En weekend på Trailerpark Festival

2 aug 2016 by Niels Christian Juul Dejgaard, No Comments »

Trailerpark cover

Den 10. og sid­ste Trai­ler­park Festi­val blev afvik­let den­ne wee­kend. Pro­gram­met var tæt­pak­ket og der var noget for en hver smag. I den sto­re bag­gård på Vester­bro i Køben­havn, har Trai­ler­park været afholdt de sid­ste man­ge år, og det var med nød og næp­pe at under­teg­ne­de nåe­de at ople­ve det, da det både var mit før­ste og selvsagt også sid­ste år. Trai­ler­park sam­les om musik­ken, men huser sam­ti­dig diver­se kun­stin­stal­la­tio­ner, fored­rag og andet godt fra den kul­tu­rel­le godtepose.

Musik­ken er sam­let på 3 sce­ner. Roy­al Sta­ge er hoved­s­ce­nen og befin­der sig i en stor ska­te­hal, hvor de for­skel­li­ge ram­per og pla­teau­er ska­ber en sjov og lidt ander­le­des kon­cer­top­le­vel­se. Man kun­ne fryg­te, at aku­stik­ken i den sto­re hal vil­le være run­gen­de, men det­te er ikke til­fæl­det, og jeg hav­de ikke en ene­ste gang en fin­ger at sæt­te på teknikken.

Den ene­ste uden­dørs­sce­ne, Sound­ve­nue Sta­ge, lig­ger åbent i går­den. Her blev der afvik­let musik fra efter­mid­dag til tid­lig mor­gen, dog mest for DJ’s etc. i de sene­re nattetimer.

Den mind­ste af de 3 sce­ner, Rebel Sta­ge, huse­de kun elek­tro­ni­ske acts, og der var mere eller min­dre kon­stant DJ’s på. Den sto­re telt­dug gav mere en nat­klub stem­ning, men var sam­ti­dig ret intim, da sce­nen nær­mest gik i ét med dan­se­gul­vet. Det­te gav rig mulig­hed for dans og fest på podi­et, hvil­ket i øvrigt også blev udnyt­tet flittigt!

Hel­dig­vis, luk­ker festi­va­len ikke grun­det øko­no­mi­en. Festi­va­len er bare vok­set og vok­set og hav­de fak­tisk publi­kums­re­kord i år med ca. 10.000 besø­gen­de. Arran­gø­rer­ne har udtalt, at de ger­ne vil stop­pe på top­pen og for­sø­ge sig med noget nyt. Et modigt valg for en suc­ces­fuld festi­val, som både bran­che, kunst­ne­re og publi­kum er gla­de for. Jeg er ikke i tvivl om, at det kre­a­ti­ve team bag festi­va­len, ledet af entre­pre­n­eur Car­la Cam­mil­la Hjort, der også er stif­ter af kunst­n­er­kol­lek­ti­vet — og foret­nin­gen Art­Re­bels, nok skal få star­tet noget nyt inter­es­sant op. 

Den nær­hed, inti­mi­tet samt gæst­fri­hed jeg føl­te under Trai­ler­park, har jeg ikke ople­vet på nogen anden festi­val. Det spæn­den­de pro­gram gjor­de, at man kon­stant hav­de noget man bare skul­le se, og selv når man ikke skul­le, var der bare vir­ke­lig rart at ophol­de sig på plad­sen. Om det så var i én af de ombyg­ge­de cam­ping­vog­ne, en kæm­pe­stor bar i trætops­høj­de eller i madsa­len. Selvsagt skal man hol­de øje med arran­gø­re­ne, da de vir­ke­lig for­står at dan­ne ram­mer­ne for noget særligt!

 

Dag 1: Torsdag: 


 

EXEC: Royal Stage

Tro­els Abra­ham­sen er kendt fra VETO, som nød stor suc­ces år til­ba­ge. Den rock­e­de, eks­pe­ri­men­tel­le og elek­tro­ni­ske lyd er gemt væk, og Tro­els Abra­ham­sen har nu kastet sig over et ømt pro­jekt, nem­lig EXEC. Pro­jek­tet har tid­li­ge­re været omtalt her på blog­gen, og var des­u­den også én af vores anbe­fa­lin­ger på årets Spot Festival.

Ken­der man VETO’s lyd, er det vir­ke­lig impo­ne­ren­de, at høre den tid­li­ge­re for­san­ger bol­tre sig i et helt andet lyd­bil­le­de end vant. Setup­pet er sim­pelt, Tro­els Abra­ham­sen og et kla­ver, intet andet. Med en stærk og sam­ti­dig sår­bar vokal, udgav EXEC i slut 2015 før­ste sing­le, og i 2016 fulg­te før­ste album, The Lim­ber Real.

