In Memoirs hylder og omfavner poppen på debutalbum

11 jun 2017 by Søren Lund Korsgaard, No Comments »

Fredag den 19, maj udkom In Memoirs debutalbum med titlen Love, Dreams & Sunsets. Kaster man et blik på artworket ovenfor, får man et kraftigt hint om, hvad for en lyd, som den 30 årige sanger og sangskriver Morten Fillipsen, der står bag In Memoirs, udforsker på albummets 10 skæringer; nemlig et poppet, storladent 80’er-romantisk og 90’er-inspireret pastelfarvet lydunivers, der flittigt integrerer de klassiske popklichéer.

Albummet emmer af den æstetik, stemning og romantiske nostalgi, man med nutidens øjne finder i serier som Beverly Hills 90210, Baywatch, Flash Dance, Top Gun og Dirty Dancing.

For mig personligt bliver det lidt “over the top” med denne lyd et helt album igennem. Det bliver lidt for pastelfarvet i længden. Men jeg tager virkelig hatten af for, at Morten Fillipsen og producer Mads Björn bare er gået all in på rendyrkelsen af poppen og dens klichéer, og i den forstand faktisk har skabt et meget helstøbt album. Og så er der faktisk også nogle virke gode melodier iblandt på Love, Dreams & Sunsets, som på f.eks. den drømmende single All Of My Time, og det bør også nævnes, at Fillipsens lyse stemme klinger yderst behageligt!

Mens du lytter til albummet, kan du læse In Memoirs’ egen gennemgang af numrene én for én længere nede.

Track-by-track gennemgang af In Memoirs – Love, Dreams & Sunsets

Wish: Det er faktisk en fem år gammel skitse, jeg fandt frem fra gemmerne. Da jeg skrev det i sin tid, passede det ikke rigtigt ind i de andre sange jeg havde liggende, og jeg følte den var lidt for meget “for meget”, men da jeg begyndte på et nyt musikalsk kapitel passede det pludseligt perfekt. Det var startskudet på en ny tid, og derfor også albummets åbningsnummer.

All of My Time: Skrev jeg i Melrose, Los Angeles på et motelværelse, da jeg var derovre med en flok sangskrivere. Jeg mødte en gammel veninde derovre, og nummeret er faktisk inspireret af hende, byens vibe og energi, varmen, Venice Beach, piger i sommerkjoler og smarte convertibles. Den handler om at give slip på alle sine bekymringer, og om at give sig selv lov til både at elske, og til at blive elsket. Det er lyden af et hjerte, der endelig giver efter og siger “pop”. Den handler om at finde hinanden, og ind til hinanden i dansen, hvor man til sidst har smidt sit skjold og sine våben. Man har nedbrudt alle sine mure og nu står overfor hinanden I øjenhøjde.

Who Are U?: Åh, hvor holder jeg dog meget at dette nummer. Det er en enormt hjerteskærende sang, som både gør ondt at lytte til, men som også gør mig glad. Den er meget terapeutisk for mig, og den beskriver den frustration der opstår i et brud. Teksten er ret direkte i sin besked til modtageren med sætninger som “You fucked me up. I do regret we even met” og “Who are you to doubt me?”, men den indre konflikt kommer senere til udtryk i C-stykket, hvor der bliver sunget “Say you will give it one more chance”.

So You’re Not Alone: Dette nummer er det sværeste jeg nogensinde har skrevet. Det handler om min onkel, der tabte kampen til kræft. Jeg var grædefærdig, da jeg skrev teksten. Og faktisk tog det mig over et år at færdiggøre sangen. Det var simpelthen for svært. Men den blev færdig, og jeg er super stolt af resultatet.

Brother, Can We Say?: Er det sidste nummer jeg skrev til pladen. Jeg følte jeg havde brug for et uptempo nummer, der går lidt amok og bryder de andre sange. Min producer Mads Bjørn sendte mig en tidlig version af sangen, og min kommentar var “Fedt!! Men det skal være endnu vildere”. Vi beskriver sangen som Pet Shop Boys på drugs møder Blade. Teksten er iøvrigt skrevet i London, og beskriver hvordan bylivet kan opsluge én, og gøre dig til en kyniker. Nogle gange er det godt lige at stoppe op, og kigge på et par marker.

Pas De Deux: Er en sang, der er inspireret af Medinas måde at skrive sange på. Sangen er meget ligetil, og teksten er virkelig også udtalt. Jeg syntes det passede perfekt til sangens tema; Kærlighed kender ingen køn, og er alt hvad vi har brug for her i livet.

Now That I: Handler om en sommerflirt, og den følelse der opstår når man forsøger at overbevise den anden sit værd. Sangen var gennem flere forskellige udgaver, før den fandt sin endelige form. I den oprindelige udgave endte den med et klimaks, men nu er den ret underspillet og distanceret.

Rivers: Er albummets pusterum. En lille intermezzo. I nummeret bliver der brugt rigtig mange gentagelser, hvilket giver en slags form for trance når man giver slip og blot falder hen.

Maybe Another Time: Det er en ret personlig sang, der handler om mit forhold til musik og kunst, og den indre konflikt der er forbundet. Jeg tjener ikke styrtende med penge på min musik, og jeg har fået ufattelig mange nederlag gennem årene. Derfor har jeg mange gange overvejet om det egentlig er kampen værd. Men jeg bliver ved med at vende tilbage til musikken. Jeg kan ikke lade være. Man skal sgu gå efter det man ønsker sig her i livet, og ikke bekymre sig om friværdi, renter, børn etc selvom omgangskredsen gør det. Følg ikke strømmen – gå dine egne veje, og gør det du føler er rigtigt.

Rome: Åh, hvilket et afslutningsnummer. Så kan det næsten ikke blive mere episk. Sangen giver mig ret mange associationer til en eller anden amerikansk romantisk indiefilm, og de to hovedpersoner endelig får hinanden tilsidst i silende regn. Det er en kærlighedshistorie som går op og ned, og derfor er sangen også svævende i sin form. Breakdown, efterfulgt af er beat, efterfulgt af endnu et breakdown. Kærlighed i musisk form, og en perfekt afslutning.

Related Posts with Thumbnails

Tags: , , , , , ,

Leave a Reply