Udenlandske favoritalbums 2016

5 mar 2017 by Søren Lund Korsgaard, No Comments »

Ja, jeg ved det, 2016 er long gone, så det måske virke lidt underligt at komme med endnu en tilbageskuende årsliste her ca. 2 måneder efter, at 2016 lukkede sin dør i. Jeg må erkende, at jeg har svært ved at følge med i det tempo, som musikverdenen – og verden i det hele taget bevæger sig i. Musik tager tid. Tid til at åbenbare sig overfor sin lytter. Og når det gælder årslister – tid til at danne sig et overblik over. Når man så også er en person, der samtidig af natur er grundig og langsom, og finder det naturstridigt at skøjte let og hurtigt hen over tingene – også sådan helt generelt, så sker det at årslisten over mine favoritalbums bliver forsinket med et par måneder som nu.

God musik er langtidsholdbart og har jo derfor heldigvis ikke en udløbsdato, og på den baggrund håber jeg stadig, du synes, denne liste er relevant for dig.

Her er mine favoritalbums fra 2016 i tilfældig rækkefølge:

Whitney – Light Upon The Lake

Light Upon The Lake er en uomgængelig god plade med fantastiske melodier. Lyden er varm, sangene tidsløse og nostalgiske. Teksterne kredser om tunge temaer som forlist kærlighed og ensomhed, men alligevel emmer albummet det af optimistisme og sommer. Elton John er fan og det er Musik Mig Blidt også!

 

Nils Frahm & Olafur Arnalds – Trance Frendz

Nils Frahm og Ólafur Arnalds er to af dem mest signifikante stemmer inden for neoklassisk musik og electronica. De er også bedste venner og mødes jævnligt og jammer sammen. Trance Frendz er resultatet af en 8 timers improviseret piano-baseret og ambient live-session i Nils Frahms hjemmestudie i Berlin. Det er en magisk rejse ind i to to venners nysgerrige udforskning af et fælles musikalske sprog, som især brillerer ved sit intime udtryk og udprægede fornemmelse for sensibilitet. En rørende symbiose af en plade, der på visse numre perfekt indkapsler lyden af nattero.

 

Solomon Grey – Solomon Grey

Solomon Grey’s selvbetitlede debutalbum er en eminent og helstøbt genistreg. Inspirationen er tydelig; et ambient univers med masser af synths, strygere, tunge trommer, samplebidder, rumklang og følelsesfuld falset, hvis samlede udtryk drager paralleller til Apparat, M83 og Sigur Rós. Det er pop med en symfonisk kvalitet. Albummet er utroligt drømmende og sfærisk, og med stor detaljerigdom i produktionen. Det er ikke kun de storladne og smukke, filmiske kompositioner som imponerer. Solomon Grey forstår også at skabe fine up-tempo numre, som er både virkelig catchy, funky og dansevenlige.

 

Morly – Something More Holy (EP)

Morly’s EP Something More Holy er bare vokset og vokset, hver gang jeg har sat den på anlægget. Især de tre første sange ud af de i alt fire på EP’en er et studie i hvordan sjælfuld minimalistisk pop skal skæres.

 

Klangstof – Close Eyes To Exit

Norske Klangstofs debutalbum er et album med stor variation. Det indeholder dystre og storladne numre og passager med en sfærisk baggrund og en vokal, der bringer tankerne mod Radiohead. Der er mere elektroniske og beatbaserede numre ala en poppet version af Darkside, og så har vi dele, der befinder sig på mere episk, opløftende territorium, hvor der åbnes op for en udpræget cinematisk dimension, der minder lidt om Sigur Rós.

Klangstof er et band, der tør eksperimentere med strukturer og teksturer, og som gør det overbevisende. Close Eyes To Exit er et spændende og varieret take på alternativ popmusik anno 2016, og det er svært at tro, at det faktisk er et debutalbum.

 

Mt. Wolf – Hex (EP)

At lytte til de fire sange på Hex er en følelsesfuld affære. I de stille passager, er det lyden af en begyndende, forsigtig og uskyldsren forelskelse, der også er smertefuld og bittersød. I de mere upbeat og instrumentalt mættede passager lyder det som kulminationen på en stormende forelskelse, hvor endorfinerne pumper rundt i kroppen og slår gnister på en visuel baggrund af en nattehimmel oplyst af guldregns-eksploderende fyrværkeri. Strygerne, trommerne og ikke mindst den krystalklare falset danner himmelstræbende soundtrack til denne følelse og scene.

