Udenlandske favoritalbums 2020

22 jan 2021 by Søren Lund Korsgaard, No Comments »

Da jeg sat­te mig ned og prø­ve­de at dan­ne mig et over­blik over hvil­ke uden­land­ske udgi­vel­ser fra 2020, jeg bedst kun­ne lide, teg­ne­de der sig et bil­le­de af albums med en over­ve­jen­de reflek­te­ren­de, drøm­men­de og melankolsk/nostalgisk tone. Det er egent­lig ikke for­di det er noget nyt, at jeg har en ten­dens til at favo­ri­se­re musik med de tona­li­te­ter, men jeg kan se, at de er mere domi­ne­ren­de end nor­malt i al den musik, jeg har søgt imod og favo­ri­se­ret i 2020.

Efter at have efter­ra­tio­na­li­se­ret lidt, er jeg kom­met frem til, at det nok har noget at gøre med at året har været så under­ligt, som det har. At iso­la­tion og angst har fyldt så meget pga. — ja du gæt­te­de det — Cor­o­na-virus­sen. Jeg tror, at der kan være noget fortrøst­nings­fuldt i at høre musik, hvis stem­ning spej­ler ens sindstil­stand (det omvend­te kan selv­føl­ge­lig også være til­fæl­det). At man føler sig bekræf­tet gan­ske enkelt. Der­u­d­over har mine uden­land­ske favo­rit­ter et udpræ­get fil­misk islæt og har noget “lar­ger than life” over sig, hvor man føler sig som en lil­le prik i en stor ver­den, som igen er en lil­le prik i uen­de­ligt kos­mos. Noget eska­pi­stisk, hvor man bli­ver dra­get ind i et andet uni­vers og glem­mer tid og sted. Igen tror jeg, at det har noget at gøre med ver­dens­si­tu­a­tio­nen i 2020, som jo har været lidt som at være med i en film. Det har været et sur­re­a­li­stisk år, som har tvun­get man­ge, inklu­siv mig selv, til at læg­ge til­væ­rel­sen om og stil­le spørgs­mål ved det bestå­en­de.

Sam­ti­dig har det inspi­re­ret til at sæt­te pris på det, man har og se skøn­he­den i det, vi måske til dag­ligt tager for givet, som f.eks. natu­ren. På den måde pen­du­le­rer mine favo­ri­tal­bums mel­lem det inti­me, var­me og hyg­ge­li­ge til det stor­lad­ne, det livs­be­kræf­ten­de og mere abstrak­te, hvor de dybe reflek­sio­ner og ren eska­pis­me eksi­ste­rer side om side.

I til­fæl­dig ræk­ke­føl­ge (Se også sam­let play­li­ste på Spotify/Tidal nederst):

Ajimal — As It Grows Dark / Light

Fran O’Hanlon er læge til dag­ligt og laver geni­al musik ved siden af. Vi kun­ne kal­de det ambi­ent folk, som han selv tag­ger det på sin Bandcamp-side. Jeg ved ikke, om det er for­di, han er inspi­re­ret af sit arbej­de, hvor livet og døden og de sto­re spørgs­mål måske ofte træn­ger sig på, men i hvert fald kan O’Hanlon’s musik i den grad mær­kes. Der er noget på spil her, og det mær­kes såvel i tonen som i lyrik­ken.

Ani­mals er skre­vet efter ter­r­or­an­gre­bet på Char­lie Heb­do i Paris og hand­ler om frygt og fortviv­lel­se og volds­pa­rat­hed, Ali­ve, Awa­ke! om pal­li­a­tiv ple­je og et men­ne­skes aller­sid­ste øje­blik­ke, How Could You Dis­ap­pear? under­sø­ger vores skrø­be­li­ge hukom­mel­se, It’s Real er inspi­re­ret af sci-fi-film, hyper­re­a­lis­me og at over­gi­ve sig til fan­ta­si­en og Above All Else, Be Kind er skre­vet sam­me dag Donald Trump vandt præ­si­dentval­get i 2016 og er en slags mod­svar på den mør­ke og usik­re ret­ning, som O’Hanlon føl­te ver­den var på vej i. Favo­rit­ten er nok (lige nu) I’ve Known Your Heart, som hand­ler om at læg­ge mær­ke til de mind­ste ændrin­ger i en per­son, man elsker.

