Hvis du ikke allerede kender Memory House, der består af Evan Abeele og Denise Nouvion fra Canada, så kan du godt glæde dig. Indtil videre har de ikke udgivet alverden, men du kan helt gratis og lovligt downloade den eminente EPThe Yearsher.
Ep’en består af 4 utroligt smukke sfæriske numre, der især glimrer ved Denise Nuovions dejlige stemme, der har en sælsom undervandsagtig klang.
Jeg har før skrevet om den enormt talentfulde lydmager Jon Hopkins, og nu er der nyt fra hans hånd i form af et remix af et Four Tet nummer. Jeg har hørt det om og om igen de sidste par dage, og det er virkelig guf for trommehinderne! Chill faktoren er på max og produktionen er ufattelig lækker. Det er krystalren terapi for sjælen.
Mon ikke 2010 er året, hvor The Title Sequence (tidligere The Sound Of Bailey) får deres gennembrud? Senere på sommeren rammer deres debut album nemlig fast grund.
The Title Sequence har eksisteret siden 2007 og består af barndomsvennerne David Bailey og Nick Crofts. Den engelske duo har dog ikke fået meget opmærksomhed indtil videre, hverken i deres hjemland eller på Internettet, hvilket er aldeles ufortjent.
Det skyldes jo nok, at de ikke har noget decideret album ude endnu, men kun har lagt nogle sange ud på deres Myspace profil og Soundcloud profil. Alligevel undrer det mig, at kendskabet til duoen er så lille, som det er tilfældet.
I nutidens digitale tidsalder er det ellers mit indtryk at kvalitetsmusik, der oven i købet fænger ret hurtigt — somThe Title Sequence gør, plejer at blive samlet op og hyped af diverse musik blogs og dermed får et publikum.
Forhåbentlig kan dette blogindlæg sætte lidt gang i hypen omkring duoen. Overvejede faktisk mens jeg skrev på dette indlæg, om jeg skulle begynde at skrive på engelsk for nemmere at få fat i de læsere, som ikke er fra lille Danmark..En translate knap er trods alt ikke helt optimalt. Det må jeg lige overveje nærmere.
Nå, det var et sidespring — tilbage til musikken. The Title Sequence lyder visse steder lidt som Kings Of Convenience, men har stadig deres egen distinkte lyd, der nogle gange inddrager elektroniske elementer.
Baileys stemme er lækker fløjlsblød og venligt klingende og numrenes kernestemninger veksler mellem reflekterende melankoli og glad højstemthed. Musikken har generelt en iboende visuel kvalitet, og derfor er det egentligt ganske passende, at duoens navn refererer til den måde, en film præsenterer sig selv på.
Den første sange jeg vil præsentere, har i høj grad visuelle kvaliteter og melankolske undertoner.
Follow Me!