Temple — Fluorescence (LP)

30 sep 2014 by Søren Lund Korsgaard, No Comments »

Temple - cover

For over 2 år siden skrev jeg begej­stret om dan­ske Temp­les debut­sing­le Rene­ga­de og kald­te san­gen for et prag­t­ek­sem­plar af en melan­kolsk sang. Den sam­me følel­se af melan­ko­li gør sig gæl­den­de på Temp­les debutal­bum Fluo­re­s­cen­ce.

Ban­det, der består af med­lem­mer­ne Theis Ehler Molin, Asger Kuda­hl & Nils Bloch tak­ler både i tek­ster og stem­nin­ger livets skyg­ge­si­der. Tyng­de og skrø­be­lig­hed går såle­des hånd i hånd på album­met, og man mær­ker tyde­ligt smer­ten, ensom­he­den, fru­stra­tio­nen og den mør­ke des­pe­ra­tion, der har præ­get de tre unge mænds liv. Sær­ligt Nils Blo­chs smuk­ke, sorg­ful­de vokal kom­mer fle­re gan­ge ind under huden og giver små stik i hjer­tet. Selv ram­mer ban­det album­met ind med den­ne præ­ci­se beskri­vel­se:

Album­met hand­ler om ikke at være i stand til at nå andre men­ne­sker. Om altid at føle en distan­ce til sin omver­den. Pla­den er præ­get af nog­le omstæn­dig­he­der i vores liv, som har far­vet det hele. Omstæn­dig­he­der der har ændret vores syn på ver­den mar­kant. Musik­ken er et for­søg på at omdan­ne de her hår­de ting til noget smukt. Ska­be en form for sym­bio­se mel­lem det smuk­ke og det smer­te­ful­de. Det er den her mør­ke, lidt for­krøb­le­de sym­bio­se, vi ger­ne vil have bragt frem i lyset.”

Instru­men­talt set oser udgi­vel­sen af over­skud og sans for kon­tra­ster­nes og detal­jer­nes sam­men­spil. Temp­le eks­pe­ri­men­te­rer med at mik­se real­ly­de, felt­op­ta­gel­ser (fra Grøn­land, Sici­li­en og Køben­havn), stry­ge­rar­ran­ge­men­ter, kla­ver, gui­tar og ryt­mi­ske instru­men­ter sam­men til fil­mi­ske cock­tails. Resul­ta­tet er alde­les vel­lyk­ket!

Det melan­kol­ske og ind­føl­te står hel­dig­vis ikke ale­ne — det vil­le bli­ve for følel­ses­over­væl­den­de i læng­den — men bli­ver bak­ket op af stø­jen­de pas­sa­ger, der på én gang vir­ker for­lø­sen­de og som kata­ly­sa­tor for yder­li­ge fru­stra­tions­op­byg­gel­se, med for­skel­lig vægt alt efter lyt­te­rens tolk­ning eller humør. Det gør sig f.eks. gæl­den­de i den cres­cen­do-lig­nen­de slut­ning af åbnings­num­me­ret Let It Pass eller den stø­jen­de pas­sa­ge 2/3 hen­ne i det ellers til­ba­ge­læ­ne­de num­mer OCD. Sid­ste­nævn­tes utro­ligt lækre, lang­som­me flow (på grund af det repe­te­ren­de, hyp­no­ti­se­ren­de gui­tar­riff) bli­ver mid­ler­ti­digt sus­pen­de­ret og ven­der så til­ba­ge. Dis­se skift i dyna­mik er rela­tivt hyp­pi­ge, men også vig­ti­ge på en pla­de, der er så tung i udtryk­ket som til­fæl­det er med Fluo­re­s­cen­ce.

 

Følel­sen af distan­ce og frem­med­gø­rel­se kom­mer bl.a. til udtryk i for­skel­lig­ar­te­de for­mer for rum­klang og voka­lens pla­ce­ring i lyd­bil­le­det. Nog­le gan­ge mani­feste­res for­nem­mel­sen af afstand gen­nem forvræng­ning af voka­len gen­nem et fil­ter på mikro­fo­nen (Cold War, Cele­ste).

