Reportage: Frost Festival — Ritual feat. Maalem Omar Hayat, DJ Rupture & Dark Matters

21 feb 2016 by Søren Lund Korsgaard, No Comments »
  • Maa­lem Omar Hay­at og hans trup

Tekst: Søren Lund Kors­gaard — Foto/video: Andreas Omvik

Fre­dag den 12. febru­ar var det med ukla­re for­vent­nin­ger, at jeg var udsendt af Wor­ld Music Den­mark til at dæk­ke et unikt gen­re­kol­li­de­ren­de event, hvor den såkald­te gnawa-musik­gen­re mød­te mere vest­lig fun­de­ret elek­tro­nisk musik — til­sat stem­nings­ful­de visu­als. Arran­ge­men­tet, som fandt sted i Niko­laj Kunst­hal, tid­li­ge­re Sankt Niko­laj Kir­ke, var et sam­ar­bej­de mel­lem Frost Festi­val, spil­le­ste­det Glo­bal, Fon­den Roskil­de Festi­val og FOKUS Videokunstfestival.

Sam­men hav­de dis­se fire aktø­rer invi­te­ret Gnawa-meste­ren Maa­lem Omar Hay­at fra Marok­ko sam­men med sine man­ge musi­ke­re og dan­se­re, DJ Rup­tu­re fra USA, der leve­re­de den elek­tro­ni­ske musik­del og ende­lig lys-og video­kunst­n­er­kol­lek­ti­vet Dark Mat­ters, som tog sig af den visu­el­le del.

1605 Musik Mig Blidt 011

Afte­nen star­te­de med et intro­du­ce­ren­de og meget infor­ma­tivt inter­view mel­lem DJ Rup­tu­re og musikjour­na­list Ralf Chri­sten­sen. Inter­viewet tog udgangs­punkt i DJ Rup­tu­res per­son­li­ge for­hold til og fasci­na­tion af Gnawa-gen­ren, og hvor­dan den­ne har spil­let en sær­lig for­ma­tiv rol­le i udvik­lin­gen af hans eget ver­dens­mu­sikin­spi­re­re­de tag på elek­tro­nisk musik.

Hur­tigt tog sam­ta­len mere form af en enga­ge­ret kol­lek­tiv musi­k­a­na­ly­se af Gnawa som gen­re. Vi lær­te som publi­kum, at gen­ren har rød­der i Marok­ko i Nord­ve­stafri­ka og isla­misk sufis­me. At gen­ren har kla­re paral­lel­ler til de ryt­mi­ske repe­ti­tio­ner, de melo­di­ske gen­ta­gel­ser og ikke mindst den tran­ce­ska­ben­de effekt, man også fin­der i sto­re dele af den vest­li­ge ver­dens elek­tro­ni­ske musik. Sene­re skul­le jeg sam­men med resten af de til­ste­de­væ­ren­de ople­ve, den dra­gen­de effekt af Gnawa live, så det var hel­ler ingen til­fæl­dig­hed, da DJ Rup­tu­re sam­men­lig­ne­de Gnawa med vest­lig rave­kul­tur. I lig­hed med rave-fester kan Gnawa-ritu­a­let lila­en gen­nem 8–12 timer lan­ge cere­mo­ni­er med musik og dans ska­be en til­stand hos del­ta­ger­ne, hvor tid og sted mister sin betyd­ning, krop og sjæl kom­mer i balan­ce med hin­an­den og man opnår en slags ritu­el ren­sel­se eller hea­ling. Også den åben­hed som lig­ger i Gnawa blev frem­hæ­vet som en af gen­rens for­cer. Som DJ Rup­tu­re meget ram­men­de og med glimt i øjet udtal­te: “Gnawa er lige­som det mod­sat­te af en 3 minut­ters pop­sang!” At døm­me efter publi­kums lat­ter­mil­de reak­tion på det­te udsagn, var det tyde­ligt, at de hil­ste den­ne meget jord­næ­re anti­te­se vel­kom­men. Som om alle syn­kront tænk­te “okay så ved vi i hvert fald hvad vi IKKE går ind til!”

