Højdepunkter fra Roskilde Festival 2013

11 jul 2013 by Søren Lund Korsgaard, No Comments »

Roskilde Christian Hjorth

Foto: Christian Hjorth

I Musik Mig Blidts anbefalingsføljeton til, hvad man skulle høre på Roskilde Festival i år, nåede jeg aldrig at få søndag den 7. juli med, simpelthen, fordi der var så meget, jeg skulle høre lørdag, at jeg ikke fik tid til at skrive om søndagens koncerter. Det beklager jeg. I bakspejlet skulle jeg nok i virkeligheden have startet på alle anbefalingerne inden festivalens start. Men pga. andre forpligtelser nåede jeg altså ikke at være i god tid i år. Det vil jeg bestræbe mig på til næste år!

Som plaster på såret får du her en lille gennemgang af mine Roskilde højdepunkter.

 

Roskilde livestreaming

Først et højdepunkt som ikke er møntet på et bestemt band eller koncert, men et nyt initiativ Roskilde har søsat i år. Roskilde introducerede som noget nyt og ret banebrydende at livestreame over 35 koncerter på Orange, Arena og Pavilion via Roskildes hjemmeside. Et rigtig stærkt initiativ fra Roskilde og ekstremt fedt for dem, som ikke har mulighed for at deltage, men stadig gerne vil have del i koncerterne hjemmefra. Det må alt andet end lige også øge kendskabet til Roskilde Festival i udlandet og kan forhåbentlig øge blletsalget til udlændinge, som pt er langt under Roskildes målsætning.

Ligeså fedt er det, at du stadig kan streame næsten alle koncerter fra Pavilion Junior  i fuld længde. Stream bl.a. koncerter fra Navneløs, Ice Cream Cathedral, Schultz & Forever, So-So Echo, Broke, Travling Tribes, The Woken Trees, Postiljonen, Dråpe og Baby In Vain. Det sker via Roskilde TV.

 

Ice Cream Cathedral

ice cream christian hjorth2

Foto: Christian Hjorth

De havde fået tjansen som det første act på hele festivalen, og de leverede til fulde varen med deres svævende, alternativ spacepop. Alt var egentlig som det plejer med Ice Cream Cathedral. Det lyder måske kedeligt, men det skal forstås særdeles positivt. Lyden var balanceret (props til lydmand Steffen), Anja Lar­h­mann sang smukt, Anders Bach var en energisk troldmand med sine trommestikker og evne til ved flere lejligheder samtidig at spille synths, og Kristian Paulsens guitar og synthesizer udvidede det drømmende univers yderligere.

Efter koncerten fangede Musik Mig Blidt bandet til en snak. Læs interviewet her.

Koncerten kan streames i sin fulde længde herunder:

 

 

Baby In Vain

Baby in vain Henrik Reerslev

Foto: Henrik Reerslev

De tre piger fik en uheldig start, hvor singlen Machine Gun Girl generelt havde alt for lav volumen, vokalerne var svære at høre og lydbilledet generelt mudret. Der opstod en pause, hvor folk i kor skreg “skru op!” Endelig efter 5-10 minutter gik pigerne på scenen igen med et “hvad fuck sker der man? – skal vi starte forfra igen?” – og startede forfra med Machine Gun Girl, denne gang med perfekte lydniveauer.

Dermed var startskuddet gået til en koncert som fastholdte publikums opmærksomhed fra start til slut. De tre unge piger spillede røven ud af bukserne, og selvom jeg faktisk ikke normalt er særlig meget til tung rock, ramte pigerne i den grad plet i mit ellers blidt orienterede musikhjerte. Baby In Vain lød med deres potensfyldte, beskidte og stenede rock som en heftig og fandenivoldsk blanding af Black Sabbath, White Stribes, Nirvana og Metallica. Benedicte Pierleoni buldrede kompetent derudaf på trommer, guitarriffene vekslede mellem at være skarpe og fungere som stærke bidrag til den melodiske fremdrift og andre gange virke nærmest skødeløst tilfældigt jammende uden at være det overhovedet.

