6 udenlandske navne du skal holde øje med i 2017

11 feb 2017 by Søren Lund Korsgaard, No Comments »

Dis­se 6 kunst­ne­re er nog­le af dem, jeg synes, du hol­de øje med i 2017 uden for Dan­marks græn­ser. Jeg har kig­get i spå­kug­len, og det vil over­ra­ske mig, hvis de ikke hver især sæt­ter et sig­ni­fi­kant aftryk på musi­kå­ret, vi nu er inde i.

Charlie Cunningham

Eng­læn­de­ren Char­lie Cun­ning­ham blev anbe­fa­let til mig af en god musik­kyn­dig ven, der viste mig en live­ses­sion-optræ­den af san­gen Plans, som vir­ke­lig krøb ind under huden på mig.

Det fik mig til at tjek­ke hans, på det tids­punkt, fore­lø­bi­ge to EP’er ud, som jeg valgt tre san­ge fra til min guld­korns­play­li­ste for decem­ber 2015. Siden har jeg holdt øje med Cun­ning­ham og glæ­det mig til, at hans fuld­læng­de debut Lines skul­le lan­de her den 27. janu­ar. Og den lever til ful­de op til mine for­vent­nin­ger!

De 12 num­re er ful­de af smuk­ke melo­di­er og arran­ge­men­ter, spar­somt instru­men­te­ret med gui­tar, Cun­ning­hams tænk­som­me vokal og sub­ti­le, lavfre­kven­te og lunt bøl­gen­de elek­tro­ni­ske tek­s­tu­rer. Det gæl­der blandt på åbnings­num­me­ret An Ope­ning — en melan­kolsk per­le, som var blandt mine abso­lut­te favo­rit­ter fra 2016.

Cun­ning­ham har stu­de­ret gui­tar i Sevil­la i Anda­lu­si­en, hvor musik­gen­ren fla­men­co stam­mer fra, og det har smit­tet af på hans spil­le­tek­nik på en nylon­stren­get gui­tar, som er meget ryt­misk. Af og til smit­ter det også af på hans vokal­tek­nik, som på f.eks. de emi­nen­te num­re Mini­mum og Answers. 

Der er gene­relt mas­ser af luft og og rum­klang på album­met, som får det til at lyde som om, num­re­ne er ind­spil­let i en kir­ke. Det til­fø­jer san­ge­ne tyng­de på trods af, at det på over­fla­den lyder mere svæ­ven­de og vægt­løst.

Char­lie Cun­ning­ham læg­ger sig i slip­strøm­men på sin­ger-songwri­te­re som José Gon­zález, Ben Howard og Nick Mul­vey, og nog­le vil måske mene, at Cun­ning­ham slæg­ter dis­se lidt for meget på. Men i mine øjne pla­ce­rer kva­li­te­ten af hans san­ge ham i sam­me liga. Det kan kun gå for lang­somt med at boo­ke ham til kon­cert i DK — høre i efter boo­k­e­re der­u­de?

Lyt til Lines her:

Ary

Nor­ske Ari­ad­ne Loin­sworth, hvis kæle- og kunst­ner­navn er ARY, byder på æte­risk elek­tro­nisk pop med en vokal, min­der en smu­le om Bjørks. I Nor­ge er hun af man­ge musik­me­di­er udpe­get til at være et navn, man skal hol­de øje med. Hun vandt bl.a. Gaf­fa pri­sen i Nor­ge for “årets nor­ske nykom­mer”.

Tre funk­len­de, nær­mest magi­ske sing­ler er det ind­til vide­re ble­vet til. Den bob­len­de, liv­li­ge Hig­her var før­ste sing­le og siden er The Sea og The End kom­met til, der føl­ger en mere spi­ri­tu­el, atmos­fæ­risk stem­ning.

Næste sing­le Child­hood dreams slip­per hun løs 17. febru­ar. Hold øje med den!

 

Gangly

Gang­ly laver mørkt, skævt og bastungt elek­tro­nisk pop. San­gen Fuck With Someo­ne Else ram­te inter­net­tet i 2015 uden nær­me­re info om, hvem der stod bag pro­jek­tet. Men poten­ti­a­let var ikke til at tage fejl af.

I dag står det klart, at Gang­ly består af de island­ske musi­ke­re Sin­dri Már Sig­fús­son fra Sin Fang, Úlfur fra Oya­ma og den talent­ful­de Jófríður Ákadót­tir fra Sama­ris. Det er en trio som ikke har travlt, idet de hver især har andre musi­kal­ske pro­jek­ter i gang ved siden af Gang­ly. Der­for hør­te vi kun fra dem to gan­ge i 2016 i form af Holy Gro­unds og Blow Out, men jeg håber at de bli­ver mere akti­ve i 2017!

