Musik Mig Blidt

The Care­ta­kers album med den velvalg­te titel An Emp­ty Bliss Bey­ond This Wor­ld er et sært dra­gen­de bekendt­skab. Det sære lig­ger for mit ved­kom­men­de i, at jeg på en og sam­me tid synes, musik­ken både er hyg­ge­lig og uhyg­ge­lig på sam­me tid.

James Leyland Kir­by, som står bag pla­den, har sam­plet gam­le pla­der med bal­l­room jazz musik fra før krig­sti­den. Vinyl­me­di­ets skrat­ten og sta­ti­ske støj vibre­re kon­stant i for­grun­den, og får det næsten til at lyde som sad man for­an en kni­tren­de pejs.

Den gam­le musik vil­le i sin ori­gi­na­le form mesten­dels være den type hyg­ge­li­ge musik man dan­se­de kind­dans til i gam­le dage eller sad og nød god mad på en restau­rant til. Det er i hvert fald det bil­le­de, jeg får. Alli­ge­vel er det ikke det sam­me i det­te tilfælde.

Det er nem­lig noget ved lyden, der vir­ker en smu­le skræm­men­de på mig. Det er svært at sæt­te fin­ge­re­ren på, hvad det præ­cist er. Måske er det lyden af noget ori­gi­nalt, der er gået i for­fald. Måske er det den nostal­gi­ske insi­ste­ren i lyden og de loope­de pas­sa­ger, der nog­le gan­ge får en til at føle, at man er sid­der fast i rum til­hø­ren­de en svun­den tid til og er vid­ne til et spø­gel­ses­bal. Lyden er lige­som luk­ket inde og vir­ker distan­ce­ret, som svæl­ge­de man i fjer­ne min­der, som er smer­te­ful­de, for­di de er slø­re­de og util­nær­me­li­ge. Et for­ti­dens ekko.

Da jeg læste mere op på James Leyland Kir­by’s musi­kal­ske vir­ke, gik det op for mig, at det måske ikke var så mær­ke­ligt, at jeg fik dis­se for­nem­mel­ser og følel­ser. Musik­ken er nem­lig inspi­re­ret af Alzhei­mer’s patien­ter evne til at huske dele af san­ge fra langt til­ba­ge på trods af sti­gen­de hukom­mel­ses­tab og sæt­te dem i for­bin­del­se med ste­der og personer.

Tit­ler­ne rum­mer da også i sig selv refe­ren­cer til det tragi­ske i det at miste hukom­mel­sen — f.eks. “Tiny Gra­di­a­tions Of Loss”, “Men­tal Caverns Wit­hout Suns­hine” All You’re Going To Want To Do Is Get Back The­re” og  “Feel As If I Might Be Vanis­hing”. Fle­re san­ge stop­per end­da sim­pelt hen helt brat midt i det hele som for at simu­le­re hukom­mel­sens fru­stre­ren­de begrænsninger.

Det hele bli­ver hen mod slut­nin­gen lidt for frag­men­te­ret og usam­men­hæn­gen­de til min smag, men det ændrer ikke på at An Emp­ty Bliss Bey­ond This Wor­ld er en fasci­ne­ren­de musi­kalsk rej­se til­ba­ge i tiden og ind i et gam­melt sinds hukom­me­les krinkelkroge.

Lyt engang til et par san­ge eller stream hele album­met og lad mig høre, hvad din ople­vel­se er.

The Care­ta­ker: “Libet’s Delay” by alte­redzo­nes

The Care­ta­ker: “All You’re Going To Want To Do Is Get Back The­re” by alte­redzo­nes

The Care­ta­ker: “Moments Of Suf­fi­ci­ent Luci­di­ty” by alte­redzo­nes

The Care­ta­ker: An Emp­ty Bliss Bey­ond This Wor­ld by alte­redzo­nes 

Er du ble­vet lun på The Care­ta­ker, så tag og stream hans Per­si­stent repe­ti­tion of phra­ses fra 2008 som måske er bed­re, hvis man skal tro anmel­del­ser. Ved før­ste gen­nem­lyt er jeg fak­tisk til­bø­je­lig til at give dem ret.

The Care­ta­ker | buy

The Care­ta­ker | Bandcamp