1605 Musik Mig Blidt 185

Efter inter­viewet vir­ke­de folk spænd­te på at få en smags­prø­ve på Gnawa, og efter lidt tek­ni­ske startvan­ske­lig­he­der var vi i gang. Eller ret­te­re, det var Omar og hans trup. Publi­kum lag­de ud med pas­sivt at betrag­te og lyt­te til de far­ve­ri­ge dan­se­re og musi­ke­res mes­sen­de sang og dans. Omar led­te an fra cen­ter­po­si­tion, hvor han med smil og udad­vendt ind­le­vel­se slog sin gim­bri an — en slags baslut, som er et tra­di­tio­nelt gnawainstrument.

Den reste­ren­de trup flan­ke­re­de ham med et andet tra­di­tio­nelt gnawain­stru­ment, den såkald­te qraqabs, som er en slags sto­re jer­n­rang­le, der når den rystes giver en ris­len­de metal­lisk lyd. Dis­se qraqabs blev sam­men med vel­koreo­gra­fe­ret syn­kron­dans, fæl­les mes­sen­de sang og en slags stomp brugt til at frem­brin­ge hyp­no­ti­ske ryt­mi­ske møn­stre. Rent visu­elt blev dis­se dra­gen­de og hyp­no­ti­ske ele­men­ter for­nemt under­støt­tet af vide­opro­jek­tio­ner­ne fra Dark Mat­ters. Først lig­ne­de de abstrak­te udfly­den­de bjerg­land­ska­ber og satel­lit­fo­tos af vari­a­tio­ner af blå him­mel og gule ørken­land­ska­ber, der kør­te i ring om hin­an­den, som for at frem­hæ­ve det psy­ke­de­li­ske og kob­le sce­na­ri­et til noget stør­re end publi­kum selv. Der­næst fulg­te smuk­ke nord­afri­kan­ske møn­stre i alskens far­ver, der igen dre­je­de rundt som en vor­tex og lige­som suge­de publi­kum til sig.

Maalem Omar Hayat og hans trup

Effek­ten ude­blev ikke. Folk blev grad­vist revet med, hav­de svært ved at stå stil­le og ryk­ke­de tæt­te­re og tæt­te­re på sce­nen, som blev de dra­get af en usyn­lig kraft. Alli­ge­vel var det som om, at typisk dansk måde­hold bevir­ke­de, at folk ikke rig­tigt kun­ne give sig helt hen til ople­vel­sen, selv­om man for­nem­me­de lysten til at give sig hen. Det gjaldt ikke mindst for mit eget vedkommende.

Måske for­nem­me­de mæn­de­ne på sce­nen den­ne tøven hos publi­kum, eller også rea­ge­re­de de bare natur­ligt på deres egen spil­leg­læ­de, som lyste ud af dem. I hvert fald var det per­fekt tim­ing, da enkel­te mænd fra trup­pen brød ud af kæden på sce­nen og sprang ned og begynd­te at byde de for­re­ste publi­kum­mer op til dans og des­u­den gav­mildt lån­te deres hat­te ud.

Den­ne char­meof­fen­siv var lige, hvad der skul­le til for at publi­kum tøe­de helt op og nu ende­lig lod krop­pen dan­se frit. Så småt var i hvert fald den for­re­ste halv­del af publi­kum på vej ind i den for­lø­sen­de tran­ce, vi hav­de hørt om i det ind­le­den­de inter­view. De fle­ste sve­je­de frem og til­ba­ge, nog­le luk­ke­de øjne­ne imens, mens andre dan­se­de vil­de­re og vil­de­re rundt med et saligt udtryk.

1605 Musik Mig Blidt 263

Men net­op som stem­nin­gen var på sit høje­ste, og den omtal­te tran­ce-agti­ge til­stand var inden­for ræk­ke­vid­de, stop­pe­de num­me­ret plud­se­lig — igen for­di der var pro­ble­mer med tek­nik­ken. Den­ne gang var det til­sy­ne­la­den­de Omar Hay­ats gim­bri, der hav­de mistet for­bin­del­sen til for­stær­ke­ren. Ærger­ligt, for den begyn­den­de tran­ce-til­stand vi sam­men var på vej ind i, stop­pe­de brat.

Her­fra var det, i hvert fald for mit ved­kom­men­de, svært at kom­me ind i den sam­me befri­en­de tran­ce igen, og jeg tror også det gjaldt man­ge andre til­ste­de­væ­ren­de. Hel­dig­vis for­hin­dre­de det mig dog ikke i at nyde de frem­me­de ryt­mer og lyde samt være impo­ne­ret over måden, hvor­på Omar og hans mænd var i per­fekt sync med hin­an­den i alt hvad de gjor­de. Måske vil­le det være lyk­ke­des at bli­ve revet med igen, hvis sce­an­cen hav­de fort­sat i fle­re timer, som i et rig­tigt lila-ritu­al, men efter en times tid var det forbi.

