Purple — Silence & Remorse

2 sep 2015 by Søren Lund Korsgaard, No Comments »

PURPLE_cover_15001-616x440

Portu­gi­si­ske Purp­le (Luis Dou­rado), med­lem af musik­kol­lek­ti­vet WeDi­dIt, der huser dyg­ti­ge og frem­sy­ne­de electro­ni­ca-kunst­ne­re som Shlo­hmo, RL GRIME og Ryan Hem­sworth, er lidt af en Musik Mig Blidt-dar­ling. Jeg dæk­ke­de ham, da debut-ep’en udkom i 2011 og har sene­st feau­te­red ham på Guld­korns­play­li­sten for febru­ar og maj-juni i år.

Da den fæno­me­na­le sing­le Extin­ction lan­de­de i febru­ar, kun­ne jeg hel­ler ikke lade være med at skri­ve et eksten­sivt ind­læg om den dystre witch hou­se-gen­re, Purp­les over­se­te bag­ka­ta­log, samt mine høje for­vent­nin­ger til det album, som nu har været ude siden mid­ten af juni.

Silen­ce & Remor­se er den alvor­stun­ge titel på album­met, som til ful­de lever op til mine høje for­vent­nin­ger. Det er mørkt, mystisk, sjæl­fuldt og sexet på én og sam­me tid!

 

 

Lad mig cite­re mig selv fra en tid­li­ge­re beskri­vel­se af Purp­les musi­kal­ske uni­vers:

“Purp­les musi­kal­ske uni­vers har noget dom­me­dags­ag­tigt over sig, men rum­mer para­doksalt nok sta­dig en mørk skøn­hed, en slags roman­ti­se­ring af sin­dets skyg­ge­fyldte sider og men­ne­skets døde­lig­hed. Kom­bi­na­tio­nen af mas­siv rum­klang, blytun­ge beats samt lyse og lavfre­kvente, mør­ke synt­hs — mest mør­ke, tager dig med på en rej­se ned i under­ver­de­nen. Det er en ver­den, der sam­ti­dig emmer af majestætisk skøn­hed og melan­koli. En melan­koli affødt af bevidst­he­den om, at tra­ge­dien måske lurer lige om hjør­net i al sin skæb­nesvan­gre gru. Hvis du luk­ker øjne­ne, er det nemt at bil­de sig selv ind, at musik­ken spil­ler i en mystisk gotisk kir­ke med meget højt til lof­tet!”

Beskri­vel­sen over­for hol­der sta­dig vand, synes jeg. Dog er det nye album min­dre dyster og mere R&B-smooth. Sidst­nævn­te kan især til­skri­ves et skif­te i gra­den af vokal­ma­ni­pu­la­tion. Luis Dou­rados vokal er nu repræ­sen­te­ret i næsten helt ren form på en ræk­ke num­re i mod­sæt­ning til tid­li­ge­re, hvor den natur­li­ge klang blev slø­ret til uken­de­lig­hed. Den er sta­dig mani­p­u­le­ret på nog­le num­re, men der er tale om stør­re vari­a­tion og bærer præg af mere bevid­ste kunst­ne­ri­ske valg. Effek­ter­ne er nu valgt for at frem­hæ­ve en bestemt stem­ning eller tone, hvor det før vir­ke­de lidt som om, Purp­le blot gem­te sig lidt bag elek­tro­nik­ken og fore­trak den tota­le ano­ny­mi­tet.

At Purp­le nu træ­der mere ud af skyg­ger­ne og viser sig selv, skyl­des måske, at det fak­tisk er et ret per­son­ligt og føl­somt album. Han for­tæl­ler såle­des om til­bli­vel­sen af album­met:

“I recor­ded my first sket­ches for Silen­ce & Remor­se in Lon­don ear­ly last year, but did the bulk of the wri­ting in my room in Kreuz­berg,” he wri­tes. “It was during this sum­mer that I was dea­ling with fee­lings of sor­row and the pro­cess of wri­ting and recor­ding kept me iso­la­ted in many ways from real life. As a result, this album reflects the emo­tions asso­ci­a­ted with love and love lost.”
Related Posts with Thumbnails

Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Leave a Reply

Follow Me!

Follow Me! Follow Me! Follow Me! Follow Me!