Masasolo — Om vejen fra ungdomskærlighed og drengedrøm, til festivalsrus og enedans

10 aug 2016 by Signe Rønsov, No Comments »

Masasolo - Joe Wills-800px

Mor­ten Søgaard, man­den bag det frem­bru­sen­de indie-pop pro­jekt Masa­so­lo, er net­op vendt hjem fra Jyl­land. Her han har til­bragt tid side om side med sig selv og sin gui­tar, uden at bli­ve for­styr­ret af stor­by­dy­na­mi­k­ken.

Nu er han til­ba­ge i Køben­havn, nær­me­re bestemt på Vester­bro, og kom­mer cyk­len­de vin­ken­de på lang afstand, og med et stort smil på læber­ne. Her sid­der vi så, gemt væk bag mør­ke sol­bril­leg­las, med den lune­ful­de dan­ske som­mer­sol i øjne­ne, og taler om de sid­ste par måne­ders op og ned­t­u­re.

Mor­ten har taget en kort pau­se fra byen, fra lar­men, fra men­ne­sker­ne, fra fester­ne, og har prø­vet på at fin­de ro i kre­a­ti­vi­te­ten i et som­mer­hus, hvor han, som han selv siger, “kan fin­de ro til en ene­bo­er­til­væ­rel­se”. For der har været tryk på de sid­ste par måne­der, og det har været et helt vidun­der­lig ople­vel­se for Mor­ten, hans band og de men­ne­sker omkring ham, der har fulgt Masa­so­lo fra DR’s Kar­ri­e­re­ka­no­nen til kon­cert på det­te års Roskil­de Festi­val.

Jeg prø­ver at tage Mor­ten til­ba­ge til den­gang han først blev klar over, at han måt­te udgi­ve nog­le san­ge, der ikke skul­le spil­les i nog­le af de eksi­ste­ren­de musi­kal­ske fæl­les­ska­ber, han var en del af. San­ge, som skul­le spil­les af ham selv og for­mid­les som et pro­dukt af hans egen histo­rie.

Det star­te­de for 10 år siden, 15 år siden, alt­så det er meget svært at sæt­te en tids­ram­me om, men man har jo altid de her idéer, man går rundt med inde i hove­d­et, som tit aldrig rig­tig bli­ver rea­li­se­ret. Jeg har altid spil­let i bands, og det har lige­som altid været min ting, og jeg elsker de her fæl­les­ska­ber, man kan have omkring et band og omkring musik — det er den vil­de­ste styr­ke”, siger han og prø­ver at for­mu­le­re, hvor­for der så alli­ge­vel opstod en trang til at stå på egne ben.

Jeg skrev nog­le san­ge, som ikke rig­tig pas­se­de ind det ene sted, og hel­ler ikke det andet sted, og jeg kun­ne mær­ke, at det lige­som var nog­le jeg skul­le lave selv på en eller anden måde. De andre bands, jeg har været en del af har været meget kon­cep­tu­el­le på den fede måde, men de her san­ge var lige­som mere en til en mig. Jeg prø­ve­de at spil­le san­ge­ne lidt med nog­le af de andre bands, men det lyk­ke­des bare ikke rig­tig, og jeg syn­tes det kom lidt i en for­kert ret­ning, og så tog jeg det lige­som lidt til­ba­ge igen”

I novem­ber 2014 ske­te der noget, der ryk­ke­de på for­hol­det mel­lem idé og vir­ke­lig­hed, da Mor­ten i et split sekund åbne­de op for sin pri­va­te sangskat.

Jeg spil­le­de med Bil­lie Van i Nor­ge, og vi var til en lyd­prø­ve, hvor jeg begyn­der at stå og jam­me over en af de her demo­er, jeg har lavet, og så begyn­der trom­mesla­ge­ren at spil­le med. Og så sker der sådan et “kli­ck”. Det der med lige plud­se­lig at spil­le det sam­men med nog­le pis­se gode folk og jeg tænk­te “wauw, det her kan måske lyde rig­tig godt, måske er der noget der”, jeg tænk­te: det her det skal jeg fak­tisk gøre noget ved.”

I febru­ar 2015 blev der ind­spil­let grund­spor, og grund­spo­re­ne sat­te ende­ligt stop­per for fore­stil­lin­gen og vir­ke­lig­gjor­de idéen.

Det var lige­som der, det blev vir­ke­ligt, for ting er jo først vir­ke­li­ge når de bli­ver sagt højt, og bli­ver skre­vet ned på noget. Når de kan præ­sen­te­res for andre. Når det ikke bare er luft­ka­stel­ler. Og der var lige­som før­ste spa­destik, og så blev det par­ke­ret igen, for­di jeg så fik jeg travlt med alt muligt andet”

Mor­ten arbej­de­de som socio­log, med poli­tik, og så kom fol­ke­tings­val­get i juni, så han hav­de travlt. Men plud­se­lig kom fri­ti­den igen, og der­med også mulig­hed for at arbej­de vide­re med egne san­ge, selv­om det i star­ten var svært at stå ale­ne.