Set i baks­pej­let, var EXEC måske ikke den ret­te intro­duk­tion til Roy­al Sta­ge. Setup­pet, Tro­els og et clavi­net­te, giver nog­le udfor­drin­ger på en festi­val, som invi­te­rer til fest. Den sto­re sce­ne vir­ke­de gold, og for­bin­del­sen publi­kum og kunst­ner imel­lem er svær at for­nem­me, når kunst­ne­ren sid­der halvt med ryg­gen til. Han var ikke i det slud­ren­de hjør­ne, og gik lige på. Plud­se­lig var det tyde­ligt, hvor­for der har været så meget omta­le af det nye pro­jekt. Det er vir­ke­lig voka­len, og voka­len ale­ne. Abra­ham­sen udtryk­ker sig med en hjer­teskæ­ren­de dyb vokal, som sam­ti­dig inde­hol­der en ufat­te­lig styr­ke. Det vir­ker næsten komisk, når han så, lige efter et tungt num­mer, udta­ler med sin søde, nær­mest dren­ge­de stem­me, at han lige kom­mer fra ferie i Nordjylland.

Rent musi­kalsk har jeg svært ved at sæt­te en fin­ger på hans optræ­den. Desvær­re får han udtalt nog­le gan­ge, at han er nervøs, hvil­ket også er fuldt for­stå­e­ligt, når man nor­malt har kun­ne gem­me sig bag dun­dren­de beats. Men kom­bi­ne­ret med en stor, oplyst hal, uden et præn­gen­de frem­mø­de en tid­lig tors­dag aften, gik der lidt af ople­vel­sen. Det er svært at udpe­ge et egent­ligt høj­de­punkt, da san­ge­ne mest adskil­ler sig tekst­mæs­sigt, men den drøm­men­de Life Is A Liquid går rent ind hos under­teg­ne­de, hver ene­ste gang.

Ikke desto min­dre står den før­ste kon­cert som én af de mere spæn­den­de, og det er klart, at der er et enormt poten­ti­a­le. Desvær­re ind­fri­es det ikke helt på den enor­me sce­ne, og det synes jeg egent­lig mere skyl­des omgi­vel­ser­ne end musik­ken. EXEC skal ople­ves på en lil­le intim sce­ne med et rødt bagtæp­pe, så det må jeg have til gode.

 

CHINAH, Soundvenue Stage

Efter den blø­de omgang fra EXEC, fik jeg lige blæst øre­ne godt igen­nem af de hårdt­slå­en­de århu­si­an­ske søstre fra Vel­vet Volu­me og så var næste punkt på dags­or­de­nen ellers de dan­ske dar­lings fra CHINAH. Den spæn­den­de trio har vir­ke­lig fået skudt gang i kar­ri­e­ren, og er hel­ler ikke noget nyt navn på blog­gen. Både på Heart­land Festi­val samt Roskil­de har de haft vores opmærk­som­hed, og har lige­le­des været på guld­korns­li­sten ved fle­re lej­lig­he­der sid­ste år. Jeg må indrøm­me, at jeg ikke var blæst bag­over af deres optræ­den på Roskil­de Festi­val. Synt­hpop med en varm vokal var så over­re­præ­sen­te­ret på opvarm­nings­pro­gram­met, at jeg ikke kun­ne lyt­te efter, uden at høre alle de andre. Histo­ri­en var en helt anden på Trailerpark.

For­ma­tet på en lidt min­dre sce­ne, pak­ket ind i en stor bag­gård med viol­far­ve­de neon­di­o­der og en stjer­ne­him­mel, gjor­de det for mig. Plud­se­lig var CHINAHS lydu­ni­vers så meget stør­re, pro­duk­tio­ner­ne mere blu­e­sy og gui­ta­ren åh så fed. Her blev jeg bekræf­tet i, at det vir­ke­lig kan beta­le sig, at give musik fle­re chan­cer. En per­fekt afstemt kon­cert, Fine Glind­va­ds smuk­ke og vel­po­le­re­de vokal stod klart, Simon & Simon tryk­ker den flot af, og de har efter­hån­den spil­let så man­ge kon­cer­ter sam­men, at der er ved at være en helt frem­ra­gen­de dyna­mik. Det giver over­skud, og de for­står vir­ke­lig at kom­pli­men­te­re hin­an­den så det bemær­kes, men uden at det over­dø­ver det egent­li­ge lyd­bil­le­de. Jeg måt­te blankt erken­de, at deres debut EP fra i år, Once The Lights Are On, vir­ke­lig brin­ger noget nyt til. Den er så R’n’B, funky og øre­hæn­gen­de, at den sto­re suc­ces de nu nyder, vir­ke­lig er fortjent.