Fluo­re­s­cen­ce er et album, der kræ­ver noget af dig, både i form af tid, opmærk­som­hed og tål­mo­dig­hed. Der er lan­ge pas­sa­ger uden vokal, hvor stil­hed eller atmos­fæ­ri­ske lyd­fla­der domi­ne­rer — f.eks. star­ten på Let it Pass og The­se Eyes samt slut­nin­gen af Cele­ste og The Pro­mi­se . Det rent instru­men­tale gør sig end­da gæl­den­de på hele num­re som den nær­mest sto­fli­ge Mani­itsoq eller den kla­ver­bår­ne La Zona Humé­da. Det er der­for ikke et album, man lige sæt­ter på til opva­sken eller den raske cykel­tur, når man har brug for et skud let omsæt­te­lig ener­gi. Det er et album, hvor dyb melan­ko­li og ner­ve er den røde tråd, og et album der tager sig tid og dvæ­ler ved de stem­nin­ger der males. Men inve­ste­rer man den nød­ven­di­ge tid, opmærk­som­hed og tål­mo­dig­hed ven­ter der en meget hel­støbt ople­vel­se.

Du kan strea­me album­met her­un­der via Youtu­be eller Spotify/Bandcamp. Læg mær­ke til pas­sa­gen mel­lem 17:20 — 18:18 i Youtu­be-udga­ven af side A, hvor et sym­fo­ni­o­r­ke­ster af fal­ske blæ­se­re og slagtøj høres i det fjer­ne (det er i over­gan­gen mel­lem OCD og Coldwar). I min optik er det en fin stem­nings­ska­ben­de detal­je (i det­te til­fæl­de nær­mest dom­me­da­gas­so­ci­e­ren­de), som i vir­ke­lig­he­den er en opta­gel­se af en påske­ce­re­mo­ni, opta­get af band­med­lem Asger Kuda­hl på Sici­li­en. Pas­sa­gen fin­des des­u­den ikke på digi­ta­lud­ga­ven (Spotify/Bandcamp) men kun på vinylud­ga­ven.

   

 


 Fluorescence — Track By Track!

Temp­le har sendt mig en kro­no­lo­gisk gen­nem­gang af tan­ker­ne og anek­do­ter­ne bag hvert num­mer, som jeg tæn­ker, du kan få en del ud af at læse. For mit eget ved­kom­men­de hjalp det mig i hvert fald til at kom­me lidt dybe­re ind i num­re­ne.

Let It Pass, Theis: ”Før­ste gang jeg hør­te Let It Pass, var jeg i udlan­det. Nils og Asger send­te en skit­se, som jeg faldt fuld­stæn­dig for. Jeg så et tomt værel­se for mig – en halv­nø­gen dreng i foster­stil­ling på en madras i hjør­net, rysten­de, åbne vin­du­er og en dår­lig­dom, der skal sve­des ud som en feber. Lidt som Leo­nard Cohens Master Song eller Her­man Hes­ses Step­pe­ul­ven. Jeg send­te dem et par noter – blandt andet ønsket om en for­lø­sen­de, stø­jet slut­ning, hvor alt det onde for­la­der krop­pen som insek­ter, der væl­ter ud af et sort hul eller sim­pelt­hen krop­pens fuld­kom­ne opløs­ning. En meget inter­es­sant arbejds­pro­ces, og selv­om vi lave­de hele den ende­li­ge udga­ve sam­men, end­te jeg til min sto­re for­nø­jel­se med ikke at spil­le andet end fod­tramp – opta­get i en con­tai­ner på Refsha­leø­en med en field recor­der og en metro­nom i ører­ne og siden­hen over­dub­bet med en bisværm af aku­sti­ske og elek­tri­ske gui­ta­rer. Det ene­ste, der er til­ba­ge fra de før­ste skit­ser, er vel udvik­lin­gen, bil­le­der­ne og et enkelt træ­de­or­gel”.

The­se Eyes, Nils: ”Jeg hav­de levet med en kvin­de under pal­me­træ­er i et styk­ke tid. Efter det styk­ke tid gjor­de jeg ikke. Kvin­den vil­le ikke have mig under pal­me­træ­er­ne. Jeg bevæ­ge­de mig til San Fran­si­sco hvor jeg fandt et lil­le værel­se i China Town. Den peri­o­de der fulg­te bar præg af en desil­lu­sio­ne­ring, der rak­te langt ud over det brud, der hav­de bragt mig der. Jeg ople­ve­de en følel­se af at have mistet tro­en på nogen­sin­de at bli­ve over­ra­sket igen. Tro­en på nogen­sin­de at bli­ve begej­stret igen. Forel­sket. En følel­se af at have ople­vet alt, hvad der kun­ne ople­ves og at alt, hvad der vil­le kom­me, blot vil­le være gen­ta­gel­ser i nye kostu­mer. Den­ne følel­se åd mig op i måneds­vis mens jeg for­søg­te at stab­le mig selv på bene­ne. En følel­se der kun­ne bekæm­pes på et ratio­nelt plan, men ikke på et følel­ses­mæs­sigt. Fra et lil­le bade­væ­rel­se i China Town vok­se­de det­te num­mer. Et udsnit af de dia­lo­ger, der kør­te i mit hoved”.

