Eksklusivt: Navneløs tager dig med bag om debutalbummet “Værk”

23 feb 2014 by Søren Lund Korsgaard, No Comments »

Cover

Lidt læn­ge­re nede i artik­len kan du læse om Nav­ne­løs’ egne reflek­sio­ner og over­vej­el­ser omkring deres nyligt udkom­ne debutal­bum Værk. Ban­det tager dig i hån­den og gui­der dig lige­som igen­nem num­mer for num­mer. Her­ligt, ikke!? Men først har jeg selv et behov for at udtryk­ke min begej­string.

Hvor er det skønt, når ens for­vent­nin­ger bli­ver ind­fri­et til ful­de! Nav­ne­løs’ debutal­bum har været i hyp­pig rota­tion, lige siden jeg fik det til anmel­del­se i før­ste halv­del af decem­ber. Resul­ta­tet? Jeg er forel­sket, intet min­dre. Forel­sket i Nav­ne­løs’ svært kate­go­ri­ser­ba­re uni­vers og Lin Rosen­becks fine, sår­ba­re stem­me. Album­met udkom offi­ci­elt den 10. febru­ar, og en sam­let pres­se har gan­ske fortjent taget godt imod pla­den og har kastet fle­re fem­stjer­ne­de anmel­del­ser efter vær­ket. Og net­op tit­len Værk, er, trods nog­le kri­ti­ske røster om at være udtryk for præten­tion, en meget ram­men­de beskri­vel­se.

Værk er nem­lig et meget sam­men­sat og kom­pro­mis­løst album, der ube­svæ­ret veks­ler mel­lem for­skel­li­ge dyna­mi­k­ker — mel­lem det pompø­se, stø­jen­de og mini­ma­li­stisk sar­te, mel­lem indad­vendt refleksion/melankoli og udad­vendt opti­mis­me — og mel­lem gen­rer som kam­mer­ro­ck, post-rock, klas­sisk og jazz.

Lin Rosen­becks tek­ster er ved før­ste lyt ret simp­le, men kun på over­fla­den. Hvert ord syn­ges med sigen­de og bety­de­lig beto­ning. Det lyder tit som om Lin sma­ger på hvert enkelt ord og der­ved til­læg­ger det en under­for­stå­et vægt og betyd­ning. Effek­ten er, at sæt­nings­kon­struk­tio­ner­ne frem­står nøje afve­jet og i sin mini­ma­li­sti­ske (hverdags)poesi ofte ind­kaps­ler øje­bliks­bil­le­der og følel­ser — både de som bider sig fast i skyg­ger­ne af sin­det og ska­ber nostal­gi­ske lom­mer såvel som de flyg­ti­ge, der over­væl­der og ram­me plud­se­ligt som lyn eller små længsels­ful­de stik i hjer­tet.

Jeg kan ikke fore­stil­le mig andet end at Værk, selv­om 2014 end­nu er ung, bli­ver et af årets bed­ste dan­ske udgi­vel­ser. Værk er et ekstremt ambi­tiøst debutal­bum fra et ungt band, men det står på stort set alle pla­ner sin prø­ve.

Navneløs-af-Ida-Dorthea_6

Tra­ck­li­sten ser såle­des ud:

Side A:
Pilot
Her Står man

Side B:
Tænkt På Et Sted
For­svandt
Loop 1
Sonic Youth

Side C:
Metro­n­ord
Loop 2
Ikke End­nu

Side D:
Stil­le
Skyg­gen

 

 

I det føl­gen­de kan du få et eks­klu­sivt ind­blik i Værks til­bli­vel­ses­pro­ces, både på et over­ord­net plan og num­mer for num­mer i detalj­en — for­talt af ban­det selv, kry­dret med anek­do­ter, reflek­sio­ner og inspira­tions­kil­der. Lyt ger­ne til album­met imens!

 

Bag om Værk

(for­talt af Nav­ne­løs selv)

 

Om pro­jek­tet: 
Før vi for alvor gik i gang med det nye mate­ri­a­le, sat­te vi os for at snak­ke om hvad det egent­lig var vi vil­le med et album. Vi fandt frem til, at vi vil­le byg­ge pla­den op omkring vinyl­for­ma­tet. Vi vil­le lave en dob­beltvi­nyl, hvor de fire sider hav­de hver deres rol­le. Der­for sat­te vi fra star­ten et ske­ma op med side A, B, C og D. De num­re, vi hav­de skre­vet, blev sat ind på den side, deres stem­ning pas­se­de til, og så blev hul­ler­ne lige­som fyldt ud under skri­ve­pro­ces­sen i stu­di­et. På den måde skul­le det ikke bare være 10 num­re, men et sam­men­hæn­gen­de pro­jekt. I vores sam­ta­le her­om kom ordet “Værk” plud­se­lig frem, og vi beslut­te­de, at det skul­le være pla­dens titel.