Det var i sig selv vildt svært og vildt angst­pro­vo­ke­ren­de, det er bare let­te­re at gøre sådan­ne nog­le ting i nog­le fæl­les­ska­ber, hvor man lige­som kan high-five sig igen­nem det, for det er meget skrø­be­ligt og svært at behol­de selv­til­li­den”

På grund af de man­ge beslut­nin­ger der i den­ne pro­ces skul­le tages ale­ne, som solo­ar­tist, var det først i decem­ber 2015 at Mor­ten var klar til at sen­de sine san­ge vide­re til pro­du­cer Cas­per Hes­sela­ger (My Heart The Bra­ve, Pala­ce Win­ter), der brug­te tid på at mixe musik­ken. Mor­ten vir­ker tak­nem­me­lig, når han tæn­ker til­ba­ge.

Det var bare så rart at han vil­le lyt­te. Vi fik noget vildt op at køre, og så lag­de jeg det på Kar­ri­e­re­ka­no­nen, og hav­de egent­lig ikke tænkt mere over det, det hed bare “Mor­ten Søgaard”. Så blev det valgt som ugens kanon, og så acce­le­re­rer det hele lige­som, jeg skul­le fin­de på et navn og måske også fin­de et label.”

Efter­føl­gen­de gik tin­ge­ne plud­se­lig stærkt, i mod­sæt­ning til den lan­ge rej­se som Mor­ten og demo­er­ne hav­de været på ind­til da.

Mor­ten Søgaard blev skif­tet ud med nav­net Masa­so­lo, og han blev sig­net til pla­de­sel­ska­bet Antip­ho­ni­cs (Gol­die Chorus, Qui­ck Qui­ck Obey). Han sam­le­de et band af det, han selv beskri­ver som “nog­le pis­se dyg­ti­ge og gode men­ne­sker”, og så spil­le­de de deres før­ste kon­cert i april. Så blev det vir­ke­lig vir­ke­ligt. Siden da har bøl­ger­ne gået højt:

Så har vi bare haft travlt lige siden. Det har været helt vildt. Det er den der hype, som vir­ker sådan fuld­stæn­digt flyvsk. Lige nu får vi lov til at ople­ve det, og det kom­mer ikke til at vare for evigt, men det er alt­så et vir­ke­lig godt start­skud.”

Mor­tens for­hold til sig selv som sangskri­ver, går efter­hån­den man­ge år til­ba­ge. De san­ge han optræ­der med som Masa­so­lo, er på en eller anden måde mere direk­te og mere indadsku­en­de end før. Det har han sør­get for at give plads til.

Hvor­dan er sangskriv­ning ander­le­des for dig i Masa­so­lo?

Jeg føler for alle de pro­jek­ter, jeg er med i. Det er som når man spør­ger for­æl­dre om, hvil­ket af deres børn de elsker mest, så vil de også sige: dem alle sam­men. Men det er klart, at det har en sær­lig plads for mig. For­di det også var en vild ting at gøre, og måske også mere udle­ve­ren­de af mig selv og mine optu­re og mine ned­t­u­re. Det var noget, jeg tænk­te meget over inden, om man kun­ne gøre. Det er jo nav­lepi­l­le­ri, men den ople­vel­se jeg har, når folk hører musik­ken, er at de ser sig selv i min histo­rie. På den måde bli­ver det stør­re end min egen lil­le verden…det er klart at det kom­mer lidt tæt­te­re på mig.”

Masa­so­lo udgi­ver en EP d.10. sep­tem­ber, en EP der udover de to sing­ler I real­ly thought she loved me og How it feels byder på to nye num­re. EP’en udgi­ves på Mor­tens fød­sels­dag, han fyl­der 30 år. Han synes selv det er en meget smuk måde at sæt­te en cir­kel rundt om 20’erne på. EP’en kred­ser om alle de for­skel­li­ge faser, man går igen­nem, når man skal vide­re efter det, man tro­e­de var den sto­re kær­lig­hed.

 

EP’en hed­der “Bre­akup” og jeg synes det var sådan lidt sjovt “in your face” på en eller anden måde. Det er min histo­rie, der hand­ler om nog­le rig­tigt hår­de år, for­di jeg hav­de en lang 20’er kær­lig­hed, og for­di jeg tro­e­de den vil­le vare ved for evigt — den klas­si­ske histo­rie. Når den kær­lig­hed så for­svin­der, så er der man­ge efter­føl­gen­de sta­di­er”, siger han og fort­sæt­ter:

Jeg har ikke tænkt så meget over det, mens jeg skrev det, men så kan jeg se bag­ef­ter nu, at der lige­som er skre­vet en sang til hver tid. Først er du fri, og tæn­ker yes, det er fedt at have gen­vun­det min fri­hed, efter­fulgt af en kæm­pe for­try­del­se og et van­vit­tigt savn, som leder dig ned i et hul hvor du bare søger ly i nat­ten og ven­ners sel­skab, en måde at flyg­te på. Til at man kom­mer oven­på igen. For det gør man jo.”

Hvad har været den fede­ste kon­cer­top­le­vel­se?

