Son Lux, Stengade, 31/1–2014

31 okt 2013 by Søren Lund Korsgaard, No Comments »

son lux

Få timer før vi gik ind i febru­ar måned, ind­t­og Son Lux en udsolgt kon­cert i Sten­ga­des lavlof­te­de loka­le. Jeg hav­de set meget frem til kon­cer­ten siden den blev annon­ce­ret i efter­å­ret, for jeg har været fan af Ryan Lott, Son Lux’ vir­ke­li­ge navn, siden jeg før­ste gang lyt­te­de til hans debutal­bum At War With Walls And Mazes et år efter den udkom i 2009. End­nu mere impo­ne­ret var jeg af album­met We Are Rising fra 2011, og da et remixal­bum (som kan kun høres på Bandcamp) med bidrag af bl.a. Bat­hs og Vio­let­ness udkom i 2012, begynd­te jeg på en arti­kel til blog­gen. Men som det ofte sker, blev jeg opta­get af andre skri­ve­ri­er og beslut­te­de at ven­te med at beret­te om Son Lux, da jeg hør­te at et tred­je regu­lært album fra ame­ri­ka­ne­ren var på vej. Det­te album med tit­len Lan­terns lan­de­de i slut­nin­gen af okto­ber sid­ste år og skuf­fe­de ikke.

Med andre ord er det på høje tid, at Son Lux får nog­le ord med på vej­en her på MMB!

Til­ba­ge til kon­cer­ten på Sten­ga­de. Son Lux hav­de med­bragt et kom­pe­tent live­band bestå­en­de af en trom­mesla­ger Ian Chang og gui­ta­rist Rafiq Bha­tia. Kort inde i kon­cer­ten stod det klart, at Son Lux’s lydu­ni­vers i live­sam­men­hæn­ge er væsent­ligt mere club­bet, aggres­sivt og stø­jen­de og ryt­misk mere avan­ce­ret end på stu­di­e­ind­spil­nin­ger. Fle­re af num­re­ne var udbyg­get så meget, at de vare­de op imod dob­belt så lang tid og var mere eks­pe­ri­men­te­ren­de med skæ­ve og fan­ta­si­ful­de taktar­ter, legen­de brug af gui­tar og et vir­var af både nye og vel­kend­te elek­tro­ni­ske lyde og orga­ni­ske samp­les som f.eks. gud­dom­me­li­ge og højtra­ven­de korar­ran­ge­men­ter.

Check blandt andet 05:30 (Alter­na­te Wor­ld) og 34:00 (Ran­som) i den­ne ful­de live kon­certvi­deo fra en kon­cert i Bel­gi­en. Her frem­går det tyde­ligt, hvor­dan man­ge af num­re­ne er ble­vet kry­dret og udbyg­get betrag­te­ligt ryt­misk og instru­men­talt med en mere aggres­siv lyd til føl­ge.

 

Den­ne mere udad­vend­te og eks­pe­ri­men­te­ren­de til­gang kom som lidt af et chok for mig. Son Lux’ musik spæn­der nem­lig i for­vej­en bredt på ind­pil­nin­ger og har en unik lyd, der kom­bi­ne­rer alt fra elek­tro­nisk, hip hop, indie, (freak)folk og sågar neoklas­si­ske, fil­mi­ske ele­men­ter med him­mel­stræ­ben­de stem­nin­ger, så det er svært at fore­stil­le sig, at Son Lux’ musik kan bære fle­re dimen­sio­ner. I star­ten var jeg da også util­freds. Lyden vir­ke­de for mæt­tet og ener­gisk, og jeg sav­ne­de det rum for melan­kolsk efter­tænksom­hed, som jeg ken­der så godt i hans musik. Hvor var inder­lig­he­den og skrø­be­lig­he­den?

Lang­somt ændre­de jeg dog opfat­tel­se. Ener­gi­en for­næg­te­de sig ikke og begynd­te at smit­te af, og jeg begynd­te at fin­de det spæn­den­de og nydel­ses­fuldt at gå på genop­da­gel­se i Son Lux’ nu end­nu mere ekvi­li­bri­sti­ske kom­po­si­tio­ner. De stær­ke melo­di­er var intak­te på trods og blev kun mid­ler­ti­digt tabt af syne, når Son Lux og band tog sig en instru­men­tal afstik­ker, hvil­ket ske­te hyp­pigt. Jeg kun­ne sta­dig nyn­ne med og nød at kun­ne gøre det til nye fri­ske ind­pak­nin­ger. Para­doksalt nok var den sprag­le­de og hype­re­ner­gi­ske Lost It To Trying, hvor der på pla­den sker så man­ge ting på én gang, at man helt mister pusten, den sang, som live var mest tro mod ori­gi­na­lind­spil­nin­gen, hvis man ser bort fra en instru­men­tal udbyg­ning tre fjer­de­le hen­ne i num­me­ret, der på det nær­me­ste remixe­de ori­gi­na­len.