Helt over­ord­net i for­hold til sider­ne kan man vel sige, at man har de to yder­ste sider, side A og D, som er mere kon­cep­tu­el­le. De har hver deres rol­le som start og slut­ning, og består hver af et langt num­mer (Pilot og Skyg­gen) som hver fun­ge­rer som intro og out­ro, og så et kort num­mer (Her Står Man og Stil­le), som lige­som er bin­de­led mel­lem de lan­ge num­re og resten af pla­den.  Side B og C er “kødet” på album­met. Det er her de almin­de­li­ge num­re er — 3–4 minut­ters sing­le-mate­ri­a­le såvel som 7 minut­ter lan­ge indie-bal­la­der, men det er min­dre kon­cep­tu­elt og mere hånd­gri­be­ligt.

Pilot: 
Ved vores beslut­ning om at byg­ge pla­den op omkring dob­beltvi­nyl-for­ma­tet, vil­le vi pri­mært bru­ge side A på en intro. En åbner som skul­le teg­ne et bil­le­de af det vide­re for­løb på pla­den. Vi tænk­te på Bowies Wars­hawa og Neuköln, men egent­lig tog num­me­ret udspring i inspira­tion fra det gam­le Sods num­mer Off Mor­ning. Efter man­ge timer (nær­me­re dage) beslut­te­de vi at ven­te med at lave den­ne intro, til vi var i stu­di­et, da vi hav­de svært ved at over­skue, hvor­dan den skul­le byg­ges op. Til sidst fandt vi frem til at den skul­le bestå af 3 sat­ser, hvor den før­ste er meget “band­præ­get” post-rock­et, sats 2 er meget aku­stisk og klas­sisk med kla­ver og cel­lo som de bæren­de ele­men­ter, og sats 3 med ambi­ent støj leder mere hen til det næste num­mer “Her står man”, med bru­gen af en cel­lo­me­lo­di, der går igen.

Her Står Man: 
Her Står Man er et af de hår­de­ste num­re på pla­den, og spar­ker på den måde pla­den ordent­ligt i gang efter den lan­ge intro. Num­me­ret er egent­ligt skre­vet et godt styk­ke tid i for­vej­en. Vi hav­de brugt num­me­ret som åbnings­num­mer ved vores kon­cer­ter på bl.a. Roskil­de, Skan­der­borg, og New Note Festi­val, men var aldrig ble­vet helt til­fred­se. Så det end­te med at vi skrev vokal­me­lo­di­en om, så den blev noget mere nedt­o­net.

Side B (Tænkt På Et Sted, For­svandt, Loop 1, Sonic Youth) er den mere main­stream del af pla­den — her er de mere regu­læ­re pop-rock num­re (sing­ler) som fx Tænkt på et sted. Det er på en måde en mere “afslap­pet” del af album­met, hvor der er plads til pop og leg, hvil­ket også kom­mer til udtryk i sidens instru­men­tale afslut­nings­num­mer, Sonic Youth, som egent­lig bare er en jam­se­s­sion, hvor vi “fjol­ler” lidt.

Tænkt På Et Sted: 
Tænkt På Et Sted kom ud af en min­dre skri­ve­blo­ka­de — i man­gel på bed­re for­søg­te vi at byg­ge et num­mer op omkring de tre simp­le akkor­der i intro­en, kom­bi­ne­ret med et trom­me­be­at inspi­re­ret af Kate Bush’ Run­ning up that hill. Synt­he­size­rens melo­di duk­ke­de frem over de to akkor­der som noget helt natur­ligt, og i stu­di­et blev næsten alle synth-fra­ser­ne dub­bet med cel­lo også. Den repe­te­ren­de tekst var i star­ten ens i beg­ge vers, men sene­re blev andet vers udvi­det, både for vari­a­tio­nens skyld, men også for at lede bed­re vide­re til num­me­rets C‑stykke, som bæres af en svæ­ven­de synt­h/­cel­lo-melo­di. Num­me­ret inde­hol­der også fle­re gui­tar­so­li, som er inspi­re­re­de af David Bowies Tee­na­ge Wild­li­fe.

