Son Lux, Stengade, 31/1–2014

31 okt 2013 by Søren Lund Korsgaard, No Comments »

Få timer før vi gik ind i februar måned, indtog Son Lux en udsolgt koncert i Stengades lavloftede lokale. Jeg havde set meget frem til koncerten siden den blev annonceret i efteråret, for jeg har været fan af Ryan Lott, Son Lux’ virkelige navn, siden jeg første gang lyttede til hans debutalbum At War With Walls And Mazes et år efter den udkom i 2009. Endnu mere imponeret var jeg af albummet We Are Rising fra 2011, og da et remixalbum (som kan kun høres på Bandcamp) med bidrag af bl.a. Baths og Violetness udkom i 2012, begyndte jeg på en artikel til bloggen. Men som det ofte sker, blev jeg optaget af andre skriverier og besluttede at vente med at berette om Son Lux, da jeg hørte at et tredje regulært album fra amerikaneren var på vej. Dette album med titlen Lanterns landede i slutningen af oktober sidste år og skuffede ikke.

Med andre ord er det på høje tid, at Son Lux får nogle ord med på vejen her på MMB!

Tilbage til koncerten på Stengade. Son Lux havde medbragt et kompetent liveband bestående af en trommeslager Ian Chang og guitarist Rafiq Bhatia. Kort inde i koncerten stod det klart, at Son Lux’s lydunivers i livesammenhænge er væsentligt mere clubbet, aggressivt og støjende og rytmisk mere avanceret end på studieindspilninger. Flere af numrene var udbygget så meget, at de varede op imod dobbelt så lang tid og var mere eksperimenterende med skæve og fantasifulde taktarter, legende brug af guitar og et virvar af både nye og velkendte elektroniske lyde og organiske samples som f.eks. guddommelige og højtravende korarrangementer.

Check blandt andet 05:30 (Alternate World) og 34:00 (Ransom) i denne fulde live koncertvideo fra en koncert i Belgien. Her fremgår det tydeligt, hvordan mange af numrene er blevet krydret og udbygget betragteligt rytmisk og instrumentalt med en mere aggressiv lyd til følge.

Denne mere udadvendte og eksperimenterende tilgang kom som lidt af et chok for mig. Son Lux’ musik spænder nemlig i forvejen bredt på indpilninger og har en unik lyd, der kombinerer alt fra elektronisk, hip hop, indie, (freak)folk og sågar neoklassiske, filmiske elementer med himmelstræbende stemninger, så det er svært at forestille sig, at Son Lux’ musik kan bære flere dimensioner. I starten var jeg da også utilfreds. Lyden virkede for mættet og energisk, og jeg savnede det rum for melankolsk eftertænksomhed, som jeg kender så godt i hans musik. Hvor var inderligheden og skrøbeligheden?

Langsomt ændrede jeg dog opfattelse. Energien fornægtede sig ikke og begyndte at smitte af, og jeg begyndte at finde det spændende og nydelsesfuldt at gå på genopdagelse i Son Lux’ nu endnu mere ekvilibristiske kompositioner. De stærke melodier var intakte på trods og blev kun midlertidigt tabt af syne, når Son Lux og band tog sig en instrumental afstikker, hvilket skete hyppigt. Jeg kunne stadig nynne med og nød at kunne gøre det til nye friske indpakninger. Paradoksalt nok var den spraglede og hyperenergiske Lost It To Trying, hvor der på pladen sker så mange ting på én gang, at man helt mister pusten, den sang, som live var mest tro mod originalindspilningen, hvis man ser bort fra en instrumental udbygning tre fjerdele henne i nummeret, der på det nærmeste remixede originalen.

