Musik Mig Blidt

Foto­graf: Tue Bli­ch­feldt: http://tueblichfeldt.tumblr.com/

Frost Festi­val har i den­ne uge to afte­ner i træk stå­et på sto­re ople­vel­ser for mit ved­kom­men­de. Ons­dag aften på Lou­i­si­a­na Kunst­mu­se­um bød på en helt igen­nem even­tyr­lig og magisk kon­cert med Nils Fra­hm og Mika­el Simp­son. En kon­cert der til ful­de leve­de op til mine for­vent­nin­ger, hvil­ket ikke er så lidt, efter­som Nils Fra­hms musik måske lig­ger mit hjer­te nær­mest af al musik i den­ne ver­den. Jeg har imid­ler­tid skre­vet man­ge bevin­ge­de ord om Nils Fra­hm her på blog­gen, så den­ne gang skal det hand­le om anden artist fra Frost Festi­val 2013; Dan Dea­con, der spil­le­de tors­dag den 28/2.

Mens Nils Fra­hms musik er indadsku­en­de og reflek­to­risk var der helt ander­le­des bol­ler på sup­pen i sel­skab med Dan Dea­con og hans tre kum­pa­ner, her­af to sær­de­les ener­gi­ske trom­mesla­ge­re. Dan Dea­cons musik er ikke kun udad­vendt, den er i live sam­men­hæn­ge i høj grad også en stærk soci­al, inter­ak­tiv og udpræ­get fysisk ople­vel­se, som på Jazzhou­se udvik­le­de sig til en deci­de­ret rave-fest. Det er ikke så nemt at gen­gi­ve på skrift, hvad en Dan Dea­con kon­cert er for en stør­rel­se. Fak­tisk er det over­or­dent­ligt fri­sten­de at bru­ge kli­chén: “Man skul­le nok have været der…”

Lad mig prø­ve alli­ge­vel. Dan Dea­con ind­t­og sce­nen med et par ord om, at ban­det var lidt træt­te, efter­som ban­det hav­de været oppe alle­re­de kl. 7  efter en kon­cert i Sto­ck­holm afte­nen før. Der­for hav­de han brug for publi­kums hjælp til at få til­ført noget ener­gi og bad publi­kum om at skri­ge og råbe af deres lun­gers ful­de kraft, hver gang lyset gik og stop­pe i det øje­blik, det blev tændt igen. Det­te stunt gen­tog sig nog­le gan­ge og hav­de en for­lø­sen­de effekt, både blandt publi­kum og hos ban­det, men det var også et glimt af, hvad der var i ven­te forude.

Efter­føl­gen­de bad Dea­con alle til­ste­de­væ­ren­de om fin­de et punkt i lof­tet, der min­de­de en om sit vær­ste bre­ak-up og der­ef­ter knæ­le, mens man fast­hold­te blik­ket på det­te punkt. Dan Dea­con bad nu alle om at reci­te­re efter ham, hvor­ef­ter en lang syret mes­sen der omhand­le­de, at man hav­de limet sig selv fast til et eller andet løb af stab­len. Det var et meget mær­ke­ligt optrin, men man blev revet med af Dea­cons skæ­ve humor og ener­gi­ske stemmeføring.

Efter den­ne “opvarm­ning” spil­le­de ban­det et eller to num­re inden Dea­con med ven­lig auto­ri­tet bad publi­kum om at dan­ne en stor cir­kel midt i rum­met. Der bred­te sig en for­vent­nings­fuld undren blandt stør­ste­delen af publi­kum, mens man for­nem­me­de, at en del af publi­kum enten hav­de været til Dan Dea­con kon­cert før eller hav­de hørt om dem og hav­de en idé om, hvad der nu skul­le ske.

Dea­con udvalg­te sig en dreng og en pige blandt publi­kum og for­kynd­te, at der skul­le være en slags dan­ce show­down, hvor man skul­le dan­se ca. 10 sekun­der inden den dan­sen­de valg­te en ny aflø­ser, og så frem­de­les. Alle tæt på cirk­len skul­le del­ta­ge, så hvis man var den gener­te type, skul­le man ikke være i nær­he­den af cirk­len. Øje­blik­ke­ligt trak nog­le i bag­grun­den mens andre ivrigt søg­te ind mod cirk­len.  Og så gik det løs! Og jeg skal love for at folk gav slip på hæm­nin­ger­ne  Jeg optog en lil­le video:

Kon­cer­ten bevæ­ge­de sig her­ef­ter mere og mere i ret­ning af en kær­lig og under­hol­den­de rave­fest, godt hjul­pet på vej af andre soci­alt inter­a­ge­ren­de påfund søsat af Dea­con. Én af dem var en “Fol­low the lea­der” dan­se­leg (se anden video jeg optog neden­for), hvor to hold dyste­de om at imi­te­re bevæ­gel­ser­ne fra skif­ten­de per­so­ner fra sit hold. Et andet indslag var en slags men­ne­ske­lig tun­nel, hvor samt­li­ge publi­kum­mer til sidst stod to og to over­for hin­an­den, hæn­der mod hæn­der i én lang kæde igen­nem og udenom Jazzhou­se-byg­nin­gen. Det var lidt ala Bro Bro Bril­le sang­le­gen, som de fle­ste måske ken­der fra deres barndom.