Efter end­nu en kort pau­se var det DJ Rup­tu­res tur på sce­nen sam­men med den prisvin­den­de dan­ske gui­ta­rist Oli­ver Hoi­ness (Kira Skov, ITVIVL, Synd og Skam​). Sene­re stød­te Omar Hay­at også til. Desvær­re fun­ge­re­de det ret dår­ligt med bastungt elek­tro­nisk musik og run­gen­de gui­tar i det sto­re tid­li­ge­re kir­ke­rum med højt til lof­tet. Hvor rum­mets aku­stik tid­li­ge­re hav­de fun­ge­ret glim­ren­de sam­men med gnawa i ren form, hvor kun gim­bri og sang var for­stær­ket, var der nu alt for meget rum­klang. Lyden vir­ke­de ufo­ku­se­ret, og de for­skel­li­ge ele­men­ter druk­ne­de hin­an­den, så det der kun­ne have været en smuk og spæn­den­de sam­men­blan­ding af vest­lig elek­tro­nisk musik og nord­afri­kansk gnawa i ste­det blev redu­ce­ret til et rodet klu­de­tæp­pe af en affæ­re. De fle­ste miste­de da også inter­es­sen under det­te trio-setup, så da DJ Rup­tu­re til sidst efter end­nu en pau­se begynd­te på sit solo-DJ-set, var der kun en brøk­del af publi­kum tilbage.

Alt i alt var det en god og inter­es­sant aften, hvor jeg fik udvi­det min musi­kal­ske hori­sont og fik en fin smags­prø­ve på gnawa og lila-ritu­a­lets dra­gen­de evner. Men som DJ Rup­tu­re ind­led­te med at sige, er gnawa det mod­sat­te af en 3 minut­ters pop­sang. Det er en type musik, der kræ­ver tid at “kom­me ind i”. For at musik­ken den­ne aften for alvor kun­ne være kom­met til sin ret, skul­le der efter min mening der­for være afsat mere tid til den rene gnawa fra arran­gø­rer­nes side.

Af hen­syn til afte­nens anden halv­del med DJ Rup­tu­re og elek­tro­nisk musik bur­de arran­gø­rer­ne nok have over­ve­jet et andet rum, hvor lyden var under mere kon­trol. Frost Festi­val er sær­ligt kend­te for at være gode til fin­de spæn­den­de alter­na­ti­ve loka­tio­ner, der til­fø­jer en ekstra dimen­sion til musi­kop­le­vel­sen. Niko­laj Kunst­hal, er et spæn­den­de rum, og var også sat stem­nings­fuldt i sce­ne i for­hold til lys­sæt­ning og lys­in­tal­la­tio­ner. Men den­ne aften synes jeg desvær­re ikke, at val­get af loka­tion bidrog ube­tin­get postivt til en for mig cen­tral del af alle kon­cer­ter — den rent lyd­mæs­si­ge side af oplevelsen.

Uan­fæg­tet den­ne lidt bit­re pil­le i slut­nin­gen af min repor­ta­ge, vil jeg ger­ne opfor­dre alle læse­re der­u­de til at udfor­ske gnawa yder­li­ge­re! Det skal jeg i hvert fald selv i gang med! Gen­ren fin­des også i spæn­den­de fusio­ner med bl.a. jazz, reg­gae og blues!

Se et eks­klu­sivt sam­men­klip af afte­nens høj­de­punk­ter herunder!

 

Hvis du er ble­vet nys­ger­rig og har lyst til at dyk­ke ned i gnawa på egen hånd, får du også lige et par ply­a­li­ster med gnawamu­sik. Den ene, Spo­ti­fy-play­li­sten, inde­hol­der meget pas­sen­de i den­ne sam­men­hæng også sam­ar­bej­der mel­lem gnawamu­si­ke­re og vest­li­ge elek­tro­ni­ske musi­ke­re — nem­lig Flo­at­ing Points og James Hol­den.

Related Posts with Thumbnails

Tags: , , , , , , , ,

Leave a Reply

Follow Me!

Follow Me! Follow Me! Follow Me! Follow Me!