Album­met er ekstremt smukt på alle led­der og kan­ter, hvad enten Fran O’Hanlon udtryk­ker sig intimt og sår­bart hvi­sken­de, lader sin bli­de fal­set ind­kaps­le en følel­se af omsorg og bero­li­gel­se eller lader udtryk­ket svul­me til gran­dio­se, majæ­ste­ti­ske og dra­ma­ti­ske høj­der både med sin vokal og rent instru­men­talt, hvor især den effek­ti­ve brug af stry­ge­re og ambi­en­te, elek­tro­ni­ske klang­fla­der gør sig gæl­den­de. Kla­ve­ret er et andet cen­tralt instru­ment, som både bli­ver brugt insi­ste­ren­de og afdæm­pet og der­med nøje føl­ger musik­kens dra­ma­ti­ske konjunk­tu­rer.

Album­met balan­ce­rer en stil­le blid­hed per­fekt op imod inten­se følel­ser, og resul­ta­tet er kon­stant røren­de — og ofte hjer­teskæ­ren­de smukt.

Pla­den er pro­du­ce­ret af Guy Mas­sey, som før har pro­du­ce­ret for sto­re, tone­an­gi­ven­de nav­ne som The Beat­les, Paul Simon, Van Mor­ri­son, Ed She­e­ran, Manic Stre­et Prea­chers og Radio­he­ad.

Jeg vil også anbe­fa­le dig at strea­me den­ne live­ses­sion med 8 san­ge fra album­met, opta­get i St. Mat­t­hi­as Church i Lon­don, hvis rum vir­ke­lig til­fø­jer en ekstra æte­risk dimen­sion til lyden.

 

Simen Mitlid — Birds; or, Stories from Charlie B’s Travels From Grønland to the Sun, and Back Again

Et af mine favo­ri­tal­bums fra sid­ste år var det nor­ske band Bene­dikts Com­mu­nal Work. Simen Mit­lid er et af band­med­lem­mer­ne, men han kan også selv. Tit­len Birds; or, Sto­ri­es from Char­lie B’s Tra­vels From Grøn­land to the Sun, and Back Again afslø­rer at album­met ind­holds­mæs­sigt hand­ler om lidt af hvert. Det er et slags klu­de­tæp­pe af tan­ker, betragt­nin­ger og (fik­ti­ve) histo­ri­er.

Det er ikke et album, der udfor­drer sin lyt­ter, men sna­re­re er fuld af vel­lyd, inti­mi­tet og gode melo­di­er. Album­met er i sin ker­ne drøm­men­de indie folk, men har også pop­pe­de ele­men­ter og en udpræ­get varm, afslap­pet sove­kam­mer-lyd, som jeg fin­der sær­de­les char­me­ren­de og som var­mer om hjer­tet og brin­ger trøst. Simens næn­som­me og roli­ge vokal føles i sig selv som kær­tegn i lyd­lig form.

 

Gidge — New Light

Ken­de­re af Musik Mig Blidt ved at jeg har en for­kær­lig­hed for kunst­ne­re som Jon Hopkins og Chri­sti­an Löf­f­ler og deres evner til at kom­bi­ne­re elek­tro­nisk og klas­sisk musik, så det lyder meget orga­nisk.

Sven­ske Gid­ge er to her­rer ved navn Lud­vig Stol­ter­man og Jona­tan Nils­son, som bevæ­ger sig i sam­me musi­kal­ske sfæ­rer og har styk­ket en rej­se sam­men af magi­ske og forun­der­li­ge lyd­land­ska­ber og stem­nin­ger, inspi­re­ret af natur­land­ska­ber­ne i områ­det Paci­fic Nort­hwest i USA (som det ses af album­mets artwork).

Det har taget dem tre år at lave album­met, og det kan høres. Pro­duk­tio­nen er noget af det lækre­ste og dyna­mi­ske, jeg nogen­sin­de har hørt. Der er vir­ke­lig kælet for detal­jer­ne, og de man­ge lag af lyde, instru­men­ter, felt­op­ta­gel­ser og vokal er per­fekt balan­ce­ret og ska­ber en følel­se af en alle­steds­nær­væ­ren­de man­ge­di­men­sio­nel dyb­de i lyd­bil­le­det. At bru­ge orde­ne “bil­le­de” og “dimen­sio­ner” er i den­ne sam­men­hæng pas­sen­de, for det her er bil­led­ska­ben­de musik af dimen­sio­ner!

Jeg kan kun anbe­fa­le at lyt­te til det­te album med luk­ke­de øjne i nog­le gode høre­te­le­fo­ner og bare lade sig trans­por­te­re af sted til de sam­men­sat­te ver­de­ner, som New Light består af. Det er en stor lyt­te­o­p­le­vel­se.

 

Phoria — Caught a Black Rabbit

Pho­ria star­te­de med at lave drøm­men­de, eks­pe­ri­men­te­ren­de, elek­tro­nisk pop med fal­set voka­ler, men er nu gået all-in på den neo-klas­si­ske gen­re — helt uden lyrik. Ban­dets med­lem­mer lær­te at spil­le vio­lin og cel­lo sam­men som børn og har fra barns­ben lyt­tet til klas­sisk musik, så i det lys, er det musi­kal­ske gen­reskif­te ikke så mær­ke­ligt. Ban­det selv siger da også, at det­te album har været over 20 år under­vejs. Der har dog været neo-klas­si­ske ele­men­ter i Pho­ri­as musik fra star­ten — hør blot Loss fra debutal­bum­met Voli­tion fra 2016. At ban­det var begyndt at bevæ­ge sig i den­ne ret­ning, fik man også et hint om, da ban­det i marts 2018 udgav en helt ander­le­des udga­ve af Mass fra debutal­bum­met — nu i en såkaldt Re-imag­i­ned orke­stral udga­ve, som også er at fin­de på Caught a Bla­ck Rab­bit. 

Album­met har en meget cine­ma­tisk lyd, og det vil­le undre mig meget, hvis fle­re af num­re­ne på pla­den ikke vil bli­ve brugt i film eller seri­er. Stry­ger-arran­ge­men­ter­ne, opta­get i det legen­da­ri­ske Abbey Road-stu­die i Lon­don af et 12-mands ensem­b­le, er helt emi­nen­te. På Intro og Fairyta­le er de deci­de­ret gåse­hud­s­frem­kal­den­de i deres cres­cen­do. Det er lyden af håb og lys for enden af regn­bu­en. Mere til­ba­ge­holdt, men sta­dig fuld af liv er Nou­veau-Né (Re-Imag­i­ned), som er skre­vet til et band­med­lems nyfød­te søn. Frem­hæ­vet af ban­det som det cen­tra­le num­mer på pla­den er Cur­rent, som da også er et for­tryl­len­de num­mer. Det lyder sik­kert lidt over­dre­vet, men jeg får for­nem­mel­sen af, at lyt­te til lyden af livet — en slags mon­ta­ge af levet liv med alle de nuan­cer af følel­ser og op- og ned­t­u­re, det nu rum­mer.

Se en lil­le video om ind­spil­nin­ger­ne i Abbey Road, to vir­ke­ligt gri­ben­de live­ses­sions fra Abbey Road stu­di­et samt den atmos­fæ­ri­ske bil­ledsi­de til Cur­rent her­un­der:

 

Kate Bollinger — A Word Becomes a Sound (EP)

Den­ne EP fra Kate Bol­lin­ger som er fra Char­lot­tesvil­le, Vir­gi­nia i USA kom­bi­ne­rer pop, folk, jazz og R&B. Det lyder både cool, til­ba­ge­læ­net drøm­men­de og hyg­ge­ligt på sam­me tid. Selv­om tek­ster­ne kred­ser nostal­gisk om for­skel­len på barn­dom­mens sorg­løs­hed over­for vok­se­nal­de­rens tun­ge ansvar og angst, er der en legen­de let­hed og char­me­ren­de “swing” over det musi­kal­ske udtryk.

A Word Beco­mes a Sound er med andre ord en vir­ke­lig deli­kat EP. Per­son­ligt får jeg lyst til at sip­pe vin til den, selv­om jeg ikke rig­tig kan tåle det!

