Musik Mig Blidt

Ind over som­me­ren har Óla­fur Arnalds — som vi fle­re gan­ge tid­li­ge­re har skre­vet om her på blog­gen — været på en snart syv uger lang musi­kalsk road­trip af den helt igen­nem pro­duk­ti­ve slags.

Form­len er på en gang sim­pel og ambi­tiøs: Ola­fur er taget afsted med syv, nye kom­po­si­tio­ner under armen og han har syv stop rundt på Island under­vejs. Hvert sted – en kir­ke, en stue, et fyrtårn m.m. — ind­spil­ler han en kom­po­si­tion med loka­le musi­ke­re. Det er der ind­til vide­re kom­met seks audio tra­cks og seks video­er ud af. Den syven­de kom­mer på man­dag, den 8. august.

Sti­len kan beskri­ves som neoklas­sisk med under­spil­le­de elek­tro­ni­ske ele­men­ter. Og hele vær­ket er gjort til­gæn­ge­ligt gen­nem youtu­be og spo­ti­fy og kan nemt fin­des gen­nem pro­jek­tets hjem­mesi­de —  islandsongs.is — eller Ola­furs face­book-side, hvor det hele er doku­men­te­ret grun­digt i nær­mest dagbogsform.

Skønhed med løfte om noget foruroligende

Med enkel­te udfald er Island Songs et mester­ligt eksem­pel på musik, der sen­der lyt­te­ren ud på en smuk, intens og til tider foru­ro­li­gen­de tan­ke­rej­se. Kom­po­si­tio­ner­ne er domi­ne­ret af smuk­ke klas­si­ske lyd­fla­der, der byg­ges op om enk­le gen­ta­ge­de melo­distum­per spil­let på stry­ge­re, blæ­se­re, kla­ver eller sun­get af solist eller kor.

Selv om de elek­tro­ni­ske ele­men­ter er meget under­spil­le­de, så for­mår de sam­men med de orga­ni­ske real­ly­de fra de rum, musik­ken er opta­get i, at udgø­re en trussel/løfte om noget foru­ro­li­gen­de — og men­ne­ske­ligt —  der kan træn­ge igen­nem de smuk­ke klas­si­ske fla­der og harmonier.

I video­er­ne til de — ind­til vide­re — tre stær­ke­ste num­re på Island Songs bli­ver en øjen­syn­ligt per­son­lig histo­rie om men­ne­sker og levet liv fol­det ud sam­men med fly­den­de bil­led­fre­kven­ser med skævt vink­le­de nær­bil­le­der af de udø­ven­de musi­ke­re: I num­me­ret Árbak­kinn har en pen­sio­ne­ret lærer og poet, der reci­te­rer et digt på island­sk, taget plads blandt musik­ker­ne. I num­me­ret 1995 er det en lokal lære­rin­de og orga­nist, der spil­ler den gen­ta­gen­de orgel­fi­gur, mens kame­ra­et gen­nem kir­kens vin­du­er fan­ger et par glimt af legen­de børn uden­for. Og i num­me­ret Dalur er det de kaf­fedrik­ken­de og spi­sen­de til­hø­re­re, der har kame­ra­ets inter­es­se, mens musi­ker­ne er hen­vist til de bæren­de biroller.

I sjet­te num­mer — Par­ti­c­les —  frem­står vide­opro­duk­tio­nen mere glat, mere kon­trol­le­ret og min­dre legen­de – og num­me­ret er da også Island Songs’ mest radioven­li­ge med engelsk-syn­gen­de Nan­na Bryndís Hil­mars­dót­tir fra Of Monsters and Men på vokal. Ingen tvivl om at det er et stærkt num­mer, men rent stil­mæs­sigt stik­ker det lidt uhel­digt af fra resten af værket.

Det pil­ler dog ikke ved, at udgi­vel­sen har været i fast mor­gen-rota­tion her­hjem­me de sene­ste dage, og at det er med sto­re for­vent­nin­ger, jeg ser frem til syven­de og sid­ste num­mer Doria på mandag.