Så alt i alt, én af de bed­ste kon­cer­ter jeg så, ikke bare på Trai­ler­park, men én af de bed­ste jeg har set i år. Kon­tak­ten var helt unik, og jeg er inder­ligt glad for, at jeg gav dem end­nu en chan­ce. Høj­de­punk­tet for mig, var under out­tro­en på We Go Backog præ­cis som de udtryk­ker, under en synt­h­so­lo ”Don’t give me up, give me up” kom­mer jeg i tan­ke om, at jeg var lige ved at give op på CHINAH 3 uger for­in­den. Jeg lover, aldrig at give jer op!

 

Dag 2: Fredag:


 

LISS, Royal Stage

Fre­dag nat kl 00.45 var det LISS tur til at leve op til for­vent­nin­ger­ne. Kvar­tet­ten fra Århus har vel nok været det mest hype­de navn i 2016 her­hjem­me, og om end de ikke helt har vun­det under­teg­ne­des hjer­te end­nu, så fortje­ner de et skriv.

LISS brin­ger en spæn­den­de lyd. Ikke mindst den fjo­ge­de vokal er vir­ke­lig bemær­kel­ses­vær­dig, og til tider lyder deres num­re nær­mest påta­get simp­le. Lyt­ter man efter, er det dog vir­ke­lig vel­pro­du­ce­ret og gen­ne­m­ar­bej­det mate­ri­a­le. Så det var med en respekt­fuld for­be­hol­den­hed, at jeg fik slæbt min træt­te krop til­ba­ge i ska­te­hal­len. Efter før­ste num­mer, var jeg ikke solgt, og jeg synes de vir­ke­de en smu­le uko­or­di­ne­re­de, og efter en rå gri­me-kon­cert fra et fem mand højt hold fra Lon­don umid­del­bart inden, skul­le øre­ne lige til­ba­ge i et mere men­ne­ske­ligt mode. Hur­tigt fik de unge dren­ge spil­let sig brand­var­me, og plud­se­lig kun­ne de ikke sæt­te en fod forkert.

De eje­de sce­nen. Det kamps­ve­den­de publi­kum gav sig hen i den var­me som­mer­nat, og de dan­se­ven­li­ge, per­kus­si­ve num­re var som skre­vet til net­op den aften. Musi­kalsk hav­de de også noget at byde på, og en spæn­den­de auto­tu­net back­ing­vo­kal fra bas­si­sten gav en uven­tet dyb­de i lyd­bil­le­det. Selvsagt lod jeg mig rive med — og så jeg var også sul­ten efter mere. Høj­de­punk­tet for mig, var under det cat­chy num­mer Miles Apart”. Det er et af deres mere meka­nisk-pop­pe­de num­re, men har sam­ti­dig en var­me som er meget lig eksem­pel­vis Blood Oran­ge.

Her viste de et over­skud, som er sjæl­dent hos så ungt et band. Vel­ti­me­de bre­aks, kæk­ke smil og en uim­po­ne­ret ind­for­stå­et­hed. De vid­ste godt, at de var fede, de for­stod at udnyt­te det og det fun­ge­re­de bare live. Jeg kan på det var­me­ste anbe­fa­le LISS live.

 

Dag 3: Lørdag


 

GENTS, Soundvenue Stage

Duo­en, GENTShav­de én af sid­ste års skøn­ne­ste EP’er, nem­lig Embra­ce The Futu­reDe 2 gut­ter har en rig­tig fir­ser-vibe køren­de, men brin­ger alli­ge­vel en kre­a­ti­vi­tet til synt­hpop­pen. Jeg har tid­li­ge­re beskre­vet Niels Juhls vokal som væren­de Ian Cur­tis lig­nen­de, og med det mener jeg mørk og dra­gen­de, hvil­ket natur­ligt gør det spæn­den­de. Efter én af de bed­ste opvarm­nings­kon­cer­ter på Roskil­de Festi­val, var de et must-see på den sid­ste dag af Trailerpark.

