Musik Mig Blidt

I den for­gang­ne wee­kend løb Sónar Copen­ha­gen for før­ste gang af stab­len! Se foto­repor­ta­gen oven­for for at få en for­nem­mel­se af stem­nin­gen. De kla­re høj­de­punk­ter for mit ved­kom­men­de var Tara­ga­na Pyja­ra­ma, Alo Wala, Jon Hopkins og især Kiasmos!

Sidst­nævn­te bril­le­re­de mere eller min­dre fra start til slut med et læk­kert sam­men­sat mix bestå­en­de af ude­luk­ken­de deres eget mate­ri­a­le. Over ca. 75 minut­ter blev publi­kum for­kælet med både på iskold chil­let electro­ni­ca-tech­no og mere par­tyclub-ori­en­te­re­de og tran­ce­væk­ken­de num­re. I øvrigt sup­ple­ret af per­fekt mat­chen­de visu­als. Og Kias­mos slut­te­de af med brag! Ikke et plud­se­ligt et af slagsen, men den slags, hvor man kan høre det kom­me lang tid for­in­den og hvor bra­get i sig selv bli­ver truk­ket ud som i slo­w­mo­tion, men lyder sta­digt mere og mere intenst.

Afslut­nings­num­me­ret var helt kon­kret en ca. dob­belt så lang (som album­ud­ga­ven) og vir­ke­lig majæ­ste­tisk udga­ve af den cres­cen­do-søgen­de Bent, og Kias­mos fik der­ved som festi­va­lens sid­ste live-act sat et for­nemt punk­tum for både deres egen kon­cert og Sónar Copen­ha­gen som hel­hed. Jeg gik fra DR Kon­cert­hu­set nostal­gisk drøm­men­de og nær­mest orgas­misk-eksta­tisk opløf­ten­de opløftet!

Kias­mos spil­le­de for­ud for Sónar Copen­ha­gen i Lon­don til Con­ver­gen­ce Festi­val, hvor de gav en stort set iden­tisk kon­cert. Hele kon­cer­ten lig­ger fak­tisk til stream! Jeg har sat video­en neden­for til at star­te ved før­nøvn­te Bent en time og 5 minut­ter inde, (tryk på den STORE play-knap — IKKE den lil­le nede i ven­stre hjør­ne). Vil tro du så får en for­nem­mel­se af den ekst­a­se, jeg snak­ker om! Alter­na­tivt ka du selv­føl­ge­lig også afspil­le hele her­lig­he­den fra start til slut, hvis du vil ople­ve, hvor­dan Kias­mos med fin for­nem­mel­se for effek­tiv pro­g­res­sion byg­ger en kon­cert op.