 

Betrag­ter man kon­cer­ten i sin hel­hed var Son Lux var hel­dig­vis god til at benyt­te sig af kon­tra­ster, såle­des at det mæt­te­de og ener­gi­ske tit blev afveks­let af instru­men­talt nøg­ne pas­sa­ger, hvor Ryan Lotts vokal fik lov at glim­re og åbne op for de melan­kol­ske årer i Son Lux’ uni­vers. Dis­se årer lå sær­ligt blot­lagt i de nedt­o­ne­de og lang­som­me san­ge Stay fra debu­ten At War with Walls And Mazes samt set­tets (og Lan­terns’) sid­ste sang Lan­terns Lit, hvor Lott stod ale­ne på sce­nen kun akkom­pag­ne­ret at sit reso­ne­ren­de key­bo­ard. I dis­se momen­ter var jeg rørt af hans længsels­ful­de inder­lig­hed. Kaste­de man et blik på Ryan Lotts hals, kun­ne inten­si­te­ten i musik­ken også tyde­ligt aflæ­ses i de spænd­te sener og frem­træ­den­de blodå­rer.

 

Lad os hvi­le ved Lotts vokal et øje­blik. Hans vokal står ikke lige­frem for klas­sisk skønsang, men er til gen­gæld meget dra­gen­de og sår­bar, let hæs og med en følel­ses­mæs­sig ner­ve, som gør den smuk på sin egen måde. Live var jeg meget impo­ne­ret. Dens vidun­der­li­ge særeg­ne klang vir­ke­de for­stær­ket og hav­de lige en tand mere pon­dus end på stu­di­e­ind­spil­nin­ger­ne. Den var mere udkræn­gen­de og det vir­ke­de som om, der var mere på spil. Det hjalp også, at Ryan Lotts sce­ne­op­træ­den var meget nær­væ­ren­de. I de stor­lad­ne og ind­føl­te pas­sa­ger stod han ofte med hæn­der­ne højt hævet over hove­d­et, som for at frem­hæ­ve de gud­dom­me­li­ge ele­men­ter i musik­ken, mens han i de ryt­misk avan­ce­re­de og mere ener­gi­ske pas­sa­ger kamps­ved­te og var så medre­vet, at han gjor­de løjer­li­ge knæk med krop­pen.

 

Læng­den på kon­cer­ten var i sig selv en gave til publi­kum. Den vare­de over 1½ time, men jeg kede­de mig ikke på noget tids­punkt, for­di det hele var så friskt og kon­trast­fyldt. Det er des­u­den, efter at jeg har gen­lyt­tet til Son Lux i høre­te­le­fo­ner, gået op for mig, at de club­be­de, aggres­si­ve og ryt­misk skæ­ve dimen­sio­ner i Son Lux’ musik fak­tisk har været der hele tiden, dog i mere mode­rat omfang. I live­sam­men­hæng er de truk­ket i for­grun­den og for­stær­ket.

Son Lux mere end leve­de op til mine for­vent­nin­ger. Sam­men med sit band for­e­ne­de Ryan Lott for­nemt avant­gar­de med pop, det eks­pe­ri­men­te­ren­de med det melo­di­sø­se, og sam­ti­dig var udtryk­ket sprag­let men alli­ge­vel sam­men­hæn­gen­de og sam­men­sat.

 

Det kan varmt anbe­fa­les at gå på opda­gel­se i Son Lux’ bag­ka­ta­log, hvis du ikke alle­re­de ken­der til Son Lux’ musik (links i bun­den af ind­læg­get). Lan­terns er klart hans mest sam­men­sat­te værk til dato, men det tid­li­ge­re udgi­vet mate­ri­a­le gem­mer også på mas­ser af inter­es­san­te ting. Jeg er ikke bleg for at kal­de Son Lux’ lydu­ni­vers for “next level shit”, for­di han så ube­svæ­ret kom­bi­ne­rer så man­ge for­skel­li­ge gen­rer, uden at det kom­mer ud som noget rod i den anden ende.

Det er egent­lig ikke så mær­ke­ligt, at Son Lux’ musik træk­ker på så man­ge musi­kar­ter. Han star­te­de med at spil­le kla­ver som 6-årig, lær­te at spil­le trom­mer, jazz, punk og pop i high school og stu­de­re­de siden kom­po­si­tion på uni­ver­si­te­tet. Han blev i 2007 fuld­tids­kom­po­nist for et rek­la­me­fir­ma og har i nye­re tid både kom­po­ne­ret og lavet lyd­de­sign til spil­le­film (bl.a. Loo­per og Dis­ap­pea­ran­ce of Ele­a­nor Rig­by og Don Jon) samt dan­se­fo­re­stil­lin­ger. Et side­pro­jekt med nav­net s / s / s, der er et sam­ar­bej­de med den alsi­di­ge Sufjan Ste­vens og rap­pe­ren Seren­ge­ti, blev oven i købet søsat i 2012. Alle dis­se for­skel­li­ge musi­kal­ske ret­nin­ger og even­tyr har præ­get Son Lux’ kom­plek­se og sam­men­sat­te lydu­ni­vers.

Dyk ned i Lan­terns’ forun­der­li­ge uni­vers via enten Bandcamp, Spo­ti­fy eller WiMP:

 

 

Tjek også det­te smuk­ke cover af Wea­pons fra At War With Walls And Mazes, som den isra­el­ske musi­ker Noga Erez har begå­et

 

Her er ori­gi­na­len:

 

Son Lux | Home­pa­ge
Son Lux | Bandcamp
Son Lux | Face­book
Son Lux | Spo­ti­fy
Son Lux | WiMP

Related Posts with Thumbnails

Tags: , , , , , , , , , , , , ,

Leave a Reply

Follow Me!

Follow Me! Follow Me! Follow Me! Follow Me!