Udenlandske favoritalbums 2016

5 mar 2017 by Søren Lund Korsgaard, No Comments »

Ja, jeg ved det, 2016 er long gone, så det måske vir­ke lidt under­ligt at kom­me med end­nu en til­ba­ge­sku­en­de års­li­ste her ca. 2 måne­der efter, at 2016 luk­ke­de sin dør i. Jeg må erken­de, at jeg har svært ved at føl­ge med i det tem­po, som musik­ver­de­nen — og ver­den i det hele taget bevæ­ger sig i. Musik tager tid. Tid til at åben­ba­re sig over­for sin lyt­ter. Og når det gæl­der års­li­ster — tid til at dan­ne sig et over­blik over. Når man så også er en per­son, der sam­ti­dig af natur er grun­dig og lang­som, og fin­der det natur­stri­digt at skøjte let og hur­tigt hen over tin­ge­ne — også sådan helt gene­relt, så sker det at års­li­sten over mine favo­ri­tal­bums bli­ver for­sin­ket med et par måne­der som nu.

God musik er lang­tids­hold­bart og har jo der­for hel­dig­vis ikke en udløbs­da­to, og på den bag­grund håber jeg sta­dig, du synes, den­ne liste er rele­vant for dig.

Her er mine favo­ri­tal­bums fra 2016 i til­fæl­dig ræk­ke­føl­ge:

Whitney — Light Upon The Lake

Light Upon The Lake er en uom­gæn­ge­lig god pla­de med fan­ta­sti­ske melo­di­er. Lyden er varm, san­ge­ne tids­lø­se og nostal­gi­ske. Tek­ster­ne kred­ser om tun­ge tema­er som for­list kær­lig­hed og ensom­hed, men alli­ge­vel emmer album­met det af opti­mi­stis­me og som­mer. Elt­on John er fan og det er Musik Mig Blidt også!

 

Nils Frahm & Olafur Arnalds — Trance Frendz

Nils Fra­hm og Óla­fur Arnalds er to af dem mest sig­ni­fi­kan­te stem­mer inden for neoklas­sisk musik og electro­ni­ca. De er også bed­ste ven­ner og mødes jævn­ligt og jam­mer sam­men. Tran­ce Frendz er resul­ta­tet af en 8 timers impro­vi­se­ret pia­no-base­ret og ambi­ent live-ses­sion i Nils Fra­hms hjem­mestu­die i Ber­lin. Det er en magisk rej­se ind i to to ven­ners nys­ger­ri­ge udforsk­ning af et fæl­les musi­kal­ske sprog, som især bril­le­rer ved sit inti­me udtryk og udpræ­ge­de for­nem­mel­se for sen­si­bi­li­tet. En røren­de sym­bio­se af en pla­de, der på vis­se num­re per­fekt ind­kaps­ler lyden af nat­te­ro.

 

Solomon Grey — Solomon Grey

Solo­mon Grey’s selv­be­tit­le­de debutal­bum er en emi­nent og hel­støbt geni­streg. Inspira­tio­nen er tyde­lig; et ambi­ent uni­vers med mas­ser af synt­hs, stry­ge­re, tun­ge trom­mer, sam­ple­bid­der, rum­klang og følel­ses­fuld fal­set, hvis sam­le­de udtryk dra­ger paral­lel­ler til Appa­rat, M83 og Sigur Rós. Det er pop med en sym­fo­nisk kva­li­tet. Album­met er utro­ligt drøm­men­de og sfæ­risk, og med stor detal­je­rig­dom i pro­duk­tio­nen. Det er ikke kun de stor­lad­ne og smuk­ke, fil­mi­ske kom­po­si­tio­ner som impo­ne­rer. Solo­mon Grey for­står også at ska­be fine up-tem­po num­re, som er både vir­ke­lig cat­chy, funky og dan­se­ven­li­ge.

