Musik Mig Blidt

Gæste­ind­læg: Sti­nus Kirkeskov 

At en ung etio­pisk kvin­de ved navn Mirel Wag­ner skul­le bli­ve en ombej­let folk san­ge­r­in­de lå ikke i kor­te­ne. Kvin­den, der bor i Fin­land, begynd­te som 7 årig at spil­le vio­lin. Da hun var 12 år var det så gui­ta­ren og da hun fyld­te 16 skrev hun sin egen sang. Men selv­om at Mirel lige fra barns ben af begynd­te at kom­po­ne­re og spil­le musik var der sta­dig langt til stu­di­et og pla­den. Hel­dig­vis opda­ge­de en finsk jour­na­list hen­de og var med det sam­me ramt af Mirel’s mør­ke folkvi­bra­tio­ner og bizar­re blu­estek­ster. Stu­di­et blev plud­se­lig vir­ke­lig­hed og pla­den Mirel Wag­ner en rea­li­tet. Gud­ske­lov for det! Det hav­de nem­lig været et stort tab hvis vi uden for Fin­lands græn­ser ikke hav­de fået det­te lil­le stjer­ne frø at se hvis sound min­der lidt om cana­di­ske Al Spx’s (Cold Specks) doomsoul. Mirel’s musik er nok bare lidt mere hor­r­or­folk med sin fryg­tind­g­y­den­de tri­ste lyrik og fine gui­tar spil.

Jeg stød­te for nyligt ind i histo­ri­en om Mirel Wag­ner, og musik­ken hun laver. Hen­des vej op gen­nem musikin­du­stri­en er even­tyr­lig, og jeg er fuld af fortrøst­ning angå­en­de hen­des frem­ti­dig kar­ri­e­rer, for­di hun vir­ke­lig har noget ander­le­des at byde ind med. Nem­lig bru­gen af ord der ska­ber smuk­ke, men også skræm­men­de bil­le­der i hove­d­et på én, og så en auten­ti­ci­tet der kun ses meget sjældent.

Åbne­ren på det selv­be­tit­le­de debut album To The Bone sig­ter lige mod hjer­tet, og resul­ta­tet er en gen­nem­bo­ren­de følel­se af melan­ko­li. Tek­sten eksem­pli­fi­ce­rer per­fekt det melan­kol­ske land­skab: “but your love drags me down / like the clo­t­hes when you swim down dee­per / down like the roots of old tre­es / my heart has no home / you’ve bru­i­sed me to the bone”. Den fan­ta­sti­ske lyrik er sim­pelt fulgt til dørs af aku­sti­ske gui­tar, som optræ­der på alle num­re­ne, og er det domi­ne­ren­de instrument.

San­gen No Death er bizar og trø­stes­løs smuk. Igen er det tek­sten der gør under­vær­ker. og den måde orde­ne bli­ver leve­ret på af Mirel’s fine var­me røst: “my baby has a swol­len face / long stiff limbs / them eyes are bla­ck pits / of a pla­ce whe­re I’ve been /  her hair is long / still smells like mud / she answe­red to my kiss / with a rot­ten tongue”.

Og sådan fort­sæt­ter pla­den ud. Alle ni num­re har en aura af des­pe­ra­tion, død, sorg og melan­ko­li over sig. Det føles lidt lige­som at få stik­ket en dolk mel­lem rib­be­ne­ne, hvor man mær­ker den omsig­gri­ben­de smer­te. En smer­te som Mirel Wag­ner er et sandt talent i at besynge.

Så er man til en omgang mini­ma­li­stisk folk med hjer­teknu­sen­de tek­ster, så er Mirel Wag­ner lige noget for dig.

(Hele debutal­bum­met Mirel Wag­ner lig­ger inde på hen­des bandcamp pro­fil. Lin­ket er forneden)

Mirel Wag­ner | Facebook

Mirel Wag­ner | Bandcamp