For­svandt: 
Da vi skrev For­svandt, lyt­te­de vi rig­tig meget til num­re­ne Sound And Vision og Ashes To Ashes med David Bowie. Måden hvor­på dis­se num­re, især Ashes, bevæ­ger sig gli­den­de fra det ene styk­ke til det andet, veks­len­de i tone­art og dyna­mik uden man læg­ger mær­ke til det, er vildt fasci­ne­ren­de, og vi vil­le gøre det sam­me. Hvis man læg­ger mær­ke til det, star­ter num­me­ret lidt val­sen­de i taktar­ten tre-fjer­de­de­le. Her­ef­ter skif­ter den midt i ver­set til fire-fjer­de­de­le og bli­ver med et mere melan­kolsk. Måden, hvor­på num­me­ret her skif­ter mel­lem det lyse og mør­ke, er vi ble­vet vildt gla­de for!

Loop 1: 
Vi hav­de fået en idé med at ind­spil­le nog­le lyde, spo­le dem over på nog­le kas­set­tebånd for her­ef­ter at klip­pe dem op i nog­le små styk­ker på 7 cen­ti­me­ter, som pas­ser til et lil­le loop vi kun­ne få til at sid­de i bån­dets ind­pak­ning. Både Loop 1 og Loop 2 er byg­get op på den­ne måde, og Loop 1 er ude­luken­de sådan­ne klip. Bl.a. er der et lil­le klip fra noget gam­mel dansk­top. Præ­cist hvad, kan vi desvær­re ikke huske.

Sonic Youth: 
Nok det mest gla­de num­mer på pla­den. Vi fandt på det til en øver og har siden ofte spil­let det live. Det har givet Lin et lil­le bre­ak, hvor vi andre har fået lov til at fjol­le lidt rundt i nog­le dur-akkor­der. “Under vores kon­cert på Roskil­de Festi­val kig­ge­de jeg til­fæl­digt ud i den ene side af tel­tet, og så et par dan­se helt fan­ta­stisk da vi spil­le­de Sonic Youth” (Johan Kru­se, gui­ta­rist m‑m.).

Side C er i den mere melan­kol­ske afde­ling. Det er sta­dig base­ret på reel­le num­re, men det er min­dre pop­pet og mere dystert. Der er Metro­n­ord, som tid­li­ge­re har været sing­le, men som er ble­vet ind­spil­let i en ny ver­sion til album­met, som er mere skra­bet — der er fjer­net en del ele­men­ter som gør at num­me­ret er ble­vet lidt min­dre bastant og sing­le-agtigt, men det er sta­dig et for­holds­vist aggres­sivt og udad­vendt num­mer, og der­for fun­ge­rer det godt mel­lem B‑sidens sing­le-stem­ning og Loop 2 og Ikke End­nu’s mør­ke melan­ko­li.

Metro­n­ord:
Egent­lig hav­de vi sendt num­me­ret ud i en tid­li­ge­re ver­sion til­ba­ge fra slut­nin­gen af 2012. Men vi var ble­vet lidt træt­te af at num­me­ret var så mas­sivt, så vi prø­ve­de at skæ­re det helt ind til benet, og lave­de et dog­me med at lave så få vari­a­tio­ner og fills som muligt. Her­til skul­le Lin syn­ge så stil­le og nær­mest hvi­ske orde­ne ud. Det fun­ge­re­de, og vi er ble­vet sind­sygt gla­de for den nye ver­sion.

Loop 2: 
Loop 2 gjor­de vi som sagt brug af dis­se bånd­loops, men put­te­de også både synt­he­sizer og Wur­litzer på. Det har givet num­me­ret en mere orga­nisk atmos­fæ­re, i mod­sæt­ning til den mere elek­tro­ni­ske Loop 1, og det pas­ser godt til den mere melan­kol­ske side C, hvor num­me­ret fun­ge­rer som inter­mezzo mel­lem Metro­n­ord og Ikke End­nu.

Ikke End­nu: 
Det er et af pla­dens mere skæ­ve num­re og et num­mer, vi har brugt vildt lang tid på! Skul­le man sam­men­lig­ne det med et num­mer fra EP’en skul­le det være Ver­dens Ende. De tager beg­ge udgangs­punkt i et ret sim­pelt “riff”, som er kom­met mere eller min­dre ud af ingen­ting. Der­fra er der så kom­met fle­re styk­ker på. Ikke End­nu star­te­de som et loop på Johans com­pu­ter. Det var ved et til­fæl­de endt i en lidt sjov taktart (fem fjer­de­de­le med en lidt sjov tem­po-for­nem­mel­se), og det var ret svært for os over­ho­ve­det at spil­le det i star­ten, for­di vi blev for­vir­re­de, og det gjor­de det end­nu svæ­re­re at fin­de ud af hvor num­me­ret egent­ligt skul­le hen — det star­te­de til­ba­ge i julen 2012. Først et par uger inden stu­di­et kom der et vers på, hvor musik­ken bli­ver mere ordi­nær og der­for var nem­me­re at syn­ge opad.

