In Memoirs hylder og omfavner poppen på debutalbum

11 jun 2017 by Søren Lund Korsgaard, No Comments »

Fre­dag den 19, maj udkom In Memoirs debutal­bum med tit­len Love, Dreams & Sun­sets. Kaster man et blik på artwor­ket oven­for, får man et kraf­tigt hint om, hvad for en lyd, som den 30 åri­ge san­ger og sangskri­ver Mor­ten Fil­lip­sen, der står bag In Memoirs, udfor­sker på album­mets 10 skæ­rin­ger; nem­lig et pop­pet, stor­la­dent 80’er-roman­tisk og 90’er-inspi­re­ret pastel­far­vet lydu­ni­vers, der flit­tigt inte­gre­rer de klas­si­ske popkli­chéer.

Album­met emmer af den æste­tik, stem­ning og roman­ti­ske nostal­gi, man med nuti­dens øjne fin­der i seri­er som Bever­ly Hills 90210, Baywatch, Flash Dan­ce, Top Gun og Dir­ty Dan­cing.

For mig per­son­ligt bli­ver det lidt “over the top” med den­ne lyd et helt album igen­nem. Det bli­ver lidt for pastel­far­vet i læng­den. Men jeg tager vir­ke­lig hat­ten af for, at Mor­ten Fil­lip­sen og pro­du­cer Mads Björn bare er gået all in på ren­dyr­kel­sen af pop­pen og dens kli­chéer, og i den for­stand fak­tisk har skabt et meget hel­støbt album. Og så er der fak­tisk også nog­le vir­ke gode melo­di­er iblandt på Love, Dreams & Sun­sets, som på f.eks. den drøm­men­de sing­le All Of My Time, og det bør også næv­nes, at Fil­lip­sens lyse stem­me klin­ger yderst beha­ge­ligt!

Mens du lyt­ter til album­met, kan du læse In Memoirs’ egen gen­nem­gang af num­re­ne én for én læn­ge­re nede.

Track-by-track gennemgang af In Memoirs – Love, Dreams & Sunsets

Wish: Det er fak­tisk en fem år gam­mel skit­se, jeg fandt frem fra gem­mer­ne. Da jeg skrev det i sin tid, pas­se­de det ikke rig­tigt ind i de andre san­ge jeg hav­de lig­gen­de, og jeg føl­te den var lidt for meget “for meget”, men da jeg begynd­te på et nyt musi­kalsk kapi­tel pas­se­de det plud­se­ligt per­fekt. Det var start­sku­det på en ny tid, og der­for også album­mets åbnings­num­mer.

All of My Time: Skrev jeg i Mel­ro­se, Los Ange­les på et motel­væ­rel­se, da jeg var der­ov­re med en flok sangskri­ve­re. Jeg mød­te en gam­mel venin­de der­ov­re, og num­me­ret er fak­tisk inspi­re­ret af hen­de, byens vibe og ener­gi, var­men, Veni­ce Beach, piger i som­mer­kjo­ler og smar­te con­ver­tib­les. Den hand­ler om at give slip på alle sine bekym­rin­ger, og om at give sig selv lov til både at elske, og til at bli­ve elsket. Det er lyden af et hjer­te, der ende­lig giver efter og siger “pop”. Den hand­ler om at fin­de hin­an­den, og ind til hin­an­den i dan­sen, hvor man til sidst har smidt sit skjold og sine våben. Man har ned­brudt alle sine mure og nu står over­for hin­an­den I øjen­høj­de.

Who Are U?: Åh, hvor hol­der jeg dog meget at det­te num­mer. Det er en enormt hjer­teskæ­ren­de sang, som både gør ondt at lyt­te til, men som også gør mig glad. Den er meget tera­pe­u­tisk for mig, og den beskri­ver den fru­stra­tion der opstår i et brud. Tek­sten er ret direk­te i sin besked til mod­ta­ge­ren med sæt­nin­ger som “You fuck­ed me up. I do regret we even met” og “Who are you to doubt me?”, men den indre kon­flikt kom­mer sene­re til udtryk i C‑stykket, hvor der bli­ver sun­get “Say you will give it one more chan­ce”.

