Danske favoritalbums 2016 — part 1

21 jan 2017 by Søren Lund Korsgaard, Kommentarer lukket til Danske favoritalbums 2016 — part 1

Til at star­te med hav­de jeg døbt den­ne arti­kel “Bed­ste dan­ske udgi­vel­ser 2016”, men da den­ne liste måske i høje­re grad er et udtryk for mine per­son­li­ge præ­fe­ren­cer, lan­de­de over­skrif­ten på “Dan­ske favo­ri­tal­bums 2016”.

Det har også spil­let en rol­le, at jeg jo i prin­cip­pet bur­de have lyt­tet til alle — eller i hvert fald tæt på alle udgi­vel­ser for at kun­ne postu­le­re, at noget var det bed­ste. Jeg lyt­ter til meget, nok også en del mere end de fle­ste, men der er sta­dig mas­se­vis af dan­ske udgi­vel­ser, jeg ikke når at lyt­te til, ikke får givet en ordent­lig chan­ce eller som er flø­jet under min radar.

Der­u­d­over ser jeg også Musik Mig Blidt som udstil­lings­vin­due for fan­ta­sti­ske albums, som af den ene eller anden grund — dår­lig tim­ing, dår­lig pr, wha­te­ver, ikke er trængt igen­nem til de fle­ste stør­re dan­ske musik­me­di­er og der­med mang­ler den fortjen­te eks­po­ne­ring. Nog­le af mine favo­rit­ter er der­med også valgt ud fra den præ­mis, at de sim­pelt­hen er for gode — og i øvrigt mindst lige så gode som de mere etab­le­re­de eller mere hype­de arti­sters 2016-udgi­vel­ser. Det­te er del 1 ud af to ind­læg om mine favo­rit­ter fra 2016.

Del 2 fin­der du her.

I til­fæl­dig ræk­ke­føl­ge:

Vessel — Patterns Of Blue

Ves­sel er Anders Mat­hi­a­sens solo-pro­jekt (han er også kendt fra Mur­der) og Pat­terns of Blue er hans tred­je album-udspil, hvis roli­ge, og varmt klin­gen­de lydu­ni­vers, jeg har lyt­tet til et utal af gan­ge i 2016. Anders Mat­hi­a­sens røst ram­mer en fre­kvens, som vir­ker ekstremt bero­li­gen­de og omsorgs­fuld på mig. Ja, jeg vil lige­frem påstå, at den er empa­tisk. Den rum­mer sam­ti­dig en håbe­fuld­hed og opti­mis­me på trods af de blå toner Pat­terns Of Blue ellers mesten­dels slår an.

San­ge­ne er skre­vet på aku­stisk gui­tar mens arran­ge­men­ter­ne er opstå­et i sam­ar­bej­de med et yderst kom­pe­tent band af kom­pe­ten­te jazzmu­si­ke­re som Jakob Bro (elek­trisk gui­tar), Simon Tol­dam (kla­ver og key­bo­ards), Anders AC Chri­sten­sen (bas), Mads Hyh­ne (trom­bo­ne), Bjørn Heebøll (trom­mer) og co-pro­duction af Jacob Høy­er (Tren­te­møl­ler). Det er musi­ke­re som er vant til at impro­vi­se­re, og såle­des er album­met også ind­spil­let live med kun få efter­føl­gen­de dubs. Pat­terns Of Blue er såle­des et album med et højt niveau ryt­misk detal­je­rig­dom, og lyden af et band, der i pro­ces­sen har været nys­ger­ri­ge på at for­e­ne deres musi­kal­ske evner og har spil­let sig frem til et til­ba­ge­læ­net men sam­ti­digt over­le­gent sam­men­hæn­gen­de udtryk.

 

Katrine Stochholm — Danser Til Radio

Katri­ne Sto­chholm har tid­li­ge­re gjort sig bemær­ket som stif­ter og kom­po­nist for anmel­der­ro­ste Under Byen. Nu står hun på egne ben, og det gør hun sær­de­les over­be­vi­sen­de med et ekstremt san­se­ligt og fint debutal­bum med den pud­si­ge titel Dan­ser Til Radio.