 

Christian Löffler – Mare

Intelligent,tankevækkende electronica/techno med smukke frostklædte melodier, støttet af organisk feltoptagelser og blide vokaler fra Mona Steinwidder (aka Mohna) og Löffler selv.Det er upbeat men alligevel indadvendt og melankolsk. Mare er lyden af ensom, men vidunderlig eskapisme i 75 minutter.

 

Keaton Henson – Kindly Now

Seneste udgivelse fra Keaton Henson er mesterlig formidling af hjerteskærende melankoli og kærestesorger af Van Gogh-mytiske dimensioner. Sangene er stærke, lettilgængelige melodier i hovedsageligt klaver- og violinbårne tidsløse arrangementer, præget af klassiske elementer. Vokalpræstationen svinger, som på tidligere albums, fra det sart vibrerende til det “over the top” patosfyldte. På langt størsteparten af Kindly Now, lykkes det dog Henson at beherske og indhegne vokalen med så stærke melodier og rig variation i arrangementerne, at det på en gang får vist sangerens introverte skrøbelighed men stadig række udad og er tilpas varieret nok til, at det hele ikke bliver en for tung og drænende omgang.

 

Christine and the Queens – Chaleur Humaine

Christine and the Queens (Héloïse Letissier) serverer på Chaleur Humaine lækkert, blødt produceret pop med hiphop- og carbaretelementer og en stærk, sensuel vokal med umiskendelig charmerende fransk accent. Umiddelbart en sag uden modhager. Men i Christines vokal og tekstunivers ligger noget skævt, stikkende, cool og nærværende gemt. Noget uafrysteligt vedkommende, som giver albummet kant.

I både tekstuniverset, albummets artwork og i Christines liveoptrædener, er der tydeligt en provokatør på spil i sin – ikke puritanske men snarere ”lad os dog hæve barren lidt, skal vi?” – afstandstagen til den seksualiserede popprinsesse – med bl.a. tydelige queer-referencer. Med andre ord en forfriskende tilgang til pop – både indenfor og udenfor selve det musikalske univers.

 

Son Lux – Stranger Forms

Son Lux har i mange år været en Musik Mig Blidt-yndling og selvom Stranger Forms “blot” er et slags remake album, hvor bandets egne sange fra 2015-LP’en Bones bliver genfortolket og omarrangeret, er det stadig en ren opvisning i avancerede rytmiske krumspring og en uovertruffen fornemmelse for smukke melodier og syrede elektroniske lydlandskaber. Disse remixes drejer originalerne ind på nye interessante veje, og at de føles lige så friske og relevante som originalerne, siger en del om kildematerialets høje kvalitet.

 

Will Cookson – Ghosts Of The Moning Sun

Det ville overraske mig, hvis du kender Will Cookson, medmindre du har lagt mærke til de numre af ham, jeg har haft på mine guldkornsplaylister. Han er ret ukendt. Selv faldt jeg over hans Ghosts Of The Moning Sun, fordi kollegaen Tom Rosenthal, som jeg følger på Facebook, anbefalede det.

Det er jeg virkelig taknemmelig for! Albummets akustiske folk-melodier er nemme at forelske sig i. Lyrik og musik er smukt afstemt. Akustisk guitar, klaver og cello er de primære instrumenter, mens Cooksons lune og intimt afdæmpede vokal, ofte suppleret af naivt klingende kvindelig backupvokal, formidler de fine, poetiske hverdagsnarrativer. Det er helende musik, hvor hverdagens stress og jag sættes på hold.

Will Cookson opfinder ingen dybe tallerkener på Ghosts Of The Moning Sun, og albummet løber også lidt tør for de gode ideer på de sidste par numre, men ikke desto mindre er albummet et fornemt bud på et drømmende søndagssoundtrack.

Related Posts with Thumbnails

Tags: , , , , , , , , , , , ,

Leave a Reply