 

Morly — Something More Holy (EP)

Mor­ly’s EP Somet­hing More Holy er bare vok­set og vok­set, hver gang jeg har sat den på anlæg­get. Især de tre før­ste san­ge ud af de i alt fire på EP’en er et stu­die i hvor­dan sjæl­fuld mini­ma­li­stisk pop skal skæ­res.

 

Klangstof — Close Eyes To Exit

Nor­ske Klang­stofs debutal­bum er et album med stor vari­a­tion. Det inde­hol­der dystre og stor­lad­ne num­re og pas­sa­ger med en sfæ­risk bag­grund og en vokal, der brin­ger tan­ker­ne mod Radio­he­ad. Der er mere elek­tro­ni­ske og beat­ba­se­re­de num­re ala en pop­pet ver­sion af Dark­si­de, og så har vi dele, der befin­der sig på mere episk, opløf­ten­de ter­ri­to­ri­um, hvor der åbnes op for en udpræ­get cine­ma­tisk dimen­sion, der min­der lidt om Sigur Rós.

Klang­stof er et band, der tør eks­pe­ri­men­te­re med struk­tu­rer og tek­s­tu­rer, og som gør det over­be­vi­sen­de. Clo­se Eyes To Exit er et spæn­den­de og vari­e­ret take på alter­na­tiv pop­mu­sik anno 2016, og det er svært at tro, at det fak­tisk er et debutal­bum.

 

Mt. Wolf — Hex (EP)

At lyt­te til de fire san­ge på Hex er en følel­ses­fuld affæ­re. I de stil­le pas­sa­ger, er det lyden af en begyn­den­de, for­sig­tig og uskylds­ren forel­skel­se, der også er smer­te­fuld og bit­ter­sød. I de mere upbe­at og instru­men­talt mæt­te­de pas­sa­ger lyder det som kul­mi­na­tio­nen på en stormen­de forel­skel­se, hvor endor­fi­ner­ne pum­per rundt i krop­pen og slår gni­ster på en visu­el bag­grund af en nat­te­him­mel oplyst af gul­dregns-eks­plo­de­ren­de fyr­vær­ke­ri. Stry­ger­ne, trom­mer­ne og ikke mindst den krystal­kla­re fal­set dan­ner him­mel­stræ­ben­de sound­tra­ck til den­ne følel­se og sce­ne.

 

Christian Löffler — Mare

Intelligent,tankevækkende electronica/techno med smuk­ke frost­klæd­te melo­di­er, støt­tet af orga­nisk felt­op­ta­gel­ser og bli­de voka­ler fra Mona Ste­inwid­der (aka Moh­na) og Löf­f­ler selv.Det er upbe­at men alli­ge­vel indad­vendt og melan­kolsk. Mare er lyden af ensom, men vidun­der­lig eska­pis­me i 75 minut­ter.

 

Keaton Henson — Kindly Now

Sene­ste udgi­vel­se fra Kea­ton Hen­son er mester­lig for­mid­ling af hjer­teskæ­ren­de melan­ko­li og kære­stesor­ger af Van Gogh-myti­ske dimen­sio­ner. San­ge­ne er stær­ke, let­til­gæn­ge­li­ge melo­di­er i hoved­sa­ge­ligt kla­ver- og vio­lin­bår­ne tids­lø­se arran­ge­men­ter, præ­get af klas­si­ske ele­men­ter. Vokal­præ­sta­tio­nen svin­ger, som på tid­li­ge­re albums, fra det sart vibre­ren­de til det “over the top” patos­fyld­te. På langt stør­ste­par­ten af Kind­ly Now, lyk­kes det dog Hen­son at beher­ske og ind­heg­ne voka­len med så stær­ke melo­di­er og rig vari­a­tion i arran­ge­men­ter­ne, at det på en gang får vist san­ge­rens intro­ver­te skrø­be­lig­hed men sta­dig ræk­ke udad og er til­pas vari­e­ret nok til, at det hele ikke bli­ver en for tung og dræ­nen­de omgang.