So You’re Not Alo­ne: Det­te num­mer er det svæ­re­ste jeg nogen­sin­de har skre­vet. Det hand­ler om min onkel, der tab­te kam­pen til kræft. Jeg var græ­de­fær­dig, da jeg skrev tek­sten. Og fak­tisk tog det mig over et år at fær­dig­gø­re san­gen. Det var sim­pelt­hen for svært. Men den blev fær­dig, og jeg er super stolt af resul­ta­tet.

Bro­t­her, Can We Say?: Er det sid­ste num­mer jeg skrev til pla­den. Jeg føl­te jeg hav­de brug for et uptem­po num­mer, der går lidt amok og bry­der de andre san­ge. Min pro­du­cer Mads Bjørn send­te mig en tid­lig ver­sion af san­gen, og min kom­men­tar var “Fedt!! Men det skal være end­nu vil­de­re”. Vi beskri­ver san­gen som Pet Shop Boys på drugs møder Bla­de. Tek­sten er iøvrigt skre­vet i Lon­don, og beskri­ver hvor­dan byli­vet kan opslu­ge én, og gøre dig til en kyni­ker. Nog­le gan­ge er det godt lige at stop­pe op, og kig­ge på et par mar­ker.

Pas De Deux: Er en sang, der er inspi­re­ret af Medi­nas måde at skri­ve san­ge på. San­gen er meget lige­til, og tek­sten er vir­ke­lig også udtalt. Jeg syn­tes det pas­se­de per­fekt til san­gens tema; Kær­lig­hed ken­der ingen køn, og er alt hvad vi har brug for her i livet.

Now That I: Hand­ler om en som­mer­flirt, og den følel­se der opstår når man for­sø­ger at over­be­vi­se den anden sit værd. San­gen var gen­nem fle­re for­skel­li­ge udga­ver, før den fandt sin ende­li­ge form. I den oprin­de­li­ge udga­ve end­te den med et kli­maks, men nu er den ret under­spil­let og distan­ce­ret.

Rivers: Er album­mets puste­rum. En lil­le inter­mezzo. I num­me­ret bli­ver der brugt rig­tig man­ge gen­ta­gel­ser, hvil­ket giver en slags form for tran­ce når man giver slip og blot fal­der hen.

May­be Ano­t­her Time: Det er en ret per­son­lig sang, der hand­ler om mit for­hold til musik og kunst, og den indre kon­flikt der er for­bun­det. Jeg tje­ner ikke styr­ten­de med pen­ge på min musik, og jeg har fået ufat­te­lig man­ge neder­lag gen­nem åre­ne. Der­for har jeg man­ge gan­ge over­ve­jet om det egent­lig er kam­pen værd. Men jeg bli­ver ved med at ven­de til­ba­ge til musik­ken. Jeg kan ikke lade være. Man skal sgu gå efter det man ønsker sig her i livet, og ikke bekym­re sig om fri­vær­di, ren­ter, børn etc selv­om omgangskred­sen gør det. Følg ikke strøm­men — gå dine egne veje, og gør det du føler er rig­tigt.

Rome: Åh, hvil­ket et afslut­nings­num­mer. Så kan det næsten ikke bli­ve mere episk. San­gen giver mig ret man­ge asso­ci­a­tio­ner til en eller anden ame­ri­kansk roman­tisk indi­e­film, og de to hoved­per­so­ner ende­lig får hin­an­den til­sidst i silen­de regn. Det er en kær­lig­heds­hi­sto­rie som går op og ned, og der­for er san­gen også svæ­ven­de i sin form. Bre­ak­down, efter­fulgt af er beat, efter­fulgt af end­nu et bre­ak­down. Kær­lig­hed i musisk form, og en per­fekt afslut­ning.

Related Posts with Thumbnails

Tags: , , , , , ,

Leave a Reply

Follow Me!

Follow Me! Follow Me! Follow Me! Follow Me!