OCD, Asger: ”Så vi vidt jeg husker hav­de vi en af vores stør­re kri­ser omkring ska­bel­sen af OCD, som tit­len jo også er et godt bil­le­de på. Skit­sen, som Nils og jeg tid­li­ge­re hav­de arbej­det på, skul­le føres vide­re, og der skul­le ske mere med num­me­ret. Trods jeg oprin­de­ligt er bas­sist i orke­ste­ret fandt jeg plud­se­lig mig selv for­an mikro­fo­nen med et gam­melt key­bo­ard. Theis sad bag trom­mer­ne og Nils var gået en lang tur for at få styr på alle tan­ker­ne og fru­stra­tio­ner­ne. Vi jam­mer ikke meget i Temp­le, men her gjor­de vi. Theis og min jam blev fun­da­ment for OCD hele vej­en til Det Kon­ge­li­ge Musik­kon­ser­va­to­ri­um, hvor pro­ces­sen slut­te­de af med to for­skel­li­ge trom­me­so­lo­er ind­spil­let oven på hin­an­den.

Cold War, Nils: ”Cold War er et bil­le­de fra et sove­væ­rel­se. Vi kun­ne ikke skæn­des mere, luf­ten var tyk af spæn­ding, jeg var træt. Skæn­de­ri­et var udtjent og alt der var til­ba­ge var en ryg­vendt elsker og kol­de sæt­nin­ger. Et glimt i kvin­dens øjne der for­tal­te mig, at hun vid­ste alt, hvad jeg tro­e­de, jeg gem­te. Tid­li­ge­re elske­re var spø­gel­ser, der hjem­søg­te os og det, vi med neg­le­ne prø­ve­de at hol­de fast i. Jeg så aldrig hen­de, jeg så kun spø­gel­ser, og dis­se spø­gel­ser var den ene­ste måde, vi kun­ne kon­tak­te hin­an­den på.! I lang tid kun­ne jeg ikke fin­de ud af, hvem der blev adres­se­ret i tek­sten. Var det mig selv? Var det hen­de? Hvem tal­te? Efter at have kastet mig rundt i lyrik­ken i lang tid gik det op for mig, at det net­op var sel­ve poin­ten. Det var net­op sådan jeg føl­te situ­a­tio­nen, der blev beskre­vet. Ankla­ger­ne syn­tes at bevæ­ge sig i alle ret­nin­ger på sam­me tid. Der var ingen afsen­der, ingen mod­ta­ger, blot ord der fyld­te værel­set”.

La Zona Humé­da, Theis: La Zona Humé­da er en slags elek­tro­a­ku­stisk kom­po­si­tion for kla­ver, synt­he­sizer og real­lyd og på en måde mit num­mer på pla­den – men sta­dig et helt igen­nem fæl­les pro­jekt. Jeg kom­po­ne­re­de det på min mors kla­ver uden den mind­ste idé om, hvad jeg lave­de. Selv­om det er instru­men­talt, hand­ler det, når jeg hører det i dag, utvivl­s­omt om min far, der døde ikke så lang tid for­in­den. Tit­len hen­ty­der til et våd­om­rå­de tæt ved Artá grot­ter­ne på Mall­orca, hvor jeg gik rundt og optog nat­te­ly­de, dyr og vej­rtræk­nin­ger. På den ende­li­ge udga­ve byt­te­de vi dyre­ly­de­ne ud med en rea­l­op­ta­gel­se, Asger hav­de opta­get på vej hjem fra den årli­ge byfest i Mani­itsoq på Grøn­land. Mens han går og opta­ger lyden af sine egne fod­trin, begyn­der en kvin­de at skri­ge langt, langt bor­te. Klok­ken er lort om mor­ge­nen, og alle i den lil­le by har været til fest. Jeg kan godt lide uvis­he­den i, at ingen af os ved, hvad der er fore­gå­et – om hun er ble­vet vold­ta­get, tæsket eller gre­bet af plud­se­lig panik. At den uvis­hed er kom­met med ind i kom­po­si­tio­nen. Jeg hol­der også meget af den måde, skri­get nær­mest kom­mer ud af kla­ve­ret og dør ud med kla­ve­rets reso­nans, når sustain­pe­da­len slip­pes”.

