Musik Mig Blidt

Ca. 10 måne­der efter de udgav deres debut-EP har Roskil­de Festi­val sendt bud efter dem. Men Nav­ne­løs er sta­dig et rela­tivt ube­skre­vet blad. Musik Mig Blidt sat­te pri­mus motor i ban­det, Johan Kru­se samt gui­ta­rist, Andreas Ledet i stæv­ne på en café i Køben­havn for at bli­ve klo­ge­re på det unge band med det ano­nymt klin­gen­de navn og deres tan­ker om det, at skul­le spil­le på Dan­marks stør­ste musikfestival.

 

MMB: Hvad er jeres musi­kal­ske bag­grund, og hvor­dan star­te­de Navneløs? 

Johan: Det er måske vig­tigt at poin­te­re, at vi er fem i ker­ne­ban­det – Andreas og jeg, trom­mesla­ger Fre­de­rik Fog­de, Lin Rosen­beck, som syn­ger og bas­sist Mads Ege. Der­u­d­over har vi to cel­li­ster med live (Gabri­el­la Silva og Rebec­ca Silva, red.). Vi siger vi er et 7‑mands band, for­di vi altid per­for­mer 7 mand live.

Vi mød­te hin­an­den på Klejtrup Musi­k­ef­ter­sko­le, hvor vi sam­men lave­de afslut­nings­pro­jek­tet ”Skyg­gen”, som vores lære­re var helt oppe at køre over, selv­om det egent­lig var lidt uden for de ram­mer, vi skul­le lave pro­jek­tet indenfor.

Andreas: Jeg kan huske, at en af vores lære­re sag­de, at den ene­ste note han hav­de, var at han var ble­vet rørt af vores lil­le musiks­tyk­ke. Lærer­ne syn­tes, vi hav­de fat i noget rig­tigt, og at vi skul­le fort­sæt­te med det, også efter efter­sko­len – og det var selv­føl­ge­lig meget motiverende!

 

Johan: Efter efter­sko­len mød­tes vi og hang ud sam­men og prø­ve­de at lave noget nyt og beslut­te­de så året efter i efter­å­ret 2011, at vi vil­le lave en EP. Stu­di­e­ti­den betal­te vi af egen lomme.

Men vi ane­de intet om musik­bran­chen, så vi fik en men­tor­ord­ning med noget der hed­der Promus (hvad er det?, red.), hvor en fyr, der hed­der Jes­per Bay (sid­der også i Sta­tens Kun­st­rå­ds musi­k­ud­valg, red.), blev vores men­tor. Han hjalp os med, hvem vi skul­le kon­tak­te i bran­chen, hvil­ke plat­for­me vi skul­le være til ste­de på, osv.

Inden album­met over­ho­ve­det udkom kon­tak­te­de Sound­ve­nue os, for­di de hav­de hørt vores før­ste sing­le ”Solsik­ker” på vores Bandcamp. De skrev en sms til os for at høre, om vi kun­ne kom­me til Køben­havn for at lave et pho­tos­hoot, for­di de vil­le have os med i deres ”Det skal du lyt­te til i efter­å­ret 2012”, hvor vores EP var sat til at udkom­me. Vi var bare helt høje over det, for det kom helt ud af det blå. EP’en udkom, og med Sound­ve­nu­es anbe­fa­ling i ryg­gen, der blev en slags blåstem­pling af os, fik vi opmærk­som­hed fra blogs og andre medi­er og blev anmeldt posi­tivt i bl.a. Ber­ling­s­ke og Gaffa.

Dér tænk­te vi, okay vi har måske fat i noget her! Vi spil­le­de nog­le få kon­cer­ter i efter­å­ret 2012, hvor det i Køben­havn var for 15 men­ne­sker. Da vi kom igen i febru­ar efter vores sing­le ”Metro­n­ord” var udkom­met, var der plud­se­lig 150 men­ne­sker! Det var helt fan­ta­stisk på så kort tid at gå fra at være helt ukendt og til, at der rent fak­tisk kom folk for at høre en spil­le. Gene­relt har det været moti­ve­ren­de, at vi hele tiden har kun­net mær­ke, at det vi laver har skabt mere og mere inter­es­se, og det kul­mi­ne­rer nu på Roskil­de sam­me dato (den 30/6, red) som vi fik en en sms fra Sound­ve­nue for et år siden!

