Musik Mig Blidt

UHØRT Festi­val,  der i år for 7. gang i træk er arran­ge­ret af musi­ke­re for musi­ke­re i øve­lo­ka­le­for­e­nin­gen ORA på Refsha­leø­en i Køben­havn, hav­de i år hele 37 acts på pro­gram­met. Beredt på man­ge timers ny og spæn­den­de musik, cyk­le­de jeg til Refsha­leø­en i ægte Køben­hav­ner stil, og mær­ke­de så småt sky­er­ne åbne sig over mit hoved.

I løbet af de næste man­ge timer ople­ve­de jeg musik i alle gen­rer, med både nye og kend­te ansig­ter i spot­ligh­tet. En efter­hån­den mud­ret festi­vals­plæ­ne blev stil­le og roligt fyldt op af fle­re publi­kum­mer, og humø­ret var trods vej­ret godt. Desvær­re gjor­de den regn­ful­de festi­vals­op­le­vel­se mig så for­kø­let, at jeg måt­te bli­ve under dynen på festi­val­lens anden og sid­ste dag, lør­dag. Her kom­mer der­for mine tre bed­ste musi­kop­le­vel­ser fra fre­dag på UHØRT Festi­val 2016. 

DIET:

Fyn­s­ke DIET, der opstod i 2015, beskri­ves som indi­epop i året UHØRT pro­gram. Indi­epop er en gen­re­be­teg­nel­se, der efter­hån­den omfat­ter en meget bre­de vif­te af kunst­ne­re og lydu­ni­ver­ser. For mig er DIET lyden af ame­ri­kansk road­trip, der med nuan­cer af med­vind og skarp solskin, samt for­fald og indre dæmo­ner resul­te­rer i en inder­lig og stærk lyd. I live­sam­men­hæng holdt den­ne lyd sig skarp igen­nem hele det 30 minut­ter lan­ge set, og sam­men­spil­let rede­de den ellers ikke så uhør­te sangs­skriv­nings­form, der ten­de­rer til det ensformige. 

Med under­to­ner af slut 80’er og tid­lig 1990’er grun­ge-lyd, bli­ver den klas­si­ske rock-instru­men­ta­li­se­ring bestå­en­de af bas, trom­mer, gui­tar og skin­ger vokal akkom­pag­ne­ret af enkel­te synt­he­sizer indslag, der sen­der tan­ker­ne på fle­re nostal­gi­trip i ret­ning af bands som Joy Divi­sion, Nir­var­na og dan­ske Psyck­ed Up Janis. Spe­ci­elt for­san­ger Las­se Smeds vokal sat­te sig fast som et bæren­de ele­ment i live-ople­vel­sen, og hans kraft­ful­de og ærli­ge klang gjor­de musik­ken leven­de og til sin egen.

Lyt til: “1994”

Masasolo:

Masa­so­lo har gen­nem som­mer­må­ne­der­ne været på alles læber, og den sto­re omta­le har skabt høje for­vent­nin­ger til både live per­for­man­ce og den kom­men­de EP (der udkom­mer d.10/9). Dis­se for­vent­nin­ger blev i høj grad ind­fri­et til deres kon­cert på det­te års UHØRT Festi­val. På trods af en for­sin­ket kon­cert­start grun­det tek­ni­ske pro­ble­mer i det kraf­ti­ge regn­vejr, omfav­ne­de Masa­so­lo både den dan­ske som­mer og publi­kum med et vers af “Du dan­ske som­mer — jeg elsker dig”. Den­ne lil­le hyl­dest til som­mer­vej­ret, sat­te iro­ni­ske smil på alles læber, og skab­te god stem­ning på den våde festi­vals­plads. Masa­so­lo spil­le­de lige­som alle andre UHØRT acts et set på 30 min, og lag­de ud med dyna­misk sam­men­spil og en stålsik­ker vokal­præ­sta­tion fra for­san­ger og sangskri­ver Mor­ten Søgaard. Voka­len omfav­ne­de både det inten­se og kraft­ful­de, men rum­me­de også de mere bli­de pas­sa­ger, som f.eks. præ­ger num­me­ret “I real­ly thought she loved me”. 

Num­me­ret “On my own”, der blev spil­let som et af de sid­ste i set­tet, viste en frisk og ener­gisk side af Masa­so­lo, og beskæf­ti­ger sig med den ener­gi der opstår når man har opda­get et nyvun­det mod efter et sorg­fuldt bre­akup. Her brød Masa­so­lo fri fra de lang­som­me ryt­mer der ellers domi­ne­re­de set­tet, og kom op i et tem­po der vir­ke­lig demon­stre­re­de de fire musi­ke­res kun­nen og skab­te sam­men­hæng mel­lem lyrik og musik i en eks­plo­siv fremdrift. 

Lyt til:

“Real­ly thought she loved me”

Lhuma:

Solo­ar­ti­sten Lhu­ma, åbne­de den sto­re Roy­al sce­ne på UHØRT Festi­vals før­ste dag. Ind­hyl­det i var­me, rød­li­ge nuan­cer, svæv­de­de hun hen over sce­nen, kun hjul­pet på vej af en enkelt musi­ker, der stod bagerst på scenen. 

Lhu­mas elek­tro-pop­pe­de drøm­me­u­ni­vers spred­te sig i star­ten af kon­cer­ten langt ud over sce­nen, og per­for­man­ce-delen med Lhu­ma som dan­sen­de midt­punkt gik godt i spænd med den til­ta­gen­de støv­regn der dale­de ned fra him­len. Og net­op him­len, natu­ren og den­nes kræf­ter synes at være afspej­let i kunst­ne­rens skar­pt skå­re­de ryt­mer, der til dagens kon­cert brø­le­de ud fra højta­ler­ne i form af back­ing­tra­cks sty­ret fra bags­ce­nen. Lhu­mas vokal kan i øje­blik­ke min­de om Oh Land, der med femi­nin skarp­hed står fast og selv­stæn­digt i et hav af melo­di­ske nedslag. Indi­mel­lem kun­ne sce­nen vir­ke lidt tom, og der­ved desvær­re også en smu­le for afskær­met fra publi­kum når Lhu­ma bevæ­ge­de sig dyna­misk til musik­ken. I num­me­ret “Human Wor­ri­er” blev Lhu­mas vokal udnyt­tet til fuldt potien­ti­a­le, og hun for­må­e­de at fast­hol­de en over­be­vi­sen­de vokal­præ­sta­tion, sam­ti­dig med at hun ind­t­og den sto­re sce­ne, næsten helt ale­ne. Det vil­le klæ­de musik­ken og hen­des per­for­man­ce med visu­als, der vir­ke­lig vil­le bin­de både vokal, musik og stem­ning sammen.

Lyt til:

“Human Wor­ri­er”