Mani­itsoq, Asger: ”Num­me­ret Man­ni­itsoq er lyden af ”fluo­re­s­cen­ce” bog­sta­ve­ligt talt. En kol­la­ge af spor fra pla­den og et for­søg på at arbej­de med essen­sen af de stem­nin­ger, vi har i spil. Jeg har selv stå­et i spid­sen for num­me­ret og må indrøm­me, at jeg er under stor påvirk­ning af min brors arbej­de med ambi­ent­mu­sik gem­men de sid­ste par år. Den har nu også fan­get mig. Tit­len er et navn på en by i Grøn­land, som jeg sid­ste år besøg­te i for­bin­del­se med et for­dy­bel­ses­pro­jekt, der hoved­sa­ge­ligt gik ud på at skær­pe fokus på lyd og træ­ne min egen hørel­se. Jeg hav­de nog­le helt spe­ci­el­le ople­vel­ser på turen, som num­me­ret bærer præg af. Des­u­den er der også en mere direk­te bro til den lil­le grøn­land­ske by på num­me­ret La Zona Humé­da”.

The Pro­mi­se, Theis: ”Før vi begynd­te at arbej­de på Fluo­re­s­cen­ce, slut­te­de vi som regel vores kon­cer­ter med The Pro­mi­se, der i den davæ­ren­de udga­ve eks­plo­de­re­de i et støjcres­cen­do. Vi tro­e­de egent­lig, at den skul­le ind­spil­les på sam­me måde, men det fik slet ikke den sam­me styr­ke. Så vi fjer­ne­de nog­le af de mest cen­tra­le instru­men­ter og arran­ge­re­de den for­fra med udgangs­punkt i spil­let mel­lem de for­skel­lig­ar­te­de ryt­mer og de udsvæ­ven­de lyd­li­ge land­ska­ber. Jeg tal­te mig på et tids­punkt frem til, at vi skul­le bru­ge 16 musi­ke­re, hvis vi skul­le frem­fø­re num­me­ret i det­te arran­ge­ment live, og ind­spil­nings­pro­ces­sen blev også et kæm­pe­mæs­sigt pus­le­spil, der i høj grad hand­le­de om at dose­re de man­ge ele­men­ter med præ­ci­sion. På en måde er san­gen en lang balan­ce­gang på en ræk­ke for­skel­li­ge kniv­sæg og stop­per et helt andet sted, end hvor den star­te­de, men lige­så åbent – lige­så meget eller lidt i balan­ce”.

Cele­ste, Asger: ”Den­ne her histo­rie påvir­ker mig dybt, selv­om den umid­del­bart er meget sim­pel og oprin­de­ligt til­hø­rer Nils. Jeg bli­ver helt kold inde­ni når mine øjne gli­der hen over orde­ne sam­ti­dig med, at det hele føles enormt smukt. For mig er Cele­ste vores mest tyde­li­ge for­søg på at for­bin­de smer­te og skøn­hed. Kød­by­en i Køben­havn blev et at de ste­der, vi kun­ne sæt­te i for­bin­del­se med følel­ser­ne, så Nils og Theis tog i byen med en lyd­op­ta­ger og fan­ge­de på et klub­toilet det beat, man hører i star­ten af num­me­ret”.

The Noise of true Emo­tion, Nils: ”San­gen er skre­vet til et men­ne­ske, der gjor­de et stort ind­tryk på mig. En umu­lig kær­lig­hed der på man­ge pla­ner var meget destruk­tiv. En epi­so­de der tog mig lang tid at fin­de det rig­ti­ge udtryk for. San­gen er kul­mi­na­tio­nen af det­te for­bud­te for­hold, der blø­der ind i mor­ge­nens lys. Et men­ne­ske jeg aldrig så siden. En lil­le hem­me­lig erin­dring der har slå­et rod i mig og som duk­ker op som et melan­kolsk jag nu og da. Der­for synes jeg også, at den spartan­ske instru­men­te­ring er pas­sen­de — den bli­ver på album­met som en papir­tynd eftertan­ke”.

Temple I

Tourdatoer

Du kan fan­ge Temp­le i okto­ber, hvor de giver kon­cert føl­gen­de ste­der med ufor­lig­ne­li­ge Nav­ne­løs:

9. okto­ber, Stu­den­ter­hu­set, Oden­se

10. okto­ber, Lop­pen, Chri­sti­a­nia, Køben­havn

11. okto­ber, Ram­pe­lys, Sil­ke­borg

18. okto­ber, Atlas, Aar­hus

Related Posts with Thumbnails

Tags: , , , , , , , , , , , , ,

Leave a Reply

Follow Me!

Follow Me! Follow Me! Follow Me! Follow Me!