 

Christine and the Queens — Chaleur Humaine

Chri­sti­ne and the Que­ens (Héloï­se Letis­si­er) ser­ve­rer på Chal­eur Humai­ne læk­kert, blødt pro­du­ce­ret pop med hip­hop- og car­ba­re­t­e­le­men­ter og en stærk, sensu­el vokal med umi­sken­de­lig char­me­ren­de fransk accent. Umid­del­bart en sag uden mod­ha­ger. Men i Chri­sti­nes vokal og tek­stu­ni­vers lig­ger noget skævt, stik­ken­de, cool og nær­væ­ren­de gemt. Noget uaf­ryste­ligt ved­kom­men­de, som giver album­met kant.

I både tek­stu­ni­ver­set, album­mets artwork og i Chri­sti­nes live­op­træ­de­ner, er der tyde­ligt en pro­vo­ka­tør på spil i sin – ikke puri­tan­ske men sna­re­re ”lad os dog hæve bar­ren lidt, skal vi?” – afstands­ta­gen til den seksu­a­li­se­re­de pop­prin­ses­se — med bl.a. tyde­li­ge que­er-refe­ren­cer. Med andre ord en for­fri­sken­de til­gang til pop — både inden­for og uden­for sel­ve det musi­kal­ske uni­vers.

 

Son Lux — Stranger Forms

Son Lux har i man­ge år været en Musik Mig Blidt-ynd­ling og selv­om Stran­ger Forms “blot” er et slags rema­ke album, hvor ban­dets egne san­ge fra 2015-LP’en Bones bli­ver gen­for­tol­ket og omar­ran­ge­ret, er det sta­dig en ren opvis­ning i avan­ce­re­de ryt­mi­ske krums­pring og en uover­truf­fen for­nem­mel­se for smuk­ke melo­di­er og syre­de elek­tro­ni­ske lyd­land­ska­ber. Dis­se remixes dre­jer ori­gi­na­ler­ne ind på nye inter­es­san­te veje, og at de føles lige så fri­ske og rele­van­te som ori­gi­na­ler­ne, siger en del om kil­de­ma­te­ri­a­lets høje kva­li­tet.

 

Will Cookson — Ghosts Of The Moning Sun

Det vil­le over­ra­ske mig, hvis du ken­der Will Cook­son, med­min­dre du har lagt mær­ke til de num­re af ham, jeg har haft på mine guld­korns­play­li­ster. Han er ret ukendt. Selv faldt jeg over hans Ghosts Of The Moning Sun, for­di kol­le­ga­en Tom Rosent­hal, som jeg føl­ger på Face­book, anbe­fa­le­de det.

Det er jeg vir­ke­lig tak­nem­me­lig for! Album­mets aku­sti­ske folk-melo­di­er er nem­me at forel­ske sig i. Lyrik og musik er smukt afstemt. Aku­stisk gui­tar, kla­ver og cel­lo er de pri­mæ­re instru­men­ter, mens Cook­sons lune og intimt afdæm­pe­de vokal, ofte sup­ple­ret af naivt klin­gen­de kvin­de­lig back­up­vo­kal, for­mid­ler de fine, poe­ti­ske hver­dags­nar­ra­ti­ver. Det er helen­de musik, hvor hver­da­gens stress og jag sæt­tes på hold.

Will Cook­son opfin­der ingen dybe tal­ler­ke­ner på Ghosts Of The Moning Sun, og album­met løber også lidt tør for de gode ide­er på de sid­ste par num­re, men ikke desto min­dre er album­met et for­nemt bud på et drøm­men­de søn­dags­so­und­tra­ck.

Related Posts with Thumbnails

Tags: , , , , , , , , , , , ,

Leave a Reply

Follow Me!

Follow Me! Follow Me! Follow Me! Follow Me!