Musik Mig Blidt

For en 2–4 år siden var en af de mest hype­de nye gen­rer den såkald­te witch hou­se-gen­re, der inklu­de­rer nav­ne som SALEM, Balam Acab, oOoOO, Holy Other og måske mest popu­læ­re Crystal Cast­les og til dels Puri­ty Ring, hvis vi inklu­de­rer den mest pop­pe­de og lyse ver­sion af gen­ren. Fæl­lesnæv­ne­ren hos dis­se bands er en sær­de­le mørk, nær­mest okkult inspi­re­ret ver­sion af electro­ni­ca ofte med hip-hop-ryt­mer, stø­jel­e­le­men­ter og spø­gel­ses­ag­ti­ge eller æte­ri­ske vokaler.

Purp­le fortje­ner sam­men­lig­ning med de bed­ste inden­for den­ne dystre, men coo­le gen­re! Luis Dou­rado, der før har lavet elek­tro­nisk musik under andre nav­ne, står bag pro­jek­tet. Han er født i Por­to, Portu­gal og er bosid­dende i Ber­lin. Han er også del af musik­kol­lek­ti­vet WeDi­dIt, der huser nav­ne som Shlo­h­mo, RL GRIME og Ryan Hem­sworth - nog­le af de mest nyska­ben­de nav­ne inden­for elek­tro­nisk populærmusik.

Purp­les musi­kal­ske uni­vers har noget dom­me­dags­ag­tigt over sig, men rum­mer para­doksalt nok sta­dig en mørk skøn­hed, en slags roman­ti­se­ring af sin­dets skyg­ge­fyld­te sider og men­ne­skets døde­lig­hed. Kom­bi­na­tio­nen af mas­siv rum­klang, blytun­ge beats samt lyse og lavfre­kven­te, mør­ke synt­hs — mest mør­ke, tager dig med på en rej­se ned i under­ver­de­nen. Det er en ver­den, der sam­ti­dig emmer af majestætisk skøn­hed og melan­koli. En melan­koli affødt af bevidst­he­den om, at tra­ge­dien måske lurer lige om hjør­net i al sin skæb­nesvan­gre gru. Hvis du luk­ker øjne­ne, er det nemt at bil­de sig selv ind, at musik­ken spil­ler i en mystisk gotisk kir­ke med meget højt til loftet!

Lad os star­te med sid­ste nyt om Purp­le. Det helt nyt num­mer Extin­ction er net­op lan­det og er fra Purp­les debutal­bum Silen­ce & Remor­se, der er sat til at udkom­me til som­mer. For før­ste gang høres Luis Dou­rados vokal i sin rene form uden, at den er mani­p­u­le­ret til ukendelighed:

For at for­stå mine sto­re for­vent­nin­ger til det kom­men­de album, skal vi på opda­gel­se i Purp­les bag­ka­ta­log. Den selv­be­tit­le­de debut-EP udkom i 2011 og kan med for­del høres i sin ful­de læng­de fra start til slut. Fle­re num­re inde­hol­der noget så utra­di­o­tio­nelt i electro­ni­ca-sam­men­hæn­ge som pan­fløjte-samp­les! Det er en rej­se, der, som tit­len på et af num­rene siger “feels stran­ge but feels good”. Favo­rit­ter­ne er de to sid­ste num­re Esca­ping Into The Moun­tains og I will Never See You Again. 

EP’en kan down­lo­a­des gra­tis her.

Sene­re i 2011 udkom sing­len Pain Kil­lers, hvor rum­klangs­brug og gran­dio­si­tet når nye højder!

Vide­re til 2013. Her udkom­mer EP’en Salva­tion med det, der bur­de være et deci­de­ret klubhit, hvis du spør­ger mig. The Club er godt nok ikke just fest­lig, men shit hvor lyder det fedt. Når bea­tet fal­der ved 47 sekun­ders mær­ket er jeg totalt hoo­k­ed, og jeg kun­ne sag­tens fore­stil­le mig at dan­se til det hip-hop-inspi­re­re­de beat!

Shlo­h­mo gav num­me­ret en tur i remix­ma­ski­nen, og det kom der er et læk­kert down­tem­po num­mer ud af med metal­lisk skær:

Salva­tion på Spotify/WiMP:

Ende­lig kan du også tjek­ke dis­se Purp­le remixes, der blandt andet inklu­de­rer en tung spø­gel­ses­ud­ga­ve af t.A.T.u.‘s Not Gon­na Get Us.