Andrea Thuesen og Lola Hammerich, som begge spiller guitar, leverede også begge overbevisende vokaler – den ene tilbagelænet mørk og cool – til den pæne side, den anden mere aggressiv, maskulin og skinger – enkelte gange nærmest growlende. Begge vokaler fungerede upåklageligt både solo og i duet, hvor de fint komplementerede hinanden. Jeg ved ikke om det var lydmanden eller pigerne selv, der styrede det, men ved en del klimakser blev vokalen badet i rungende rumklang, hvilket gjorde klimakserne – og dem var der mange af, endnu mere svulstige og medrivende.

Og jeg var bestemt ikke den eneste, der var revet med. Publikum var i den grad tændte. Nogle så endda overrumplede ud, at dømme ud fra deres overraskede ansigtsudtryk og anerkendende nik til sidemanden. Selv de garvede gamle mænd i læder-veste kunne ikke få armene ned. Som koncerten skred frem, kogede og sydede Pavilion-teltet mere og mere i takt med, at pigerne havde spillet sig varme. Da de nåede til Sweetheart Dreams (ved ca. 37 minutters mærket) fremstod nummeret således som et brøl af et monster, når det eksploderede i omkvædene.

Baby In Vain væltede simpelthen teltet omkuld og redefinerede betydningen af begrebet “girlpower”. Hvis ikke jeg tager meget fejl, har de skabt sig et endnu større navn – og hype efter denne magtdemonstration en sen onsdag aften på Roskilde Festival. De viste, at de sagtens kan erobre resten af Danmark – og Verden for den sags skyld.

Stream hele koncerten herunder (spol ca. 5 minutter ind, hvis du vil undgå den dårlige lyd i starten).

 

Baby In Vain udgav i øvrigt kort før deres Roskilde koncert to nye sange – Corny #1 og The Thrill, som fortsætter stimen af gode sange fra trioen.

Baby In Vain – The Thrill

Baby In Vain – Corny #1

 

Of Monsters And Men

of monsters and men

Foto: Emma Flokstra Nielsson

Of Monsters And Men møn­strede på Roskilde præcis samme positive, livsbekræftende og energiske folk-pop som på debutal­bum­met, My Head Is An Ani­mal, og dermed var koncerten en meget kærlig og sommerfestlig affære, med flowerpower-vibrationer, godt hjulpet på vej af den bagende sol. Når man lytter til albummet derhjemme, kan det positive udtryk blive en smule anstrengende at lytte til i længden, men live foran et levende og engageret publikum fungerede det blændende denne fredag eftermiddag.

De mange gode og lystige melodier væltede ud af det veloplagte og velspillende bands mange instrumenter og fine vokaler, med dertilhørende flerstemmige “HEY”-udbrud og “lalalala” fællessang. Denne energi smittede af på publikum, som enten stod glade og smilende omkring eller dansede sammen med armene i vejret. Da tonerne til hittet Little Talks lødfik stemningen endnu et tak opad, og det store orkester slap derefter ikke tøjlerne før sidste strofe havde lyt.

Of Monters And Men gav en opvisning i, hvordan man bader Arena i solskinsstrålende toner og maler et smilende ansigt på solen selv.

 

  

 

Sigur Rós

Sigur Ros Steffen Jørgensen

Foto: Steffen Jørgensen

Mine forventninger til Sigur Rós var massive. Men på trods af det, overgik Sigur Rós’ optræden faktisk mine forventninger.

Sigur Rós leverede en overlegen opvisning i, hvordan musik kan have en nærmest overjordisk kraft, der hensætter én i ekstatisk trance. Om det så var i det stille æteriske passager, hvor forsanger Jonsi med sit fyrtårn af en falset lød som er han en engel på Jord, eller de mørkere, mere larmende passager, bl.a. i form af sange fra det nyeste album Kveikur, hvor det lød, som om Jorden var ved at gå under på smuk og spektakulær vis. Altså forudsat at man som menneske på dommedag kunne tilsidesætte det faktum, at vores liv i så fald hang i en tynd tråd og i stedet fokusere og sætte pris på det objektivt smukke og storslåede i at være vidne til Jordens undergang, lidt ligesom, når vi med store øjne nyder de effekttunge scener i en katestrofefilm. Sådan føltes det, især på de nye numre Brennistein og Kveikur, der hårdere og mørkere end sædvanligt i udtrykket.

