EF — Ceremonies
Der er to grunde til, at jeg vælger at skrive om EF. For det første har de et nyt anbefalelsesværdigt album ude og for det andet giver de koncert på fredag på KB18 i København (support: The Shaking Sensations).
EF laver post-rock i stil med Sigur Rós, Explosions In The Sky, Mogwai, Cult Of Luna med vink til bands som Efterklang. På det seneste og fjerde studiealbum Ceremonies, der samtidig markerer bandets 10 års jubilæum, går bandet i en mere orkestral retning end hidtil, og det giver et mere varieret udtryk end mange andre aktører inden for genren mestrer.
I skønne harmonier bevæger forskellige strengeinstrumenter, blæseinstrumenter, piano og endda synthesizers sig ind og ud af hinanden og skaber associationer til både vældige, majestætiske bjerglandskaber og tyste lysninger i vilde skove. Det sart hviskende, som når man zoomer ind på et blad, der løsner sig fra sin gren i slowmotion til det storladent bombastiske, som bølgernes voldsomme møde med stejle klippevægge, afveksler hinanden ubesværet. Sidstnævnte sker primært når EF lyder tungest og på grænsen til metalgenren. Det tipper dog aldrig over i decideret metal, men det tungere udtryk skaber til gengæld en fin modvægt til det fine og yndefulde som også fylder meget i EF’s lydbillede.
Det er også værd at nævne, at albummet er fuld af gode melodier, og det skinner tydeligt igennem, at bandet har arbejdet målrettet på at undgå det anonyme, som post-rock genren desværre i min optik ofte lider af, og som var medvirkende til at jeg personligt blev lidt træt af genren for nogle år siden efter at have dyrket den intenst i et par år.
Albummet ånder også ekstra ved at inddrage vokal, selvom den i lange passager forsvinder og lader instrumenterne tale for sig selv, så man næsten glemmer, at det rent faktisk er mennesker der frembringer musikken og ikke naturen selv. Det bevirker, at når vokalen indtræder, føles det som om mennesket og naturen forenes på ny.
Giv Ceremonies et lyt herunder.
Tags: EF, EF - Ceremonies
Follow Me!