Betragter man koncerten i sin helhed var Son Lux var heldigvis god til at benytte sig af kontraster, således at det mættede og energiske tit blev afvekslet af instrumentalt nøgne passager, hvor Ryan Lotts vokal fik lov at glimre og åbne op for de melankolske årer i Son Lux’ univers. Disse årer lå særligt blotlagt i de nedtonede og langsomme sange Stay fra debuten At War with Walls And Mazes samt settets (og Lanterns’) sidste sang Lanterns Lit, hvor Lott stod alene på scenen kun akkompagneret at sit resonerende keyboard. I disse momenter var jeg rørt af hans længselsfulde inderlighed. Kastede man et blik på Ryan Lotts hals, kunne intensiteten i musikken også tydeligt aflæses i de spændte sener og fremtrædende blodårer.

Lad os hvile ved Lotts vokal et øjeblik. Hans vokal står ikke ligefrem for klassisk skønsang, men er til gengæld meget dragende og sårbar, let hæs og med en følelsesmæssig nerve, som gør den smuk på sin egen måde. Live var jeg meget imponeret. Dens vidunderlige særegne klang virkede forstærket og havde lige en tand mere pondus end på studieindspilningerne. Den var mere udkrængende og det virkede som om, der var mere på spil. Det hjalp også, at Ryan Lotts sceneoptræden var meget nærværende. I de storladne og indfølte passager stod han ofte med hænderne højt hævet over hovedet, som for at fremhæve de guddommelige elementer i musikken, mens han i de rytmisk avancerede og mere energiske passager kampsvedte og var så medrevet, at han gjorde løjerlige knæk med kroppen.

Længden på koncerten var i sig selv en gave til publikum. Den varede over 1½ time, men jeg kedede mig ikke på noget tidspunkt, fordi det hele var så friskt og kontrastfyldt. Det er desuden, efter at jeg har genlyttet til Son Lux i høretelefoner, gået op for mig, at de clubbede, aggressive og rytmisk skæve dimensioner i Son Lux’ musik faktisk har været der hele tiden, dog i mere moderat omfang. I livesammenhæng er de trukket i forgrunden og forstærket.

Son Lux mere end levede op til mine forventninger. Sammen med sit band forenede Ryan Lott fornemt avantgarde med pop, det eksperimenterende med det melodisøse, og samtidig var udtrykket spraglet men alligevel sammenhængende og sammensat.

Det kan varmt anbefales at gå på opdagelse i Son Lux’ bagkatalog, hvis du ikke allerede kender til Son Lux’ musik (links i bunden af indlægget). Lanterns er klart hans mest sammensatte værk til dato, men det tidligere udgivet materiale gemmer også på masser af interessante ting. Jeg er ikke bleg for at kalde Son Lux’ lydunivers for “next level shit”, fordi han så ubesværet kombinerer så mange forskellige genrer, uden at det kommer ud som noget rod i den anden ende.

Det er egentlig ikke så mærkeligt, at Son Lux’ musik trækker på så mange musikarter. Han startede med at spille klaver som 6‑årig, lærte at spille trommer, jazz, punk og pop i high school og studerede siden komposition på universitetet. Han blev i 2007 fuldtidskomponist for et reklamefirma og har i nyere tid både komponeret og lavet lyddesign til spillefilm (bl.a. Looper og Disappearance of Eleanor Rigby og Don Jon) samt danseforestillinger. Et sideprojekt med navnet s / s / s, der er et samarbejde med den alsidige Sufjan Stevens og rapperen Serengeti, blev oven i købet søsat i 2012. Alle disse forskellige musikalske retninger og eventyr har præget Son Lux’ komplekse og sammensatte lydunivers.

Dyk ned i Lanterns’ forunderlige univers via enten Bandcamp, Spotify eller WiMP:

Tjek også dette smukke cover af Weapons fra At War With Walls And Mazes, som den israelske musiker Noga Erez har begået.

Her er originalen:

Tags: Abstract Hip Hop, alternative folk, Baths, experimental rock, folk, freakfolk, indie, indie classical, neoclassical, orchestral, Ryan Lott, Son Lux, Sufjan Stevens, Viloletness

Musik Mig Blidt