Musik Mig Blidt

Ras­mus Brix fra Køben­havn var ind­til for­ny­lig alde­les ukendt for mig, men gen­nem de sene­ste par måne­der har jeg lyt­tet meget til hans debutal­bum med den fine titel I Hope You Dan­ce In Your Sle­ep, som udkom i marts.

Det er musik, der er per­fekt til stil­le og roli­ge stun­der, til snak med ven­ner over en kop kaf­fe og til når man er i det efter­tænk­som­me hjør­ne. Selv kal­der han det sove­kam­mer­mu­sik, og den beskri­vel­se dæk­ker meget godt over Ramus’ meget inti­me og per­son­li­ge udtryk. Sti­len er Sin­ger-songwri­ter med aku­stisk gui­tar som domi­ne­ren­de instru­ment og med enk­le bøl­gen­de akkordstrukturer.

Al musik og tekst er skre­vet af Ras­mus Brix. Album­met blev ind­spil­let i et gam­melt, tysk radiostu­die under Huset i Magstræ­de og lidt i et øve­lo­ka­le på Ama­ger. Claus Berg­mann (Kit­ty Wu og Host) lag­de stu­die til og har også fun­ge­ret som pro­du­cer, mens Bo Karls­son har lavet mix og master.

Der er noget dej­ligt natur­ligt over både den måde Ras­mus syn­ger og struk­tu­re­rer sine san­ge på. For­men i san­ge­ne er ikke så stram. Der er for eksem­pel ikke altid et omkvæd, der går igen. Orde­ne synes at kom­me ube­svæ­ret til ham, som om san­ge­ne næsten bli­ver skre­vet og sun­get på sam­me tid, hvil­ket ska­ber en meget “fly­den­de”, orga­nisk ople­vel­se, godt hjul­pet på vej af Ramus’ drøm­men­de, bli­de og længsels­ful­de vokal. Ofte græn­ser hans vokal til et dovent og slæ­ben­de udtryk, der min­der lidt om lige­mæn­de­ne Ben Howard og José Gon­zález. Sti­ne Grøn (We Were Born Cana­ri­es og IRAH) syn­ger des­u­den med på fire af num­re­ne og bidra­ger til at gøre musik­ken mere vægt­løs. Effek­ten på mig er stærkt beroligende!

Ras­mus Brix er mere eller min­dre selvlært musi­ker. Han lær­te nog­le akkor­der på gui­ta­ren af sin far, da han var 11–12 år gam­mel, men det var først som 18–19 årig, at han blev rig­tig glad for at spil­le. Prak­si­ser­fa­rin­gen har han bl.a. fra en peri­o­de som gademu­si­kant i Madrid og Paris. Det ustruk­tu­re­re­de karak­ter­træk i Ras­mus’ musik, som jeg opfat­ter som befri­en­de orga­nisk, skyl­des måske hans usko­le­de til­gang til sangskriv­ning. Jeg kan i hvert fald gen­ken­de mang­len på fast struk­tur og ret­ning i hans egen beskri­vel­se af sin sangskrivningsproces:

I mine ører taler det på para­doksal vis til Ras­mus’ for­del, at han “ikke ved hvor­dan man gør”. Det bety­der, at han ikke føl­ger de gængse veje strin­gent, som en mere sko­let musi­ker måske vil­le føle sig kal­det til.

Et andet ord der fal­der mig ind, når jeg lyt­ter til Ras­mus Brix er ordet “auten­tisk”, selv­om det måske er et lidt for­tær­sket ord at bru­ge i musi­kan­mel­der­kred­se til at beskri­ve musik, der besid­der ærlig­hed, ægt­hed eller nær­vær. Den­ne kva­li­tet er med al sand­syn­lig­hed ikke fre­mel­sket ale­ne i kraft af et stærkt råma­te­ri­a­le, men kan sik­kert også til­skri­ves den måde hvor­på album­met er indspillet.

Ingen af de ti san­ge har noget hit­po­ten­ti­a­le, og de adskil­ler sig hel­ler ikke van­vit­tigt meget fra hin­an­den. Fak­tisk læner nog­le af num­re­ne sig måske lige lov­ligt meget op af hin­an­den, vil­le nog­le påpe­ge. Nog­le vil sik­kert sav­ne fle­re udskej­el­ser og et par ubrud af mere vildskab.

Grun­den til at jeg ikke sav­ner noget i den dur, er at album­met til gen­gæld udgør en meget hel­støbt lyt­te­o­p­le­vel­se, net­op for­di det næsten føles som ét langt num­mer i for­skel­li­ge vari­a­tio­ner. Det lyder måske lidt kede­ligt, men på mig vir­ker det såle­des, at jeg nem­me­re bli­ver dra­get ind i Ras­mus’ musi­kal­ske ver­den og mere effek­tivt bli­ver hyl­let ind i en stem­ning af melan­ko­li, efter­tænksom­hed og næn­som var­me. Det er dog alli­ge­vel dej­ligt, når san­ge­ne får sub­ti­le til­fø­jel­ser i form af bl.a. mund­har­moni­ka, elgu­i­tar, synt­he­sizer, melo­di­ka, den før­om­tal­te gæste­vo­kal samt en hjer­te­pul­se­ren­de men dæm­pet stor­trom­me i slut­nin­gen af num­me­ret Talk.

Med I Hope You Dan­ce In Your Sle­ep har Ras­mus Brix lavet et vir­ke­lig fint debutal­bum. I min bog er det et af de bed­ste på dansk jord i år. Jeg fore­stil­ler mig, at det vil appel­le­re til et ret stort publi­kum der­u­de? Med det­te ind­læg håber jeg i hvert fald at nye fans hop­per ombord!