Noget andet jeg ger­ne vil ind på, er at vi er et DIY-band (Do it your­self). Vi gør det hele selv. De til­bud, vi har fået fra pla­de­sel­ska­ber og book­ing­bu­reau­er, har vi afslå­et. Vi vil ger­ne behol­de 100% den kre­a­ti­ve fri­hed. Vi vil jo ger­ne noget inden­for musik­ken, og alle de kon­tak­ter vi får og de erfa­rin­ger vi gør os, er guld værd – og så er det ski­de sjovt!

Andreas: Alt hvad der hed­der sel­ve musik­ken, pro­duk­tio­nen, mana­ge­ment, book­ing, artwork og stra­te­gi­er gør vi selv. Det er fedt at kun­ne hol­de det inden for egne ræk­ker. At vi ikke er afhæn­gi­ge af nogen.

Johan: Pro­jek­tet Nav­ne­løs bli­ver også på den måde mere per­son­ligt for en.

Andreas: Det er mere et kre­a­tivt pro­jekt end ”bare” et orke­ster. Det er ikke kun et band, hvor man møder op og spil­ler — man er selv med til at bestem­me, hvor pro­jek­tet sty­rer hen. F.eks. under det­te års SPOT-festi­val, hvor vi desvær­re ikke var med i det offi­ci­el­le pro­gram, men i ste­det arran­ge­re­de vores eget pop-up-event, hvor vi hyre­de Schultz And Fore­ver, Temp­le, Maskin­våd og Row­bird, udover os selv – alle sam­men upco­m­ing bands. Sådan et event udlø­ste nog­le kon­tak­ter, for­di folk kom for­bi og stop­pe­de op.

 

MMB: Hvor­dan er jeres pro­ces, når i ska­ber ny musik?

Andreas: Vi star­ter med det instru­men­tale. Det er som regel Johan, der har en idé, som han viser os. Så kom­mer vi med nog­le kom­men­ta­rer og så arbej­der vi ud fra det. Når vi så har udar­bej­det et eller andet, der lig­ner et num­mer, så går vi ind i melo­di­en og tek­sten, hvor Lin skri­ver teksten.

Johan: Vi arran­ge­rer og pud­ser num­re­ne af sammen.

 

MMB: Hvor­dan er i kom­met frem til at i skul­le hed­de ”Nav­ne­løs”?

Andreas: Vi var igen­nem en del nav­ne. Lige efter efter­sko­len hed vi ”le Col­lectif”, meget fransk og smart. Det syn­tes vi var lidt ånds­svagt, så på et tids­punkt blev det lavet om til We Love You Then, men da vi så sad den sid­ste aften i stu­di­et, da vi hav­de lavet EP’en, syn­tes vi også, det var lidt plat. Vi skul­le bru­ge et navn, vi kun­ne bru­ge, nu vi skul­le ud med noget seri­øst. Det skul­le være et dansk navn, for­di vi har dan­ske tek­ster. Vi end­te med to mulig­he­der – ”Nav­ne­løs” og ”Uden Navn”, skrev nav­ne­ne på to sed­ler og lag­de dem i en hat, og så trak Johans lil­le­bror Sti­nus lod. Han trak Navneløs.

Johan:  Og det er vi egent­lig rig­tig gla­de for i dag! Det ska­ber noget opmærk­som­hed og gør, at folk stil­ler spørgs­måls­tegn ved det. Det afspej­les også i vores musik. Vores musik er meget åben og stil­ler egent­lig fle­re spørgs­mål, end den giver svar.

Vi har snak­ket meget om, hvem vi er som band. Det vi egent­lig tager udgangs­punkt i, er at prø­ve at beskri­ve vores gene­ra­tion. Vi har fået alting foræ­ret hele livet. Vi har alle mulig­he­der, men er er også kon­stant søgen­de efter kær­lig­hed og for­stå­el­se i vores gene­ra­tion, og det er dét vi for­sø­ger at ram­me i vores musik.

Andreas: Det er som om, alle veje lig­ger åbne, men man kan ikke rig­tig fin­de sin egen vej. Der er en søgen efter iden­ti­tet, men man bli­ver et indi­vid i mæng­den.  Det afspej­ler sig på en måde også i ”Nav­ne­løs” – det er noget ano­ny­mi­tet for­bun­det med det og noget man­gel på iden­ti­tet, som er et moder­ne fænomen.

 

MMB: Det synes jeg, sam­ti­dig dæk­ker meget godt, hvad der lig­ger bag jeres musik, men hvor­dan vil­le i selv karak­te­ri­se­re jeres lyd?

Johan: Det er en slags eks­pe­ri­men­te­ren­de rock. Vi tager meget udgangs­punkt i noget abstrakt.