To af san­ge­ne på album­met — En Dej­lig Aften, Stil­le Sølv­klart Van­det samt Sko­ven­som­hed bru­ger lån­te tek­ster fra 1800-tals dig­te­ren Emil Aare­strup, mens resten af tek­ster­ne er Katri­ne Sto­chholms egne, som i mod­sæt­ning til Aare­strups dig­te er uden rim eller faste ver­se­fød­der.

Som hun har for­talt til musik­ma­ga­si­net Gaf­fa: “Jeg har ikke lyst til at lade mig begræn­se af, at det skal rime, det er udtryk­ket, og hvor­dan orde­ne lyder, der er vig­tigst”. Den­ne afstands­ta­gen fra den klas­si­ske pop­ska­be­lon til­fø­rer en umid­del­bar­hed og en nar­ra­tiv natur­lig­hed til tek­ster­ne, der kred­ser om bl.a. natu­ren og kær­lig­he­den.

Album­met nyder også godt af diver­se musik­ven­ners bidrag. Pro­du­cer Jonas Tran­berg (Asb­jørn, Ida Wenøe, Lyd­mor, Efter­klang, m.fl.) har sit aftryk på album­met i form af orga­ni­ske og alter­na­ti­ve pro­gram­me­rin­ger og beats som nær­mest usyn­ligt spil­ler sam­men med de tal­ri­ge andre instru­men­ter. Der­u­d­over er der gæste­o­p­træ­den­der fra en ræk­ke kunst­ne­re, som vi er rig­tig gla­de for her på Musik Mig Blidt og tid­li­ge­re har skre­vet om — Sof­fie Vie­mo­se (Lowly, Nano­me), Nan­na Schan­nong (Lowly), Ida Wenøe (Boho Dan­cer), Kas­per Staub (Lowly), Lou­i­se Grund (ali­as Lhu­ma) m.fl.

Album­mets lyd­bil­le­de består des­u­den af dybe stry­ge­kvar­tet­ter, kalim­ba, vin­ta­ge el-orge­ler, pyg­mæsang og jung­le­ryt­mer. Det lyder lige så mang­fol­digt i vir­ke­lig­he­den, som det lyder på papi­ret.

Katri­ne Sto­chholms vokal besid­der et nær­vær og en inder­lig­hed, som ram­mer mig med en melan­kolsk styr­ke, der er sam­men­lig­ne­lig med san­ge­r­in­den Sti­na Nor­den­stam og til tider Björk. Den­ne kva­li­tet kom­mer skar­pe­st til udtryk på afslut­nings­num­me­ret Jeg Husker Alt, som bæres af Sto­chholms stem­me, mens hun sid­der ved kla­ver, og Ida Wenøe sup­ple­rer med fjern back­up­vo­kal og gui­tar.

Dan­ser Til Radio er et album, der emmer af liv. Det er spr­ud­len­de, far­ve­rigt med en lege­syg­hed og for­nem­mel­se for fines­se. Jeg asso­ci­e­rer album­met med ordet “vir­var”. Ofte, som på f.eks. Kom­pas & Rum­ra­ket og titelnum­me­ret Dan­ser Til Radio, slyn­ger album­mets man­ge lag og ele­men­ter sig om hin­an­den i en slags ynde­fuld og vel­koreo­gra­fe­ret dans.

Andre gan­ge er det mere drøm­men­de på en mere hyp­no­ti­se­ren­de måde, som f.eks. på Jeg Husker alt og ikke mindst En Dej­lig Aften Stil­le Sølv­klart Van­det, som næsten vir­ker som en vug­ge­vi­se med sit inti­me, hvi­sken­de udtryk på en bøl­ge af blidt rul­len­de beats. Et num­mer der i mine ører er så smukt, at jeg når jeg lyt­ter til det, vil­le ønske det aldrig stop­pe­de, selv­om det stræk­ker sig over 7 minut­ter.

Katri­ne Sto­chholm har lavet et mester­ligt, meget per­son­ligt album, der er helt sit eget.

