6 udenlandske navne du skal holde øje med i 2017

11 feb 2017 by Søren Lund Korsgaard, No Comments »

Disse 6 kunstnere er nogle af dem, jeg synes, du holde øje med i 2017 uden for Danmarks grænser. Jeg har kigget i spåkuglen, og det vil overraske mig, hvis de ikke hver især sætter et signifikant aftryk på musikåret, vi nu er inde i.

Charlie Cunningham

Englænderen Charlie Cunningham blev anbefalet til mig af en god musikkyndig ven, der viste mig en livesession-optræden af sangen Plans, som virkelig krøb ind under huden på mig.

Det fik mig til at tjekke hans, på det tidspunkt, foreløbige to EP’er ud, som jeg valgt tre sange fra til min guldkornsplayliste for december 2015. Siden har jeg holdt øje med Cunningham og glædet mig til, at hans fuldlængde debut Lines skulle lande her den 27. januar. Og den lever til fulde op til mine forventninger!

De 12 numre er fulde af smukke melodier og arrangementer, sparsomt instrumenteret med guitar, Cunninghams tænksomme vokal og subtile, lavfrekvente og lunt bølgende elektroniske teksturer. Det gælder blandt på åbningsnummeret An Opening – en melankolsk perle, som var blandt mine absolutte favoritter fra 2016.

Cunningham har studeret guitar i Sevilla i Andalusien, hvor musikgenren flamenco stammer fra, og det har smittet af på hans spilleteknik på en nylonstrenget guitar, som er meget rytmisk. Af og til smitter det også af på hans vokalteknik, som på f.eks. de eminente numre Minimum og Answers. 

Der er generelt masser af luft og og rumklang på albummet, som får det til at lyde som om, numrene er indspillet i en kirke. Det tilføjer sangene tyngde på trods af, at det på overfladen lyder mere svævende og vægtløst.

Charlie Cunningham lægger sig i slipstrømmen på singer-songwritere som José González, Ben Howard og Nick Mulvey, og nogle vil måske mene, at Cunningham slægter disse lidt for meget på. Men i mine øjne placerer kvaliteten af hans sange ham i samme liga. Det kan kun gå for langsomt med at booke ham til koncert i DK – høre i efter bookere derude?

Lyt til Lines her:

Ary

Norske Ariadne Loinsworth, hvis kæle- og kunstnernavn er ARY, byder på æterisk elektronisk pop med en vokal, minder en smule om Bjørks eller. I Norge er hun af mange musikmedier udpeget til at være et navn, man skal holde øje med. Hun vandt bl.a. Gaffa prisen i Norge for “årets norske nykommer”.

Tre funklende, nærmest magiske singler er det indtil videre blevet til. Den boblende, livlige Higher var første single og siden er The Sea og The End kommet til, der følger en mere spirituel, atmosfærisk stemning.

Næste single Childhood dreams slipper hun løs 17. februar. Hold øje med den!

 

Gangly

Gangly laver mørkt, skævt og bastungt elektronisk pop. Sangen Fuck With Someone Else ramte internettet i 2015 uden nærmere info om, hvem der stod bag projektet. Men potentialet var ikke til at tage fejl af.

I dag står det klart, at Gangly består af de islandske musikere Sindri Már Sigfússon fra Sin Fang, Úlfur fra Oyama og den talentfulde Jófríður Ákadóttir fra Samaris. Det er en trio som ikke har travlt, idet de hver især har andre musikalske projekter i gang ved siden af Gangly. Derfor hørte vi kun fra dem to gange i 2016 i form af Holy Grounds og Blow Out, men jeg håber at de bliver mere aktive i 2017!

I øvrigt er de animerede musikvideoer til Ganglys musik lidt af en oplevelse i sig selv. Billederne i slow-motion af bl.a. menneskeskikkelser og planter lavet af en slags levende, flydende guld omgivet af bælgmørke synes at forlænge det mørke og mystiske i musikken på meget dragende vis.

 

Loney Dear

Jeg har et nostalgisk forhold til Emil Svanängens musik, som jeg opdagede i en turbulent tid, da jeg var i starten af 20’erne tilbage i 2004. Hans lydsignatur og smukke men også lidt sære falset ligger derfor mit hjerte nær. Derfor glæder det mig også, at hans seneste materiale lover virkelig godt for hans kommende 7. album her i 2017. Det første i ca. 5 år.

I et nyligt interview til The Line Of Best Fit løftede Emil lidt af sløret for, hvad der kommer til at karakteriserer det nye album, som får titlen #7:

“I would say it’s a big brother to Loney Noir (album fra 2007 red.), dressed like Nick Cave, smoking Chinese cigarettes and polishing expensive crystals, stolen from a rich CEO’s home. I’ve tried to move towards the analogy of the Italian kitchen, with fewer ingredients, but it’s moved a bit to the brown mess at the end. This is gonna be a classic, with timeless electronic arrangements and decent songwriting. As usual, the songs are written whilst being arranged and performed, so it’s not traditional songwriting but with a mental foot in how the music will feel on stage.”

Singlen Hulls viser, at Loney Dear stadig er mester i at bygge et nummer op, som stiger i intensitet, her endda på trods af kun få virkemidler – bølgende synthstrøg, lilletromme-domineret perkussion og Emils insisterende vokal. Det er et vidunderligt hypnotisk nummer.

 

Anna Of The North

Den norske duo Anna of the North, bestående af Anna Lotterud & Brady Daniell-Smith, laver tilgængeligt, reflekterende, bittersød pop med romantiske overtoner og nostalgiske undertoner. Det er radiovenligt uden at bære præg af at være produceret til radio. Med andre ord, det her er pop som for en gangs skyld fortjener at blive populært. Her er der IKKE gået efter en overproduceret og overstyret hits for kids lyd, som ellers (desværre) gennemsyrer kommerciel radio i dag. Her er der tænkt over tingene, hver lydmæssig detalje er gennemtænkt, og melodierne er originale, har gennemslagskraft og er ikke skåret efter en kalkuleret kommerciel skabelon. 

Det er intelligent, pastelfarvet, sensibel pop, som samtidig er blåøjet nok til at ramme teenageren i mig, lidt som jeg forestiller mig at tv-serien SKAM ville gøre, hvis jeg ellers kunne nosse mig sammen til at se den.

 

Many Voices Speak

Bag Many Voices Speak står svenske Matilda Mård og band. I oktober gjorde hun sig bemærket med et stille, men smukt cover af Richard Rodgers og Lorenz Hart’s Blue Moon fra 1934, efterfulgt af EP’en med titlen Away For All Time med tre sange på. De i alt fire sange er alle små mesterværker, der hylder dig ind i en smuk nostalgisk stemning med referencer til popæstetik fra både 80’erne og 90’erne.

Produktionen er fløjlsblød og atmosfærisk, og Matildas luftige vemodig stemme får mig i nogle passager at tænke på engelske Dido, hvis sang Here With Me jeg havde et mega crush på i 1999. Yndlingsnummeret er nok Video Child, hvor den tilbageskuende og melankolsk stemning og smukke melodi virkelig får følelserne frem i mig.

Jeg glæder mig til at se Many Voices Speak’s næste træk.

Related Posts with Thumbnails

Tags: , , , , , ,

Leave a Reply