Rig­tig man­ge var mødt op den tid­ligt lør­dag aften, og det er som om, at GENTS vir­ke­lig er begyndt at nå bredt ud, også bre­de­re end jeg hav­de fore­stil­let mig, taget deres noget kul­t­ag­ti­ge lyd i betragt­ning. Theis hol­der sig pri­mært bag sine synt­hezi­sers, mens Niels er klar front­mand, del­vist spil­len­de på sin 12-strengs, del­vist hof­tesvin­gen­de over hele sce­nen. Umid­del­bart invi­te­rer deres musik pri­mært til en sen nat­te­ti­me, hvil­ket jeg ikke har ople­vet end­nu, og det påvir­ker stem­nin­gen. Musi­kalsk er der sta­dig lidt usik­ker­hed, og et par af num­re­ne afslut­tes lidt lais­sez faire-agtigt.

Det er bare svært, ikke at bli­ve begej­stret og med­ta­get. Det er muligt, at de spil­le­tek­nisk ikke er suveræ­ne, men hvis jeg vil­le se spil­le­tek­nik, så vil­le jeg tage ind og se Cho­pin frem­ført. De gør det stilsik­kert, hol­der sig tro til deres egen lyd, og så skal resten nok kom­me, efter­hån­den som de får spil­let sig mere ind i deres bagkatalog.

Høj­de­punk­tet var deres sene­ste sing­le ‘Bon­ny”hvor trom­me­ma­ski­nen ban­ker hid­sigt afsted, akkom­pag­ne­ret af den søde 12-strengs. Her er det umu­ligt at stå stil­le og ikke at lade sig opslu­ge. De cat­chy ryt­mer sid­der sta­dig i mig, og jeg er alt andet end fær­dig med GENTS.

 

VINNIE WHO, Soundvenue Stage

Vin­nie Who stik­ker lidt ud på pro­gram­met af unge, nye musi­ke­re, da han egent­lig er fuld­stæn­dig vel­e­tab­le­ret og én af de sto­re art­pop stjer­ner vi har her­hjem­me. Det skal siges, at han har spil­let Trai­ler­park Festi­val 5 gan­ge tid­li­ge­re, og som jeg for­stod det, nær­mest var ble­vet fast inven­tar. Niels Bag­ge Han­sen, som tid­li­ge­re har åbnet Oran­ge Sce­ne, hav­de nu til opga­ve at spil­le sin sid­ste Trai­ler­park. Det­te var selv­føl­ge­lig comme-il-faut.

Klok­ken 02.00 lør­dag nat er ens­be­ty­den­de med fest. Den flot­te him­mel, de smuk­ke neon­lys og et enormt publi­kum dan­ne­de ram­mer­ne. Det var alle­re­de fra før­ste num­mer så tyde­ligt, at Vin­nie Who hav­de spil­let fle­re kon­cer­ter end de fle­ste på pro­gram­met til­sam­men. Ban­det leve­rer en overdå­dig live­lyd, og spæn­den­de instru­men­ter, auto­tu­nes, solo­er og dans gør det så uimod­ståe­ligt under­hol­den­de. Også her bekræf­te­des det, hvor vig­tig ram­men er for hel­heds­ind­tryk­ket ved en kon­cert — og så gør det selv­føl­ge­lig hel­ler ikke noget, at lyden sad lige i skabet.

Vin­nie Who fly­der igen­nem sit bag­ka­ta­log som en fisk i vand. Jeg tror ikke man­ge kunst­ne­re kan slip­pe afsted med, at bevæ­ge sig fra sin nye­ste folk-pla­de med en Fat­her John Misty lyd — til sine gam­le num­re, som mere lyder som en hou­set Tren­te­møl­ler. Ikke desto min­dre gør han det med en selvsik­ker­hed, han læser publi­kum og udstrå­ler en glæ­de for at være der — selv­om sce­nen måske er min­dre end han er vant til. Høj­de­punk­tet på min Trai­ler­park Festi­val var den kæk­ke How Can I Be Surehvor jeg mest af alt bare føl­te mig pri­vi­li­ge­ret af at være til­ste­de. En helt over­le­gen præstation.

 

Et DJ-set fra Kas­per Bjør­ke sene­re, var jeg godt mør. Mit san­se­bom­be­de kor­pus hav­de brug for søvn. Og vand. Alt i alt bli­ver det et mun­tert far­vel, til en festi­val som har præ­get Køben­havn i et årti. Det er mere end hvad de fle­ste kan sige, og at gøre det med en ele­gan­ce, som den jeg ople­ve­de, det er vir­ke­lig noget at være stolt over. Der skal lyde et stort tak til Trai­ler­park Festi­val for invi­ta­tio­nen. Vi må igen kon­sta­te­re, at den dan­ske under­grunds­sce­ne er i top­form, og at frem­ti­den hvi­ler i gode hænder.

Related Posts with Thumbnails

Tags: , , , , , ,

Leave a Reply

Follow Me!

Follow Me! Follow Me! Follow Me! Follow Me!