bed­re og bed­re! Sene­st har de udgi­vet den­ne lidt uhyg­ge­li­ge video til num­me­ret Equi­li­bri­um fra det nye­ste album Sud­den Ana­to­my, der vide­re­ud­vik­ler ban­dets sel­ver­klæ­re­de gen­re­ter­ri­to­rie, som de har døbt spa­cepop.

Sud­den Ana­to­my er ind­spil­let live på ana­logt udstyr og har der­for et mere orga­nisk udtryk end til­fæl­det var på debu­ten The Drow­sy King­dom. Tyde­ligst bli­ver det­te når man lyt­ter til de var­me og “boun­cen­de” synt­hs og den sprø­de trom­me­pro­duk­tion, der i Anders Bachs kyn­di­ge hæn­der  åben­ba­rer mas­ser af ryt­mi­ske krums­pring, der vir­ke­lig pir­rer øret. Jeg skul­le hil­se at sige at Anders Bach i kon­cert­sam­men­hæn­ge er et stu­die værd i sig selv! Man kan ikke und­gå at bli­ve impo­ne­ret over, hvor­dan han på blæks­p­rut­te­ag­tig vis sty­rer både trom­mer, effek­ter og synt­hs på sam­me tid og uden slin­ger i valsen!

Rosemary

Pro­me­gra­na­te er tit­len på Rose­marys anden EP. Den før­ste med tit­len A Per­si­an Tale skrev jeg om for godt år siden, og det dansk/iranske par bestå­en­de af Sahar Pour og Las­se Mar­ti­nus­sen fort­sæt­ter den gode stil. End­nu engang for­mår de på finur­lig og opfind­som vis at blan­de moder­ne skan­di­navisk lyd med og halvfjerd­ser­nes Iran, disco, electro­nica, højfre­kvent avant­garde og regu­lær dansa­bel pop. Som det frem­går, er det ikke så nemt at put­te ned i en boks med et tyde­ligt gen­re­navn på og hel­dig­vis for det!

Mulig­vis vil Sahar Pours ofte skin­gre vokal irri­te­re nog­le lyt­te­re, men selv­om den ikke lever op til nog­le klas­si­ske skøn­heds­i­de­a­ler, synes jeg per­son­ligt, at den er udtryks­fuld og pas­ser godt sam­men med de skar­p­skår­ne synthhooks.

Pro­me­gra­na­te hand­ler iføl­ge par­ret selv om at fin­de styr­ken og om at tur­de, uan­set neder­lag og mod­gang, hvil­ket kom­mer til udtryk i et mere rebelsk, modigt og ind­by­den­de lydu­ni­vers. San­ge­ne er skre­vet og pro­du­ce­ret af Las­se, men er et udtryk for hvor­dan de beg­ge har haft det.

Resul­ta­tet er vel­lyk­ket og lyder ikke som noget andet, jeg kan kom­me i tan­ke om. Udtryk­ket er ret per­son­ligt og synes at sam­men­fat­te par­rets respek­ti­ve kul­tu­rel­le bag­grund på en spæn­den­de måde.

Du kan strea­me Pro­me­gra­na­te via entenS­po­ti­fy eller Wimp. Min favo­rit er Poli­ce, der ved omkring 1.25 intro­du­ce­rer en synth “to die for”! Jeg forel­ske­de mig i dens sprød­hed ved før­ste lyt!

Du kan også tjek­ke musik­vi­deo­en ud til album­mets måske mest dansab­le num­mer I Know:

Rose­mary — I Know

De festen­de men­ne­sker fra video­en ovenover står fuld­stæn­digt stil­le og kig­ger ind i kame­rat i den ofi­ci­el­le “visu­al” til EP’ens sid­ste num­mer Hurt Me. Det er vist ikke en deci­de­ret musik­vi­deo men nok sna­re­re noget, der vil bli­ve brugt som “visu­al” i livesammenhænge.