Andreas:  Der er meget sto­re spring fra sto­re My Bloo­dy Valen­ti­ne-agti­ge lyd­fla­der og støj­ro­ck-gui­tar ned til ned­b­ar­be­re­de cel­lo-pas­sa­ger. Vi eks­pe­ri­men­te­rer på den måde med dynamikken.

 

MMB: Hvad er jeres inspira­tions­kil­der udover My Bloo­dy Valentine?

Andreas: Vi er 7 mand, der hører vidt for­skel­li­ge ting og man­ge for­skel­li­ge bands til­sam­men. Der­for gri­ber vi man­ge ste­der fra, så det kan være svært at spo­re, hvor inspira­tio­nen oprin­de­ligt kom­mer fra. Men det er alt fra Under Byen, Choir of Young Belie­vers, Efter­klang og Chi­mes & Bells til David Bowie, Lars H.U.G. og Sonic Youth og som sagt My Bloo­dy Valentine.

 

MMB: Da jeg så jer frem­fø­re num­me­ret Ver­dens ende på Ide­al Bar slog det mig, at Lin (for­san­ger, red.) bevæ­ger sig pri­mært mel­lem det sår­ba­re og kraftfulde/episke – og end­da over i det sexe­de, jazze­de og for­før­en­de. Er det bevidst, at hun bevæ­ger sig mel­lem dis­se for­skel­li­ge udtryk?

Johan: Det er noget vi tæn­ker meget over, at ikke vil bin­de os til én måde at udtryk­ke os på, både i musik­ken, tek­ster­ne og den måde Lin frem­fø­rer det på. Det her med at kun­ne fav­ne bredt, så det ikke bli­ver kede­ligt at lyt­te til, er vig­tigt for os.

Andreas: Den måde Lin kan veks­le mel­lem at syn­ge på for­skel­li­ge måder, nog­le gan­ge skrø­be­ligt, andre gan­ge bom­ba­stisk er også en paral­lel til det instru­men­tale – nog­le gan­ge er der blot to cel­lo­er, der spil­ler og andre gan­ge er der bare fuld ham­mer på alle for­stær­ker­ne. Ved Ver­dens Ende er et legen­de num­mer, i ver­se­ne er det helt ned­b­ar­be­ret og spin­kelt. Tit når vi spil­ler det live, opstår der den her aka­vet stil­heds­pe­ri­o­de, for­di der er nog­le bre­aks, hvor der ingen lyd er, og publi­kum bli­ver sådan helt: ”…Hvad sker der nu?” Og så giver Lin og ban­det den omvendt totalt gas i omkvæ­det! Den dyna­mik er meget spændende!

 

MMB: Lad os snak­ke lidt om Roskil­de. Hvor­dan er det at skul­le spil­le på Roskil­de Festi­val som et så rela­tivt nyt band?

Andreas: Det er sgu et okay job…sagt på jysk! (alle griner!)

Johan: Da du lave­de, den der anbe­fa­ling af os til Roskil­de Festi­val, der var vi hen­ryk­te! (Roskil­de Festi­vals OnS­ta­ge kampag­ne, red. Se link: http://www.youtube.com/watch?v=pwtU-5bYfWY&feature=youtu.be) Vi var sådan, hvad bety­der det her? Har det fak­tisk en betyd­ning for, hvad Roskil­de boo­k­er? Tager de det seriøst?

Så gik der en uge, så fik jeg en mail fra dem. Jeg hav­de været i byen afte­nen før, hvor jeg mød­te Mads fra ban­det og andre, der spurg­te, om jeg tro­e­de, vi skul­le spil­le på Roskil­de. Jeg slog det hen med et ”ahh rolig nu, nu må vi se, det tror jeg vir­ke­lig ikke.” Mor­ge­nen efter modt­og jeg mai­len, hvor der stod, om vi vil­le spil­le på Roskil­de Festi­val den og den dato, det og det sted, osv. Jeg rin­ge­de med det sam­me rundt til alle i bandet.

Andreas: Det var bare et totalt chok for os alle sam­men! Jeg ved ikke, om det er gået helt op for os endnu.

Johan: Vi tur­de ikke tro på det, før det var offent­lig­gjort. Hvad nu hvis det var en joke? Det vil­le være fryg­te­ligt! Det var fuld­stæn­digt over­væl­den­de og svært at beskrive!

 

MMB: Har i været på festi­va­len før som gæster? 

Andreas: Ja, und­ta­gen vores bas­sist, Mads Ege. Der er meget fedt for ham, at han får lov til at spil­le på festi­va­len før han over­ho­ve­det er i campen!