På det andetsidste nummer, Festival, fra albummet Með suð í eyrum við spilum endalaust (kan ca. oversættes til Med en summen i vores ører spiller vi uendeligt) stod Jonsi’s vokal ensom og majæstetisk tilbage i lydbilledet, kun bakket op af svævende guitarklange i baggrunden. Ca. halvvejs i nummeret holdte han på imponerende vis den samme høje tone, i hvad der føltes som minutter. Da han stoppede op et kort øjeblik, udbrød der vild jubel blandt publikum, inden han tog en dyb indånding og stemte i igen i ca. 30 sekunders solo, for til sidst sammen med resten af orkestret at transformere det elveragtige og skrøbelige til et mere rocket og højstemt udtryk, hvor himlen syntes at åbne sig i en meget medrivende finale. Det lød fantastisk!

Nogenlunde som i denne liveudgave af Festival fra livealbummet Inni.

Sigur Rós benytter et væld af forskellige instrumenter til at frembringe deres storladne lyd, og dermed er der en overhængende fare for at visse instrumenter sagtens kunne gå hen og fylde for meget i lydbilledet. F.eks. Jonsi’s brug af bue på elektrisk guitar, der frembringer en brusende, klagende, langstrakt klang, eller den dybe bas, der ofte i livesammenhænge kan drukne de andre instrumenter med sin rungen. Med 11 musikere på scenen, frygtede jeg, at bl.a. de følsomme violiner eller storladne trækbasuner ville drukne i lydbilledet, men alle instrumenter hørtes lykkeligvis tydeligt, adskilte og meget levende i Arenas højtalere. Sigur Rós’ magiske lydunivers kunne dermed nå ud med fuld effekt, og det var medvirkende til, at man uden forbehold kunne give sig hen til islændingenes unikke og magiske lydunivers.

Gamle kendinge som Glósoli, Vaka (Untitled 1) Saeglópur, Popplagið (Untitled 8) og ikke mindst Hoppípolla blev leveret med stor indlevelse og lige dele ynde og kraft og fremstod samtidig som tidsløse perler.

Derudover tilføjede den visuelle del af showet en hel ny dimension til det kontrastfyldte univers, musikken fremkaldte. Lysshowet var stemningsfuldt og harmonerede i farvetone og temperament perfekt med Sigur Rós medbragte poetiske og fine widescreen-videoprojektioner.

2013-07-07 00.41.49

Til det kuldegysende smukke nummer Varuð sås i starten et vinterligt, tåget bjerglandskab med en enlig, lillebitte skikkelse i venstre side af billedet i form af en mand med en lanterne. På vanlig vis byggede Sigur Rós langsomt nummeret op, og i takt hermed dukkede flere lygtemænd frem af tågen, indtil de stod langs hele bjergkæden. Da musikken endelig nåede klimaks og lettede, lettede lygtemændenes lanterner ligeledes fra deres lygter og satte sig langsomt som stjerner på den frostklare himmel. Disse billeder iscenesatte Varuð meget elegant og underspillet, ligesom man kunne karakterisere nummeret, og det var bare et eksempel ud af mange på, at det visuelle understøttede det auditive perfekt.

Sigur Rós’ koncert på årets Roskilde Festival var en “larger than life” totaloplevelse med op til flere musikalske orgasmer og markerede for mig højdepunktet på Roskilde 2013. Koncerten kunne for min skyld have fortsat et par timer mere, da Sigur Rós så absolut har bagkataloget til at spille i mere end halvanden time.

Du kan opleve eller genopleve hele koncerten her – dog desværre i ret dårlig lydkvalitet, men man kan sagtens få en fornemmelse af magien.

 

Ellers har jeg sammensat en playliste, der gengiver koncertens setliste i dens autentiske rækkefølge.

Sigur Rós, Roskilde setliste 2013
  

 

2013-07-07 01.29.46

 

Related Posts with Thumbnails

Tags: , , , , ,

Leave a Reply