 

Aquilo — Sober (EP)

Aqui­lo er de to eng­læn­de­re Tom Hig­ham og Ben Flet­cher, som har lavet musik sam­men siden 2013. De har på deres sene­ste EP Sober for­fi­net sjæl­fuld, melan­kolsk, elek­tro­nisk pop til per­fek­tion. Udgi­vel­sens fire san­ge repræ­sen­te­rer fire sta­di­er i et bre­akup, til man er i stand til at kom­me vide­re. Jeg glæ­der mig til at se om duo­en kan føl­ge op med et fuld­læng­de­al­bum, der hol­der sam­me høje niveau!

 


Foreign Fields — The Beauty of Survival

Det er meget pas­sen­de at Foreign Fields album The Beauty of Sur­vi­val, fuld af fine indie-folk-hym­ner, er skre­vet og ind­spil­let i en hyt­te ude midt i ingen­ting i det syd­ve­st­li­ge Wiscon­sin, iso­le­ret fra omver­de­nen i to og en halv uge. Det far­ver hele pla­dens stem­ning både i form og ind­hold, og album­met er der­for per­fekt som et slags sound­tra­ck til 2020.

Num­me­ret The Beauty of Sur­vi­val hand­ler om at stil­le sig til­freds med bare at være til — i at fin­de skøn­he­den i blot at over­le­ve. Noget som jeg tror man­ge kan gen­ken­de sig selv i, årets begi­ven­he­der taget i betragt­ning. Et andet num­mer, som nær­mest ind­kaps­ler 2020, er Ter­rib­le Times, der på mester­lig vis byg­ger op til en nær­mest kata­r­sisk, euforisk anden halv­del ved omkring tre minut­ters mær­ket, hvor stry­ger­ne og blæ­ser­ne sæt­ter ind, og voka­ler og kor bli­ver her­ligt højstem­te. San­gen adres­se­rer for­skel­li­ge kri­ser, der har sat sit præg på 2020, men insi­ste­rer alli­ge­vel på at se tin­ge­ne fra den lyse side, hvil­ket musik­vi­deo­en også illu­stre­rer ved at vise for­skel­li­ge situ­a­tio­ner, hvor men­ne­sker udvi­ser empa­ti, næstekær­lig­hed, sam­men­hold og vil­jestyr­ke (se den nede­nun­der). Det er et vir­ke­ligt stærkt num­mer, som rører mig dybt, hver gang jeg lyt­ter til det.

På lig­nen­de viser trum­fer lyset mør­ket på num­me­ret Don’t Give Up, der, som tit­len anty­der, hand­ler om at give håb vide­re til vore nær­me­ste og være der for dem, når de er længst nede i kulkæl­de­ren.

Selv­om melan­ko­li og mør­ke fyl­der en del på album­met, er det gen­nem­gå­en­de, at håbet skin­ner igen­nem. Og når musik­ken er så over­be­vi­sen­de, som det er til­fæl­det på næsten alle album­mets san­ge, er det svært ikke at bli­ve over­be­vist og rørt fle­re gan­ge under­vejs.

 

Woodkid — S16

Fore­stil dig at se en aske­sky bøl­ge sig afsted gen­nem land­ska­bet som resul­tat et vulka­nud­brud. Det er objek­tivt et for­tryl­len­de syn, hvis man ikke kend­te til den livs­fa­re, som er for­bun­det med sådan en glo­hed sky. Hvis man ser sky­en bul­dre afsted i sik­ker­hed på afstand eller i fjern­sy­net, kan man nyde og sæt­te pris skøn­he­den ved sådan et fæno­men. Sådan er det lidt at lyt­te til Wood­kids nye album, i hvert fald når det er mest intenst — lidt som at se en film om natur­ka­ta­stro­fer. Der er noget apo­ka­lyp­tisk og fare­tru­en­de ved lydu­ni­ver­set. Men sam­ti­digt inde­hol­der det nog­le meget dra­gen­de ele­men­ter af mørk skøn­hed og mystik.