Foto­graf: Tue Bli­ch­feldt: http://tueblichfeldt.tumblr.com/

Apro­pos barn­dom, så var det gene­relt lidt som at være barn igen at være til Dan Dea­con kon­cert. Hæm­nin­ger var en by i Rusland, folk dan­se­de gak­ket rundt, et par styk­ker crowdsur­fe­de og folk kun­ne ikke lade vær med at sprin­ge op på sce­nen for at dan­se og være tæt på “fader” Deacon.

Dea­con igang­s­at­te til afte­ne­nes ene­ste stil­le num­mer en slags kol­lek­tiv men­ne­ske­lig spiral, hvor folk pla­ce­re­de hæn­der­ne på hin­an­dens hove­d­er og gik rundt om hin­dan­den i en rund­kreds for til sidst at få dem til af stå med hæn­der­ne i vej­ret med front mod sce­nen, som til­bad de Dea­con som den nye Mes­si­as. Dan Dea­con kun­ne med sin char­me og humor få folk til hvad som helst! Folk gav sig hen og lod sig rive med, og det var meget under­hol­den­de at overvære!

Num­me­ret True Thrush blev ledsa­get af et spek­taku­lært indslag i form af Dan Dea­cons lysshows­ap­pli­ka­tion, som kan down­lo­a­des til iPhone/iPad og Android­te­le­fo­ner. App’en for­vand­ler din smartp­ho­ne til et disko­lys syn­kro­ni­se­ret med musik­ken afhæn­gigt af din pla­ce­ring i rum­met. Din tele­fo­nens skærm­lys og blitz for­vand­les med andre ord til én brik i et kom­pleks lysshow, der udgø­res af man­ge smartp­ho­nes. Tele­fo­ner­ne kan både age­re syn­kront og asyn­kront i for­hold til hinanden.

Det var en fasci­ne­ren­de ting at stå der, hop­pen­de og dan­sen­de med sin smartp­ho­ne løf­tet sam­men med et par hund­re­de andre og se ens tele­fon inter­a­ge­re med musik­ken og de andre tele­fo­ner. Det hav­de en afsmit­ten­de effekt på publi­kum og skab­te en mærk­vær­dig blan­ding af vir­tu­el, ånde­lig og fysisk nær­hed og kon­takt imel­lem publi­kum og band og publi­kum ind­byr­des. Alt smel­te­de lige­som sam­men til en høje­re enhed.

Se en trai­ler for app’en og et eksem­pel på, hvor­dan det ser ud til en Dan Dea­con kon­cert her­un­der. Du kan des­u­den via Dan Dea­cons hjem­mesi­de kre­e­re dit helt eget lysshow til en selvvalgt sang du uplo­a­der. Se mere på Dan Dea­cons hjem­mesi­de, hvor du fin­der et link til det onli­ne­pro­gram, der lader dig være kre­a­tiv med lyd og lys på egen hånd.

Hvis vi et øje­blik ret­ter på fokus på sel­ve musik­ken iso­le­ret fra alt det­te stærkt under­hol­den­de og enga­ge­ren­de hur­lum­hej, så var jeg en anel­se skuf­fet. Det blev for dekon­struk­tivt. Jeg har ikke noget imod dekon­struk­tion, men det kræ­ver at man først har byg­get noget op, man kan dekon­stru­e­re, og det ske­te kun i lav grad. Det melo­di­ske i num­re­ne, som jeg ken­der dem, druk­ne­de i en mur af støj, feed­ba­ck­ef­fek­ter og Dea­cons pit­che­de egern­ly­den­de stem­me og bevir­ke­de, at num­re­ne lig­ne­de hin­an­den for meget. Der mang­le­de noget dyb­de i lyd­bil­le­det, for­stå­et på den måde, at jeg ger­ne vil­le have kun­net høre de man­ge ele­men­ter i musik­ken stå mere ud i for­hold til hin­an­den. Rent musi­kalsk blev det der­for en for ensi­dig affæ­re til min smag.

Det ændrer dog ikke på, at jeg sjæl­dent har været til en kon­cert, hvor publi­kum i den grad blev enga­ge­ret og gjort til en aktiv del af kon­cer­ten. Set med dis­se bril­ler vil­le Dan Dea­con pas­se per­fekt på Roskil­de Festi­val, hvor gæster­ne nor­malt er mere end vil­li­ge til at kaste sig ud i skø­re, fæl­les­ska­ben­de akti­vi­te­ter, som smel­ter sam­men med musik i nær­mest eksta­tisk form. Gan­ske vist spil­le­de Dea­con på Roskil­de i 2008, hvor han efter­si­gen­de skuf­fe­de bravt, men den­ne tors­dag aften på Jazzhou­se, var det svært at fore­stil­le sig, det vil­le gen­ta­ge sig, hvis han fik chan­cen på Roskil­de igen.

Ind­til han får den­ne revan­che, skal der lyde et stort tak til Frost Festi­val for at brin­ge den excen­tri­ske og karis­ma­ti­ske Dan Dea­con og hans dyna­mi­ske, far­ve­ri­ge kon­certs­how til Køben­havn og sæt­te hede smil på utal­li­ge frosts­præng­te læber og fut i dan­sesko­e­ne! Det var en fornøjelse!