Roskil­de har uden sam­men­lig­ning været den fede­ste kon­cer­top­le­vel­se ind­til nu. Det er fedt at spil­le hver ene­ste gang, men Roskil­de er for alle der spil­ler musik, og spe­ci­elt alter­na­tiv musik, en milepæl at opnå. De fle­ste af dem, der spil­ler i Masa­so­lo vok­set op i Jyl­land, så vi er sådan nog­le udkants­ty­per. Vi er vok­set op helt der­u­de, hvor det er mørkt, og hvor der bli­ver væl­tet køer og sådan noget, og jeg kan tyde­ligt huske, at jeg fik lov til at tage på Roskil­de da jeg blev 15. Roskil­de som insti­tu­tion i et ung­doms­liv, hvor det ene­ste man tæn­ker på er at kom­me væk, har bare været så vig­tig. Den der ene uge om året, som man har set frem til helt fra det øje­blik den slut­te­de, og man kun ven­te­de på at kom­me afsted igen.“

Tre uger før Roskil­de Festi­val slog døre­ne op, kom Mor­ten galt afsted på en tur til Spa­ni­en, hvor han og Masa­so­lo skul­le spil­le på Pri­ma­ve­ra Festi­val. Mor­ten træk­ker sin møn­stre­de skjor­te en smu­le til side, og viser mig der hvor kra­ge­be­net for to måne­der siden fik et slag, og var bræk­ket efter et fald i nat­tens mør­ke ly. “Jeg har bare sådan en skæv knog­le der stik­ker op nu” siger han med et smil på læben. ”Men kon­cer­ten var vig­ti­ge­re”, siger han og træk­ker skjor­ten på plads igen.

Den vil­de­ste optur opstod efter den før­ste sing­le kom ud, jeg hav­de det som Ika­ros! (græsk sagns­fi­gur). Først skri­ver Roskil­de, og så skul­le vi plud­se­lig også spil­le til den­ne her anden festi­val. Jeg har vir­ke­lig bare redet på bøl­gen, og så plud­se­lig faldt jeg totalt til jor­den, og lå med luk­ke­de øjne i en seng i 14 dage. Jeg var hjæl­pe­løs og super skrø­be­lig. Men da jeg så beslut­te­de mig for at jeg bare skul­le spil­le den kon­cert (Roskil­de), så kun­ne jeg plud­se­lig se lyset”.

Det at for­bin­de sig med den idé, det bety­der rig­tig meget. På Roskil­de spil­le­de vi en god kon­cert, vi har spil­let bed­re, og vi kom­mer til at spil­le bed­re, men bare det at være der var bare så stort. Jeg var ban­ge for på for­hånd at bli­ve skuf­fet, at det hele bare var en idé, jeg hav­de om Roskil­de i mit eget hoved, men det var det bare ikke.”

Har det været græn­se­over­skri­den­de at spil­le det live?

Alt­så, når det bli­ver til en sang, når den først er skre­vet, og den er fær­dig, så sepa­re­rer man sig fra den. Så hører jeg den, eller prø­ver at lyt­te til den som om, det ikke var min egen eller var mig der sang den. Og det er fak­tisk helt vildt let at gøre. Når man begyn­der at spil­le det live, så er man tæt på nog­le ven­ner. Til at star­te med er det jo meget ens ven­ner der kom­mer til kon­cer­ter­ne, og man er lige­som ikke ale­ne om sin histo­rie. Histo­ri­en er opbyg­get og ople­vet i et stort fæl­les­skab, og det der med at stå og se man­ge af de men­ne­sker i øjne­ne, som har været der i den tid, man for­tæl­ler om i sin musik, og som man har været tæt på en, eller hen­de som san­ge­ne hand­ler om, eller hen­des ven­ner. Det er en meget stor fæl­les histo­rie. “

Mor­ten er glad for at have brugt tid på at dvæ­le ved det, der var, og det der siden kom efter sit bre­akup, men pla­den, som han siger kom­mer i 2017, kom­mer ikke til at hand­le om det sam­me.

Der er noget ret spæn­den­de over bare at tage et enkelt moment og så hol­de ved det hele vej­en igen­nem. Pla­den kom­mer ikke til at hand­le om det sam­me, men det har ikke kun været selv­pi­ne­ri. Det er jo risi­ko­en ved sådan noget, og man kan dyr­ke den side. Men i kon­cert­form kan det bli­ve en hur­tig, fan­ta­stisk rej­se til­ba­ge til nog­le øje­blik­ke og stær­ke følel­ser man har haft, og man kan huske det igen. Nog­le gan­ge er det også dej­ligt at der er noget, der gør ondt, for det bety­der, at man har ople­vet noget, der er stærkt.”

Masa­so­lo kan ople­ves live på årets Uhørt Festi­val i Køben­havn fre­dag d.12/8 og igen d.24. august i Pum­pe­hu­sets Byha­ve sam­men med HEY WAY, som spil­le­de til Musik Mig Blidt præ­sen­te­rer — vol. 4 i for­å­ret.

Related Posts with Thumbnails

Tags: , , ,

Leave a Reply

Follow Me!

Follow Me! Follow Me! Follow Me! Follow Me!