Yoann Lemo­i­ne aka Wood­kid har begå­et sit andet stu­di­e­al­bum siden The Gol­den Age fra 2013. Lige­som debutal­bum­met, demon­stre­rer S16 en omhyg­ge­lig­hed og detal­je­rig­dom i instru­men­te­rin­gen og ska­bel­sen af lydu­ni­ver­set, der er impo­ne­ren­de. Tem­po­et er gene­relt sat ned, og der er stør­re vari­a­tion i kom­po­si­tio­ner­ne, som dog sta­dig er præ­get af Wood­kids sær­ken­de — en kom­pli­ce­ret brug af slagtøj, der blan­der træ- og metal-lyde (bl.a. sam­p­le­de lyde fra maski­ner byg­get af kunst­ne­ren Jean Tingu­e­ly) koblet med sym­fo­ni­ske instru­men­ter (blæ­se­re og stry­ge­re) — med ofte majestætisk effekt. Kon­tra­sten mel­lem den indu­stri­elt lyden­de per­kus­sion, run­gen­de blæ­se­re og de bli­de (men af og til uhyg­ge­ligt “sni­gen­de”) stry­ge­re samt Wood­kids sen­sib­le vokal og kla­ver­spil ska­ber en spæn­den­de fler­ty­dig­hed. Og nåå ja, tjek lige det japan­ske Sugi­na­mi pige­kor på Rea­ctor og Minus Sixty One, som ska­ber en helt sær­lig overjor­disk (eller er det underjor­disk?) stem­ning gen­nem en blan­ding af dis­so­nans og kon­so­nans, naiv sød­me og noget hår­rej­sen­de.

Wood­kid er glad for kon­cep­ter, og album­met er tema­tisk byg­get op omkring idéen om kon­kur­re­ren­de kræf­ter og ener­gi­er, både rent fysisk og i over­ført betyd­ning. Som inspira­tion besøg­te Yoann Lemo­i­ne for­skel­li­ge ste­der, hvor ener­gi ska­bes — dæm­nin­ger, atom­kraft­vær­ker, elvær­ker og olie­p­lat­for­me. Under­vejs fandt han frem til at grund­stof­fet svovl kun­ne fun­ge­re som sym­bol (her­af album­tit­len S16, idet svovl er det 16. grund­stof i det peri­o­di­ske system) for det, han vil­le for­tæl­le:

The more I built aro­und the lexi­cal the­ory of the record and songs, sounds and visu­als, I rea­li­sed that sulp­hur could embo­dy eve­ryt­hing that I wan­ted to talk about. It’s an ele­ment that’s fun­da­men­tal to life – like hydro­gen, car­bon and oxy­gen –, and it’s also used in the indu­s­try as a fer­ti­li­ser. There’s an idea of life behind that. But it’s also one of the main com­po­nents of mustard gas, which is one of the gros­sest wea­pons humans have made. In alche­my, too, it’s the sym­bol of the devil. So there’s a bit of ambi­gu­i­ty, but also a heavy sym­bo­lism I could attach myself to when I made the nar­ra­ti­ve.

Her har du nog­le ekstra god­ter i form af for­skel­li­ge live-ses­sions fra Wood­kid:

 

Boblere

 

Bruno Major — To Let A Good Thing Die

Roman­tisk fusion af jazz, pop og R&B med et twist af 50’er æste­tik og smoo­th croo­ner-vokal af eng­læn­de­ren.

 

Adrienne Lenker — songs

Live-ind­spil­let aku­stisk sin­ger-songwri­ter-album med stor auten­ti­ci­tet, nær­vær og ner­ve. Ind­spil­let i en bjæl­ke­hyt­te af Big Thief for­san­ge­ren Adrien­ne Len­ker. Smuk, smuk sangskriv­ning.

 

Dan Croll — Grand Plan

Nostal­gisk kva­li­tetspop med en varm 70’er inspi­re­ret lydæ­ste­tik og stær­ke melo­di­ske hooks. Per­fekt som sound­tra­ck til en køre­tur i som­me­rens sol­ned­gang.

 

Samlet playliste

Hvis du bru­ger Spo­ti­fy eller Tidal, har jeg sam­let alle albums på en play­li­ste:

Related Posts with Thumbnails

Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Leave a Reply

Follow Me!

Follow Me! Follow Me! Follow Me! Follow Me!