Musik Mig Blidt

Foto: Chri­sti­an Hjorth

I Musik Mig Blidts anbe­fa­lings­føl­je­ton til, hvad man skul­le høre på Roskil­de Festi­val i år, nåe­de jeg aldrig at få søn­dag den 7. juli med, sim­pelt­hen, for­di der var så meget, jeg skul­le høre lør­dag, at jeg ikke fik tid til at skri­ve om søn­da­gens kon­cer­ter. Det bekla­ger jeg. I baks­pej­let skul­le jeg nok i vir­ke­lig­he­den have star­tet på alle anbe­fa­lin­ger­ne inden festi­va­lens start. Men pga. andre for­plig­tel­ser nåe­de jeg alt­så ikke at være i god tid i år. Det vil jeg bestræ­be mig på til næste år!

Som pla­ster på sår­et får du her en lil­le gen­nem­gang af mine Roskil­de højdepunkter.

 

Roskil­de livestreaming

Først et høj­de­punkt som ikke er mønt­et på et bestemt band eller kon­cert, men et nyt ini­ti­a­tiv Roskil­de har søsat i år. Roskil­de intro­du­ce­re­de som noget nyt og ret bane­bry­den­de at live­strea­me over 35 kon­cer­ter på Oran­ge, Are­na og Pavi­li­on via Roskil­des hjem­mesi­de. Et rig­tig stærkt ini­ti­a­tiv fra Roskil­de og ekstremt fedt for dem, som ikke har mulig­hed for at del­ta­ge, men sta­dig ger­ne vil have del i kon­cer­ter­ne hjem­me­fra. Det må alt andet end lige også øge kend­ska­bet til Roskil­de Festi­val i udlan­det og kan for­hå­bent­lig øge blletsal­get til udlæn­din­ge, som pt er langt under Roskil­des målsætning.

Lige­så fedt er det, at du sta­dig kan strea­me næsten alle kon­cer­ter fra Pavi­li­on Juni­or  i fuld læng­de. Stream bl.a. kon­cer­ter fra Nav­ne­løs, Ice Cream Cat­hed­ral, Schultz & Fore­ver, So-So Echo, Bro­ke, Trav­ling Tri­bes, The Woken Tre­es, Postil­jo­nen, Dråpe og Baby In Vain. Det sker via Roskil­de TV.

 

Ice Cream Cathedral

Foto: Chri­sti­an Hjorth

De hav­de fået tjan­sen som det før­ste act på hele festi­va­len, og de leve­re­de til ful­de varen med deres svæ­ven­de, alter­na­tiv spa­cepop. Alt var egent­lig som det ple­jer med Ice Cream Cat­hed­ral. Det lyder måske kede­ligt, men det skal for­stås sær­de­les posi­tivt. Lyden var balan­ce­ret (pro­ps til lyd­mand Stef­fen), Anja Lar­h­mann sang smukt, Anders Bach var en ener­gisk trold­mand med sine trom­mestik­ker og evne til ved fle­re lej­lig­he­der sam­ti­dig at spil­le synt­hs, og Kri­sti­an Paul­sens gui­tar og synt­he­sizer udvi­de­de det drøm­men­de uni­vers yderligere.

Efter kon­cer­ten fan­ge­de Musik Mig Blidt ban­det til en snak. Læs inter­viewet her.

Kon­cer­ten kan strea­mes i sin ful­de læng­de herunder:

 

 

Baby In Vain

Foto: Hen­rik Reerslev

De tre piger fik en uhel­dig start, hvor sing­len Machine Gun Girl gene­relt hav­de alt for lav volu­men, voka­ler­ne var svæ­re at høre og lyd­bil­le­det gene­relt mud­ret. Der opstod en pau­se, hvor folk i kor skreg “skru op!” Ende­lig efter 5–10 minut­ter gik piger­ne på sce­nen igen med et “hvad fuck sker der man? — skal vi star­te for­fra igen?” — og star­te­de for­fra med Machine Gun Girl, den­ne gang med per­fek­te lydniveauer.

Der­med var start­skud­det gået til en kon­cert som fast­hold­te publi­kums opmærk­som­hed fra start til slut. De tre unge piger spil­le­de røven ud af buk­ser­ne, og selv­om jeg fak­tisk ikke nor­malt er sær­lig meget til tung rock, ram­te piger­ne i den grad plet i mit ellers blidt ori­en­te­re­de musik­hjer­te. Baby In Vain lød med deres potens­fyld­te, beskid­te og ste­ne­de rock som en hef­tig og fan­de­ni­voldsk blan­ding af Bla­ck Sab­bath, Whi­te Stri­bes, Nir­va­na og Metal­li­ca. Bene­di­cte Pier­leo­ni bul­dre­de kom­pe­tent der­ud­af på trom­mer, gui­tar­rif­fe­ne veks­le­de mel­lem at være skar­pe og fun­ge­re som stær­ke bidrag til den melo­di­ske frem­drift og andre gan­ge vir­ke nær­mest skø­de­løst til­fæl­digt jam­men­de uden at være det overhovedet.

Andrea Thu­e­sen og Lola Ham­me­rich, som beg­ge spil­ler gui­tar, leve­re­de også beg­ge over­be­vi­sen­de voka­ler — den ene til­ba­ge­læ­net mørk og cool — til den pæne side, den anden mere aggres­siv, maskulin og skin­ger — enkel­te gan­ge nær­mest grow­len­de. Beg­ge voka­ler fun­ge­re­de upå­kla­ge­ligt både solo og i duet, hvor de fint kom­ple­men­te­re­de hin­an­den. Jeg ved ikke om det var lyd­man­den eller piger­ne selv, der sty­re­de det, men ved en del kli­mak­ser blev voka­len badet i run­gen­de rum­klang, hvil­ket gjor­de kli­mak­ser­ne — og dem var der man­ge af, end­nu mere svulsti­ge og medrivende.

Og jeg var bestemt ikke den ene­ste, der var revet med. Publi­kum var i den grad tænd­te. Nog­le så end­da over­rum­p­le­de ud, at døm­me ud fra deres over­ra­ske­de ansigts­ud­tryk og aner­ken­den­de nik til side­man­den. Selv de gar­ve­de gam­le mænd i læder-veste kun­ne ikke få arme­ne ned. Som kon­cer­ten skred frem, koge­de og syde­de Pavi­li­on-tel­tet mere og mere i takt med, at piger­ne hav­de spil­let sig var­me. Da de nåe­de til Swe­et­heart Dreams (ved ca. 37 minut­ters mær­ket) frem­stod num­me­ret såle­des som et brøl af et mon­ster, når det eks­plo­de­re­de i omkvædene.

Baby In Vain væl­te­de sim­pelt­hen tel­tet omkuld og rede­fi­ne­re­de betyd­nin­gen af begre­bet “girl­power”. Hvis ikke jeg tager meget fejl, har de skabt sig et end­nu stør­re navn — og hype efter den­ne magt­de­mon­stra­tion en sen ons­dag aften på Roskil­de Festi­val. De viste, at de sag­tens kan ero­bre resten af Dan­mark — og Ver­den for den sags skyld.

Stream hele kon­cer­ten her­un­der (spol ca. 5 minut­ter ind, hvis du vil und­gå den dår­li­ge lyd i starten).

 

Baby In Vain udgav i øvrigt kort før deres Roskil­de kon­cert to nye san­ge - Cor­ny #1 og The Thrill, som fort­sæt­ter sti­men af gode san­ge fra trioen.

Baby In Vain — The Thrill

Baby In Vain — Cor­ny #1

 

Of Monsters And Men

Foto: Emma Flok­stra Nielsson

Of Monsters And Men møn­strede på Roskil­de præ­cis sam­me posi­ti­ve, livs­be­kræf­ten­de og ener­gi­ske folk-pop som på debutal­bum­met, My Head Is An Ani­mal, og der­med var kon­cer­ten en meget kær­lig og som­mer­fest­lig affæ­re, med flower­power-vibra­tio­ner, godt hjul­pet på vej af den bagen­de sol. Når man lyt­ter til album­met der­hjem­me, kan det posi­ti­ve udtryk bli­ve en smu­le anstren­gen­de at lyt­te til i læng­den, men live for­an et leven­de og enga­ge­ret publi­kum fun­ge­re­de det blæn­den­de den­ne fre­dag eftermiddag.

De man­ge gode og lysti­ge melo­di­er væl­te­de ud af det vel­o­p­lag­te og vel­spil­len­de bands man­ge instru­men­ter og fine voka­ler, med der­til­hø­ren­de fler­stem­mi­ge “HEY”-udbrud og “lala­la­la” fæl­les­sang. Den­ne ener­gi smit­te­de af på publi­kum, som enten stod gla­de og smi­len­de omkring eller dan­se­de sam­men med arme­ne i vej­ret. Da toner­ne til hit­tet Litt­le Tal­ks lød, fik stem­nin­gen end­nu et tak opad, og det sto­re orke­ster slap der­ef­ter ikke tøj­ler­ne før sid­ste stro­fe hav­de lyt.

Of Mon­ters And Men gav en opvis­ning i, hvor­dan man bader Are­na i solskin­s­strå­len­de toner og maler et smi­len­de ansigt på solen selv.

 

  

 

Sigur Rós

Foto: Stef­fen Jørgensen

Mine for­vent­nin­ger til Sigur Rós var mas­si­ve. Men på trods af det, over­gik Sigur Rós’ optræ­den fak­tisk mine forventninger.

Sigur Rós leve­re­de en over­le­gen opvis­ning i, hvor­dan musik kan have en nær­mest overjor­disk kraft, der hen­sæt­ter én i eksta­tisk tran­ce. Om det så var i det stil­le æte­ri­ske pas­sa­ger, hvor for­san­ger Jon­si med sit fyrtårn af en fal­set lød som er han en engel på Jord, eller de mør­ke­re, mere lar­men­de pas­sa­ger, bl.a. i form af san­ge fra det nye­ste album Kvei­kur, hvor det lød, som om Jor­den var ved at gå under på smuk og spek­taku­lær vis. Alt­så for­ud­sat at man som men­ne­ske på dom­me­dag kun­ne til­si­de­sæt­te det fak­tum, at vores liv i så fald hang i en tynd tråd og i ste­det foku­se­re og sæt­te pris på det objek­tivt smuk­ke og stor­slå­e­de i at være vid­ne til Jor­dens under­gang, lidt lige­som, når vi med sto­re øjne nyder de effekt­tun­ge sce­ner i en kate­stro­fe­film. Sådan føl­tes det, især på de nye num­re Bren­ni­ste­in og Kvei­kur, der hår­de­re og mør­ke­re end sæd­van­ligt i udtrykket.

På det andet­sid­ste num­mer, Festi­val, fra album­met Með suð í eyrum við spil­um enda­laust (kan ca. over­sæt­tes til Med en sum­men i vores ører spil­ler vi uen­de­ligt) stod Jon­si’s vokal ensom og majæ­ste­tisk til­ba­ge i lyd­bil­le­det, kun bak­ket op af svæ­ven­de gui­tarklan­ge i bag­grun­den. Ca. halvvejs i num­me­ret hold­te han på impo­ne­ren­de vis den sam­me høje tone, i hvad der føl­tes som minut­ter. Da han stop­pe­de op et kort øje­blik, udbrød der vild jubel blandt publi­kum, inden han tog en dyb indån­ding og stem­te i igen i ca. 30 sekun­ders solo, for til sidst sam­men med resten af orke­stret at trans­for­me­re det elver­ag­ti­ge og skrø­be­li­ge til et mere rock­et og højstemt udtryk, hvor him­len syn­tes at åbne sig i en meget medri­ven­de fina­le. Det lød fantastisk!

Nogen­lun­de som i den­ne liveud­ga­ve af Festi­val fra live­al­bum­met Inni.

Sigur Rós benyt­ter et væld af for­skel­li­ge instru­men­ter til at frem­brin­ge deres stor­lad­ne lyd, og der­med er der en over­hæn­gen­de fare for at vis­se instru­men­ter sag­tens kun­ne gå hen og fyl­de for meget i lyd­bil­le­det. F.eks. Jon­si’s brug af bue på elek­trisk gui­tar, der frem­brin­ger en bru­sen­de, kla­gen­de, langstrakt klang, eller den dybe bas, der ofte i live­sam­men­hæn­ge kan druk­ne de andre instru­men­ter med sin run­gen. Med 11 musi­ke­re på sce­nen, fryg­te­de jeg, at bl.a. de føl­som­me vio­li­ner eller stor­lad­ne træk­bas­u­ner vil­le druk­ne i lyd­bil­le­det, men alle instru­men­ter hør­tes lyk­ke­lig­vis tyde­ligt, adskil­te og meget leven­de i Are­nas højta­le­re. Sigur Rós’ magi­ske lydu­ni­vers kun­ne der­med nå ud med fuld effekt, og det var med­vir­ken­de til, at man uden for­be­hold kun­ne give sig hen til islæn­din­ge­nes unik­ke og magi­ske lydunivers.

Gam­le ken­din­ge som Gló­so­li, Vaka (Untit­led 1) Saeg­ló­pur, Pop­plagið (Untit­led 8) og ikke mindst Hop­pípol­la blev leve­ret med stor ind­le­vel­se og lige dele ynde og kraft og frem­stod sam­ti­dig som tids­lø­se perler.

Der­u­d­over til­fø­je­de den visu­el­le del af showet en hel ny dimen­sion til det kon­trast­fyld­te uni­vers, musik­ken frem­kald­te. Lysshowet var stem­nings­fuldt og har­mone­re­de i far­ve­to­ne og tem­pe­ra­ment per­fekt med Sigur Rós med­brag­te poe­ti­ske og fine widescreen-videoprojektioner.

Til det kul­de­gy­sen­de smuk­ke num­mer Varuð sås i star­ten et vin­ter­ligt, tåget bjerg­land­skab med en enlig, lil­le­bit­te skik­kel­se i ven­stre side af bil­le­det i form af en mand med en lan­ter­ne. På van­lig vis byg­ge­de Sigur Rós lang­somt num­me­ret op, og i takt her­med duk­ke­de fle­re lyg­te­mænd frem af tågen, ind­til de stod langs hele bjerg­kæ­den. Da musik­ken ende­lig nåe­de kli­maks og let­te­de, let­te­de lyg­te­mæn­de­nes lan­ter­ner lige­le­des fra deres lyg­ter og sat­te sig lang­somt som stjer­ner på den frost­kla­re him­mel. Dis­se bil­le­der isce­ne­sat­te Varuð meget ele­gant og under­spil­let, lige­som man kun­ne karak­te­ri­se­re num­me­ret, og det var bare et eksem­pel ud af man­ge på, at det visu­el­le under­støt­te­de det audi­ti­ve perfekt.

Sigur Rós’ kon­cert på årets Roskil­de Festi­val var en “lar­ger than life” tota­l­op­le­vel­se med op til fle­re musi­kal­ske orgas­mer og mar­ke­re­de for mig høj­de­punk­tet på Roskil­de 2013. Kon­cer­ten kun­ne for min skyld have fort­sat et par timer mere, da Sigur Rós så abso­lut har bag­ka­ta­lo­get til at spil­le i mere end halvan­den time.

Du kan ople­ve eller genop­le­ve hele kon­cer­ten her — dog desvær­re i ret dår­lig lyd­kva­li­tet, men man kan sag­tens få en for­nem­mel­se af magien.

 

Ellers har jeg sam­men­sat en play­li­ste, der gen­gi­ver kon­cer­tens set­lis­te i dens auten­ti­ske rækkefølge.

Sigur Rós, Roskil­de set­lis­te 2013