Musik Mig Blidt

Man skal have øvet sig meget i man­ge timer for at kun­ne spil­le gui­tar som James Bla­cks­haw. Han spil­ler på sin 12 stren­get gui­tar, så det lyder som et lil­le orkester.

James Bla­cks­haws musik er ofte repe­ti­tiv i sin struk­tur — til tider nær­mest hyp­no­tisk. Nog­le gan­ge min­der det lidt om et slags klok­ke­spil. Han er efter eget udsagn inspi­re­ret af euro­pæ­i­ske klas­sisk-mini­ma­li­sti­ske kom­po­ni­ster, og jeg synes da også jeg kan høre tyde­li­ge­re refe­ren­cer til en af mine ynd­lings­kom­po­ni­ster inden­for den­ne gren af klas­sisk musik, nem­lig Phi­lip Glass.

Per­son­ligt kan jeg godt lide at læse skøn­lit­te­ra­tur til James Bla­cks­haws fine gui­tar­spil — det egner sig godt til for­må­let af en eller anden grund.

Neden­stå­en­de num­mer er fra album­met The Cloud of Unk­nowing fra 2007, som jeg også anbe­fa­ler, at man star­ter med, hvis man er ble­vet nys­ger­rig efter mere James Blackshaw.

James Bla­cks­haw — The Cloud of Unknowing

01 — the cloud of unknowing

Selv­om det er pænt svært, at spil­le som James Bla­cks­haw, får han det alli­ge­vel til at se legen­de let ud:

James Bla­cks­haw | Myspace