 

Masasolo — Breakup (EP)

Masa­so­lo er et pro­jekt af Mor­ten Søgaard (Ufor­nia, Vam­pi­re Blow), der dyr­ker, psy­ke­de­lisk stø­vet pop/rock i stil med gam­le iko­ner som ZZ Top og Chris Isaak og nye kunst­ne­re som Tame Impa­la og Unk­nown Mor­tal Orche­stra. I sep­tem­ber udkom EP’en Bre­akup, som måske ikke kom­mer helt op på siden af sine inspira­tions­kil­der, og man kun­ne også ønske sig, at Masa­so­lo i høje­re grad fandt sin egen vej på de stø­ve­de psy­chpop-veje. Men ikke desto min­dre er de fire san­ge på EP’en soli­de stør­rel­ser, der lyder af mere. Vi må hel­ler ikke glem­me den ufat­te­ligt lækre Real­ly Thought She Loved, som jeg tid­li­ge­re har kaldt en af de stær­ke­ste sing­ler udgi­vet på dansk jord i 2016.

Jeg ser frem til, at der for­hå­bent­lig kom­mer en LP fra Masa­so­lo i 2017! Husk at læse vores august-inter­view af front­mand Mor­ten Søgaard, hvis du vil bli­ve klo­ge­re på Masa­so­lo.

 

Balvig — Carvings

Tid­ligt i janu­ar 2016 lan­de­de et bemær­kel­ses­vær­digt og ikke mindst over­set album fra den, ind­til da, stort set ukend­te dan­ske artist Bal­vig på pla­de­sel­ska­bet Sound Of Copen­ha­gen. Bort­set fra at have haft et num­mer på kom­pi­la­tions­al­bum­met Sound Of Copen­ha­gen vol. 15 et halvt års tid før i 2015 er LP’en Car­vings (også udgi­vet på Sound Of Copen­ha­gen) før­ste gang Bal­vig giver lyd fra sig. Meget modigt i dis­se strea­m­ing og sing­le tider, hvor kunst­ne­re typisk for­sø­ger at ska­be en opmærk­som­hed først via et par sing­ler, der­ef­ter i form af en EP, og først til sidst udkom­mer LP’en så. Måske er det der­for Car­vings har fået for­svin­den­de lidt omta­le i de dan­ske medi­er, og det er en skam!

I den oprin­de­li­ge pres­se­med­del­se refe­re­res til andre kunst­ne­re som Jon Hopkins og Gold Pan­da, som bestemt er nær­lig­gen­de.  Car­vings er garan­te­ret også lige noget for dig, hvis du kan lide kunst­ne­re som Kias­mos, Buri­u­al og Mode­rat.

Album­met kom til ver­den ved, at Jens Bal­vig, som er Bal­vigs bor­ger­li­ge navn, i 2014 sat­te sig for at pro­du­ce­re ét num­mer hver uge i et år. Det er der kom­met 11 skæ­rin­ger ud af, som for­e­ner knivskarp elek­tro­nisk vel­lyd med bånd­op­ta­ge­de lyde fra den vir­ke­li­ge ver­den, der til­fø­jer orga­nisk var­me og liv og gør kan­ter­ne på beats og synt­hs min­dre skar­pe. Det er ikke altid lige tyde­ligt, da lyde­ne smel­ter sam­men, så de udgør et slags lydtæp­pe på num­re­ne sam­men med de smuk­ke melo­di­er. Andre gan­ge er det tyde­ligt, som f.eks. på den ånde­løst smuk­ke Fotvan­dring, hvor Bal­vig oven på en sim­pel kla­ver­me­lo­di (for­ment­lig) samp­ler fod­skridt i sne og hvor der høres fug­le­kvid­der til sidst. Eller på The Sun­day Woodcar­ver, som i sto­re dele hvi­ler på bålk­ni­tren. Ofte er man usik­ker på, hvad lyde­ne egent­lig repræ­sen­te­rer i den vir­ke­li­ge ver­den, som  det f.eks. er til­fæl­det med både bea­tet og støj­en i Kin­na­red. Er det sam­plet radio­støj? Er det et ur der tik­ker, er det en bil­dør der smæk­ker? Det er ikke vig­tigt. Det vig­ti­ge er, at det fun­ge­rer og ska­ber små inter­es­san­te ver­de­ner, som man har lyst til udfor­ske detal­jer­ne i.