Johan: Vi er sto­re fans af festi­va­len. Den mang­fol­dig­hed og det lineup, de præ­sen­te­rer hvert år, er fantastisk.

Andreas: De har i mod­sæt­ning til stør­re festi­va­ler, som f.eks. Nort­hsi­de, et fan­ta­stisk talent til at gri­be fat i nogen min­dre til mel­lem­sto­re nav­ne, som man 2–3 år sene­re ser som top­nav­ne andre ste­der. F.eks. et band som Daugt­her, der spil­le­de Roskil­de for nog­le år siden, hvor de var ukend­te og nær­mest ikke hav­de udgi­vet noget end­nu. 2–3 år sene­re spil­ler de en udsolgt kon­cert på Sto­re Vega i Køben­havn. De spot­ter man­ge talen­ter, og på den måde er det også en blåstem­pling af os, at de tager os ind. Det er kæm­pe stort!

 

MMB: Hvor­dan har i for­be­redt jer på Roskil­de Festival?

Johan: De sid­ste tre dage har vi øvet fra 10 mor­gen til 10 aften.

Andreas: Vi øver med blø­de­n­de fin­gre og blø­de­n­de ører! Det har været intenst!

Johan:  Vi har nor­malt to cel­li­ster med live, men for­di de ikke kun­ne spil­le med til som­me­rens festi­va­ler, har vi fået pia­nist Peter Sabroe og vores pro­du­cer Asger Chri­sten­sen, der har Aar­hus Lydstu­die med på vio­lin, og han laver også noget støj med pedaler.

Vi har både øvet vores per­for­man­ce, men også skre­vet nye num­re, som aldrig er hørt før og prø­vet at få set­tet til at hæn­ge rig­tig godt sam­men, sådan at det egner sig til festi­va­len. På spil­le­ste­der­ne har vi før­hen kun­net gøre noget helt stil­le, men det bli­ver svæ­re­re at få til at fun­ge­re på Roskil­de. Det bli­ver et mere rock­et show.

Andreas:  Måske knap så dyna­misk, men til gen­gæld bli­ver de ”sto­re” pas­sa­ger stør­re og vil­de­re. Vi sat­ser på at udnyt­te, at det er en kæm­pe sce­ne, vi spil­ler på, så vi spil­ler høje­re, mere rock­et og mere bombastisk.

Johan: Nog­le af num­re­ne bli­ver opført på en helt ny og ander­le­des måde, men mere tør vi ikke løf­te slø­ret for lige nu.

 

MMB: Hvad skal i selv høre på Roskil­de Festival?

Andreas: Jeg vil rig­tig ger­ne høre Efter­klang, Ice Age, Sigur Rós og When Saints Go Machine, der alle spil­ler på Are­na lør­dag den 6. juli. Det bli­ver også mega fedt at se Frank Fair­fi­eld, der spil­ler på Glo­ria om tors­da­gen. Han er en coun­try-fyr, der har også har spil­let med bl.a. Jack Whi­te (og Fle­et Foxes, red.).

Johan: Jeg glæ­der mig meget til Thur­ston Moo­re med sit nye pro­jekt Chel­sea Light Moving. Han har været med til at grund­læg­ge Sonic Youth og én af mine stør­ste gui­ta­rist­hel­te. Ellers glæ­der jeg mig til at Kraftwerk og Bla­ck Rebel Motor­cyc­le Club. Så er der også Hen­ry Roll­ins, en gam­mel punk­le­gen­de i ban­det Bla­ck Flag, der laver spo­ken words på fire for­skel­li­ge sce­ner, fire dage i træk.

 

MMB: Hvad skal der ske for jer efter Roskil­de? Andre festi­val­jobs? Er der en LP på vej?

Johan: Vi skal spil­le på New Note festi­val i Hil­l­rød, Skan­der­borg Festi­val og et par fle­re i sen­som­me­ren, som vi ikke kan offent­lig­gø­re endnu.

Vi skal også mødes et par uger i som­mer­fe­ri­en og skri­ve nyt mate­ri­a­le til vores LP, som vi skal ind­spil­le til september/oktober, og den udkom­mer i star­ten af 2014.

Det bli­ver fan­ta­stisk nu her, hvor Lin og Andreas bli­ver fær­dig med gym­na­si­et og kan foku­se­re 100 % på det her.

 

Nav­ne­løs spil­ler på Pavi­li­on Juni­or, søn­dag den 30. juli, kl. 16.00.

 

Nav­ne­løs | Bandcamp
Nav­ne­løs | Facebook
Nav­ne­løs | Spotify
Nav­ne­løs | Wimp