For et par måne­der siden udkom Sound Of Copen­ha­gen med deres 11. udga­ve, hvor­på Rose­mary figu­re­rer med num­me­ret The City, som ikke er med på den nye EP

Rose­mary — The City

Las­se Mar­ti­nus­sen er ikke kun musi­ker, men instru­e­rer også musik­vi­deo­er (bl.a. Mew, Jacob Bel­lens, Who Made Who) og rek­la­me­film. I for­bin­del­se med den for­ri­ge EP A Per­si­an Tale instru­e­re­de han en yderst sevær­dig og mystisk film, der svæ­ver i spæn­dings­fel­tet mel­lem kunst­film og musik­vi­deo. Den inde­hol­der lyd­bid­der fra A Per­si­an Tale og fun­ge­rer på den måde også som en slags showca­se for par­rets for­ri­ge EP.

Disa

Disa er sig­net på det tone­an­gi­ven­de pla­de­sel­skab Tiger­spring. Hun går helt sik­kert en lys frem­tid i møde, trods at hun bevæ­ger sig i et dystert, elek­tro­nisk uni­vers. Ind­til vide­rer er der to sing­ler ude - Sun og Sto­nes. Beg­ge er en en isnen­de kold, men smuk affæ­re, hvor Disas flot­te vokal er det ene­ste trø­stende ele­ment i et barskt land­skab af ishav og rå klippeformationer.

Inspira­tio­nen kom­mer iføl­ge hen­de selv fra den vil­de, skan­di­na­vi­ske natur men også fra andre nuti­dige og alter­na­tive kunst­nere som Rahat Fateh Ali Khan, Bri­an Eno og Fever Ray. Også Kate Bush, Björk og Eliza­beth Fra­ser er kunst­nere, der nær­lig­gende at dra­ge sam­men­lig­nin­ger med.

Om sin musik siger Disa: ”Det er mit mål at lave musik, som jeg vir­ke­lig elsker, og som ikke er let at gen­re­be­stemme. Musik der både har umid­del­bare kva­li­te­ter, men som også har man­ge lag, man kan dyk­ke ned I og udforske.”

Shiny Darkly, Communions og Gäy

Punk har aldrig været en gen­re jeg har lyt­tet til sær­lig meget og bli­ver det nok hel­ler aldrig. Men på trods af min mang­len­de smag for og viden om punk, er der ingen tvivl om at dis­se tre bands er værd at ople­ve, hvis man er til den genre.

Både Shiny Darkly, Com­mu­ni­ons og Gäy er lysen­de eksemp­ler på at new punk eller post punk sce­nen i Dan­mark tri­ves godt. Alle tre har noget for­fri­sken­de ung­dom­me­ligt nihi­li­stisk over sig, sam­ti­dig med at de ikke giver køb på melo­di­er og gui­tar hooks.

Her er det ful­de lineup til Trai­ler­park Festi­val 2014

Bands:

Rep­ti­le Youth // Le1f // Baby In Vain // S!vas // Sle­ep Par­ty Peop­le // Kill J // Gia­na Factory // Vin­nie Who & Chri­sti­an D’Or // Juli­as Moon // Indi­ans // Nao­mi Pil­grim // Sekuoia // CODY // Ice Cream Cat­hed­ral // Dark­ness Falls // Mont Oli­ver // Ali­ce Boman // Gold Lip // Shiny Darkly // Com­mu­ni­ons // T.O.M. and his Com­pu­ter // Bro­ke // Benal // Octo­ber Dan­ce // Hei­matt // Get Your Gun // First Hate // Ghost Venue // Amin Kara­mi // Sea Chan­ge // La Boum Fata­le // ANNA // Disa // Rose­mary // The Feli­nes // Strozqnu // Hand of Dust // Gäy // Maui // Scar­let Plea­su­re // Non­sens // Emil Germ //+ SPECIAL GUEST TBA

DJ’s:

Kas­per Bjør­ke // Chri­sti­an D’or // BUDA //  Fedty & Bar­fod // DJ Cock­who­re // Kurt Uena­la // Mar­tin Nybye // Mr Møl­ler // DJ GUL // Entree // Lou­isa Nie­ves // Bla­ck Out Babies // Jean, Mash­ti // Dju­na Bar­nes // Emil Lan­ge // Rita Blue // Simon Dok­ke­dal // OH BOY

Her er en video , der præ­sen­te­rer alle artisterne: