Musik Mig Blidt

Histo­ri­en om Jærv hand­ler om brud, sam­ar­bej­de og om at fin­de noget fæl­les i musik­ken. Musik Mig blidt mød­tes med den fremad­stormen­de dan­ske duo, der til august er klar med deres anden EP.

For­å­ret har for alvor ramt Århus. For før­ste gang i måneds­vis føles det som som­mer. På en lil­le græs­plæ­ne uden for Musik­hu­set sid­der Aman­da Glind­vad og Mat­hi­as Peder­sen Smidt. Det er anden dag på SPOT-festi­va­len, og rundt om på græs­set sid­der tøm­mer­mænds­ram­te festivalgængere.

Men vej­en her­til har været lang for Jærv, der star­te­de som fæl­les musi­kalsk spar­ring. Aman­da vil­le ger­ne skri­ve på dansk i ste­det for engelsk og Mat­hi­as vil­le pro­du­ce­re. Dén fæl­les spar­ring blev til Jærv.

På den før­ste EP, Dit Hav, bæres den dystre lyrik frem af Aman­das vokal, der befin­der sig aller­bedst i det lyse regi­ster. Mat­hi­as pro­duk­tio­ner bærer præg af, at han spil­ler trom­mer i I’ll Be Dam­ned. Han læg­ger det meste af sit arbej­de i bas­sen og bun­den på numrene.

Og det er der­for, Jærv er noget sær­ligt. Vold­som­me beats, bli­de tek­ster og voka­ler. Den mel­lemvej, de sam­men fin­der, er resul­ta­tet af, hvad de selv kal­der for lidt af et tov­træk­ke­ri. Det resul­te­rer i et beskri­ven­de, pop­pet uni­vers, hvor især vokal og lyrik er pri­o­ri­te­ret højt i lydbilledet.

”Det har nog­le for­cer, at vi ken­der hin­an­den så godt. Vi er ikke ban­ge for at træ­de hin­an­den over tæer­ne, hvis der er noget, vi ikke synes lyder godt,” gri­ner Amanda.

Og de ken­der hin­an­den godt. Få måne­der inden de udgav deres før­ste num­mer, var de kære­ster. De boe­de, stu­de­re­de og leve­de sam­men. Jærv blev deres fæl­les barn, efter de slog op.

’’Det var vores måde at have noget at hol­de sam­men om. Det var vig­tig for os at hol­de kon­tak­ten, og det var nem­me­re, når vi hav­de noget at gå op i sam­men,” siger hun.

For­skel­lig­hed som drivkraft

Hvis Aman­da sid­der og skri­ver selv, så bli­ver det for føl­somt og fint, mener hun. Der­for pas­ser det hen­de per­fekt, at hun kan sen­de en idé til Mat­hi­as, som så kan juste­re, rive ned og byg­ge op. Det er sådan, man­ge af deres num­re bli­ver til.

For Mat­hi­as er det alt­af­gø­ren­de, at det ikke bli­ver for føl­somt. Og det kan høres. Især på sene­ste sing­le, Stil­le Hjer­te, der vir­ke­lig har hår­de trom­mer og tun­ge synthesizers.

”Hvis det bli­ver for kælent, så begyn­der jeg at kede mig. Det skal være pågå­en­de. Man skal kun­ne rives rundt,” siger han.

For Aman­da er det vig­tigt, at et nyt num­mer ryger frem og til­ba­ge imel­lem dem. De ska­ber en lais­sez-fai­re arbejds­pro­ces, som er alt­af­gø­ren­de for det ende­li­ge resultat.

”Hvis jeg sid­der for mig selv, bli­ver det til meget inder­ligt og fint­følt. Så er det fedt at kun­ne sen­de det til Mat­hi­as, og at han så river det ind i en anden kon­tekst. Jeg kan glæ­de mig helt til at få det til­ba­ge, og gøre hvad han har fun­det på,” siger hun.

Og det går også den anden vej. Tit vil tek­ster­ne være byg­get op om en pro­duk­tion, andre gan­ge vil pro­duk­tio­nen være resul­ta­tet af stem­nin­gen i en lyrik, og melo­di­en byg­ges op her­ef­ter. Og det er en kom­bi­na­tion, der virker.

Ambi­tio­ner­ne

Efter læn­ge at have pro­du­ce­ret, skre­vet og ind­spil­let i stu­en, er duo­en nødt til at ind­se, at det ikke læn­ge­re er et hyg­ge­pro­jekt. De har spil­let et hav af kon­cer­ter på festi­va­ler og er nu også repræ­sen­te­ret af Play­gro­und Music (Kat­inka, Tei­tur, Wan­gel, Tren­te­møl­ler, Bir­t­he Kjær)

 Men de er eni­ge om, at de ikke føler sig pres­set af sam­ar­bej­det. De frem­hæ­ver syner­gi­en, og de frie tøj­ler som væren­de afgø­ren­de for dem. Men det gør alli­ge­vel ikke noget, at der er kom­met en vis struk­tur på samarbejdet.

”I star­ten var det én dag ad gan­gen. Men vi kan ikke læn­ge­re se os fri for, at der skal kom­me nog­le resul­ta­ter. Vi har aldrig haft den roman­ti­ske tan­ke om uaf­hæn­gig­hed fra et pla­de­sel­skab, bare for uaf­hæn­gig­he­dens skyld,” siger Mathias.

Og net­op de tøj­ler og det hold man får i ryg­gen med et pla­de­sel­skab, vil man kun­ne høre på den nye EP, siger de. Hvor Før­ste EP, Dit Hav, var resul­ta­tet af en søgen efter, hvad Jærv var, vil de nye num­re være mere sam­men­tøm­ret. Jo mere erfar­ne de er ble­vet sam­men, jo stør­re betyd­ning har den røde tråd fået.

“På den ene side er det nem­me­re at star­te et num­mer nu, for­di vi ved, hvad Jærv er. På den anden side har vi sat os et bund­ni­veau. Vi er hår­de­re ved os selv, når vi skal udvæl­ge san­ge­ne. Der var man­ge num­re, vi ger­ne vil­le have haft på den nye EP, som vi valg­te fra. Måske de kom­mer med på den næste,” siger Amanda.

Og det er ikke til at kom­me uden om, at anden­sing­len til den kom­men­de EP har et bre­de­re appel end tid­li­ge­re. Stil­le Hjer­te er uptem­po, melo­disk og så er den til­med kort. Det ple­jer at være den per­fek­te kom­bi­na­tion, hvis man ger­ne vil have noget air­play på de sto­re radi­o­ka­na­ler. Og de læg­ger ikke skjul på, at det også er planen.

Selvsik­ker live performance 

Sam­me aften, hvor jeg har talt med Jærv, spil­ler de på Headquar­ters. Solen er ved at gå ned over den lan­ge kø, og jeg får med nød og næp­pe og pres­se­kort smurt dør­man­den og lister inden­for. Der er pak­ket med men­ne­sker. Ægte pak­ket. Mat­hi­as står solidt plan­tet bag en synth, deres stand-in på trom­mer­ne, Andreas Camp­bell, har taget det sæde, hvor Mal­te Aarup-Søren­sen nor­malt sid­der. Aman­da står klar på sce­nen med ild i øjnene.

Det er en eks­plo­sion af ener­gi, når Jærv spil­ler live. Deres faste lyd­mand, Kas­per Nyhus, der sty­rer lydspo­re­ne på både instru­men­ter og vokal, får det mak­si­ma­le ud af Headquar­ters’ ellers skra­be­de anlæg. Aman­das vokal står skar­pt og impo­ne­re­de tyde­ligt, ram­mer­ne taget i betragtning.

Sce­nen er for­holds­vis lav på Headquar­ters, så hvis ikke man er over 1.80 høj, så er det prak­tisk talt umu­ligt at se noget. Der er sort af men­ne­sker, og ener­gi­en fra sce­nen smit­ter af på publi­kum. Der er alle slags typer. Folk med bran­che­kort på bry­stet, ful­de tee­na­ge­re og skal­de­de mænd i skjorter.

Fæl­les for de frem­mød­te er, at der er en beun­dring for den selvsik­ker­hed duo­en viser på sce­nen. Især de hef­tig­ste pro­duk­tio­ner, Befri Mig og Stil­le Hjer­te, får folk til at spær­re øjne­ne op. Det er en sve­dig fol­ke­mæng­de, der for­la­der Headquar­ters den aften. Om den selvsik­ker­hed tages med på Jærvs anden EP, der udkom­mer i sen­som­me­ren, er ikke til at sige. Men de har i hvert fald fat i den lan­ge ende med de nye sing­ler. Og det nye bund­ni­veau må bare siges at være vir­ke­lig højt.