Car­vings bærer også præg af, at Jens Bal­vig har boet man­ge år i Japan, så lyde og instru­men­ter fra Japan og resten af Østen blan­der sig smukt og ube­svæ­ret med en nor­disk melan­ko­li, der invi­te­rer til reflek­sion. Bal­vig kan trods alt ikke løbe fra, at han kom­mer fra rela­tivt kol­de og mør­ke Dan­mark.

Sam­let set er Car­vings et både flot, hel­støbt album og et modent bud på elek­tro­nisk musik i 2016. At det er Bal­vigs debut­pla­de gør det ikke min­dre impo­ne­ren­de.

 

Another Juggle — Dance Sunshine, Dance

Det er et yderst inter­es­sant lydu­ni­vers, som Ano­t­her Jug­g­les over­se­te debutal­bum Dan­ce Suns­hine, Dan­ce for­mår at ska­be. Det er et album domi­ne­ret af gni­stren­de 80’er ele­men­ter, melo­di­ske synt­hs, fæn­gen­de gui­tar­fi­gu­rer og fræk­ke rif­fs samt en snert af nor­disk melan­ko­li, sær­ligt i sangskriv­nin­gen. San­ge­ne hol­der et højt niveau fra start til slut, og jeg får såle­des ikke lyst til at skip­pe et ene­ste num­mer på album­met, hvil­ket for mig sker uhy­re sjæl­dent.

Det er hele tiden på græn­sen til at være en pasti­che, men ban­det for­mår bl.a. at til­fø­je nog­le moder­ne ryt­mi­ske skæv­he­der i form af nær­mest dan­sen­de gui­tar­fi­gu­rer, som hol­der udtryk­ket friskt, som f.eks. på Not Now, Faceless/Demon, Dan­ce, Suns­hine, Dan­ce og Cities Crash. Album­met har gene­relt et udtalt drøm­men­de gro­ove, der ofte får mig til at sva­je med og bli­ve ind­hyl­let i den 80’er inspi­re­re­de smoo­t­h­ness.

Jeg kan fak­tisk ikke rig­tigt fin­de noget ved album­met jeg ikke kan lide. Pro­duk­tio­nen er i top og lyt­te­o­p­le­vel­sen er både nuan­ce­ret, vari­e­ret og med en stærk sans for at byg­ge num­re op, der skif­te­vis ram­mer en for ekst­a­se og efter­tænk­som tone.

 

IRAH — Into Dimensions

Tit­len på IRAH’s debut-LP er spot on. Into Dimen­sions er fuld­stæn­digt som at træ­de ind i anden dimen­sion. En alter­na­tiv ver­den der er fuld af forun­der­lig­hed, skøn­hed og mystik. Det er dog ikke kun album­tit­len der er i fin for­læn­gel­se af ind­hol­det.

Det sam­me gæl­der album­mets cover-art, der med sit run­de por­ta­l­ag­ti­ge vin­due anty­der noget på den “anden side”. Det kun­ne også se ud som om at et øje kig­ger frem fra mør­ket og til­træk­ker og afspej­ler samt ind­g­y­der noget ude­fi­ner­bart. Det er noget ulmen­de, tåget, atmos­fæ­risk ved det gry­ne­de bil­le­de og halvt fluo­re­s­ce­ren­de halvt måne­ag­ti­ge lys, som vir­ker under­spil­let overjor­disk. Alt det­te karak­te­ri­se­rer musik­ken på Into Dimen­sions. Til­sæt Sti­ne Grøns sært dra­gen­de vokal, og du bli­ver suget ind i et nær­mest spi­ri­tu­elt uni­vers med mør­ke under­to­ner.

 

Del 2 finder du her.

Related Posts with Thumbnails

Tags: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Comments are closed.

Follow Me!

Follow Me! Follow Me! Follow Me! Follow Me!