Det er som om, man kom­mer fra det abstrak­te og instru­men­tale riff, og så lige­som foku­se­rer i ver­se­ne. De to styk­ker fun­ge­rer vildt godt sam­men, synes vi. Da vi så sad i stu­di­et og hav­de det meste af mate­ri­a­let fær­digt, mang­le­de vi en slut­ning til Ikke End­nu. For det før­ste var vi ikke til­fred­se med den eksi­ste­ren­de slut­ning. For det andet var pla­den sim­pelt­hen for kort. Vi mang­le­de 3–4 minut­ter før det vil­le give mening at lave en dob­beltvi­nyl frem for en enkelt, og alt mate­ri­a­let var til­pas­set dob­belt-for­ma­tet, med de 4 for­skel­li­ge sider. Der­for blev der meget hur­tigt skre­vet en stry­gerout­ro, som vi vir­ke­lig er gla­de for. “Efter min mening løf­ter det hele num­me­ret mar­kant — cel­lo-styk­ket er et af pla­dens abso­lut­te høj­de­punk­ter i mine øjne. Det er også dét, der gør, at Ikke End­nu fun­ge­rer så godt som afslut­ning på side C og oplæg til side D.” (Andreas Ledet, gui­ta­rist)

Side D er pla­dens afslut­ning og kører vide­re med den melan­kol­ske og dystre stem­ning fra Ikke End­nus cel­lo-out­ro. Med først det følel­ses­mæs­sigt meget stær­ke num­mer Stil­le og der­næst den simp­le men stor­lad­ne Skyg­gen er det på en måde en mod­sæt­ning til side A, hvor der er rig­tig man­ge ele­men­ter der kom­mer ind og ud og ændrer dyna­mi­k­ken. På side D er dyna­mi­k­ken stødt sti­gen­de mod skyg­gens halv-kao­ti­ske slut­ning, hvor det hele til sidst for­svin­der og der skæ­res helt ind til benet med bas og trom­mer, som luk­ker pla­den.

Stil­le: 
I vores eks­pe­ri­men­te­ren i stu­di­et frem­kom “Stil­le” plud­se­ligt. Andreas og Johan hav­de en dag ale­ne med vores pro­du­cer Asger Chri­sten­sen, hvor en ræk­ke til­fæl­di­ge akkor­der blev sat sam­men. Det lød ikke spe­ci­elt fedt, men så tryk­ke­de Asger rever­se i com­pu­te­ren, og plud­se­lig lød det af en mil­li­on. Vi vend­te ræk­ke­føl­gen på akkor­der­ne om, og ind­spil­le­de så kla­ve­ret igen. Der­for lig­ger der to lag kla­ver, hvor det ene er rever­se, oven i hin­an­den. Da Lin hør­te det blev hun vildt glad, og efter bare en dag hav­de hun tekst, melo­di og det hele. Fre­de­rik impro­vi­se­re­de lidt trom­mer hist og hær, og Mads lag­de en dyb og rolig bas. Til sidst spil­le­de Johan en lil­le solo på stu­di­ets Juno-synth, som lig­ger hvor num­me­ret bli­ver størst.

Skyg­gen: 
Egent­lig er “Skyg­gen” det før­ste num­mer vi nogen­sin­de skrev. Alle­re­de da vi gik på efter­sko­le blev Johan, Lin, og Andreas sat sam­men i et afslut­ten­de pro­jekt, hvor et kre­a­tivt pro­dukt skul­le præ­sen­te­res. Her blev num­me­ret frem­skabt, og siden til dan­nel­sen af orke­ste­ret. Igen­nem hele ban­dets end­nu kor­te histo­rie, har num­me­ret haft man­ge ver­sio­ner. Den ende­lig som er på pla­den, er en blan­ding af alle dis­se, og rum­mer den ori­gi­na­le kla­verin­tro, out­ro­en, som sene­re er ble­vet lavet, og ende­lig støj­en, som har været på i for­skel­li­ge live­sam­men­hæn­ge.

Related Posts with Thumbnails

Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Leave a Reply

Follow Me!

Follow Me! Follow Me! Follow Me! Follow Me!