I øvrigt er de ani­me­re­de musik­vi­deo­er til Gang­lys musik lidt af en ople­vel­se i sig selv. Bil­le­der­ne i slow-motion af bl.a. men­ne­ske­skik­kel­ser og plan­ter lavet af en slags leven­de, fly­den­de guld omgi­vet af bælg­mør­ke synes at for­læn­ge det mør­ke og mysti­ske i musik­ken på meget dra­gen­de vis.

 

Loney Dear

Jeg har et nostal­gisk for­hold til Emil Svanän­gens musik, som jeg opda­ge­de i en tur­bu­lent tid, da jeg var i star­ten af 20’erne til­ba­ge i 2004. Hans lyd­sig­na­tur og smuk­ke men også lidt sære fal­set lig­ger der­for mit hjer­te nær. Der­for glæ­der det mig også, at hans sene­ste mate­ri­a­le lover vir­ke­lig godt for hans kom­men­de 7. album her i 2017. Det før­ste i ca. 5 år.

I et nyligt inter­view til The Line Of Best Fit løf­te­de Emil lidt af slø­ret for, hvad der kom­mer til at karak­te­ri­se­rer det nye album, som får tit­len #7:

I would say it’s a big bro­t­her to Loney Noir (album fra 2007 red.), dres­sed like Nick Cave, smoking Chin­e­se ciga­ret­tes and polis­hing expen­si­ve crystals, sto­len from a rich CEO’s home. I’ve tri­ed to move towards the ana­lo­gy of the Ita­li­an kit­chen, with fewer ingre­di­ents, but it’s moved a bit to the brown mess at the end. This is gon­na be a clas­sic, with time­less electro­nic arran­ge­ments and decent songwri­ting. As usu­al, the songs are writ­ten whilst being arran­ged and per­for­med, so it’s not tra­di­tio­nal songwri­ting but with a men­tal foot in how the music will feel on sta­ge.”

Sing­len Hulls viser, at Loney Dear sta­dig er mester i at byg­ge et num­mer op, som sti­ger i inten­si­tet, her end­da på trods af kun få vir­ke­mid­ler — bøl­gen­de synt­h­strøg, lil­le­trom­me-domi­ne­ret per­kus­sion og Emils insi­ste­ren­de vokal. Det er et vidun­der­ligt hyp­no­tisk num­mer.

 

Anna Of The North

Den nor­ske duo Anna of the North, bestå­en­de af Anna Lot­ter­ud & Bra­dy Dani­ell-Smith, laver til­gæn­ge­ligt, reflek­te­ren­de, bit­ter­sød pop med roman­ti­ske over­to­ner og nostal­gi­ske under­to­ner. Det er radioven­ligt uden at bære præg af at være pro­du­ce­ret til radio. Med andre ord, det her er pop som for en gangs skyld fortje­ner at bli­ve popu­lært. Her er der IKKE gået efter en over­pro­du­ce­ret og over­sty­ret hits for kids lyd, som ellers (desvær­re) gen­nem­sy­rer kom­merci­el radio i dag. Her er der tænkt over tin­ge­ne, hver lyd­mæs­sig detal­je er gen­nemtænkt, og melo­di­er­ne er ori­gi­na­le, har gen­nem­slags­kraft og er ikke skå­ret efter en kal­ku­le­ret kom­merci­el ska­be­lon. 

Det er intel­li­gent, pastel­far­vet, sen­si­bel pop, som sam­ti­dig er blåø­jet nok til at ram­me tee­na­ge­ren i mig, lidt som jeg fore­stil­ler mig at tv-seri­en SKAM vil­le gøre, hvis jeg ellers kun­ne nos­se mig sam­men til at se den.

 

Many Voices Speak

Bag Many Voi­ces Spe­ak står sven­ske Matil­da Mård og band. I okto­ber gjor­de hun sig bemær­ket med et stil­le, men smukt cover af Richard Rod­gers og Lorenz Hart’s Blue Moon fra 1934, efter­fulgt af EP’en med tit­len Away For All Time med tre san­ge på. De i alt fire san­ge er alle små mester­vær­ker, der hyl­der dig ind i en smuk nostal­gisk stem­ning med refe­ren­cer til popæ­ste­tik fra både 80’erne og 90’erne.

Pro­duk­tio­nen er fløjls­blød og atmos­fæ­risk, og Matil­das luf­ti­ge vemo­dig stem­me får mig i nog­le pas­sa­ger at tæn­ke på engel­ske Dido, hvis sang Here With Me jeg hav­de et mega crush på i 1999. Ynd­lings­num­me­ret er nok Video Child, hvor den til­ba­ge­sku­en­de og melan­kolsk stem­ning og smuk­ke melo­di vir­ke­lig får følel­ser­ne frem i mig.

Jeg glæ­der mig til at se Many Voi­ces Speak’s næste træk.

Related Posts with Thumbnails

Tags: , , , , , ,

Leave a Reply

Follow Me!

Follow Me! Follow Me! Follow Me! Follow Me!